Tanker om panelet om fantastisk litteratur, 2. marts 2015

For halvanden måned siden var jeg en del af et panel på Hovedbiblioteket, der snakkede om den fantastiske litteraturs vilkår i Danmark. Der var inviteret lidt blandet, forfattere, forlæggere, bibliotekarer og andet godtfolk. Hele debatten var foranlediget af dette indlæg fra Rasmus Wichmanns hånd og efterfølgende har han også refereret aftenen (og mange andre vigtige dele i undergrunds-diskussionen) rigtig godt i følgende fire links:

1 : Overlevelse i undergrunden 1: Flyt kamppladsen.
2 : Overlevelse i undergrunden 2: Hvad er "et vist mål" af egoisme?
3 : Overlevelse i undergrunden 3: Om fans og sykofanter.
4:  Overlevelse i undergrunden 4: Om litterære forbilleder


 
Undervejs på aftenen kom der dog en del udsagn op, som jeg studsede noget over og dem vil jeg forsøge at adressere her. Jeg vil ikke nævne nogle navne, da det er fuldkommen irrelevant for indholdet. Med alt det i mente håber jeg du vil læse videre:

Udsagn 1: "Hvis noget er godt nok, bliver det også udgivet."  
Da jeg hørte det blive sagt, kunne jeg simpelthen ikke tro mine egne ører. For mig var det en utrolig naiv holdning, på linje med at alt godt kommer til den der venter, det gode altid sejrer og de flinke fyre med hinkestensbriller og akneforbandelse nok skal få de lækreste piger, fordi flinke fyre har en god personlighed. Hvis udsagn 1 var sandt, måtte dets modpart også være det: "Hvis noget er dårligt, bliver det ikke udgivet," og det tror jeg alle boglæsere, på tværs af genre, alder og køn ved ikke passer. Men - og det er et stort men - måske passer det alligevel. Som udsagn alene, er udsagn 1 ikke meget bevendt, medmindre der bliver kigget på hvad kriteriet for godt er. Eftersom jeg ikke er forlægger eller succesforfatter, skal jeg ikke gøre mig klog på hvad godt er, men jeg ved hvad det ikke er. Genrelitteratur for voksne. Det ser jeg ikke som en hurdle, der er mulig at overkomme, medmindre de få, etablerede forfattere, der flirter med genrerne, aktivt promoverer dem overfor deres redaktører og kolleger.

Udsagn 2: "Den danske genrescene, især inden for horror, trækker på amerikanske troper og det er problematisk i forhold til at have en unik stemme."
Er den danske horror- og gyserfabrik virkelig så solidt funderet i amerikansk tankegods? Er grunden til at danske horror-fortællinger ikke sælger, at de er uoriginale og desuden er det bedre og mere berigende, hvis man er forefalden til den genre, at læse en oversat forfatter? Det er muligt det er rigtigt, men synkront med at jeg hørte udsagnet, sprang flere titler ind på scenen. Thomas Strømsholts De Underjordiske er en novellesamling, der trækker meget på danske folkesagn. Teddy Vorks Diget gør nøjagtig det samme. Jonas Wilmanns Udkantshistorier fører rædslen til forskellige afkroge i Danmark, antologierne Vampyr, Varulv og til dels Pix har en del historier, der anvender Danmark og dansk historie og nu hvor jeg sidder her, kan jeg faktisk blive ved. Jeg mener, at der findes en original stime i dansk horror, der blandt andet trækker meget på myter og sagn, geografi og mentalitet. Mange af de samme ting som krimier roses i ekstremt høj grad for. Og burde netop horror ikke være selvskreven til at bidrage til Scandinavian Noir-bølgen?

Udsagn 3: "Opgiv antologierne. Der er alligevel ingen der læser dem."
Det er mere end sandt, at der de sidste fem år er udkommet mange antologier i de fantastiske genrer. Nogle af dem er/var løse i deres tilgang (som f.eks. Science Fiction Cirklens årlige Under overfladen-serie) til tema, mens andre (Drifter) var meget eksplicitte i ønske om form, indhold og genre. Der er ingen tvivl om at der er stor spændvidde i antologierne og at der i hver eneste af dem også er noget snask og smuds. Det blandede niveau kan trække en helhedsoplevelse i negativ retning, og nogle gange ødelægge den fuldkommen. Jeg er dog ikke enig i udsagnet om at der ikke er nogen der læser dem - der er færre der læser dem. Det gør dem ikke mindre vigtige. F.eks. er det sværere end alt andet at få udgivet science fiction i Danmark, og der er det fantastisk at der hver år er en mulighed for i hvert fald at vise hvad man kan et enkelt sted. For antologierne har en klar værdi for forfatterne. For det første oplever mange den første udgivelse i en antologi, det er et sted at blive introduceret for de mange andre skribenter (fra undergrunden) og en legeplads, hvor man kan prøve sig frem. Samtidig skal man ikke ignorere at de noveller, man har med i en antologi, giver bibliotekspenge - og dermed kan fungerer som en lille, men konstant, tilføjelse til den noget blakkede økonomi, de fleste genre-forfattere nu engang har. Samtidig bør der dog arbejdes for at mange af antologierne får en mere professionel behandling og en ekstra omgang redifering/korrektur. Dette er så et problem i form af at de fleste af antologierne er drevet udelukkende af frivilligt arbejde, og hvor meget kan man trække på folks gode hjerter?

Udsagn 4: "Det kan også blive for meget genre og der er brug for mere ramasjang."
Jeg ser to ting i dette udsagn. Kan man virkelig skrive for meget genre? Er japansk tentakel-porno kun for de indviede, eller er der en reel litterær kvalitet i det (og hvis ja, hvem er det så der definerer den?)? Kan folk sagtens sluge en smule guddommelig indgriben og lidt hverdagsmagi i deres romaner, men kløjs i det når rumskibene lurer på horisonten? Jeg er tilbøjelig til at sige at det virker sådan. Murakami, den magiske realist har kronede dage. Men det er måske fordi han hedder Murakami og hans ry er løbet i forvejen. Har den gennemsnitlige læser virkelig en dyb genreforståelse? Kan den gæve gennemsnitslæser se forskel mellem horror og krimier? Eller har det noget at gøre med de genremærkater alt fra forlag til lektører er ivrige efter at klassificere litteratur efter? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at det andet udsagn, at der er brug for mere ramasjang, ikke har meget at gøre i den virkelige verden. Ramasjang skal i dette tilfælde forstås som action, handling, at man ikke keder sig. Ud fra den logik, burde zombie-genren sprænge samtlige salgsrekorder i boghandlerne, for der er sjældent mere gang i den end i en sådan. Samtidig reducerer tanken om ramasjang hele science fiction-genren til en omgang rumkrig og space opera. Ramasjang ser jeg som en sær opfordring. Den har sin berettigelse, mon ikke den har, men at se den som en generel mangel inden for et enkelt felt tænker jeg fejlagtigt. Der skal være plads til fortællingen, der kører over stok og sten - men også til den type fortælling, der forsøger at være mere og andet end underholdning.

Jeg har et par udsagn til i lommen, og det kan være jeg laver en follow-up. Som du nok har bemærket, har mit ærinde med dette indlæg ikke været at løse problemer eller udfordringer, men måske blot at pege på dem. Du er meget velkommen til at komme med din mening.