Fantasticon 2011

Pandaemonium - fra manus til bog

Pandaemonium er min debutroman, hvad læsere af denne blog nok efterhånden har forstået. Den udkom den 11. november 2011, men indtil da havde den været igennem en hel del. Dette indlæg vil meget firkantet kortlægge, hvad der sker fra en bog bliver antaget til den står som færdigt produkt. Måske kan andre håbefulde forfattere på den måde få en forståelse for, hvad man som forfatter skal igennem, før man kan stå med sit færdige barn i hånden.

-------------------------------------
2007-2009
Over tre sommerferier skrev jeg Pandaemoniums tre dele. Dengang hed delene ikke det de gør i dag, men havde snuppet deres titler fra den græske mytologi. Pandoras væske, Samsons år og Akilles selv. Når jeg siger tre sommerferier, er det lidt en underdrivelse. Sammenlagt drejer det sig nok om 14 måneder.

Januar 2010
Forlaget Valeta, som havde udgivet en af mine noveller, sagde nej tak til en novellesamling, men spurgte i samme åndedrag om "jeg ikke havde noget længere". Det havde jeg, og fluks blev alle tre dele sendt af sted.

Marts 2010
Valeta vendte tilbage med den gode nyhed, at de gerne ville udgive min roman. Desværre kunne de endnu ikke sige noget om hvornår, men vi nåede frem til en koncensus, der hed "i nærmere fremtid"

September 2010
Kontrakten blev underskrevet. En fantastisk følelse at vide, at jeg nu ikke kun var novelleforfatter, men også snart romanforfatter - noget, der lader til at veje meget tungere.

Oktober 2010 - Januar 2011
I løbet af disse måneder redigerede jeg i romanen. Mange stykker blev taget ud, andre voldsomt omskrevet og nogle flagrende tråde blev hæftet sammen. Først nu gik det op for mig, hvor enormt mit værk var. Over 1000 manuskriptsider. Jeg var en meget træt mand i den periode, og fritid var kun noget andre mennesker havde.

Januar 2011
Romanen, der indtil nu havde haft arbejdstitlen Pandoras Væske, blev omdøbt til Pandaemonium. Det var en reference til Miltons værk Paradise Lost, samt en alternativ stavemåde af ordet Pandemonium. Det lille A gjorde en voldsom forskel.

Januar 2011 - Februar 2011
Valetas betalæsere og redaktører gik min ændrede version igennem. De kom med nogle forslag til ændringer, men langt de fleste af dem var på det sproglige område frem for handlingen.

Februar 2011 - Maj 2011
Bogen gik gennem sin anden redigeringsrunde. Jeg slettede en god portion, styrkede hele romanens mytologiske element og skrev enkelte ting til. Som i første omgang ejede jeg ingen fritid, alle døgnets timer var optaget af zombier, egyptisk mytologi og lægemidler. Bogen blev inddelt i kapitler, og prompte skrottede jeg ni af slagsen. Der var ingen brug for dem. Bogen bliver endeligt delt i tre dele, og der føjes citater til hver del. I denne periode tager jeg også det aparte valg, at lade første del være skrevet i nutid og de følgende to i datid.

April 2011
Forlaget og jeg mødes og finder bogens forside. Flere kandidater var oppe at vende, men vi endte ved den fremstrakte hånd. Det var jeg meget tilfreds med, da det netop senere viste sig at den har en enorm signalværdi (positiv såvel som negativ). Der debateres livligt om hvorvidt romanen skal være en mursten, eller deles i tre.

Maj 2011 - Juli 2011
Forlaget gennemgår romanen for anden gang. Den oprindelige udgivelsesdato rykkes, da redigeringen går langsommere frem end forventet. Det er jeg ærgerlig over, men accepterer det. Hellere at bogen bliver bedre, ved at der går lidt længere tid. Jeg vælger at dedikere bogen. Den enormt fede trailer til bogen kommer ud.

August 2011 - September 2011
Udgivelsesdatoen rykkes igen, grundet værkets enorme størrelse og forlagets forpligtelser overfor andre forfattere. Jeg er ikke længere irriteret, men venter stadig spændt.

Oktober 2011
Jeg får den endelige udgivelsesdato, der passende kommer til at være den dejlige dato 11-11-11. Nu bobler det indeni mig. Snart at skulle holde sit digre værk i hånden.

5. november 2011
Til Fantasticon sker det endelig. Jeg bliver givet bogen tyve minutter før jeg skal på scenen og interviewes om den. Jeg er totalt blæst og klassificerer med det samme romanen som "et dødeligt slagvåben".

11. november 2011
Den officielle udgivelse på BogForum.

----------------
Det var selve processen, men på en måde begyndte det svære arbejde først bagefter. Nemlig ventetiden. Hvordan ville den blive modtaget af publikum, hvordan ville en evt. lektørudtalelse lyde og hvordan ville jeg egentlig selv have det med den efter et par måneder.

Heldigvis er den blevet rigtig godt modtaget, af både anmeldere og lektøren. Der faldt en tung vægt fra mine skuldre. Hvad jeg selv mener? Jeg er pissehamrende stolt. Det jeg har bedrevet er et storværk, og jeg kan ikke helt selv forstå, hvordan jeg har skrevet så meget og holdt sammen på historien. Selvfølgelig er der nogle ting ved romanen, som jeg godt kunne finde på at tage op til revurdering, men sådan er det altid (har jeg hørt fra mine kolleger). Om mine tanker bliver aktuelle vil først vise sig i tilfælde af et andet oplag.

Endnu et års skrivning, Del 2

Så kommer anden del af årsrapporten, der endog har billeder med. Jeg har hørt et sted, at billeder skaffer en flere læsere, så man ved sgu aldrig. Det skader i hvert fald ikke at prøve. So here goes.
-----------------------------------------------------

2011 blev for mig et meget turbulent skriveår, hvor jeg virkelig fik følt helt tæt på hvad det vil sige at være forfatter. Når jeg ser tilbage på de 12 måneder, var der hele tiden mindst to ting i gang. Den ene var som oftest at skrive, men jeg fik også læst meget korrektur og redigerede tekster nonstop. Fridagene var meget få, og der var langt mellem dem - men som jeg startede med at sige, så har dette år givet mig en langt større forståelse af hvad det vil sige at være forfatter.
-------------------------

I løbet af året medvirkede jeg i et væld af skrivekonkurrencer. Det gav få afslag og en masse antagelser, som jeg bryster mig godt og grundigt af. En af de ting, jeg var rigtig tilfreds med var, at det ikke kun var inden for en genre, at jeg kunne gøre mig bemærket. Og jeg fandt ud af, at ideerne blev ved med at komme fygende, nogle gange så voldsomt at jeg nærmest blev sneblind. En af de noveller, som står som noget specielt for mig i 2011, var novellen Harald Peder Kristensen, der er med i antologien Mit Østerbro. Jeg havde aldrig før skrevet historisk realisme, men det gik over al forventning. Dog tror jeg ikke, at det er en genre, jeg kommer til at gøre meget i. Men det er godt at vide at jeg kan, hvis den rette ide viser sig.
-------------------------

Fjorten officielle optrædener blev det til i løbet af året, og jeg fik virkelig prøvet nogle ting. For det første var jeg et officielt punkt på BogForum, og fik derved lov til at føle mig højt på strå og spise kirsebær med de store for en stakket stund. Det var sjovt at opdage, at nogle folk blandt andet var kommet for at opleve mig. Og så fik jeg givet min første ægte autograf. En anden "for første gang" var under Fantasticon, hvor Lars Ahn interviewede mig om min roman Pandaemonium. Jeg havde aldrig plapret så længe om mig selv i offentlighed, men det virkede som om det gik meget godt. Du kan selv bedømme lige her. En tredje ting jeg vil nævne er min optræden sammen med fem kolleger i Kristuskirken i marts. Vi havde hver især taget Langfredag under kraftig behandling, og det blev en minderig aften. Min tekst kan du læse under punktet Silvestri og kristendommen på netop denne blog! Som det sidste vil jeg nævne mit forsøg som interviewer/vært til Sfærisk Fredag, hvor jeg i mit hjem interviewede Kaspar Colling Nielsen for et live publikum. Det var rigtig hyggeligt, og jeg er sikker på at tilhørerne gik derfra med følelsen af at have oplevet noget.
-------------------------

I 2010 fik jeg min debut, nemlig Køtere dør om vinteren, en bog som jeg stadig er vanvittigt stolt af. Men i 2011 fik jeg ikke kun en selvstændig udgivelse, men to! De udkom samme dag, den 11.oktober, men ud over forfatteren er det også noget af det eneste de har tilfælles. Den ene er en kolossal zombieroman, kaldet Pandaemonium som er udgivet på forlaget Valeta. Den anden er en, i forhold til romanen, slank samling af science fiction-noveller som bærer titlen Faderens sønner. Udgivelsen af den tog SFC sig af. Med tre bøger på CV'et har jeg ganske godt, i særdeleshed fordi de viser at jeg besidder en eller anden form for bredde. De tre bøger minder nemlig ikke særlig meget om hinanden. Jeg har store forhåbninger for både Pandaemonium og Faderens sønner i løbet af 2012, og jeg håber også at folk der kan lide en af de to, vil bruge et par håndører på min første udgivelse. Ud over de to selvstændige udgivelser, fik jeg i løbet af 2011 udgivet 15 noveller i ebogs-form, i antologier eller i magasiner.
-------------------------

Andre spændende ting skete også i 2011. En af de store ting for mig var, at jeg blev optaget i det nystiftede Dansk Horror Selskab, en forening der arbejder for at udbrede kendskabet til genren horror og forhåbentligt derigennem kan vise de danske læsere, at horror så ganske bestemt ikke er er for børn. En helt anden var, at jeg for første gang er blevet inviteret til at bidrage til en antologi. Jeg kan i skrivende stund ikke sige så meget om den, andet end at den udkommer i løbet af 2012.
-------------------------

Som læserne af Del 1 allerede ved, skrev jeg i løbet af 2011 21 noveller. Der er nogle af dem, der for mig er store kandidater til udgivelse i løbet af 2012. Den første jeg vil nævne er Vinterklæder, et ufatteligt sørgmodigt stykke realisme, som jeg skrev i løbet af et enkelt døgn. Humlen, en helt nede på jorden-fantasyfortælling håber jeg også vil gøre sig godt i den konkurrence, hvori den nu medvirker. En sidste udvalgt bliver BjørnBjørn, et skævt stykke science fiction, der leger med tid og motion og Assistens Kirkegård.
-------------------------

2010 var et vildt år, men 2011 blev endnu vildere. 2012 skal virkelig være på mærkerne, hvis det skal have en chance for at nå i nærheden af de to forrige. Jeg vil dog hjælpe det så meget på vej som jeg kan, ved at færdigredigere min næste novellesamling (og forhåbentligt få den udgivet), blive ved med at skrive solen sort og vise mit ansigt så mange steder som det sig er muligt. Tak til alle jer, der har fulgt mine skriverier i løbet af 2011 - og endnu mere tak til dem, der også har investeret i mine bøger. Wir sehen uns - over and out.

Fantasticon 2011

I år var Danmarks con viet til alt det fantastiske kun på en enkelt dag. Til gengæld var der ikke mange ophold i programpunkterne. Jeg var der fra klokken 10 af, og nåede at opleve en hel del.

Dagen blev skudt i gang af tegneserietegner og psykolog Tatiana Goldberg, der fortalte om hvordan man designer monstre ud fra et psykologisk vinkel. Der var ingen tvivl om, at hun kunne sit stof og samtidig var ret så sikker med sprittusch på flipover. En af de mest spændende ting hun var fortalte, var om dissonans, hvor to modsatrettede kræfter blandes og dermed skaber væmmelse eller angst i tilskueren. F.eks barnlig uskyld blandet med sex, eller nuttede kæledyr blandet med ekstreme sygdomme. De ting var noget, som jeg direkte kunne bruge til min skrivning.

Derefter blev jeg selv interviewet, men det vil jeg ikke bruge så meget tid på lige nu. Dog kan jeg sige, at interviewet handler om romanen Pandaemonium. Du kan se det hele her.

Efter interviewet blev jeg siddende i lokalet for at høre Flemming Rasch interviewe Nikolaj Højberg, Henrik Harksen og Carl-Eddy Skovgaard om det at stå bag et lille, fantastisk forlag. Der var meget snak frem og tilbage, hvor emner som originalitet, skrivefærdigheder og genresikkerhed var nogle af de helt store. Jeg synes det var sjovt at se fantasy, science fiction og horror sidde side om side og være enige om noget, men uenige om andet. En af de ting, som jeg vil huske var dog den brede enighed om, at originalitet ikke kan forventes, når det handler om noveller til konkurrencer. Den er yderst ønskværdig, men bare fordi en historie er set før, er det ikke ensbetydende med at det vil diskvalificere den fra at være med i en samling.

Sidste punkt på min Fantasticon-dag var Henrik Harksen, der stillede spørgsmålet H.P. Lovecraft, pulp forfatter? i et mindre foredrag. Foredraget var rigtig underholdende, og Henrik viste på en god måde hvad der egentlig karakteriserer pulp-litteratur som genre og om hvorvidt Lovecraft passer ind i genrens kriterier. De sidste ti minutter var fri leg med hensyn til spørgsmål, og der kom rigtig mange af slagsen. Lige fra om Lovecraft var racist eller blot en gammeldags imperialist over hans sexliv til hvad han egentlig selv mente om sine noveller.

Alt i alt var det en god oplevelse. Folk kendte deres stof, og var rigtig gode til at formidle det hele. Desværre synes jeg ikke at omgivelserne var de bedste. Der er ikke så meget fantastisk i et kommunalt byggeri. Men så igen - jeg var ikke kommet for at glo på en mur.

Oktobers anden omgang nyheder

Efter en fjorten dages tid er der kommet en del nye ting at berette.

*OBS* Ændring pr. 26/10. Jeg havde fået noget galt i halsen, da jeg skrev indlægget. Den officielle dato for Pandaemonium er IKKE den 21., men en langt federe dato - nemlig 11-11-11 ;) Hvordan jeg har kunnet svede det ud, ved jeg virkelig ikke.
.
For det første har min roman Pandaemonium endelig fået en release date. Det bliver den 21. november, men inden da vil der være en del events, der direkte har at gøre med den. Har du lyst til at møde op, lykønske mig og helst også købe en bog, er du velkommen til at melde dig til eventet på facebook. Er du ikke til den slags moderne ting, foregår det i Paludans Bogcafé, Fiolstræde 10, klokken 19-21.

Den 5. november er årets Fantasticon. Som vanligt er det et spraglet tæppe af foredrag, workshops og interviews, der alle har at gøre med alt det fantastiske. I år har jeg fået en tid i lyset, da Lars Ahn Pedersen skal interviewe mig om blandt andet Pandaemonium. Jeg håber på et stort publikum til det, der bliver min første solooptræden. Det foregår i Sal 1, klokken 12.15-12.55

Derefter følger BogForum den 13/11, hvor jeg på stand 17 vil snakke om Pandaemonium. Denne gang er der en fuld time til rådighed, og jeg kan garantere at den også kommer til at inkludere oplæsning med masser af blod. Tidspunkt? Klokken 15 til 16.

Med blikket vendt bort fra zombiesplatter, er endnu en event oprettet på førnævnte facebook. Den 18/11 fører jeg en forfattersamtale med Kaspar Colling Nielsen. Vi skal snakke om de fantastiske genrer, om det at være forfatter og om alle mulige andre ting. Du kan tilmelde dig arrangementet lige her. Der vil være kolde øl.

Ud over alle disse ting, er jeg begyndt at redigere min næste novellesamling. I efterårsferien har jeg fået grundrettet omkring halvdelen af novellerne, og jeg kan med glæde sige, at den bliver lige så god som Køtere dør om vinteren. Mere information kommer om den senere.