Velkommen til, høj som lav, til denne den sidste tur på Tekstoceanet. Vi håber at I alle har nydt en enkelt eller alle turene, og derfor også har lyst til at være med på vores begravelsesrejse. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, da vi allerede i sidste måned varslede begyndelsen til enden, men alligevel er vi ikke kede af det. Vi har sejlet siden oktober 2015, og Tekstoceanet vil altid være her, det vil vokse og vokse, og måske vil vi genoptage driften engang i fremtiden. Alt er muligt, og heldigvis for det!
Vi skal langt tilbage i tiden - næsten et årti, til 2008. Jeg var stadig ganske våd bag ørerne, og havde kun haft et par digte i nogle online-magasiner. Det havde dog givet mig ikke alene fået blod på tanden, hele gebisset skummede over af rødt. Lige i den periode var der mange overlappende novellekonkurrencer, og jeg skrev til næsten dem alle. Sådan er jeg på sin vis stadig.
En af de konkurrencer, jeg fik øje på, var fra Århus Havn. Her ledte man efter nogle noveller, der kunne relatere til havnen, og du kan se det oprindelige opslag lige her. Jeg kunne godt lide ideen om at skulle skrive noget, der var ret realistisk, og som samtidig havde noget at gøre med et virkeligt sted med en rig historie. Så jeg gik i gang med at researche på Århus Havn, og efterhånden som jeg fik samlet information ind, kunne jeg ikke undlade at relatere det til Nakskov, hvor det meste af min familie kommer fra. Fra Nakskov tog jeg dog mere skibsværftet, hvor langt de fleste mænd i min morfars generation arbejdede. Hele den der tanke om en masse mænd, der i årtier havde svedt og slidt, synes jeg fungerede godt som en del af min hovedperson. Så den havn, det sted, jeg fik opbygget, var en sammenblanding af Århus og Nakskov. Udseendet fra det jyske, stemningen (som jeg forestillede mig den) fra det lollandske.
Jeg elskede at prøve kræfter med det realistiske, ikke mindst fordi jeg havde en tendens til at skrive i de fantastiske genrer. Dog gik jeg allerede dengang med den klare overbevisning, at genre ikke betyder noget, så længe historien er god. Novellen blev en kort sag på lidt over 2000 ord, og fik titlen Når skibet lægger fra lejet. Den handler om en gammel mand, der er gået på pension, og nu slentrer langs den nye havn og husker tilbage på hvordan det var for mange år siden. Han er dødeligt syg, men det lindrer hans smerte at vandre rundt mellem alt det nye, der er vokset ud af det gamle. Jeg sendte den ind til konkurrencen, der var trods alt en flot præmie på 10.000 kroner, og krydsede så fingre for at det ville gå den godt. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke kunne vide, var at 2008 blev det år, hvor der virkelig kom gang i mine tekster. Jeg medvirkede i min første antologi, og i slutningen af året vidste jeg, at i 2009 ville jeg helt sikkert medvirke i yderligere et par antologier.
Jeg vandt ikke konkurrencen. Jeg kom ikke med i den planlagte antologi. De havde modtaget 211 noveller og blandt dem fundet en vinder og en håndfuld historier, der var gode nok. Antologien kom til at hedde Våddragt, efter vindernovellen skrevet af Mikkel Wallentin. Jeg var ærgerlig over ikke at være med, men set i bakspejlet forstår jeg udmærket hvorfor min novelle ikke blev valgt.
Først og fremmest var sproget ikke så stærkt som det kunne være, og når jeg læser den igennem nu, smiler jeg lidt af nogle af fejlene (f.eks. at alle titlens ord er med stort). Det springende punkt tænker jeg dog har været, at stemningen i min novelle ikke er fremadskuende, men ser tilbage. Den er fyldt med minder og død, sygdom og suk, og selvfølgelig er det ikke den slags man leder efter, når man skal udgive en samling om noget nyt og forandret. Det her var nogenlunde, hvad min daværende kæreste sagde til mig. Dengang ville jeg ikke helt høre det. Heldigvis er jeg blevet mere reflekteret senere.
Jeg har overvejet at skrive fortællingen om, give den lidt mere plads, for jeg synes at der gemmer sig noget spændende i linjerne. Hist og her en god vending, men især stemningen kan jeg godt lide. Vi får at se om jeg får det gjort - men derfor skal du ikke snydes for teksten, som du kan finde nederst. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.
Så glider vi ind langs kajen, motorerne stopper, sejlene rulles sammen. Med denne sidste tur, er det blevet til seksten udflugter på ordbølgerne, og vi har samlet dem alle nederst. Pas på jer selv, når I går fra borde, og skulle I have lyst til at besøge Tekstoceanet i fremtiden, er det heldigt at vi indtil videre har kortlagt otte have og et væld af øer og sære steder. I kan finde kortet lige her. Vi håber også at I fandt det passende, at vores sidste rejse var til en havn. Det er altid vemodigt at sige farvel, og derfor siger vi i stedet for bon voyage, fordi alting er en rejse. Tak fordi I løste billet, tak fordi I læste med og tak fordi I tog jer tiden.
En af de konkurrencer, jeg fik øje på, var fra Århus Havn. Her ledte man efter nogle noveller, der kunne relatere til havnen, og du kan se det oprindelige opslag lige her. Jeg kunne godt lide ideen om at skulle skrive noget, der var ret realistisk, og som samtidig havde noget at gøre med et virkeligt sted med en rig historie. Så jeg gik i gang med at researche på Århus Havn, og efterhånden som jeg fik samlet information ind, kunne jeg ikke undlade at relatere det til Nakskov, hvor det meste af min familie kommer fra. Fra Nakskov tog jeg dog mere skibsværftet, hvor langt de fleste mænd i min morfars generation arbejdede. Hele den der tanke om en masse mænd, der i årtier havde svedt og slidt, synes jeg fungerede godt som en del af min hovedperson. Så den havn, det sted, jeg fik opbygget, var en sammenblanding af Århus og Nakskov. Udseendet fra det jyske, stemningen (som jeg forestillede mig den) fra det lollandske.
Først og fremmest var sproget ikke så stærkt som det kunne være, og når jeg læser den igennem nu, smiler jeg lidt af nogle af fejlene (f.eks. at alle titlens ord er med stort). Det springende punkt tænker jeg dog har været, at stemningen i min novelle ikke er fremadskuende, men ser tilbage. Den er fyldt med minder og død, sygdom og suk, og selvfølgelig er det ikke den slags man leder efter, når man skal udgive en samling om noget nyt og forandret. Det her var nogenlunde, hvad min daværende kæreste sagde til mig. Dengang ville jeg ikke helt høre det. Heldigvis er jeg blevet mere reflekteret senere.
Jeg har overvejet at skrive fortællingen om, give den lidt mere plads, for jeg synes at der gemmer sig noget spændende i linjerne. Hist og her en god vending, men især stemningen kan jeg godt lide. Vi får at se om jeg får det gjort - men derfor skal du ikke snydes for teksten, som du kan finde nederst. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.
Når Skibet Lægger Fra Lejet by Amdi Silvestri on Scribd
Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle)
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire)
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor)
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik)
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik)
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst)
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)
Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)
Tekstoceanet - Ungerens endeligt (reportage)
Tekstoceanet - Den sociale antologi (kuldsejlet antologi)