DLI

Septembers arbejde 2016 - om mørke historier, en weekend på Hald og erotik

NU er det endelig ved at være rigtigt efterår, og et stort hurra for det. Jeg er ikke særlig glad for varme, og på den konto har september været ret slem. Der har været meget sved, banden og frustration i lejligheden på Nørrebro, men heldigvis blev jeg undervejs i måneden luftet lidt ved Viborg, og tastaturet har også været med til at give mig et køligt overblik. September har, vanen tro, været meget travl, og her er frugterne af arbejdet.
I løbet af månedens tredive dage blev jeg færdig med en novelle, og min novelle, der greb om sig i sidste måned, er nu officielt vokset til en kortroman, og jeg er ret sikker på at den ender med at blive en roman. På den måde fortsætter min trend med at skrive langt også.

Mandsmørke (7600 ord, horror)
Slør (arbejdstitel, 15100 ord, 32300 ord indtil videre)

I Mandsmørke er vi i Assens, ca. 1920. En omrejsende vaudeville er kommet til byen, og for at trække folk til, optræder de med et nummer ved Assens havn, hvor deres udbryderkonge Esben lader sig svinebinde, kravler ind i et pengeskab og bliver sænket ned i havnen. Esben er uhyggeligt dygtig til sit fag, og lige så dygtig som han er, lige så meget hader han alle de mennesker, der hjernedøde og hungrende efter adspredelse stirrer på ham. For ham er de tomme dyr, halve mennesker og det der er værre, men det er aldrig til at vide, hvad man begynder at tænke på, når man er alene, under vandet, bag fire lag mørke.

Jeg vil stadig ikke fortælle så meget om Slør, andet end at den vokser som den skal, og den indtil videre indeholder nogle ret flotte scener, sådan rent visuelt. Jeg arbejder meget med farver og skygger, og det lyder og føles næsten som et maleri.

DLI

I år var jeg, qua min rolle som formand for Dansk Forfatterforenings skønlitterære styrelse, deltager på det årlige litterære  møde på Hald Hovedgård, kaldet DLI (Den Litterære Institution under stadig skælven). Det er et møde, hvor der hvert år kommer folk fra de forskellige forgreneninger af det litterære miljø i Danmark, heriblandt forfatterforeninger, forlæggere, Det Kongelige Bibliotek, universiteter, forfattere, Litteratursiden.dk og mange flere. Over tre dage var der en række oplæg, om mange forskellige ting. Jeg skrev en update om det på facebook, og den vil jeg tillade mig at gengive her:

Alt i alt var det en god weekend, hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og fik diskuteret alle mulige ting. Af det ikke så positive, var det tydeligt at de fleste af deltagerne ikke kendte meget til den fantastiske litteratur, og at for dem startede og sluttede litteratur ved de etablerede institutioner, såsom forlagene, Forfatterskolen og litteraturvidenskab. Det synes jeg var ret ærgerligt, men samtidig gjorde det mig klart, at der stadig er et stort og meget vigtigt arbejde for at få den fantastiske litteratur accepteret, nej ikke engang det, opfattet er nok det rigtige ord, i Danmark. Med det sagt var der ikke nogen direkte modvilje mod de fantastiske genrer, og det ser jeg som et tegn på at et arbejde med tiden kan bære frugt.
Nat mellem sommer og efterår, Hald Hovedgaard.
Erotik 

I september afholdt forlaget DreamLitt en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive en erotisk novelle. Det er ingen hemmelighed, at det er en genre jeg kun har beskæftiget mig en smule med, men eftersom et af mine mange mantraer er, at alle genrer er ligeværdige, så burde jeg vel også kunne skrive sådan en satan. I mine gemmer fandt jeg en erotisk novelle (Tilbud), jeg havde skrevet i 2012, og da jeg gennemlæste den, fandt jeg den egentlig ret god. Det var noget i den. Så jeg omskrev, renskrev, redigerede og afsendte, og nu ligger den hos forlaget, som jeg håber vil finde den god nok til en udgivelse.

Jeg har på fornemmelsen, at mange der skriver erotik, sigter efter det specielle og unikke, den slags oplevelser, der kun kommer en gang i et liv. I Tilbud har jeg forsøgt det stik modsatte, nemlig en episode der sker hele tiden, noget hverdagsliv. Det bliver spændende at se hvad der videre sker med den.

Hvad ellers? 

Jeg har brugt en stor del af måneden på at arrangere forskellige oplæsninger, og møder med mere i forskellige regi, begyndt på en tekst jeg kalder for impulsdigtet, aftalt optrædender på BogForum, afsløret forsiden til Sand og sten, stål og glas, er gået i tænkeboks med hensyn til PR på bogen og så er det også blevet til en del kaffe. Oktober er fyldt med deadlines, så jeg må hellere se at komme i gang. Tak fordi du læste med!