Om en uges tid, nærmere bestemt til årets BogForum i Bella Center, udkommer min roman Slør på forlaget Kandor, der er specialiseret i horror. Slør er min trettende udgivelse, fjerde roman og hvis jeg betragter Slørs skabelse i forhold til mange af mine andre bøger, er det den, hvis liv har fulgt den mest direkte rute fra manuskript til færdig bog. Læs med.
For hvis det hele mere eller mindre lå klar i 2016, hvorfor skulle der så gå to år, før Slør kom på gaden? Oprindeligt stilede vi efter en udgivelse i 2017, men skød den et år. Det var der flere grunde til. En af dem var, at jeg havde andre bøger i pipelinen foran Slør, blandt andet romanen Scener fra et parforhold, der udkom tidligere på året hos Kandors moderforlag DreamLitt. En anden var at Slør skulle til redaktøren og rodes igennem. Og rodet igennem blev den. Ad to omgange blev der skrevet om og til, trukket fra og strammet op, og især Slørs dialog arbejdede jeg meget med, da jeg gerne ville have den mundret og realistisk. Det medførte, at jeg svedte og bandede over blandt andet brummelyde og ordvalg, samt nogle steder lod samtalen springe i forskellige retninger, for det er sådan en normal samtale opfører sig. Om det er lykkedes, må være op til læseren at vurdere. Endelig tog det lidt tid at blive enige om omslaget, og det var der en grund til.
Still fra The Gorgon (1964)
Still fra Dracula A.D. 1972 (1972), dansk titel Vampyren jager hotpants ;)
Alle de væsentlige personer i Slør er kvinder, nogle er veninder, andre lader som om, andre igen var det engang. Det er første gang, at jeg skriver en fortælling, hvor persongalleriet så entydigt er domineret af ét køn, og jeg fandt det hverken sværere eller skræmmende, at skrive om en hovedperson af det modsatte køn. For hvorfor? Jeg har gjort det tidligere, og jeg ihukommer altid hvad George R.R. Martin svarede, da en interviewer stillede et spørgsmål om netop det at skrive kvinder, når man er en mand. Lidt i samme dur lød Jens Christian Grøndahls ord, da han modtog Isak Dinesen-prisen (der gives til en forfatter, hvis hovedperson er af andet køn end forfatteren selv) i 2017. Han takkede for prisen, men fandt den lidt sær, da han ofte skrev kvindelige hovedpersoner, og mente “at en forfatters rolle er at evne at sætte sig i en andens sted”, en tanke, jeg kun kan tilslutte mig. Det er måske vores fornemste rolle, om den anden så er af et andet køn, et andet udseende eller for den sags skyld fra en planet tusind lysår borte.
Jeg glæder mig til at se, hvordan Slør bliver modtaget. Jeg er selv meget stolt af den, og blev ved hver gennemlæsning fanget af handlingen og stemningen, der kan fortolkes, diskuteres eller bare læses, hvis det er det man har lyst til.
Helt tilbage i 2011 blev min horror-roman Pandaemonium udgivet, og siden havde jeg egentlig ikke skrevet rigtig langt, når det kom til horror. De rædselsideer jeg havde fået, lagde sig mere til novelle-formen, og selv min horror-fortælling Al kødets gang fra 2015 kysser ikke de 50.000 ord, som jeg betragter som markskellet mellem at skrive kort og langt. I sommeren 2016 skulle det ændre sig, da en lille tanke forgrenede sig i mig. Noget om et bryllup og noget om veninder, funderet i en følelse alle kender, nemlig følelsen af at blive betragtet. Der skulle være noget voyeuristisk over min fortælling. Kolde, kuglerunde øjne, der bare kigger og kigger og kigger. Med de elementer gik jeg i gang, og mon ikke jeg gik i gang. I løbet af august, september og oktober 2016 fik jeg skrevet lige omkring 50.000 ord og havde egentlig den færdige historie klar.
Heldigvis var det sådan, at forlaget Kandor lidt tidligere på året havde opfordret mig til at sende eventuelle horror-manuskripter, jeg havde liggende, ind til dem. Det havde jeg så nu. Jeg sendte dem manuskriptet i december 2016 og lige inden verden gik i julestå, fik jeg en mail tilbage om, at de meget gerne ville udgive det. Så pludselig stod jeg med en bog, der næsten var færdig og et forlag, der gerne ville udgive, og det kun fem måneder efter jeg havde skrevet første linje i historien. Det var godt nok noget, jeg ikke havde prøvet før. Nu manglede vi blot at blive enige om, hvilken udgivelses-deadline vi skulle arbejde hen imod.
Slør er en blanding af forskellige genrer og spor. Den er til dels chick lit, til dels gotisk horror og til dels vikingemyte. De tre genrer er vævet omkring og gennem hinanden, og skaber en ret speciel fortælling om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Rosensparre Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Men omslaget. Mens jeg skrev teksten, var jeg meget fascineret af de gamle Hammerfilms æstetik og farvevalg. I de film gløder farverne, grønt er så grønt at det gør ondt i øjnene. Rødt er nærmest neon. Sort en afgrund. Metal er enten dødrusten eller nypoleret. Alle de skin og nethindeangreb forsøgte jeg at få med i teksten, og derfor skulle de også med i forsiden. Det var jeg og forlaget dog ikke helt enige om, og der strøg en del forslag frem og tilbage, før vi blev enige om det nuværende cover. Det er jeg meget tilfreds med, da det netop har den vilde kontrast, der får det hele til at se tilvirket ud. Noget, som voyeurens blik grådigt kan falde på.
