Nomineret til Niels Klim-prisen 2016 - gange tre og med tekster

Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her - i hvert fald indtil 2014). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.
Jeg er så heldig at være nomineret med hele tre noveller - og det endda i samme kategori, nemlig langnovellen, der omhandler noveller, der er længere end 7000 ord, men kortere end 15.000.


Den første novelle er Sand og sten, stål og glas, der er titelnovellen fra min opsamling fra 2016. Den udkom på Calibat i slutningen af november, og det er gået den rigtig pænt. Samtidig er det den eneste novelle i opsamlingen, der aldrig har været udgivet før. Da jeg skrev den, havde jeg lige researchet nanorobotter og i samme periode læst Kafkas Processen, og en aften forbandt de to elementer sig. Så havde jeg grundideen til Sand og sten, stål og glas. Det lyder meget højpandet, men det er det nu ikke. I novellen optræder der også en række citater fra kendte, dystopiske værker og på den måde forsøgte jeg at bringe visse allerede kendte dilemmaer på banen.

På forlaget Calibat har de været så venlige at stille novellen til rådighed i afstemningsperioden. Du kan læse den på dette link, og skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den anden novelle er fra antologien Sku ikke hunden på hårene, der udkom på det nystiftede forlag Silhuet i begyndelsen af 2016. Alle novellerne tager udgangspunkt i et ordsprog, og det gør min anden kandidat Klæder skaber folk også. I den møder vi den unge Thorkild, der en sen aften af sin farfar bliver indviet i en ganske særlig familiehemmelighed. Kravet til novellen var at det skulle være spænding eller gys, og så skulle den være rettet mod et yngre publikum. Da jeg ikke har for vane at skrive med børn og unge som målgruppe, var det lidt af en udfordring for mig. Heldigvis fik jeg en af de der virkelig gode ideer, som der er masser af kød på, så da jeg gik i gang med at skrive, flød historien af sig selv. Jeg kan afsløre at det har at gøre med tidsrejser - men på en sært omvendt påhovedet-måde.

Forlaget Silhuet har stillet Klæder skaber folk til rådighed i afstemningsperioden, og du kan læse den på dette link. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sidst, men så absolut ikke mindst, er der novellen Bag glas. Jeg havde oprindeligt tiltænkt den en plads i min opsamling, men valgte at udskifte den, da Bag glas er ret eksperimenterende. Hvordan? Jo, novellen foregår i Danmark i 2068, men et Danmark hvor sproget er voldsomt påvirket af engelsk, og hvor der er rod i klimaet. Hele novellen er skrevet på den sære og fremtidige blanding af dansk og engelsk, og mine betalæsere var forundrede over hvor hurtigt man bare vænnede sig til hybriden. Historiens hovedperson, en ung pige der skal til at begynde på kunstnerisk uddannelse, bliver fascineret af en levende plantestatue i et akvarium. Imens det går ringere i skolen, stiger hendes fascination af væsnet, der er fuldkommen ubevægelig og i løbet af ti dage går fra ny til gammel, dør og genopstår. Igen og igen. Igen og igen.

Novellen blev oprindeligt udgivet i Himmelskibet nummer 49, og det er også fra bladet jeg har 'løftet' novellen, så den er tilgængelig her på siden. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her. Novellen finder du lige her under. Tak fordi du indtil videre har læst med - og så held og lykke til alle de nominerede i alle kategorierne! HUSK at afstemningsperioden løber fra 1. marts til 30. marts - og selvfølgelig at jeg har ophavsret til alle tre noveller.

Bag glas by Amdi Silvestri on Scribd