I trailer nummer 88 (og ja, de observante læsere vil bemærke at dette er den anden trailer 88. Hvorfor? Fordi forfatteren er blevet så gammel, at han havde glemt at han allerede havde trailet novellen Holgers Danskere - se bare trailer 47 fra 2012) skal det handle om det strengt realistiske. Om den menneskelige tilstand. Om vand. Og om flagermus.
I 2013 udskrev Furesø Kommune en novellekonkurrence, hvor de ledte efter noveller, der på den ene eller anden måde havde rod i kommunen. Da jeg arbejder i den kommune, vidste jeg en del om den - og derfor kom jeg i tanke om en sag med et fredet træ ved Søndersø, hvor der vist nok også var set flagermus. En boligejer mente at træet spærrede hans udsigt, men fik afslag da han ansøgte om at få det fjernet. Og så hov - alligevel blev det fra den ene til den anden dag fældet. Den historie anvender jeg i min novelle Flagermus - og det gjorde jeg så godt, at den løb med førstepræmien og en masse gode kroner. Den kan findes i antologien Furesø Noveller.
"Jeg tror tanker er bygget af vedbend og mørtel. De holder hinanden
samlet, men på en organisk måde. Så skyder de blomster og frø,
slår rod, danner et netværk af rødder og man er ikke selv herre
over hvad der hænger sammen. Jeg kan ikke tænke på Marie uden på
en og samme tid at være i to-tre lande og elleve år. I mit hoved
kan jeg se. Mine øjne tæller ikke.
Det var i 1968, at jeg trak en fnisende Marie ned bag flagermusetræet
ved Søndersø. Ikke for at gøre det helt store. Kun lidt røren og
følen og sådan noget. Selvfølgelig vidste jeg godt at der også
var det andet, men jeg var ikke nået så langt endnu. Marie sagde
altid at hun ikke kunne huske det, men jeg ved at hun løj.
Selvfølgelig kan man huske de famlende kys, der rammer ens læber,
imens flagermusene hvirvler rundt som tilskuere. Vi blev gift midt i
halvfjerdserne. Årstallet er ikke så vigtigt, som så meget andet
heller ikke er længere.
Kommunen synes jeg skal have en plejer, der kommer og kigger til mig.
Jeg har tilladt det, fordi det kræver for meget energi at kæmpe
mod. Heldigvis har jeg ikke mistet min humoristiske sans. I et land
hvor alle råber og skriger efter hjælp, vil jeg helst være den
foruden. Jeg kender mine ruter og kan følge dem i søvne. Jeg går
ikke over for rødt og støder ikke ind i lygtepæle. Den slags
overlader jeg til tegnede figurer i gamle avisstriber. Så længe jeg
har min stok, så går det alt sammen.
Døren ud til terrassen knirker, da jeg åbner den. Behændigt
undviger jeg havemøblerne. Tidlig og lunken sommerluft bader mit
ansigt. Et sted kværner en fugl løs og får andre til at følge
trop. Jeg kan huske udsigten. Ikke noget at råbe hurra for. Der er
fire-fem huse mellem vores villa og nedgangen til søen. Det slår
mig at tingene måske er bedre, hvis man slet ikke kan se. Jeg
forestiller mig bare en søudsigt og så har jeg den. Smart. Og
billigt. Ingen sko og iført slåbrok. Det er mig. Jeg ved slåbrokken
er sort, fordi jeg selv købte den, mens jeg stadig kunne se. Før i
tiden svøbte jeg mig altid i den, efter Marie og jeg havde elsket.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har stået i køkkenet, kun iført
bare tæer og kærlighed, mens jeg smurte mig en humpel rugbrød
ovenpå al den fysiske udfoldelse. Den slags er der ikke meget af nu.
Måske er det også en af de ting, der kan lægges ind i den store
kasse med ordet 'uvigtigt' skrevet på. Med sprittusch. Sort.
Jeg drikker en slurk af pulverkaffen. Ingen grund til at lave en hel
kande. Da vi købte villaen var Marie gravid. På en måde så det
kunne ses fra Månen, selv uden kikkert. Hun var lidt som et lille
hus, altså bare uden døre og vinduer i andet end overført
betydning. Det krævede mange lån i banken at få råd til villaen,
og det på trods af at vi begge havde forældre, der havde en del
stukket til side. Sådan var det bare dengang, Daniel gjorde sig klar
til at træde ind i verden. Halvfjerdserne var et hårdt årti, der
trak spor hele vejen til begyndelsen af halvfemserne, men vi havde i
det mindste hinanden.
Der er stadig et par timer til plejeren kommer. Liv hedder hun. Jeg
tror hun er i slutningen af trediverne, men det er svært at sige. De
gange hun har taget mig i hånden, har hendes hud føltes smidig. Det
er først med årene at ens elastikker bliver lange og slaskede.
Hendes stemme er også klar. Vi skal rundt om søen. Det har jeg ikke
været siden Marie døde, selv om jeg har tænkt på det mange gange.
Jeg kan høre og lugte søen, ikke mere end en ejendomsmæglers
stenkast herfra. Det er sjovt som nogen lever og andre dør. Det var
Marie, der elskede søen mest, men det er mig, der får lov til at
opleve den længst. Hvis hun sidder et sted, gør den tanke hende nok
glad. Jeg tror ikke hun sidder noget andet sted end inden i mig.
Jeg kan smage cigaretter, selv om jeg holdt op med at ryge for over
tyve år siden. Det var mens børnene stadig var børn og ikke voksne
mennesker med egne liv fjernt fra Søndersøens bredder. Jeg plejede
at stå på terrassen hver morgen med en cigaret i hånden og se den
blågrå røg stige mod himlen. Nu ser jeg blågråt hele tiden, som
havde nogen uprofessionelt malet et stykke madfilm og trukket det ned
over mine øjne."