Junis arbejde 2014

Så er jeg blevet solskoldet og derefter brun. Jeg har været en tur på Bornholm og er kommet hjem igen. Og der står kolde øl i køleskabet og løbeture på programmet. Men nok om det der fandens privatliv. Til forfattergerningen! I forhold til resten af året har jeg slappet af i juni måned, men det er heldigvis ikke det samme som at ligge på den lade side. Det er blevet til en del skriblerier:


Det grå guld (fantastisk fortælling/humor, skrinlagt ved 2800 ord)
Vi savner dig (sms-novelle, realisme)
Udyr (7800 ord, horror)
Hjertely (3400 ord, horror)

I novellen Udyr er vi i Nødebo, omkring år 1700. Skovløberen Marsk har forskanset sig i en lade sammen med sine tre døtre. Udenfor skraber og knurrer det. Der er blevet spildt masser af blod, og der vil blive spildt endnu mere. Alligevel har Marsk håb for fremtiden. Han skal bare holde ud i omkring et år endnu. Så bliver alting godt.

Hjertely er en ret forunderlig sag. Tag et styk horror-element (varulv), en location (ventetidshjem), en tidsperiode (1970-75) og en dansk forfatter (Henrik Pontoppidan). Bland det hele sammen og det du så står med er en sært skræmmende pastiche over den altid modbydelige Naadsensbrød fra 1887. Stilistisk var den et helvede at skrive, men jeg er meget glad for resultatet.

Siden sidst jeg skrev har jeg også forsøgt mig lidt mere ud i youtube og videoer - efter sigende skulle det være rart for ens læsere at kende lidt til personen bag bøgerne. Det er indtil videre blevet til to videoer - en hvor jeg kort fortæller noget om Pandaemonium og en, hvor det handler om at løbe og skrive. Du kan se dem lige her:

Pandaemonium-video, on location
Løbevideo

Apropos Pandaemonium faldt jeg over dette på et bibliotek - det er godt at se at der findes biblioteker, og bibliotekarer derude, som tager deres kunders læsevaner alvorligt. Der skal være nok til alle!

"Brød og Pandaemonium til folket!"
Med de ord vil jeg runde af for nu. I juli kommer jeg til at arbejde videre på anden del af Odd - den har ligget stille længe, da der var andre projekter. Men med lidt held er jeg færdig med del 2 inden årets udgang - og så er der blot the endgame tilbage. God sol og høj bægerføring til jer alle!