Nyheder i februar 2017 - om en Top 10, nomineringer og lektørudtalelse

Februar måned lakker mod enden, og heldigvis er det omskiftelige vejr med til at holde mig i sving. Som det også var tilfældet sidste år, medvirker jeg i initiativet February Fiction, det kan du læse med på over på min Instagram, men ved siden af det sker der også ting og sager i forfatterkedlen.

 

Horror

Sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten, hvor jeg havde min novelle In uteri med. Samlingen udkom på et helt nyt forlag, og derfor er det så meget vigtigere at den har modtaget en lektørudtalelse. Lektøren fremhæver samlingen som velskrevet, og har blandt andet følgende at sige om yours truly:

"Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

I slutningen af januar gjorde bibliotekar Pernille Thoustrup status over læseåret 2016 på en Top 10 på bloggen Bare et kapitel mere, og sørme så om Kærlighedsfrugt ikke sneg sig ind på en syvendeplads med følgende ord:

"#7: Kærlighedsfrugt af A. Silvestri. Kærlighedsfrugt er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Jeg læste den faktisk hele to gange i 2016, så jeg var pænt opslugt af den. Den er kærlighed til horror i stor stil. (Anmeldelse her)."

Mens jeg skrev dette indlæg, skiftede Forlaget Kandor til denne facebook-header. Kærlighedsfrugt lever stadig ;)

Science Fiction

Siden efteråret har det været muligt at stemme på Niels Klim-prisens longlist, og på den måde være med til at beslutte hvem der skulle med på shortlisten, og dermed have en mulighed for at blive årets vinder i en af de fire kategorier. Jeg havde oprindeligt kandidater med i både kategorien novelle og langnovelle, og da sløret blev løftet for afstemningen, fandt jeg ud af at jeg var kommet i sidstnævnte kategori og hurra for det :) Men faktisk er det i så voldsom grad, at jeg nu er blevet min egen konkurrent.

Hvordan det? Jo, min novelle Bag glas, novellen Sand og sten, stål og glas og novellen Klæder skaber folk, fra tre forskellige udgivelser, er nu blevet stemt videre og er derfor midt i et internt opgør, ikke bare med hinanden, men også med de andre nominerede i kategorien. Jeg har overvejet at trække to af kandidaterne, for på den måde at maksimere mine chancer for ikke at slå mig selv i gulvet, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal gøre. Her kommer du ind: Hvad synes du, min kære bloglæser? Skal jeg trække nogle af mine kandidater? Afstemningen starter den 1. marts og jeg håber I stemmer på lige præcis de historier I synes bedst om. Og så selvfølgelig et stort tillykke til alle de nominerede i alle kategorier.

Facebook og update

For omkring en uge siden lavede jeg et indlæg på min officielle facebookside, hvor jeg skød en konkurrence i gang. Der er lidt over en uge tilbage af konkurrencen, så hvis du har lyst til at vinde en håndfuld af mine bøger, så er det blot at springe ombord på facebook-færgen :)

Det går også forrygende med mit bogudsalg, så hvis du skal nå at have noget med, skal du snart til at skynde dig. Som du kan se, har jeg løbende opdateret mit oprindelige indlæg, så man kan se hvad der er tilbage i bunkerne :)

Andet

Ellers er der ikke så meget. Jeg redigerer og retter, så blækket pletter væggene, jeg har lige sendt en håndfuld noveller ind til et nystartet novellemagasin, og så får jeg lavet en frygtelig masse arbejde - men det kan du altid læse mere om i et kommende indlæg.Tak fordi du læste med :)

Septembers arbejde 2016 - om mørke historier, en weekend på Hald og erotik

NU er det endelig ved at være rigtigt efterår, og et stort hurra for det. Jeg er ikke særlig glad for varme, og på den konto har september været ret slem. Der har været meget sved, banden og frustration i lejligheden på Nørrebro, men heldigvis blev jeg undervejs i måneden luftet lidt ved Viborg, og tastaturet har også været med til at give mig et køligt overblik. September har, vanen tro, været meget travl, og her er frugterne af arbejdet.

I løbet af månedens tredive dage blev jeg færdig med en novelle, og min novelle, der greb om sig i sidste måned, er nu officielt vokset til en kortroman, og jeg er ret sikker på at den ender med at blive en roman. På den måde fortsætter min trend med at skrive langt også.

Mandsmørke (7600 ord, horror)
Slør (arbejdstitel, 15100 ord, 32300 ord indtil videre)

I Mandsmørke er vi i Assens, ca. 1920. En omrejsende vaudeville er kommet til byen, og for at trække folk til, optræder de med et nummer ved Assens havn, hvor deres udbryderkonge Esben lader sig svinebinde, kravler ind i et pengeskab og bliver sænket ned i havnen. Esben er uhyggeligt dygtig til sit fag, og lige så dygtig som han er, lige så meget hader han alle de mennesker, der hjernedøde og hungrende efter adspredelse stirrer på ham. For ham er de tomme dyr, halve mennesker og det der er værre, men det er aldrig til at vide, hvad man begynder at tænke på, når man er alene, under vandet, bag fire lag mørke.

Jeg vil stadig ikke fortælle så meget om Slør, andet end at den vokser som den skal, og den indtil videre indeholder nogle ret flotte scener, sådan rent visuelt. Jeg arbejder meget med farver og skygger, og det lyder og føles næsten som et maleri.

DLI

I år var jeg, qua min rolle som formand for Dansk Forfatterforenings skønlitterære styrelse, deltager på det årlige litterære  møde på Hald Hovedgård, kaldet DLI (Den Litterære Institution under stadig skælven). Det er et møde, hvor der hvert år kommer folk fra de forskellige forgreneninger af det litterære miljø i Danmark, heriblandt forfatterforeninger, forlæggere, Det Kongelige Bibliotek, universiteter, forfattere, Litteratursiden.dk og mange flere. Over tre dage var der en række oplæg, om mange forskellige ting. Jeg skrev en update om det på facebook, og den vil jeg tillade mig at gengive her:

Alt i alt var det en god weekend, hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og fik diskuteret alle mulige ting. Af det ikke så positive, var det tydeligt at de fleste af deltagerne ikke kendte meget til den fantastiske litteratur, og at for dem startede og sluttede litteratur ved de etablerede institutioner, såsom forlagene, Forfatterskolen og litteraturvidenskab. Det synes jeg var ret ærgerligt, men samtidig gjorde det mig klart, at der stadig er et stort og meget vigtigt arbejde for at få den fantastiske litteratur accepteret, nej ikke engang det, opfattet er nok det rigtige ord, i Danmark. Med det sagt var der ikke nogen direkte modvilje mod de fantastiske genrer, og det ser jeg som et tegn på at et arbejde med tiden kan bære frugt.

Nat mellem sommer og efterår, Hald Hovedgaard.

Erotik 

I september afholdt forlaget DreamLitt en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive en erotisk novelle. Det er ingen hemmelighed, at det er en genre jeg kun har beskæftiget mig en smule med, men eftersom et af mine mange mantraer er, at alle genrer er ligeværdige, så burde jeg vel også kunne skrive sådan en satan. I mine gemmer fandt jeg en erotisk novelle (Tilbud), jeg havde skrevet i 2012, og da jeg gennemlæste den, fandt jeg den egentlig ret god. Det var noget i den. Så jeg omskrev, renskrev, redigerede og afsendte, og nu ligger den hos forlaget, som jeg håber vil finde den god nok til en udgivelse.

Jeg har på fornemmelsen, at mange der skriver erotik, sigter efter det specielle og unikke, den slags oplevelser, der kun kommer en gang i et liv. I Tilbud har jeg forsøgt det stik modsatte, nemlig en episode der sker hele tiden, noget hverdagsliv. Det bliver spændende at se hvad der videre sker med den.

Hvad ellers? 

Jeg har brugt en stor del af måneden på at arrangere forskellige oplæsninger, og møder med mere i forskellige regi, begyndt på en tekst jeg kalder for impulsdigtet, aftalt optrædender på BogForum, afsløret forsiden til Sand og sten, stål og glas, er gået i tænkeboks med hensyn til PR på bogen og så er det også blevet til en del kaffe. Oktober er fyldt med deadlines, så jeg må hellere se at komme i gang. Tak fordi du læste med! 

Er bloggen som medie død? Du vil aldrig gætte hvad svaret er!

Jeg startede med at blogge i 2006. Der havde jeg en blog med titlen Correction of yesterday, hvor jeg skrev om alt muligt, anmeldte sære ting og generelt udbredte mig. Jeg forlod den til fordel for Forfatter på halv tid i 2009, simpelthen fordi mine forfatterambitioner med mere var blevet det større. Mit formål med bloggen var todelt, nemlig at reklamere for mig selv, og så prøve at give et billede af hvad det ville sige at være en forfatter, der prøver at nå frem til en eller anden form for gennembrud. I 2015 ændrede jeg bloggens navn til Forfatter på trekvart tid, simpelthen fordi jeg var kommet det videre, og nu kunne investere mere tid i at skrive, og andre beslægtede områder. Nu er vi halvvejs igennem 2016, og et spørgsmål jeg har tænkt over de sidste tre-fire år er blevet mere presserende. Er bloggen som medie død?

Jeg faldt over ovenstående grafik på facebook, og min første reaktion var at ordet marketing også dækker, når man forsøger at sælge sig selv. Jeg har gennem det sidste års tid forsøgt at sætte mig ind i mange af de sociale platforme, og hvad der kræves for at bruge dem bedst. Ord og udtryk som branding, social selling, persona og 'historien om dig' har jeg måttet tage stilling til. Jeg har retoucheret min Instagram, jeg har forsøgt mig med at give ting tekster og indtalinger væk, jeg har endda taget en enkelt selfie (gyyyys). Alle mine blog-indlæg feedes helt automatisk til facebook og listen er meget lang. Men intet af det har øget mit besøgstal, salgstal, eller kommentartal. Jeg har ingen måde at vide på, hvor mange der egentlig læser det jeg skriver, eller om det er skønne spildte kræfter, men jeg har en klar fornemmelse af at trafikken er mindre end den har været. Om det er fordi jeg ikke tilbyder min besøgende noget, eller tilbyder det rigtige, ved jeg ikke.

Grafikken viser, at hvor facebook tidligere henviste til dine andre sider, er facebook i sig selv blevet en side. Som alle andre forretninger, helt ned til den lokale bager, vil de meget gerne have at du bliver i deres butik, og det ser ud som om det er lykkedes. Der dukker flere og flere sider op på facebook, der er dedikeret en interesse, en persona eller noget helt tredje. Man kan argumentere for at bloggen så slet ikke er død, men blot har skiftet adresse, men jeg synes at se noget andet, der er på færde.

Åh nej, en selfie!

Det klassiske blogindlæg har noget længde over sig. Det fortæller om en holdning, eller en episode, det lægger facts på bordet eller belyser et emne. Det er med andre ord en kommunikation fra bloggens skribent til læseren. Facebook-indlæg, også de nye dedikeret til personaer og lignende, er ofte korte, fremfører et par tanker og stiller derefter nogle spørgsmål. Det er med andre ord en kommunikation, hvor det er meningen, at der skal debatteres. I det klassiske blog-indlæg fortæller bloggeren noget, i facebook-indlægget taler sidens ejer ofte direkte til læseren med et "du". Man kan kalde den ene kommunikation åben og den anden lukket. Nogle af de mest populære blogs fungerer som en hybrid - her taler jeg om modeblogs, træningsblogs, jegerblevetmor-blogs og lignende. Her er blogindlæggene stadig lange, og lægger egentlig ikke så meget op til debat, men fordi bloggens emne rammer mange (mange får børn, går op i mode) kommenterer folk alligevel på blogindlæggene. De spejler sig direkte. Det bliver deres.

Jeg fulgte op på grafikken, og læste lidt rundt omkring. Det lader til at der er sket en udvikling med folks adfærd på nettet - en adfærd, der hænger sammen med click-bait. Folk gider ikke klikke. Den information man vil viderebringe, skal være der med det samme. Allerede der har facebook-indlægget en fordel, men selv det at trykke på "læs mere/videre"-knappen på facebook kan i nogle tilfælde være for meget. For at komme den modstand til livs, er der en masse click-bait, sætninger eller billeder der får folk til at klikke alligevel. Jeg har, for sjovs skyld, inkluderet en primitiv click-bait i dette indlægs titel. Men selv click-bait er ikke længere så effektiv - folk har fået nok af det. Det gør at der virkelig skal noget til at hive folk ud af det sted hvor de nu er - det være sig på facebook, Instagram, snapchat eller noget helt tiende. Hvorfor er det sådan?

Det har jeg også tænkt over ... og jeg tror det er fordi at på facebook betyder man noget. På ens egen facebook-side er man konge/dronning. Her kan man præsentere sit liv for sig selv og andre. Her kan man vise feriebilleder, brokke sig over verden, linke til videoer man godt kan lide og snakke om hvor meget man glæder sig til at spise stegt flæsk i aften. Her kan man skrige sin ensomhed ud i lange updates, fordi der sidder jo altid en læser et sted, og så er man ikke helt alene. Det er et univers, hvor ens mening er lige så meget værd som enhver andens, og hvor det er muligt, nej føles nødvendigt at man stiller den mening til skue. Sekundært er det, om man har noget at have den mening i, eller om man deler en debattråd med mennesker, der kender meget mere til et givent emne end en selv. Reel viden må vige for den umiddelbare følelse af at vide. Folk påkalder sig deres facebook-sides suverænitet, unfriender venner hvis de træder over synlige (og usynlige) grænser, og har magten til at gøre det skrevne uskrevent, og det sagte usagt, alt sammen med et enkelt klik. På en blog vil man indtage en passiv position. Det er svært, hvis man er vant til at være aktiv. Tænk bare på hvordan det er at sidde på bænken, hvis man er vant til at spille en hel kamp. Det hader jeg også selv :)

Hvad har det at gøre med at blogge? For at svare på mit oprindelige spørgsmål, så er bloggen om ikke død, så døende, af en række årsager. For det første lægger mange indlæg ikke op til debat, så læseren kan ikke selv få noget sagt. For det andet er en blog ikke et socialt medie - den er ikke øjeblikkelig, kommentarer er ikke synlige. For det tredje kræver den ofte, at man har fulgt med et stykke tid. Det er gammeldags 'dyder' i et samfund, der har skruet hastigheden op. For det fjerde er det svært at lægge facebook-følelsen væk, fordi den er så rar. Bloggen har det svært overfor de sociale medier, og det er sådan det er. Står bloggen så til at redde?

Måske. Jeg tror at bloggen kan noget andet end de sociale medier. Den kan fortælle en lang historie uden kommentarer. Den kan gå i dybden med et emne. Den kan vise os verdener og liv, der er meget langt fra vores eget. Den kan problematisere, den kan forklare sig og et indlæg står meget længere end det gør på en facebook-feed. En blog er ikke konstant, den opdateres ikke dagligt eller mere, men et par gange om måneden. Men bloggen er ikke bedre end de sociale medier. Den er blot noget andet. At læse en blog kræver at man kan sætte sig selv til side, bare den tid det tager, og det er rigtig svært for mange, forfatteren af dette indlæg inklusiv. En blog er mere som en bog end som et medie, og det er måske der hunden ligger begravet.

Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at fortsætte med at lære at gebærde mig på alle de sociale medier, men også at fortsætte med min blog, i hvert fald et stykke tid endnu. For mig er den et vigtigt værktøj til at dokumentere hvad det vil sige at være forfatter i Danmark og i en brydningstid, og den giver mig mulighed for at tænke nogle tanker til ende. Men det kan selvfølgelig også bare være at jeg elsker at høre mig selv snakke ;)

Sailing the social media - og så på frygteligt fint fremmedsprog!

Når det kommer til at blive set, ikke bare som forfatter, men også som alt muligt andet, er første skridt altid at få folk til at vide, at man rent faktisk eksisterer. For nu at være ærlig (det skulle vist også sælge), har det aldrig faldet mig særlig let det her med selvpromovering. Jeg finder det direkte invasivt på andre, selvfedt og samtidig også lidt ynkeligt. Det er nok fordi jeg lider af en eller anden form for idealisme, hvor jeg helt nede i min kerne har en idé om at produktet i sig selv må være nok. Det er det selvfølgelig ikke. Det der i virkeligheden tæller er hvordan forfatteren bliver solgt. Selv om jeg begræder det faktum på daglig basis, ville det også være dumt at lukke øjnene for det, og bare lade som om det ikke findes. Derfor skal dette indlæg handle om mig - og hvor du kan følge med i alle de ting jeg nu går og laver. Er du klar, eller har jeg allerede tabt dig (fordi meget tekst åbenbart også er et problem ifølge diverse guides) ? Anyway, here goes.

Først og fremmest har jeg min blog, som du allerede sidder og læser. Det er her, der er breaking news og det er her, jeg udbreder mig om hvad jeg har fået skrevet den sidste måneds tid, giver bidder fra Tekstoceanet og kommer med snakke om skrivemiljøet. Min blog fungerer også som en hjemmeside. Det er her alle mine bøger ligger, og det er her man kan komme i kontakt med mig, hvis man mangler en oplægsholder, en oplæser eller noget i den dur. Altså er bloggen også hjemmeside, og derfor en hybrid. Efter hvad jeg har hørt er bloggen et dødt medium, og det kan sagtens være. Jeg ved blot, at enhver forfatter bør have en hjemmeside, og den slags koster penge - medmindre man finder et sted som blogger :)

Klik for at forstørre billedet, m'kay!

For et år siden oprettede jeg en Instagram-profil, men jeg kom aldrig rigtig i gang med den. Jeg har

aldrig været den store selfietager, jeg kan for min død ikke forstå at nogen gider kigge på andres mad
eller tøj og det er vel også begrænset, hvor mange gange man kan tage snapshotte horisonten. Jeg har dog genoplivet den på det sidste, og nu kører den fint derudad med daglige updates. Jeg bruger den nemlig som en slags udstillingsmontre, hvor der dagligt er et billede og et udsnit fra en af mine noveller. Det krydres lidt med det løse - billeder fra oplæsninger, citater og whatnot. Du kan se de første tres novelleuddrag i begyndelsen af indlægge.

Helt tilbage i 2012 (tror jeg nok) oprettede jeg en forfatterprofil på Goodreads. Det er et dejligt sted at følge med i hvad folk mener om ens bøger, der er et ratingsystem og man kan til og med skrive en anmeldelse, hvis man lyster. Selv om jeg tjekker tingene ud en gang om ugen, er der desværre ikke så mange der bruger det (eller også læser de bare ikke noget af mig), og det så jeg meget gerne ændre sig. Det er ingen hemmelighed at en stor del af forfatteres drivkraft også handler om feedback, og den kan man ikke få for meget af. 

Lidt i samme stil har jeg en twitter-konto som Instagram. Jeg kan se at mange bruger den til at tweete om deres liv og hverdag, men også især om deres holdninger og meninger til politik og samfundsspørgsmål. Da jeg synes at det vel kan være ligegyldigt i forhold til hvad jeg skriver, er min twitter-profil mest brugt, når jeg er ude til diverse events. Så live-tweeter jeg fra dem, og resten af tiden bruger jeg den mest som en ekstra opslagstavle til de andre ting der sker rundt omkring i mit forfatterskab. Som med Instagram er du velkommen til at følge mig.

For nylig har jeg oprettet en konto på Soundcloud. For de af jer der ikke kender det, er det et sted, hvor man kan smide sine lydfiler op, ganske gratis. En af de ting, der efterhånden er blevet meget tydeligt for mig (som forfatter), er at mange ikke tager sig tiden til at læse. På den front tror jeg det er omkring en million gange lettere at være tegner/grafiker/visuel kunstner eller musiker, for med de kunstformer får folk det serveret og forholder sig automatisk til værket - uden selv at gøre noget bevidst for det. Sådan er det ikke med tekst, hvor der aktivt skal læses. Så jeg har bidt i det sure æble og er gået i gang med at indtale en række af mine tekster. Lige nu er der kun en håndfuld, men jeg skyder en god fart, og håber derigennem at kunne nå ud til et bredere publikum. Heldigvis er jeg også meget hurtigt blevet glad for det, så jeg tror det er noget jeg kommer til at bruge en masse i fremtiden.

Min konto på youtube har jeg haft i mange år, men det er ikke meget jeg får lagt op på den. Det sker
en gang imellem, og så kan det enten være optagelser af andres oplæsninger eller mig selv, der for eksempel viser rundt i mit skriveværksted. Jeg ved at andre forfattere bruger det til skrivetips, boganmeldelser og så videre, men jeg synes ikke helt det "passer" på mig. Lige nu har jeg den bare. Det kan være at jeg i fremtiden bliver klogere på hvad jeg egentlig skal stille op med den. Du er meget velkommen til at tjekke den ud - noget af det, der ligger der, er egentlig muntert nok.

Min forfatterside på facebook er en sær størrelse. Jeg vil rigtig gerne bruge den meget mere end jeg gør, men da jeg ikke har særlig mange fans/followers, er jeg meget i tvivl om hvor langt mine budskaber egentlig når ud. På facebooksiden plejer jeg at annoncere hvor og hvornår jeg læser op/holder oplæg, når der kommer nye anmeldelser ind og hvis jeg har en ny bog på vej. Jeg tror vejen frem med en facebook-profil er at afholde konkurrencer, så man kan trække nye folk til. I hvert fald er det sjældent at et af mine oplæg når ud til mere en 20% af mine følgere, og det er vist nok fordi facebook har sat en art blokade ind. So much for that. Du er dog meget velkommen til at følge mig på facebook, og så indirekte være med til at jeg laver flere giveaways.

Afslutningsvis har jeg også en konto på Pinterest. Det er et af de få stedet på nettet, hvor jeg holder øje med nogle af de ting jeg laver, uden at de direkte har noget at gøre med min forfattervirksomhed. Der er primært en liste over bøger jeg har læst og film jeg har set - og så en smule andet. Hvis du godt kan lide den slags, så synes jeg du skal smutte en tur derover.

Jeg tilstræber så meget jeg kan at det er unikke ting, der ligger på mine forskellige konti. Med andre ord, det der foregår på Instagram, er ikke det samme som på youtube eller Soundcloud. Det synes jeg kun er fair overfor de mennesker, der trods alt har valgt at følge mig. Tid er så kostbar, og intet er værre end at spilde andres med noget, de allerede har set.

Så tror jeg ikke der er mere. Jeg så ingen grund til at inkludere min MySpace-profil (jeps, så gammel på nettet er jeg) eller andre profiler, der ikke har så meget at gøre med mig som forfatter. Jeg håber ligeledes at du trods alt fandt det en smule oplysende, og så har jeg vist også social-medie-promoveret mig selv for en rum tid. God jul derude - og jeg håber at du trods alt (stadig) har lyst til at følge mig et eller flere steder.