Pausen fra horror-samlingen er intakt, men dermed ikke sagt at samlingen er glemt - ved I ikke at den slags ting altid kommer tilbage? I stedet for vil jeg vende mit - og dit - blik mod noget ganske nyskrevet og i en helt anden genre, nemlig fantasy.
I løbet af et år skriver jeg et sted mellem 20 og 25 noveller, og derfor synes jeg det er vigtigt at prøve forskellige ting - for ikke at kede mig, og endnu vigtigere, for ikke at kede mine læsere. Lyden af blade, der falder fra omi-træet er en fortælling, hvor jeg har prøvet mange ting. Billedsproget og kulissen er taget fra japansk litteratur og malekunst. Handlingen er kronologisk, men går i begge retninger. Ja, nemlig. Historien kan læses bagfra, som en efterligning af manga. Og så er der absolut ingen vold og blod. Redaktøren valgte at kalde historien 'fin', ikke som "det er fint nok", men som i "fin som porcelæn". Du kan finde novellen i antologien Prisen på magi fra forlaget Kandor.
"De
kommer ofte til mig, gør dyrene. Med bøjede hoveder og sitrende
næsebor. De leder efter den mad, jeg så tit stiller ud. Mælk og
nødder, frugtsaft og kød. Jeg går ingen steder, min kære. Alt
hvad jeg nogensinde har ledt efter er lige her. Det er landsbyen, der
holder mig i live. De kalder mig for Hokusai. Manden, der er vild med
at male. Hver dag kommer der mennesker forbi. Mange af dem er rejst
langt, endnu flere af dem er kommet her for at købe, men jeg sælger
ikke. Mine værelser kan ikke undvære så meget som et øje eller en
fod.
Jeg
ønsker dog ikke at sende dem bort med uforrettet sag. Til dem tegner
jeg det de ønsker. En drage, en sten, et minde. For det skal de
intet betale. Blot tage imod, for hvordan kan jeg kræve penge for
noget, der allerede er deres i første omgang? Mig betaler de
ingenting, men de lægger deres mønter i landsbyen, for nattero og
legemshvile. Derfor holder landsbyen mig i live; derfor giver de mig
farver, pensler og papir.
Dyrene
viser sig aldrig, når der er besøg fra den vide verden. Det er som
ser de ikke mig som et menneske, men som noget andet, der hører til
her. Af og til, når jeg ikke maler, tager jeg min stok og går en
tur. Følger flodens løb og lader Omi-træerne skygge mig til. Så
følger de efter mig, råbukkene, duerne og firbenene. Så kvækker
frøerne i de lave hulninger, hvor floden bugter og inekterne spiller
deres sjældne melodier i buskadsene. Men vi rører aldrig ved
hinanden. Ingen fugl lander på min skulder, ingen ivrig kaninnæse
snuser i min håndflade. Vi er her næsten sammen. To skridt fra
hinanden betragter jeg dem og sætter dem ind i billederne ved siden
af dig.
Men
mest af alt taler jeg med dig, mens jeg maler. Jeg fortæller dig om
mine tanker, når jeg bruger kniven på det bløde træ og udskærer
dit ansigt. Det er min ungdoms sange jeg synger, lige inden jeg
tilføjer den sidste smule rødt til dit hår. Det er fjerne
historier fra lige så fjerne lande, fyldt med kejsere og troldmænd,
jeg hvisker mens du kigger på mig med de dybe øjne. Min mund kan
ikke stå stille, når jeg har dig så nær. Jeg er blevet en gammel
tåbe med tårer løbende ned ad kinderne."