Det er meget få forfattere, eller for den sags skyld andre kunstnere, jeg betragter som en direkte inspirationskilde i mit eget forfatterskab. Det kommer sig nok af, at jeg alle dage har tilegnet mig kultur meget bredt og varieret. Jeg har aldrig rigtig haft den holdning, at det kun var én slags musik der var den fedeste, eller én person, der helt grundlæggende var spændende . Med det sagt, er der selvfølgelig noget jeg har interesseret mig mere for end andet.
Jeg har læst meget Stephen King som yngre. Ligeledes dykkede jeg en kort periode ned i Ray Bradburys forfatterskab. Jeg er glad for John Steinbeck, tilfreds med Gustav Wied og lykkelig for at Martha Christensen har skrevet bøger. Jeg har halv-dyrket Dennis Jürgensen, John Irving, Julian Barnes og William Sleator. Jeg er fascineret af China Mieville og Douglas Adams, blev brændemærket af Douglas Coupland og er lykkelig bisidder i Ecos, Marquez' og Bennis sære eventyr. Et sted mellem alle disse (og de hundreder jeg ikke har nævnt) sidder Terry Pratchett - og han er kommet til at betyde noget for mig.
Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.
Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.
Og hvad har det så at gøre med mig?
I 2009 udskrev foreningen Fantastik en konkurrence under temaet Fan fiction. Det var ikke noget jeg tidligere havde gjort i, og det er heller ikke noget jeg har gjort i siden (da jeg synes hele ideen om at skrive i andres universer er ødelæggende for ens udvikling som skribent), men da jeg så opslaget tænkte jeg: Så er det nu. Denne ene gang. Og det skal være i Terry Pratchetts Discworld. Punktum. Som sagt, så gjort, og på kort tid fik jeg skrevet novellen Atjuh!. Den gik sørme så hen og vandt konkurrencen, men derefter kom der lidt problemer. For Pratchett havde (og har) copyright på alle sine verdener, og brød sig ikke om at andre skrev i dem. Alligevel fik magasinet Himmelskibet lov til at trykke 150 eksemplarer (i nummer 22) med min historie i, hvilket var dejligt . Og som om det ikke var nok, fik jeg også en kort besked fra Pratchett selv:
"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))"
Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham.
Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.
Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.
Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.
Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.
Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.
Og hvad har det så at gøre med mig?
"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))"
Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham.
Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.
Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.
Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.