A. Silvestris manifest: Parnasset i litteraturen

Forfatteren A.Silvestri opfordrer til oprør mod parnassets dominans i den danske litteratur. 

 

 Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?

Skal vi bruge det til at fastholde fokus på den realistiske, moderne kanon? Læse mere Ravn, Moestrup, Knausgård? Bang, Aidt, Juul og Christensen og … ja, hvor meget er realisme, og hvor meget er postmodernisme?

Skal vi bruge det til at holde ikke-realistiske kanoner og litteraturopfattelser på afstand? Holde dette fremmede på afstand i festivaler, redaktioner og diverse litteraturmiljøer, sådan så vi kender vores egen opfattelse bedre og dybere i en indadgående spiral?

Skal vi bruge det til at sovse rundt i selvopfattelsen & læse os selv ind i autofiktionen, når vi er høje på virkeligheden og gennem salgstallene synger en hurrasang for os selv? (Ceci n'est pas une halfpipe.)

Skal vi bruge det til at ødsle mere og mere af vores korte liv på at læse mere litteratur, skrevet af realistiske forfattere, så vi ikke læser litteratur, der ikke er skrevet af realistiske forfattere. Åh, kan vi dog ikke bare se bort fra fantastiske forfattere som Ursula K. Le Guin, Clive Barker, Ray Bradbury, China Mieville, Grete Roulund og Thomas Ligotti? Er de ikke bare mærkelige navne, som er svære at sætte sig ind i, vi kan jo meget bedre stave og huske realistiske forfattere, der snakker om det væsentlige.

Skal vi bruge det til at blive ved med at lære, at den realistiske, autofiktionelle fortælling er den almengyldige, som vi alle kan spejle os i? Dens 'universelle' fortællinger og billedsprog. Det er jo en tryg vane, hvorfor skal alting brydes op og ned, flyttes rundt på, vores tradition og forståelse er vel vigtig!

Skal vi bruge det til at slikke vores skam, når vi igen taber til en realistisk kollega, som også flirter med krimi. (Hvad har krimi nu gjort? Ingenting!)

Skal vi bruge det til at omfavne fortielsen af fremragende forfattere og historiefortællere? Hvis vi omfavnede fortielsen, ville vi måske ikke give så mange ligegyldige blikke! Ligegyldige blikke er ikke pænt på nogen!

Skal vi bruge det til at nikke forstående, når realistiske kolleger dier ved et forlags pat i dekader, mens vi selv er selvernærede forfattere?

Skal vi bruge det til ikke at føle os overset?

Skal vi bruge det til at tænke meget på ikke at råbe for højt?

Skal vi bruge det til at huske, at alt andet end at bekræfte parnasset (og den realistiske kanon) er idiotisk, snarere end rimeligt?

Skal vi bruge det til at ihukomme, hvor objektiv en størrelse litterær kvalitet i virkeligheden er? For real?

Skal vi bruge det til at huske, at hvis vi siger, der også bør være folk med forståelse af de fantastiske genrer, at der også bør være andre end 'rent' realistisk fikserede personer i en institutionel eller redaktionel sammenhæng, så er det et spørgsmål om værdi og om, hvorvidt vi ønsker at fantastik eller fabulering skal være vigtigere end kvalitet?

Skal vi bruge det til at huske, at den realistiske forfatter er forfatter, ikke realistisk forfatter, fordi han eller hun allerede borger for 'neutral' litterær kvalitet.

Skal vi bruge det til at gribe i egen barm og se, hvordan fantastiske forfattere ligesom trækker energi fra, at de er fantaster/spekulanter/usynlige/tavse, hvilket giver dem noget credit i offentligheden, som realistiske forfattere ikke får, fordi de aldrig er 'det andet'. (vrøvl, der er ingen credit)

Skal vi bruge det til at glemme Gabriel García Márquez, Haruki Murakami, Franz Kafka, Jorge Luis Borges, Caitlín R. Kiernan, Sheridan Le Fanu? Bruge det til at glemme magisk realisme og weird fiction og sociale spejle?

Skal vi bruge det til at forstå, hvorfor vi tit er fattigere end vores realistiske, parnas-godkendte kollega? Because he's and she's worth it?

Skal vi bruge det at klappe adelen (som den minder om), de forfattere, som bruger al deres magt på at opretholde parnasset, på skulderen? Godt gået, der.

Skal vi bruge det til at lykønske medløber på modløbers bekostning?

Skal vi bruge det til at knægte de (nye) forfattere, som ikke magter parnasset, vender det ryggen?

Skal vi bruge det til at bekræfte (alle) forfattere i at det er det eneste rigtige, den sande litteratur, spillets regler?

Skal vi bruge det til selv igen og igen at falde på knæ for en magt, som ved og tør mindre end os?

Oh no. Kom nu med os til en sort lysning, hvor parnasset er sat ud af spil. Her samler vi kræfter til et oprør. Alle, som ikke orker den gamle verden mere, skal samles her og sige, hvad de mener. Højt under månen. Midt i mørket. Vi kommer fra alle hjørner, og vi samles i en midte. Vi gør vores ting i fællesskab. Langsomt, men sikkert, vil parnasset derefter skrumpe og vige for anderledes og mere eksperimenterende kræfter. Alle litterære institutioner, forlag, redaktioner og strukturer vil blive nødt til at lytte til os, måske endog bøje sig for vores viden, indsigt, nytænkning, åbenhed. Med Fox Mulder, frit efter hukommelsen: The truth is out there.

(Gengivet med al respekt for Mette Moestrups oprindelige indlæg i Politiken, hvor hun raser mod patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse det ved at følge linket.)