Trailer 88 - uddrag af Flagermus

I trailer nummer 88 (og ja, de observante læsere vil bemærke at dette er den anden trailer 88. Hvorfor? Fordi forfatteren er blevet så gammel, at han havde glemt at han allerede havde trailet novellen Holgers Danskere - se bare trailer 47 fra 2012) skal det handle om det strengt realistiske. Om den menneskelige tilstand. Om vand. Og om flagermus.

 

I 2013 udskrev Furesø Kommune en novellekonkurrence, hvor de ledte efter noveller, der på den ene eller anden måde havde rod i kommunen. Da jeg arbejder i den kommune, vidste jeg en del om den - og derfor kom jeg i tanke om en sag med et fredet træ ved Søndersø, hvor der vist nok også var set flagermus. En boligejer mente at træet spærrede hans udsigt, men fik afslag da han ansøgte om at få det fjernet. Og så hov - alligevel blev det fra den ene til den anden dag fældet. Den historie anvender jeg i min novelle Flagermus - og det gjorde jeg så godt, at den løb med førstepræmien og en masse gode kroner. Den kan findes i antologien Furesø Noveller.

"Jeg tror tanker er bygget af vedbend og mørtel. De holder hinanden samlet, men på en organisk måde. Så skyder de blomster og frø, slår rod, danner et netværk af rødder og man er ikke selv herre over hvad der hænger sammen. Jeg kan ikke tænke på Marie uden på en og samme tid at være i to-tre lande og elleve år. I mit hoved kan jeg se. Mine øjne tæller ikke.

Det var i 1968, at jeg trak en fnisende Marie ned bag flagermusetræet ved Søndersø. Ikke for at gøre det helt store. Kun lidt røren og følen og sådan noget. Selvfølgelig vidste jeg godt at der også var det andet, men jeg var ikke nået så langt endnu. Marie sagde altid at hun ikke kunne huske det, men jeg ved at hun løj. Selvfølgelig kan man huske de famlende kys, der rammer ens læber, imens flagermusene hvirvler rundt som tilskuere. Vi blev gift midt i halvfjerdserne. Årstallet er ikke så vigtigt, som så meget andet heller ikke er længere.

Kommunen synes jeg skal have en plejer, der kommer og kigger til mig. Jeg har tilladt det, fordi det kræver for meget energi at kæmpe mod. Heldigvis har jeg ikke mistet min humoristiske sans. I et land hvor alle råber og skriger efter hjælp, vil jeg helst være den foruden. Jeg kender mine ruter og kan følge dem i søvne. Jeg går ikke over for rødt og støder ikke ind i lygtepæle. Den slags overlader jeg til tegnede figurer i gamle avisstriber. Så længe jeg har min stok, så går det alt sammen.

Døren ud til terrassen knirker, da jeg åbner den. Behændigt undviger jeg havemøblerne. Tidlig og lunken sommerluft bader mit ansigt. Et sted kværner en fugl løs og får andre til at følge trop. Jeg kan huske udsigten. Ikke noget at råbe hurra for. Der er fire-fem huse mellem vores villa og nedgangen til søen. Det slår mig at tingene måske er bedre, hvis man slet ikke kan se. Jeg forestiller mig bare en søudsigt og så har jeg den. Smart. Og billigt. Ingen sko og iført slåbrok. Det er mig. Jeg ved slåbrokken er sort, fordi jeg selv købte den, mens jeg stadig kunne se. Før i tiden svøbte jeg mig altid i den, efter Marie og jeg havde elsket. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har stået i køkkenet, kun iført bare tæer og kærlighed, mens jeg smurte mig en humpel rugbrød ovenpå al den fysiske udfoldelse. Den slags er der ikke meget af nu. Måske er det også en af de ting, der kan lægges ind i den store kasse med ordet 'uvigtigt' skrevet på. Med sprittusch. Sort.

Jeg drikker en slurk af pulverkaffen. Ingen grund til at lave en hel kande. Da vi købte villaen var Marie gravid. På en måde så det kunne ses fra Månen, selv uden kikkert. Hun var lidt som et lille hus, altså bare uden døre og vinduer i andet end overført betydning. Det krævede mange lån i banken at få råd til villaen, og det på trods af at vi begge havde forældre, der havde en del stukket til side. Sådan var det bare dengang, Daniel gjorde sig klar til at træde ind i verden. Halvfjerdserne var et hårdt årti, der trak spor hele vejen til begyndelsen af halvfemserne, men vi havde i det mindste hinanden.

Der er stadig et par timer til plejeren kommer. Liv hedder hun. Jeg tror hun er i slutningen af trediverne, men det er svært at sige. De gange hun har taget mig i hånden, har hendes hud føltes smidig. Det er først med årene at ens elastikker bliver lange og slaskede. Hendes stemme er også klar. Vi skal rundt om søen. Det har jeg ikke været siden Marie døde, selv om jeg har tænkt på det mange gange. Jeg kan høre og lugte søen, ikke mere end en ejendomsmæglers stenkast herfra. Det er sjovt som nogen lever og andre dør. Det var Marie, der elskede søen mest, men det er mig, der får lov til at opleve den længst. Hvis hun sidder et sted, gør den tanke hende nok glad. Jeg tror ikke hun sidder noget andet sted end inden i mig.

Jeg kan smage cigaretter, selv om jeg holdt op med at ryge for over tyve år siden. Det var mens børnene stadig var børn og ikke voksne mennesker med egne liv fjernt fra Søndersøens bredder. Jeg plejede at stå på terrassen hver morgen med en cigaret i hånden og se den blågrå røg stige mod himlen. Nu ser jeg blågråt hele tiden, som havde nogen uprofessionelt malet et stykke madfilm og trukket det ned over mine øjne."

Nyheder med mere fra vinteren

Yessir - tilbage i nyhedsbiksen. Selv om det blot er to uger siden min sidste update på den front, er der sket et par ting som er værd at bide mærke i.

For det første er shortlisten til årets horror-pris blevet offentliggjort, og den ser ud som følger:

Carina Evytt ‘Dæmoner‘, Tellerup.
Henrik S. Harksen (red.) ‘Pix: Nygotiske Skæbner‘, H. Harksen Productions.
Tom Kristensen ‘Deadboy‘, forlaget Forlæns.
Patrick Leis ‘Hvisken fra Dybet‘, forlaget Cadeau.
Tom Kristensen/Lars Kramhøft ‘Made Flesh‘, Headstone.

Selv har jeg en enkelt hesteanpart, da min novelle Hamskifte findes i Pix:Nygotiske skæbner. Det er et stærkt felt, og heldigvis er det sådan at jeg har læst dem alle. Hvad jeg synes? Ganske ærligt tænker jeg at det er på tide at en antologi får prisen - ikke fordi jeg er med i den, men fordi Pix kører et vanvittigt højt niveau og er eksperimenterende med bogformen. Dog tror jeg ikke det ender sådan - desværre. Men selvfølgelig held og lykke til alle i opløbet. 

Nu vi er ved litteraturpriser, er det ved at snerpe mod enden. Hvilken ende? Nomineringen af tekster til Niels Klim-prisen, selvfølgelig. Jeg skrev et indlæg sidste år, da der lige var blevet åbnet - så nu er det vel kun på sin plads at nævne det i den anden ende. Dengang havde jeg tre tekster i spil - BjørnBjørn og Høns i kategorien Novelle og I sit ansigts sved i kategorien Langnovelle.
Pr. dags dato har jeg to nye tekster med: Hamskifte i kategorien Novelle og Voisinismen i kategorien Langnovelle. Med andre ord har jeg nu hele fem tekster, der kan sendes videre til "finalen". Jeg håber selvfølgelig at der er nogen der har lyst til at stemme - og ikke mindst læse mine tekster. Hvordan? Ved at følge dette link.

I slutningen af sidste år udskrev Furesø kommune en konkurrence. Skriv en novelle, der tager udgangspunkt i Furesø Kommune. Præmien var 10.000 kroner. Heldigvis arbejder jeg netop i Fureså Kommune og derfor var det ret ligetil for mig at stykke en historie sammen. Den 31. januar var der så reception på Farum Bibliotek, hvor det blev afsløret at jeg var en af de heldige vindere. Jeg måtte dele førstepræmien med den lokale Rebekka Louisa Drude Andersen, men det gavner altid med en håndfuld sedler til at drive forfatterteatret. Min novelle hedder Flagermus og kan læses i antologien Furesø Noveller. Min eneste anke? At de tydeligvis ikke kan finde ud af at stave mit navn rigtigt.

Novembers skrivning 2013

Så er det blevet december igen og mens der er gang i glögg, kalendergaver og nissemænd i butikker og hjem, holder jeg produktionen oppe på Nørrebro. I løbet af den måned, der lige er gået, har jeg systematiseret mine fremtidige projekter (der er godt nok mange), haft en ret glødende mail og begyndt at rydde ud i bøger, dvder og hovedet. Nye ideer har også flakset forbi og to af dem udmøntede sig i rigtige historier:

Itu (horror/science fiction, 5500 ord)
Flagermus (realisme, 4900 ord)

Novellen Itu handler om noget, der går i stykker. Indre og ydre pres, der får ting til at implodere og eksplodere synkront. Midt i galskaben står manden, der ufrivilligt er blevet målet for disse ændringer. Men han er ikke bange. Han er spændt. Han er optændt af nysgerrighed og mutationer, men hvad der er hvad er ikke til at sige.

En gåtur rundt om en sø er hvad Flagermus centrerer sig om. Knud er gammel, han er blind og hans kone Marie døde sidste år. Siden da har han ikke taget den rute, de plejede at gå sammen. Der er for mange minder. For mange spørgsmål, der stadig står ubesvarede. Det har Liv tænkt sig at lave om på. Hun giver ham bøllehatten og sandalerne på og trækker ham ud af den villa, der i syv måneder har fungeret som en fleksibel kiste.

I december vil jeg blandt andet kunne mødes in person i Dansk Forfatterforenings lokaler på Strandgade. Den 15. er der julemarked, hvor jeg og mange andre forfattere sælger vores bøger til favorable priser. Ellers er der masser endnu at skrive - ikke mindst med henblik på næste år, hvor undertegnedes navn forhåbentlig skal bøjes et par gange i neon.