Henrik Pontoppidan

Tekstoceanet - Novellen Hjertely

Efter at første færd fik glat og problemfrit, tror jeg vi er klar til at tage endnu en tur på Tekstoceanet. Denne gang bliver det særligt spændende, da der ikke kun er en tekst, men hele to og tilmed et videoklip. Sidste gang drev vi rundt i en gammel del af Tekstoceanet, hvorimod vi nu skal noget tættere på vores nutid. Vi skal kun tilbage til sidste år, nærmere bestemt oktober 2014.


Hvert år i oktober ruller Kulturnatten i København forbi. Der er masser af muligheder for at se spændende ting, komme steder hen der ellers normalt er lukket for offentligheden, og opleve et væld af kulturtilbud. Et af dem er oplæsning i Dansk Forfatterforening, og selv om de mange oplæsere altid er dejlige at høre på, er det også en lækker idé lige at svinge forbi, så man kan se de mange flotte vægmalerier. Men - op til kulturnatten havde ordet kultur rullet rundt i kraniet på mig - mere specifikt spørgsmålet: Hvorfor bliver horror ikke betragtet som kultur? Hvad er det, der præcis er galt med det? De tanker blevet meget hurtigt erstattet af min kontrære personlighed, der sagde: Jamen, Silvestri, så må du jo skrive noget der helt sikkert passer ind i den gængse opfattelse af kultur.
Hvis du vil læse Naadsensbrød, skal du bare klikke her!

I samme periode havde jeg fornyet min kærlighed til det moderne gennembrud ved, blandt andet, at læse nogle noveller af Herman Bang, og lidt af Henrik Pontoppidan. Og der skete noget, da jeg gik i gang med at læse netop Pontoppidans tekst Naadsensbrød (1887). Novellen fortæller, hvordan en gammel kone bliver trukket på Kassen (fattiggården) mod sin vilje, og den er meget kontant. Da jeg var halvvejs igennem, tænkte jeg: "Det her er godt nok grumt," og da jeg var færdig, tænkte jeg "Den her vil jeg skrive om til en horror-fortælling". Som sagt, så gjort. I løbet af måneden op til Kulturnatten skrev jeg novellen Hjertely, der både brugte Pontoppidans historieopbygning og tematik, holdt på store dele af det oprindelige sprog og samtidig formåede at være oprigtigt ubehagelig. Jeg valgte at sætte historien tættere på vores tid (1970erne) og fokusere på noget, der hedder et ventetidshjem. Det var et sted, hvor forældre kunne placere deres børn, hvis disse var for vanskelige. En del af de børn, der blev placeret var handicappede i den ene eller anden retning, og det var ikke usædvanligt, at nogle forældre aldeles "glemte" at besøge deres børn. Det kan du alt sammen læse dig til. Jeg tror egentlig, at man vil kalde sådan en novelle for en pastiche. Det kan også kaldes en efterligning, eller en hyldest. Det betyder i sidste ende ikke så meget.

Mens jeg skrev fortællingen, legede jeg lidt med tanken om at klæde mig ud i anledningen af oplæsningen. En uges tid før Kulturnatten var der et gammelt teater, der solgte ud af deres kostumer. For 150 kroner var jeg så heldig ikke alene at erhverve mig en silkevest, men også en høj hat og så var en udklædning ikke til at komme udenom. Ligeledes fandt jeg i mine gemmer en yderst kedelig fagbog fra 70erne, der rent fysisk var tung og god at se på. Den klæbede jeg så min tekst ind i. Dette blev mit ensemble til Kulturnatten, og jeg tror langt de fleste synes det var en oplevelse. Om det var på grund af min udklædning eller min oplæsning, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Jeg har svært ved at se Hjertely få en plads i en novellesamling, eller i en antologi. Den er ret aparte og den eneste mulighed jeg kan forestille mig må være en række tekster, hvor forskellige forfattere eksperimenterer med de gamle kanonforfattere. Hvis du skulle være en redaktør, der synes det lyder spændende, så giv mig lige et kald :) Ellers er der ikke så meget mere at føje til. Nederst ligger hele teksten, som du kan fornøje dig med. Og lige over den er videoen, der blev optaget samme aften. Hvis du ikke kan vente på mig, går jeg på i et minuts tid fra 3:13.


Så tror jeg ikke der er mere at sige, andet end at jeg håber du har lyst til at tage med på endnu en tur på Tekstoceanet. Hvem ved - næste gang kan det være vi dykker helt ned på den dybe bund, eller strander på et næs. Du er også meget velkommen til at smide en kommentar eller lignende, og hvis du ikke har læst den første tekst endnu, ligger den lige her. Jeg håber vi ses igen, manne!



Junis arbejde 2014

Så er jeg blevet solskoldet og derefter brun. Jeg har været en tur på Bornholm og er kommet hjem igen. Og der står kolde øl i køleskabet og løbeture på programmet. Men nok om det der fandens privatliv. Til forfattergerningen! I forhold til resten af året har jeg slappet af i juni måned, men det er heldigvis ikke det samme som at ligge på den lade side. Det er blevet til en del skriblerier:


Det grå guld (fantastisk fortælling/humor, skrinlagt ved 2800 ord)
Vi savner dig (sms-novelle, realisme)
Udyr (7800 ord, horror)
Hjertely (3400 ord, horror)

I novellen Udyr er vi i Nødebo, omkring år 1700. Skovløberen Marsk har forskanset sig i en lade sammen med sine tre døtre. Udenfor skraber og knurrer det. Der er blevet spildt masser af blod, og der vil blive spildt endnu mere. Alligevel har Marsk håb for fremtiden. Han skal bare holde ud i omkring et år endnu. Så bliver alting godt.

Hjertely er en ret forunderlig sag. Tag et styk horror-element (varulv), en location (ventetidshjem), en tidsperiode (1970-75) og en dansk forfatter (Henrik Pontoppidan). Bland det hele sammen og det du så står med er en sært skræmmende pastiche over den altid modbydelige Naadsensbrød fra 1887. Stilistisk var den et helvede at skrive, men jeg er meget glad for resultatet.

Siden sidst jeg skrev har jeg også forsøgt mig lidt mere ud i youtube og videoer - efter sigende skulle det være rart for ens læsere at kende lidt til personen bag bøgerne. Det er indtil videre blevet til to videoer - en hvor jeg kort fortæller noget om Pandaemonium og en, hvor det handler om at løbe og skrive. Du kan se dem lige her:

Pandaemonium-video, on location
Løbevideo

Apropos Pandaemonium faldt jeg over dette på et bibliotek - det er godt at se at der findes biblioteker, og bibliotekarer derude, som tager deres kunders læsevaner alvorligt. Der skal være nok til alle!

"Brød og Pandaemonium til folket!"
Med de ord vil jeg runde af for nu. I juli kommer jeg til at arbejde videre på anden del af Odd - den har ligget stille længe, da der var andre projekter. Men med lidt held er jeg færdig med del 2 inden årets udgang - og så er der blot the endgame tilbage. God sol og høj bægerføring til jer alle!