A.Silvestri om manifest: 'Parnasset er all over'

A. Silvestri kalder i sit manifest til kamp mod parnassets strukturer. Forfatterkolleger bakker op.

Manifest: Forfatter A.Silvestri lægger op til et opgør med parnassets strukturer i litteraturen - og i samfundet »Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?”«. A. Silvestri er både manden bag spørgsmålene og manden med svaret i sit manifest 'Parnasset i litteraturen'. Hans svar er nej. Nej, der er ikke brug for parnasset – hverken i litteraturen eller andre steder i samfundet. Manifestet blev offentliggjort torsdag på forfatterens blog, og skal ses som en opfordring til et opgør med de traditionelle, socialrealistiske strukturer, der ifølge A. Silvestri gennemsyrer det danske litteraturmiljø. »Grunden til, at jeg har skrevet det, er, at jeg synes det går alt, alt for langsomt med at få parnassets smagsdommeri og tilhørende strukturer væk. Jeg gik i folkeskolen for 25 år siden og fik et pensum, der næsten kun bestod af realistiske og socialrealistiske forfattere; gymnasiet gjorde kun tingene værre. Og kanonen er stadig realistisk domineret. Magtpositioner inden for de litterære institutioner er også næsten udelukkende besat af folk, der betragter den realistiske litteratur som den eneste, der er værd at promovere. Og det værste er næsten, at skævheden omgærdes af stilhed«, siger A. Silvestri.    Med manifestet angriber A. Silvestri også de danske institutioner og redaktioners ensidige fokus på samtidslitteratur, autofiktion og realistiske skildringer. Der er en for stor fiksering på det øjeblikkelige, det nutidige og det personlige. »Det fantastiske er også vores virkelighed. Om vi vil det eller ej, lever vi i en fantastisk og realistisk verden. Hele ideen om validiteten, og at vi kan lukke vores verdensbillede om den realistiske og autofiktive fortælling, det nutidige og det såkaldt virkelige, det er uholdbart, det er statisk og det er skævt. Og samtidig bliver det ved med at være undertrykkende og ekskluderende. Det giver et arrogant og indskrænket blik på ikke-realistisk litteratur« mener A. Silvestri. Rækker dit manifest videre end litteraturens verden? »Selvfølgelig gør det det. I meget høj grad. Helt grundlæggende lever vi jo under parnassets hæl hele tiden, og det er ikke en holdning, jeg har, det er et objektivt faktum. Et parnas betyder jo, at medierne er dirigeret af dettes strukturer, samt at det er smagsdommere, der statistisk set dominerer økonomisk, nepotistisk og hvad magtpositioner i det hele taget angår. At vi har haft enkelte personer i højere stillinger, der holder af det fantastiske, laver ikke om på, at vi lever i parnassets samfund. Det er all over«, siger A. Silvestri Kolleger bakker op Flere forfatterkolleger bakker op om A. Silvestris manifest. »Han har evigt ret – jeg ved ikke, hvad vi skal med det parnas. Det kan vi ikke bruge til noget. Institutionerne og den litteraturhistorie og kanon, som vi har med at gøre, er vrængende og rigid. Det er fordi, der er de realistiske fortalere, der sidder på institutionerne, på litteraturhistorien og på kanon. Det har det været siden Brandes«, siger forfatterkollegaen XXX A.Silvestris kolleger udi det fantastiske nikker også genkendende til de problemstillinger, der bliver beskrevet i manifestet.    »Min umiddelbare reaktion, da jeg læste manifestet, var genkendelse. Jeg møder hele tiden i min hverdag fællesskaber, hvor der slet ikke reflekteres over, at det kun består af realistiske skribenter. Og samtidig kommer der fra alle mulige kanaler en stemme, der konstant fortælller den fantastiske forfatter, hvad han eller hun skal gøre med sin kunst. Et eksempel kunne være kravet om at ”skrive noget folk gider læse”, der i sig selv indeholder både undertrykkelse og eksklusion«, siger forfatteren YYY Forfatter og samfundsdebattør, ZZZ oplever også parnasset på egen krop. Hun synes, debatten er væsentlig, men kunne godt ønske problemstillingen bredt yderligere ud:    »Jeg er meget enig i, hvad han skriver. Det er jo skrevet mange gange før, men det kan ikke skrives for tit. Jeg synes han skulle have bredt det ud, så det ikke kun var realistisk litteratur, men også debutantvældet – for det er jo den samme tendens. Man kan se det i de fleste aviser. Hver gang en realistisk forfatter eller en debutant fra Forfatterskolen skriver et eller andet, er anmelderne ved at falde ned af stolen af begejstring. Det er jo så forudsigeligt som døden. Hver gang en eller anden autofiktionel forfatter skriver et eller andet, er det jo den samme sang«, siger ZZZ. (Gengivet med al respekt for journalist Laura Byager Rabøls oprindelige artikel om Mette Moestrups manifest om patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse den oprindelige artikel her. Ligeledes kan du læse mit oprindelige manifest Parnasset i litteraturen ved at klikke her.)

A. Silvestris manifest: Parnasset i litteraturen

Forfatteren A.Silvestri opfordrer til oprør mod parnassets dominans i den danske litteratur. 

 

 Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?

Skal vi bruge det til at fastholde fokus på den realistiske, moderne kanon? Læse mere Ravn, Moestrup, Knausgård? Bang, Aidt, Juul og Christensen og … ja, hvor meget er realisme, og hvor meget er postmodernisme?

Skal vi bruge det til at holde ikke-realistiske kanoner og litteraturopfattelser på afstand? Holde dette fremmede på afstand i festivaler, redaktioner og diverse litteraturmiljøer, sådan så vi kender vores egen opfattelse bedre og dybere i en indadgående spiral?

Skal vi bruge det til at sovse rundt i selvopfattelsen & læse os selv ind i autofiktionen, når vi er høje på virkeligheden og gennem salgstallene synger en hurrasang for os selv? (Ceci n'est pas une halfpipe.)

Skal vi bruge det til at ødsle mere og mere af vores korte liv på at læse mere litteratur, skrevet af realistiske forfattere, så vi ikke læser litteratur, der ikke er skrevet af realistiske forfattere. Åh, kan vi dog ikke bare se bort fra fantastiske forfattere som Ursula K. Le Guin, Clive Barker, Ray Bradbury, China Mieville, Grete Roulund og Thomas Ligotti? Er de ikke bare mærkelige navne, som er svære at sætte sig ind i, vi kan jo meget bedre stave og huske realistiske forfattere, der snakker om det væsentlige.

Skal vi bruge det til at blive ved med at lære, at den realistiske, autofiktionelle fortælling er den almengyldige, som vi alle kan spejle os i? Dens 'universelle' fortællinger og billedsprog. Det er jo en tryg vane, hvorfor skal alting brydes op og ned, flyttes rundt på, vores tradition og forståelse er vel vigtig!

Skal vi bruge det til at slikke vores skam, når vi igen taber til en realistisk kollega, som også flirter med krimi. (Hvad har krimi nu gjort? Ingenting!)

Skal vi bruge det til at omfavne fortielsen af fremragende forfattere og historiefortællere? Hvis vi omfavnede fortielsen, ville vi måske ikke give så mange ligegyldige blikke! Ligegyldige blikke er ikke pænt på nogen!

Skal vi bruge det til at nikke forstående, når realistiske kolleger dier ved et forlags pat i dekader, mens vi selv er selvernærede forfattere?

Skal vi bruge det til ikke at føle os overset?

Skal vi bruge det til at tænke meget på ikke at råbe for højt?

Skal vi bruge det til at huske, at alt andet end at bekræfte parnasset (og den realistiske kanon) er idiotisk, snarere end rimeligt?

Skal vi bruge det til at ihukomme, hvor objektiv en størrelse litterær kvalitet i virkeligheden er? For real?

Skal vi bruge det til at huske, at hvis vi siger, der også bør være folk med forståelse af de fantastiske genrer, at der også bør være andre end 'rent' realistisk fikserede personer i en institutionel eller redaktionel sammenhæng, så er det et spørgsmål om værdi og om, hvorvidt vi ønsker at fantastik eller fabulering skal være vigtigere end kvalitet?

Skal vi bruge det til at huske, at den realistiske forfatter er forfatter, ikke realistisk forfatter, fordi han eller hun allerede borger for 'neutral' litterær kvalitet.

Skal vi bruge det til at gribe i egen barm og se, hvordan fantastiske forfattere ligesom trækker energi fra, at de er fantaster/spekulanter/usynlige/tavse, hvilket giver dem noget credit i offentligheden, som realistiske forfattere ikke får, fordi de aldrig er 'det andet'. (vrøvl, der er ingen credit)

Skal vi bruge det til at glemme Gabriel García Márquez, Haruki Murakami, Franz Kafka, Jorge Luis Borges, Caitlín R. Kiernan, Sheridan Le Fanu? Bruge det til at glemme magisk realisme og weird fiction og sociale spejle?

Skal vi bruge det til at forstå, hvorfor vi tit er fattigere end vores realistiske, parnas-godkendte kollega? Because he's and she's worth it?

Skal vi bruge det at klappe adelen (som den minder om), de forfattere, som bruger al deres magt på at opretholde parnasset, på skulderen? Godt gået, der.

Skal vi bruge det til at lykønske medløber på modløbers bekostning?

Skal vi bruge det til at knægte de (nye) forfattere, som ikke magter parnasset, vender det ryggen?

Skal vi bruge det til at bekræfte (alle) forfattere i at det er det eneste rigtige, den sande litteratur, spillets regler?

Skal vi bruge det til selv igen og igen at falde på knæ for en magt, som ved og tør mindre end os?

Oh no. Kom nu med os til en sort lysning, hvor parnasset er sat ud af spil. Her samler vi kræfter til et oprør. Alle, som ikke orker den gamle verden mere, skal samles her og sige, hvad de mener. Højt under månen. Midt i mørket. Vi kommer fra alle hjørner, og vi samles i en midte. Vi gør vores ting i fællesskab. Langsomt, men sikkert, vil parnasset derefter skrumpe og vige for anderledes og mere eksperimenterende kræfter. Alle litterære institutioner, forlag, redaktioner og strukturer vil blive nødt til at lytte til os, måske endog bøje sig for vores viden, indsigt, nytænkning, åbenhed. Med Fox Mulder, frit efter hukommelsen: The truth is out there.

(Gengivet med al respekt for Mette Moestrups oprindelige indlæg i Politiken, hvor hun raser mod patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse det ved at følge linket.)