A.Silvestri om manifest: 'Parnasset er all over'

A. Silvestri kalder i sit manifest til kamp mod parnassets strukturer. Forfatterkolleger bakker op.

Manifest: Forfatter A.Silvestri lægger op til et opgør med parnassets strukturer i litteraturen - og i samfundet »Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?”«. A. Silvestri er både manden bag spørgsmålene og manden med svaret i sit manifest 'Parnasset i litteraturen'. Hans svar er nej. Nej, der er ikke brug for parnasset – hverken i litteraturen eller andre steder i samfundet. Manifestet blev offentliggjort torsdag på forfatterens blog, og skal ses som en opfordring til et opgør med de traditionelle, socialrealistiske strukturer, der ifølge A. Silvestri gennemsyrer det danske litteraturmiljø. »Grunden til, at jeg har skrevet det, er, at jeg synes det går alt, alt for langsomt med at få parnassets smagsdommeri og tilhørende strukturer væk. Jeg gik i folkeskolen for 25 år siden og fik et pensum, der næsten kun bestod af realistiske og socialrealistiske forfattere; gymnasiet gjorde kun tingene værre. Og kanonen er stadig realistisk domineret. Magtpositioner inden for de litterære institutioner er også næsten udelukkende besat af folk, der betragter den realistiske litteratur som den eneste, der er værd at promovere. Og det værste er næsten, at skævheden omgærdes af stilhed«, siger A. Silvestri.    Med manifestet angriber A. Silvestri også de danske institutioner og redaktioners ensidige fokus på samtidslitteratur, autofiktion og realistiske skildringer. Der er en for stor fiksering på det øjeblikkelige, det nutidige og det personlige. »Det fantastiske er også vores virkelighed. Om vi vil det eller ej, lever vi i en fantastisk og realistisk verden. Hele ideen om validiteten, og at vi kan lukke vores verdensbillede om den realistiske og autofiktive fortælling, det nutidige og det såkaldt virkelige, det er uholdbart, det er statisk og det er skævt. Og samtidig bliver det ved med at være undertrykkende og ekskluderende. Det giver et arrogant og indskrænket blik på ikke-realistisk litteratur« mener A. Silvestri. Rækker dit manifest videre end litteraturens verden? »Selvfølgelig gør det det. I meget høj grad. Helt grundlæggende lever vi jo under parnassets hæl hele tiden, og det er ikke en holdning, jeg har, det er et objektivt faktum. Et parnas betyder jo, at medierne er dirigeret af dettes strukturer, samt at det er smagsdommere, der statistisk set dominerer økonomisk, nepotistisk og hvad magtpositioner i det hele taget angår. At vi har haft enkelte personer i højere stillinger, der holder af det fantastiske, laver ikke om på, at vi lever i parnassets samfund. Det er all over«, siger A. Silvestri Kolleger bakker op Flere forfatterkolleger bakker op om A. Silvestris manifest. »Han har evigt ret – jeg ved ikke, hvad vi skal med det parnas. Det kan vi ikke bruge til noget. Institutionerne og den litteraturhistorie og kanon, som vi har med at gøre, er vrængende og rigid. Det er fordi, der er de realistiske fortalere, der sidder på institutionerne, på litteraturhistorien og på kanon. Det har det været siden Brandes«, siger forfatterkollegaen XXX A.Silvestris kolleger udi det fantastiske nikker også genkendende til de problemstillinger, der bliver beskrevet i manifestet.    »Min umiddelbare reaktion, da jeg læste manifestet, var genkendelse. Jeg møder hele tiden i min hverdag fællesskaber, hvor der slet ikke reflekteres over, at det kun består af realistiske skribenter. Og samtidig kommer der fra alle mulige kanaler en stemme, der konstant fortælller den fantastiske forfatter, hvad han eller hun skal gøre med sin kunst. Et eksempel kunne være kravet om at ”skrive noget folk gider læse”, der i sig selv indeholder både undertrykkelse og eksklusion«, siger forfatteren YYY Forfatter og samfundsdebattør, ZZZ oplever også parnasset på egen krop. Hun synes, debatten er væsentlig, men kunne godt ønske problemstillingen bredt yderligere ud:    »Jeg er meget enig i, hvad han skriver. Det er jo skrevet mange gange før, men det kan ikke skrives for tit. Jeg synes han skulle have bredt det ud, så det ikke kun var realistisk litteratur, men også debutantvældet – for det er jo den samme tendens. Man kan se det i de fleste aviser. Hver gang en realistisk forfatter eller en debutant fra Forfatterskolen skriver et eller andet, er anmelderne ved at falde ned af stolen af begejstring. Det er jo så forudsigeligt som døden. Hver gang en eller anden autofiktionel forfatter skriver et eller andet, er det jo den samme sang«, siger ZZZ. (Gengivet med al respekt for journalist Laura Byager Rabøls oprindelige artikel om Mette Moestrups manifest om patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse den oprindelige artikel her. Ligeledes kan du læse mit oprindelige manifest Parnasset i litteraturen ved at klikke her.)

A. Silvestris manifest: Parnasset i litteraturen

Forfatteren A.Silvestri opfordrer til oprør mod parnassets dominans i den danske litteratur. 

 

 Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?

Skal vi bruge det til at fastholde fokus på den realistiske, moderne kanon? Læse mere Ravn, Moestrup, Knausgård? Bang, Aidt, Juul og Christensen og … ja, hvor meget er realisme, og hvor meget er postmodernisme?

Skal vi bruge det til at holde ikke-realistiske kanoner og litteraturopfattelser på afstand? Holde dette fremmede på afstand i festivaler, redaktioner og diverse litteraturmiljøer, sådan så vi kender vores egen opfattelse bedre og dybere i en indadgående spiral?

Skal vi bruge det til at sovse rundt i selvopfattelsen & læse os selv ind i autofiktionen, når vi er høje på virkeligheden og gennem salgstallene synger en hurrasang for os selv? (Ceci n'est pas une halfpipe.)

Skal vi bruge det til at ødsle mere og mere af vores korte liv på at læse mere litteratur, skrevet af realistiske forfattere, så vi ikke læser litteratur, der ikke er skrevet af realistiske forfattere. Åh, kan vi dog ikke bare se bort fra fantastiske forfattere som Ursula K. Le Guin, Clive Barker, Ray Bradbury, China Mieville, Grete Roulund og Thomas Ligotti? Er de ikke bare mærkelige navne, som er svære at sætte sig ind i, vi kan jo meget bedre stave og huske realistiske forfattere, der snakker om det væsentlige.

Skal vi bruge det til at blive ved med at lære, at den realistiske, autofiktionelle fortælling er den almengyldige, som vi alle kan spejle os i? Dens 'universelle' fortællinger og billedsprog. Det er jo en tryg vane, hvorfor skal alting brydes op og ned, flyttes rundt på, vores tradition og forståelse er vel vigtig!

Skal vi bruge det til at slikke vores skam, når vi igen taber til en realistisk kollega, som også flirter med krimi. (Hvad har krimi nu gjort? Ingenting!)

Skal vi bruge det til at omfavne fortielsen af fremragende forfattere og historiefortællere? Hvis vi omfavnede fortielsen, ville vi måske ikke give så mange ligegyldige blikke! Ligegyldige blikke er ikke pænt på nogen!

Skal vi bruge det til at nikke forstående, når realistiske kolleger dier ved et forlags pat i dekader, mens vi selv er selvernærede forfattere?

Skal vi bruge det til ikke at føle os overset?

Skal vi bruge det til at tænke meget på ikke at råbe for højt?

Skal vi bruge det til at huske, at alt andet end at bekræfte parnasset (og den realistiske kanon) er idiotisk, snarere end rimeligt?

Skal vi bruge det til at ihukomme, hvor objektiv en størrelse litterær kvalitet i virkeligheden er? For real?

Skal vi bruge det til at huske, at hvis vi siger, der også bør være folk med forståelse af de fantastiske genrer, at der også bør være andre end 'rent' realistisk fikserede personer i en institutionel eller redaktionel sammenhæng, så er det et spørgsmål om værdi og om, hvorvidt vi ønsker at fantastik eller fabulering skal være vigtigere end kvalitet?

Skal vi bruge det til at huske, at den realistiske forfatter er forfatter, ikke realistisk forfatter, fordi han eller hun allerede borger for 'neutral' litterær kvalitet.

Skal vi bruge det til at gribe i egen barm og se, hvordan fantastiske forfattere ligesom trækker energi fra, at de er fantaster/spekulanter/usynlige/tavse, hvilket giver dem noget credit i offentligheden, som realistiske forfattere ikke får, fordi de aldrig er 'det andet'. (vrøvl, der er ingen credit)

Skal vi bruge det til at glemme Gabriel García Márquez, Haruki Murakami, Franz Kafka, Jorge Luis Borges, Caitlín R. Kiernan, Sheridan Le Fanu? Bruge det til at glemme magisk realisme og weird fiction og sociale spejle?

Skal vi bruge det til at forstå, hvorfor vi tit er fattigere end vores realistiske, parnas-godkendte kollega? Because he's and she's worth it?

Skal vi bruge det at klappe adelen (som den minder om), de forfattere, som bruger al deres magt på at opretholde parnasset, på skulderen? Godt gået, der.

Skal vi bruge det til at lykønske medløber på modløbers bekostning?

Skal vi bruge det til at knægte de (nye) forfattere, som ikke magter parnasset, vender det ryggen?

Skal vi bruge det til at bekræfte (alle) forfattere i at det er det eneste rigtige, den sande litteratur, spillets regler?

Skal vi bruge det til selv igen og igen at falde på knæ for en magt, som ved og tør mindre end os?

Oh no. Kom nu med os til en sort lysning, hvor parnasset er sat ud af spil. Her samler vi kræfter til et oprør. Alle, som ikke orker den gamle verden mere, skal samles her og sige, hvad de mener. Højt under månen. Midt i mørket. Vi kommer fra alle hjørner, og vi samles i en midte. Vi gør vores ting i fællesskab. Langsomt, men sikkert, vil parnasset derefter skrumpe og vige for anderledes og mere eksperimenterende kræfter. Alle litterære institutioner, forlag, redaktioner og strukturer vil blive nødt til at lytte til os, måske endog bøje sig for vores viden, indsigt, nytænkning, åbenhed. Med Fox Mulder, frit efter hukommelsen: The truth is out there.

(Gengivet med al respekt for Mette Moestrups oprindelige indlæg i Politiken, hvor hun raser mod patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse det ved at følge linket.)

Tanker om panelet om fantastisk litteratur, 2. marts 2015

For halvanden måned siden var jeg en del af et panel på Hovedbiblioteket, der snakkede om den fantastiske litteraturs vilkår i Danmark. Der var inviteret lidt blandet, forfattere, forlæggere, bibliotekarer og andet godtfolk. Hele debatten var foranlediget af dette indlæg fra Rasmus Wichmanns hånd og efterfølgende har han også refereret aftenen (og mange andre vigtige dele i undergrunds-diskussionen) rigtig godt i følgende fire links:

1 : Overlevelse i undergrunden 1: Flyt kamppladsen.
2 : Overlevelse i undergrunden 2: Hvad er "et vist mål" af egoisme?
3 : Overlevelse i undergrunden 3: Om fans og sykofanter.
4:  Overlevelse i undergrunden 4: Om litterære forbilleder

 
Undervejs på aftenen kom der dog en del udsagn op, som jeg studsede noget over og dem vil jeg forsøge at adressere her. Jeg vil ikke nævne nogle navne, da det er fuldkommen irrelevant for indholdet. Med alt det i mente håber jeg du vil læse videre:

Udsagn 1: "Hvis noget er godt nok, bliver det også udgivet."  
Da jeg hørte det blive sagt, kunne jeg simpelthen ikke tro mine egne ører. For mig var det en utrolig naiv holdning, på linje med at alt godt kommer til den der venter, det gode altid sejrer og de flinke fyre med hinkestensbriller og akneforbandelse nok skal få de lækreste piger, fordi flinke fyre har en god personlighed. Hvis udsagn 1 var sandt, måtte dets modpart også være det: "Hvis noget er dårligt, bliver det ikke udgivet," og det tror jeg alle boglæsere, på tværs af genre, alder og køn ved ikke passer. Men - og det er et stort men - måske passer det alligevel. Som udsagn alene, er udsagn 1 ikke meget bevendt, medmindre der bliver kigget på hvad kriteriet for godt er. Eftersom jeg ikke er forlægger eller succesforfatter, skal jeg ikke gøre mig klog på hvad godt er, men jeg ved hvad det ikke er. Genrelitteratur for voksne. Det ser jeg ikke som en hurdle, der er mulig at overkomme, medmindre de få, etablerede forfattere, der flirter med genrerne, aktivt promoverer dem overfor deres redaktører og kolleger.

Udsagn 2: "Den danske genrescene, især inden for horror, trækker på amerikanske troper og det er problematisk i forhold til at have en unik stemme."
Er den danske horror- og gyserfabrik virkelig så solidt funderet i amerikansk tankegods? Er grunden til at danske horror-fortællinger ikke sælger, at de er uoriginale og desuden er det bedre og mere berigende, hvis man er forefalden til den genre, at læse en oversat forfatter? Det er muligt det er rigtigt, men synkront med at jeg hørte udsagnet, sprang flere titler ind på scenen. Thomas Strømsholts De Underjordiske er en novellesamling, der trækker meget på danske folkesagn. Teddy Vorks Diget gør nøjagtig det samme. Jonas Wilmanns Udkantshistorier fører rædslen til forskellige afkroge i Danmark, antologierne Vampyr, Varulv og til dels Pix har en del historier, der anvender Danmark og dansk historie og nu hvor jeg sidder her, kan jeg faktisk blive ved. Jeg mener, at der findes en original stime i dansk horror, der blandt andet trækker meget på myter og sagn, geografi og mentalitet. Mange af de samme ting som krimier roses i ekstremt høj grad for. Og burde netop horror ikke være selvskreven til at bidrage til Scandinavian Noir-bølgen?

Udsagn 3: "Opgiv antologierne. Der er alligevel ingen der læser dem."
Det er mere end sandt, at der de sidste fem år er udkommet mange antologier i de fantastiske genrer. Nogle af dem er/var løse i deres tilgang (som f.eks. Science Fiction Cirklens årlige Under overfladen-serie) til tema, mens andre (Drifter) var meget eksplicitte i ønske om form, indhold og genre. Der er ingen tvivl om at der er stor spændvidde i antologierne og at der i hver eneste af dem også er noget snask og smuds. Det blandede niveau kan trække en helhedsoplevelse i negativ retning, og nogle gange ødelægge den fuldkommen. Jeg er dog ikke enig i udsagnet om at der ikke er nogen der læser dem - der er færre der læser dem. Det gør dem ikke mindre vigtige. F.eks. er det sværere end alt andet at få udgivet science fiction i Danmark, og der er det fantastisk at der hver år er en mulighed for i hvert fald at vise hvad man kan et enkelt sted. For antologierne har en klar værdi for forfatterne. For det første oplever mange den første udgivelse i en antologi, det er et sted at blive introduceret for de mange andre skribenter (fra undergrunden) og en legeplads, hvor man kan prøve sig frem. Samtidig skal man ikke ignorere at de noveller, man har med i en antologi, giver bibliotekspenge - og dermed kan fungerer som en lille, men konstant, tilføjelse til den noget blakkede økonomi, de fleste genre-forfattere nu engang har. Samtidig bør der dog arbejdes for at mange af antologierne får en mere professionel behandling og en ekstra omgang redifering/korrektur. Dette er så et problem i form af at de fleste af antologierne er drevet udelukkende af frivilligt arbejde, og hvor meget kan man trække på folks gode hjerter?

Udsagn 4: "Det kan også blive for meget genre og der er brug for mere ramasjang."
Jeg ser to ting i dette udsagn. Kan man virkelig skrive for meget genre? Er japansk tentakel-porno kun for de indviede, eller er der en reel litterær kvalitet i det (og hvis ja, hvem er det så der definerer den?)? Kan folk sagtens sluge en smule guddommelig indgriben og lidt hverdagsmagi i deres romaner, men kløjs i det når rumskibene lurer på horisonten? Jeg er tilbøjelig til at sige at det virker sådan. Murakami, den magiske realist har kronede dage. Men det er måske fordi han hedder Murakami og hans ry er løbet i forvejen. Har den gennemsnitlige læser virkelig en dyb genreforståelse? Kan den gæve gennemsnitslæser se forskel mellem horror og krimier? Eller har det noget at gøre med de genremærkater alt fra forlag til lektører er ivrige efter at klassificere litteratur efter? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at det andet udsagn, at der er brug for mere ramasjang, ikke har meget at gøre i den virkelige verden. Ramasjang skal i dette tilfælde forstås som action, handling, at man ikke keder sig. Ud fra den logik, burde zombie-genren sprænge samtlige salgsrekorder i boghandlerne, for der er sjældent mere gang i den end i en sådan. Samtidig reducerer tanken om ramasjang hele science fiction-genren til en omgang rumkrig og space opera. Ramasjang ser jeg som en sær opfordring. Den har sin berettigelse, mon ikke den har, men at se den som en generel mangel inden for et enkelt felt tænker jeg fejlagtigt. Der skal være plads til fortællingen, der kører over stok og sten - men også til den type fortælling, der forsøger at være mere og andet end underholdning.

Jeg har et par udsagn til i lommen, og det kan være jeg laver en follow-up. Som du nok har bemærket, har mit ærinde med dette indlæg ikke været at løse problemer eller udfordringer, men måske blot at pege på dem. Du er meget velkommen til at komme med din mening.

Odd - ottende skud

Odds første del er færdigskrevet, og har fået undertitlen Spind. Lige nu ligger den hos forlaget til vurdering, og jeg håber den vil falde i deres smag. Selv har jeg det mærkværdigt med Odd, da jeg har skabt en mærkelig genrehybrid. Jeg har på fornemmelsen, at den (i den engelsksprogede verden) ville blive placeret under 'weird fiction' , men egentlig er den ikke weird nok til det. Så ... hvilke elementer er det egentlig, der skaber den forvirring og i hvilke genrer hører de oprindeligt hjemme?

-----------------------------------

Odd finder sted i en verden, der næsten ligner vores, men hvor Danmark er en stormagt og stadig  asetroende. Dette viser sig overalt i samfundet, fra kunst til politik. Alternate world-ideen plejer at blive kategoriseret under science fiction.

Der er mange henvisninger til normale hverdage, familieliv, personlige tanker, fjernsyn, forhold, politiske strømninger, kedsomhed og generel malaise - elementer, der normalt hører realismen eller endog social-realismen til.

Der er bogstaveligt talt noget galt i Danmark. Fyrkat Mølle maler helt ad Hel til. Hovedpersonen Odd vikles ind i ting og hændelser han ikke helt forstår. Ting forties. Andre fortælles bramfrit. Disse træk er som taget ud af krimien eller den gammeldags spionfortælling.

Blandt erhvervene i Danmark (og resten af verden) kan nævnes kogler og vølv. Åndeverdenen er reel nok. Fuglen Rok flyver på himlen og søslanger boltrer sig i Kattehul. Mytologi, magi og ånder har normalt deres plads i fantasy.

Andre genrer kommer med indspark. Thrilleren viser sit fjæs ind i mellem. Ligeledes gør dannelsesfortællingen, fablen, magisk realisme og sådan kunne jeg blive ved. Den eneste genre, der umiddelbart ikke er berørt er horror.

Dette bliver min sidste update om Odd - i hvert fald indtil jeg ved hvad fremtiden bringer. Hold jer stående.

-----------------------------------  

Første indlæg om Odd 
Andet indlæg om Odd
Tredje indlæg om Odd   

Fjerde indlæg om Odd

Femte indlæg om Odd  

Sjette indlæg om Odd 

Syvende indlæg om Odd