Jeg startede med at blogge i 2006. Der havde jeg en blog med titlen Correction of yesterday, hvor jeg skrev om alt muligt, anmeldte sære ting og generelt udbredte mig. Jeg forlod den til fordel for Forfatter på halv tid i 2009, simpelthen fordi mine forfatterambitioner med mere var blevet det større. Mit formål med bloggen var todelt, nemlig at reklamere for mig selv, og så prøve at give et billede af hvad det ville sige at være en forfatter, der prøver at nå frem til en eller anden form for gennembrud. I 2015 ændrede jeg bloggens navn til Forfatter på trekvart tid, simpelthen fordi jeg var kommet det videre, og nu kunne investere mere tid i at skrive, og andre beslægtede områder. Nu er vi halvvejs igennem 2016, og et spørgsmål jeg har tænkt over de sidste tre-fire år er blevet mere presserende. Er bloggen som medie død?
Jeg faldt over ovenstående grafik på facebook, og min første reaktion var at ordet marketing også dækker, når man forsøger at sælge sig selv. Jeg har gennem det sidste års tid forsøgt at sætte mig ind i mange af de sociale platforme, og hvad der kræves for at bruge dem bedst. Ord og udtryk som branding, social selling, persona og 'historien om dig' har jeg måttet tage stilling til. Jeg har retoucheret min Instagram, jeg har forsøgt mig med at give ting tekster og indtalinger væk, jeg har endda taget en enkelt selfie (gyyyys). Alle mine blog-indlæg feedes helt automatisk til facebook og listen er meget lang. Men intet af det har øget mit besøgstal, salgstal, eller kommentartal. Jeg har ingen måde at vide på, hvor mange der egentlig læser det jeg skriver, eller om det er skønne spildte kræfter, men jeg har en klar fornemmelse af at trafikken er mindre end den har været. Om det er fordi jeg ikke tilbyder min besøgende noget, eller tilbyder det rigtige, ved jeg ikke.
Grafikken viser, at hvor facebook tidligere henviste til dine andre sider, er facebook i sig selv blevet en side. Som alle andre forretninger, helt ned til den lokale bager, vil de meget gerne have at du bliver i deres butik, og det ser ud som om det er lykkedes. Der dukker flere og flere sider op på facebook, der er dedikeret en interesse, en persona eller noget helt tredje. Man kan argumentere for at bloggen så slet ikke er død, men blot har skiftet adresse, men jeg synes at se noget andet, der er på færde.
Det klassiske blogindlæg har noget længde over sig. Det fortæller om en holdning, eller en episode, det lægger facts på bordet eller belyser et emne. Det er med andre ord en kommunikation fra bloggens skribent til læseren. Facebook-indlæg, også de nye dedikeret til personaer og lignende, er ofte korte, fremfører et par tanker og stiller derefter nogle spørgsmål. Det er med andre ord en kommunikation, hvor det er meningen, at der skal debatteres. I det klassiske blog-indlæg fortæller bloggeren noget, i facebook-indlægget taler sidens ejer ofte direkte til læseren med et "du". Man kan kalde den ene kommunikation åben og den anden lukket. Nogle af de mest populære blogs fungerer som en hybrid - her taler jeg om modeblogs, træningsblogs, jegerblevetmor-blogs og lignende. Her er blogindlæggene stadig lange, og lægger egentlig ikke så meget op til debat, men fordi bloggens emne rammer mange (mange får børn, går op i mode) kommenterer folk alligevel på blogindlæggene. De spejler sig direkte. Det bliver deres.
Jeg fulgte op på grafikken, og læste lidt rundt omkring. Det lader til at der er sket en udvikling med folks adfærd på nettet - en adfærd, der hænger sammen med click-bait. Folk gider ikke klikke. Den information man vil viderebringe, skal være der med det samme. Allerede der har facebook-indlægget en fordel, men selv det at trykke på "læs mere/videre"-knappen på facebook kan i nogle tilfælde være for meget. For at komme den modstand til livs, er der en masse click-bait, sætninger eller billeder der får folk til at klikke alligevel. Jeg har, for sjovs skyld, inkluderet en primitiv click-bait i dette indlægs titel. Men selv click-bait er ikke længere så effektiv - folk har fået nok af det. Det gør at der virkelig skal noget til at hive folk ud af det sted hvor de nu er - det være sig på facebook, Instagram, snapchat eller noget helt tiende. Hvorfor er det sådan?
Det har jeg også tænkt over ... og jeg tror det er fordi at på facebook betyder man noget. På ens egen facebook-side er man konge/dronning. Her kan man præsentere sit liv for sig selv og andre. Her kan man vise feriebilleder, brokke sig over verden, linke til videoer man godt kan lide og snakke om hvor meget man glæder sig til at spise stegt flæsk i aften. Her kan man skrige sin ensomhed ud i lange updates, fordi der sidder jo altid en læser et sted, og så er man ikke helt alene. Det er et univers, hvor ens mening er lige så meget værd som enhver andens, og hvor det er muligt, nej føles nødvendigt at man stiller den mening til skue. Sekundært er det, om man har noget at have den mening i, eller om man deler en debattråd med mennesker, der kender meget mere til et givent emne end en selv. Reel viden må vige for den umiddelbare følelse af at vide. Folk påkalder sig deres facebook-sides suverænitet, unfriender venner hvis de træder over synlige (og usynlige) grænser, og har magten til at gøre det skrevne uskrevent, og det sagte usagt, alt sammen med et enkelt klik. På en blog vil man indtage en passiv position. Det er svært, hvis man er vant til at være aktiv. Tænk bare på hvordan det er at sidde på bænken, hvis man er vant til at spille en hel kamp. Det hader jeg også selv :)
Hvad har det at gøre med at blogge? For at svare på mit oprindelige spørgsmål, så er bloggen om ikke død, så døende, af en række årsager. For det første lægger mange indlæg ikke op til debat, så læseren kan ikke selv få noget sagt. For det andet er en blog ikke et socialt medie - den er ikke øjeblikkelig, kommentarer er ikke synlige. For det tredje kræver den ofte, at man har fulgt med et stykke tid. Det er gammeldags 'dyder' i et samfund, der har skruet hastigheden op. For det fjerde er det svært at lægge facebook-følelsen væk, fordi den er så rar. Bloggen har det svært overfor de sociale medier, og det er sådan det er. Står bloggen så til at redde?
Måske. Jeg tror at bloggen kan noget andet end de sociale medier. Den kan fortælle en lang historie uden kommentarer. Den kan gå i dybden med et emne. Den kan vise os verdener og liv, der er meget langt fra vores eget. Den kan problematisere, den kan forklare sig og et indlæg står meget længere end det gør på en facebook-feed. En blog er ikke konstant, den opdateres ikke dagligt eller mere, men et par gange om måneden. Men bloggen er ikke bedre end de sociale medier. Den er blot noget andet. At læse en blog kræver at man kan sætte sig selv til side, bare den tid det tager, og det er rigtig svært for mange, forfatteren af dette indlæg inklusiv. En blog er mere som en bog end som et medie, og det er måske der hunden ligger begravet.
Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at fortsætte med at lære at gebærde mig på alle de sociale medier, men også at fortsætte med min blog, i hvert fald et stykke tid endnu. For mig er den et vigtigt værktøj til at dokumentere hvad det vil sige at være forfatter i Danmark og i en brydningstid, og den giver mig mulighed for at tænke nogle tanker til ende. Men det kan selvfølgelig også bare være at jeg elsker at høre mig selv snakke ;)
Jeg faldt over ovenstående grafik på facebook, og min første reaktion var at ordet marketing også dækker, når man forsøger at sælge sig selv. Jeg har gennem det sidste års tid forsøgt at sætte mig ind i mange af de sociale platforme, og hvad der kræves for at bruge dem bedst. Ord og udtryk som branding, social selling, persona og 'historien om dig' har jeg måttet tage stilling til. Jeg har retoucheret min Instagram, jeg har forsøgt mig med at give ting tekster og indtalinger væk, jeg har endda taget en enkelt selfie (gyyyys). Alle mine blog-indlæg feedes helt automatisk til facebook og listen er meget lang. Men intet af det har øget mit besøgstal, salgstal, eller kommentartal. Jeg har ingen måde at vide på, hvor mange der egentlig læser det jeg skriver, eller om det er skønne spildte kræfter, men jeg har en klar fornemmelse af at trafikken er mindre end den har været. Om det er fordi jeg ikke tilbyder min besøgende noget, eller tilbyder det rigtige, ved jeg ikke.
Grafikken viser, at hvor facebook tidligere henviste til dine andre sider, er facebook i sig selv blevet en side. Som alle andre forretninger, helt ned til den lokale bager, vil de meget gerne have at du bliver i deres butik, og det ser ud som om det er lykkedes. Der dukker flere og flere sider op på facebook, der er dedikeret en interesse, en persona eller noget helt tredje. Man kan argumentere for at bloggen så slet ikke er død, men blot har skiftet adresse, men jeg synes at se noget andet, der er på færde.
Åh nej, en selfie! |
Jeg fulgte op på grafikken, og læste lidt rundt omkring. Det lader til at der er sket en udvikling med folks adfærd på nettet - en adfærd, der hænger sammen med click-bait. Folk gider ikke klikke. Den information man vil viderebringe, skal være der med det samme. Allerede der har facebook-indlægget en fordel, men selv det at trykke på "læs mere/videre"-knappen på facebook kan i nogle tilfælde være for meget. For at komme den modstand til livs, er der en masse click-bait, sætninger eller billeder der får folk til at klikke alligevel. Jeg har, for sjovs skyld, inkluderet en primitiv click-bait i dette indlægs titel. Men selv click-bait er ikke længere så effektiv - folk har fået nok af det. Det gør at der virkelig skal noget til at hive folk ud af det sted hvor de nu er - det være sig på facebook, Instagram, snapchat eller noget helt tiende. Hvorfor er det sådan?
Det har jeg også tænkt over ... og jeg tror det er fordi at på facebook betyder man noget. På ens egen facebook-side er man konge/dronning. Her kan man præsentere sit liv for sig selv og andre. Her kan man vise feriebilleder, brokke sig over verden, linke til videoer man godt kan lide og snakke om hvor meget man glæder sig til at spise stegt flæsk i aften. Her kan man skrige sin ensomhed ud i lange updates, fordi der sidder jo altid en læser et sted, og så er man ikke helt alene. Det er et univers, hvor ens mening er lige så meget værd som enhver andens, og hvor det er muligt, nej føles nødvendigt at man stiller den mening til skue. Sekundært er det, om man har noget at have den mening i, eller om man deler en debattråd med mennesker, der kender meget mere til et givent emne end en selv. Reel viden må vige for den umiddelbare følelse af at vide. Folk påkalder sig deres facebook-sides suverænitet, unfriender venner hvis de træder over synlige (og usynlige) grænser, og har magten til at gøre det skrevne uskrevent, og det sagte usagt, alt sammen med et enkelt klik. På en blog vil man indtage en passiv position. Det er svært, hvis man er vant til at være aktiv. Tænk bare på hvordan det er at sidde på bænken, hvis man er vant til at spille en hel kamp. Det hader jeg også selv :)
Hvad har det at gøre med at blogge? For at svare på mit oprindelige spørgsmål, så er bloggen om ikke død, så døende, af en række årsager. For det første lægger mange indlæg ikke op til debat, så læseren kan ikke selv få noget sagt. For det andet er en blog ikke et socialt medie - den er ikke øjeblikkelig, kommentarer er ikke synlige. For det tredje kræver den ofte, at man har fulgt med et stykke tid. Det er gammeldags 'dyder' i et samfund, der har skruet hastigheden op. For det fjerde er det svært at lægge facebook-følelsen væk, fordi den er så rar. Bloggen har det svært overfor de sociale medier, og det er sådan det er. Står bloggen så til at redde?
Måske. Jeg tror at bloggen kan noget andet end de sociale medier. Den kan fortælle en lang historie uden kommentarer. Den kan gå i dybden med et emne. Den kan vise os verdener og liv, der er meget langt fra vores eget. Den kan problematisere, den kan forklare sig og et indlæg står meget længere end det gør på en facebook-feed. En blog er ikke konstant, den opdateres ikke dagligt eller mere, men et par gange om måneden. Men bloggen er ikke bedre end de sociale medier. Den er blot noget andet. At læse en blog kræver at man kan sætte sig selv til side, bare den tid det tager, og det er rigtig svært for mange, forfatteren af dette indlæg inklusiv. En blog er mere som en bog end som et medie, og det er måske der hunden ligger begravet.
Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at fortsætte med at lære at gebærde mig på alle de sociale medier, men også at fortsætte med min blog, i hvert fald et stykke tid endnu. For mig er den et vigtigt værktøj til at dokumentere hvad det vil sige at være forfatter i Danmark og i en brydningstid, og den giver mig mulighed for at tænke nogle tanker til ende. Men det kan selvfølgelig også bare være at jeg elsker at høre mig selv snakke ;)