Nyheder i marts 2017 - om mine favoritbøger, horror og Sand og sten, stål og glas

Marts har, vanen tro, 31 dage og mens jeg skriver dette er der kun et par af dem tilbage. Gennem mange år, ikke mindst i det sidste indlæg, har jeg sammenlignet mit forfatterskab med en kedel, men denne marts' nærliggende sammenligning er med en ret, der står og simrer på komfuret ved svag varme. Dermed ikke sagt, at der ikke med jævne mellemrum er dukket en boble op til overfladen. Til gengæld har jeg haft travlt uden for skribentkøkkenet (jeg bekæmpede trangen til en joke om at være køkkenskriver), men det kan du læse om en af de følgende dage.
Sand og sten, stål og glas

Min novellesamling fra sidste år bliver ved med at modtage anmeldelser, og i marts er det blevet til hele to. Den første er fra Inge Jørgensen på bogrummet.dk, der kvitterer med fire stjerner og blandt andet siger:

"Jeg vil ikke nævne alle novellerne her, men lade kommende læsere selv sætte sig ned med denne bog og suge det til sig, som de nu kan. For den er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, især hvis man tør blive lidt udfordret."

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor Pernille Thoustrup giver samlingen tre stjerner, og blandt andet skriver:

"Hvis du kan lide fremtidsfortællinger, fortællinger om mennesket og dets styrker og svagheder er Sand og sten, stål og glas den rette novellesamling for dig."

I skrivende stund har jeg kun et par eksemplarer tilbage af Sand og sten, stål og glas, så hvis du vil sikre dig samlingen for 100 kroner, så skriv endelig til mig.

Mine favoritbøger

For et par måneder siden spurgte Bogrummet.dk, om jeg ikke ville medvirke i deres serie 5 bøger jeg
ikke glemmer. Det er en tilbagevendende feature, hvor de spørger forskellige forfattere både om deres forhold til læsning, og til hvilke fem bøger de ikke lige sådan glemmer. Jeg kom på lidt af en opgave, for det var svært kun at måtte vælge fem, når jeg med lethed kunne have fundet tyve. I sidste ende valgte jeg fem værker, der som et puslespil forsøger at vise hvordan jeg selv er, eller rettere stræber efter at være som forfatter. Og jeg vil gøre det modsatte af clickbait, og fortælle mine fem bøger lige her:

Candide af Francois Voltaire
En verdenshistorie i 10½ kapitel af Julian Barnes
Hjerter i Atlantis af Stephen King
Fahrenheit 451 af Ray Bradbury
Books of Blood – Clive Barker 

Hvorfor blev det lige præcis de fem? Det kan du læse dig til her, hvor jeg også indirekte fortæller at en af disse bøger gjorde min daværende kæreste jaloux. Hvilken? Følg linket! Og selvfølgelig tak til Bogrummet.dk fordi de tænkte på mig. 

Horror 

Jeg har før snakket om horror her på bloggen, men heldigvis er der også andre end mig, der griber pennen. En af dem er bibliotekar Jan M. Johansen, der den 12. marts skrev indlægget Det gode gys – derfor er horror godt for dig på bloggen bogsnak.dk. Han fortæller om horror generelt, og derefter lidt om den danske horror, hvor han også er så venlig at nævne mig et par gange. Han runder dog af med en smule bekymring, da han efterlyser nyt blod (høhø) til genren. Jeg er enig på den måde, at det altid er godt med nye og dygtige folk, men samtidig mener jeg også at mange af horrorens folk udvikler sig konstant og bliver ved med at føje nye dimensioner til den danske horror, og ikke umiddelbart har tænkt sig at stoppe. Så det kan være det nybrud der efterlyses kommer fra egne rækker, og det er måske slet ikke så dårligt.

Andet?

Ikke flere nyheder, men med lidt held vil næste måned være en af de rigtig gode. Jeg er stadig nomineret til Niels Klim-prisen, og du kan stadig nå at stemme. Det gør du lige her. Ellers håber jeg du nyder det spirende forår, og tak fordi du læste med!