Manifest

A.Silvestri om manifest: 'Parnasset er all over'

A. Silvestri kalder i sit manifest til kamp mod parnassets strukturer. Forfatterkolleger bakker op.

Manifest: Forfatter A.Silvestri lægger op til et opgør med parnassets strukturer i litteraturen - og i samfundet

»Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?”«.

A. Silvestri er både manden bag spørgsmålene og manden med svaret i sit manifest 'Parnasset i litteraturen'. Hans svar er nej.

Nej, der er ikke brug for parnasset – hverken i litteraturen eller andre steder i samfundet. Manifestet blev offentliggjort torsdag på forfatterens blog, og skal ses som en opfordring til et opgør med de traditionelle, socialrealistiske strukturer, der ifølge A. Silvestri gennemsyrer det danske litteraturmiljø.

»Grunden til, at jeg har skrevet det, er, at jeg synes det går alt, alt for langsomt med at få parnassets smagsdommeri og tilhørende strukturer væk. Jeg gik i folkeskolen for 25 år siden og fik et pensum, der næsten kun bestod af realistiske og socialrealistiske forfattere; gymnasiet gjorde kun tingene værre. Og kanonen er stadig realistisk domineret. Magtpositioner inden for de litterære institutioner er også næsten udelukkende besat af folk, der betragter den realistiske litteratur som den eneste, der er værd at promovere. Og det værste er næsten, at skævheden omgærdes af stilhed«, siger A. Silvestri. 
 
Med manifestet angriber A. Silvestri også de danske institutioner og redaktioners ensidige fokus på samtidslitteratur, autofiktion og realistiske skildringer. Der er en for stor fiksering på det øjeblikkelige, det nutidige og det personlige.

»Det fantastiske er også vores virkelighed. Om vi vil det eller ej, lever vi i en fantastisk og realistisk verden. Hele ideen om validiteten, og at vi kan lukke vores verdensbillede om den realistiske og autofiktive fortælling, det nutidige og det såkaldt virkelige, det er uholdbart, det er statisk og det er skævt. Og samtidig bliver det ved med at være undertrykkende og ekskluderende. Det giver et arrogant og indskrænket blik på ikke-realistisk litteratur« mener A. Silvestri.

Rækker dit manifest videre end litteraturens verden?
»Selvfølgelig gør det det. I meget høj grad. Helt grundlæggende lever vi jo under parnassets hæl hele tiden, og det er ikke en holdning, jeg har, det er et objektivt faktum. Et parnas betyder jo, at medierne er dirigeret af dettes strukturer, samt at det er smagsdommere, der statistisk set dominerer økonomisk, nepotistisk og hvad magtpositioner i det hele taget angår. At vi har haft enkelte personer i højere stillinger, der holder af det fantastiske, laver ikke om på, at vi lever i parnassets samfund. Det er all over«, siger A. Silvestri

Kolleger bakker op

Flere forfatterkolleger bakker op om A. Silvestris manifest.
»Han har evigt ret – jeg ved ikke, hvad vi skal med det parnas. Det kan vi ikke bruge til noget. Institutionerne og den litteraturhistorie og kanon, som vi har med at gøre, er vrængende og rigid. Det er fordi, der er de realistiske fortalere, der sidder på institutionerne, på litteraturhistorien og på kanon. Det har det været siden Brandes«, siger forfatterkollegaen XXX

A.Silvestris kolleger udi det fantastiske nikker også genkendende til de problemstillinger, der bliver beskrevet i manifestet. 
 
»Min umiddelbare reaktion, da jeg læste manifestet, var genkendelse. Jeg møder hele tiden i min hverdag fællesskaber, hvor der slet ikke reflekteres over, at det kun består af realistiske skribenter. Og samtidig kommer der fra alle mulige kanaler en stemme, der konstant fortælller den fantastiske forfatter, hvad han eller hun skal gøre med sin kunst. Et eksempel kunne være kravet om at ”skrive noget folk gider læse”, der i sig selv indeholder både undertrykkelse og eksklusion«, siger forfatteren YYY

Forfatter og samfundsdebattør, ZZZ oplever også parnasset på egen krop. Hun synes, debatten er væsentlig, men kunne godt ønske problemstillingen bredt yderligere ud: 
 
»Jeg er meget enig i, hvad han skriver. Det er jo skrevet mange gange før, men det kan ikke skrives for tit. Jeg synes han skulle have bredt det ud, så det ikke kun var realistisk litteratur, men også debutantvældet – for det er jo den samme tendens. Man kan se det i de fleste aviser. Hver gang en realistisk forfatter eller en debutant fra Forfatterskolen skriver et eller andet, er anmelderne ved at falde ned af stolen af begejstring. Det er jo så forudsigeligt som døden. Hver gang en eller anden autofiktionel forfatter skriver et eller andet, er det jo den samme sang«, siger ZZZ.

(Gengivet med al respekt for journalist Laura Byager Rabøls oprindelige artikel om Mette Moestrups manifest om patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse den oprindelige artikel her. Ligeledes kan du læse mit oprindelige manifest Parnasset i litteraturen ved at klikke her.)