Trailer 73 - uddrag af Transfusion

De sidste mange trailers har været fra min kommende horror-samling, og også denne. Lige nu ligger manus hos forlaget, der er i gang med at vælge noveller ud. Der skal vælges en tredjedel fra og det bliver spændende, hvad der falder for kødøksen. Så længe jeg ikke ved det, kan jeg heldigvis blive ved med at poste kandidater. Så derfor:

Der er mange grimme ting her i livet, og de værste er ikke monstre fra afgrunden eller noget, der gemmer sig i skabet. Det er de helt banale og basale ting mennesker gør ved hinanden. I Transfusion er Mia spænet ud i natten, fordi hun ikke længere kan holde til de ting, hendes far gør ved hende. Dog ved hun at der et sted findes en mand, der kan hjælpe. Gamle Karl, der bor lige uden for byen. Han skulle efter sigende have sine helt egne metoder til at komme den slags utøj til livs. Transfusion er fra sidste år og en virkelig sørgelig og grim fortælling om hvad man kan blive nødt til at gøre for atblive sine dæmoner kvit.

"Pigen tøvede, før hun trak vejret dybt ned i lungerne og skridtede ned ad gangen. Karl faldt ind bag hende. De tunge joggingbukser kunne ikke skjule, at hun havde en velformet røv. Han smilede for sig selv. Det var dejligt at det mest var de unge piger der kom. Ikke at han havde noget imod en dreng eller en rigtig voksen indimellem, for forandringens skyld. Der var bare noget helt specielt ved de unge piger.

Da han nåede frem til stuen, havde hun allerede sat sig i den gamle brokadesofa med benene trukket op under sig. Langsomt drejede han stolen, så han kunne se på hende, og satte sig så ned med et suk.

”Den gamle krop er ikke hvad den har været, men det kan du heldigvis hjælpe med. Hvad hedder du?”

”Mia,” sagde hun og famlede ved sin taske. ”Må jeg ryge her?”

”Nej, den slags kan der ikke være tale om. Ved du ikke, at det er dårligt for dig?”

Hun trak bare på skuldrene uden at sige noget. Hendes tomme hænder søgte trøst i hinanden. Karl sugede hende ind. Det var enten det ene eller det andet. Den påklædning havde han set for mange gange til ikke at klassificere hende. Han tog et sats.

”Hvor længe har din far rørt ved dig?” spurgte han.

Pigens hænder stoppede deres mekaniske karrussel. Under hoodiens tykke hætte rev en lok hår sig løs og faldt ned i panden. Den duvede frem og tilbage. Hun sank.

”Siden jeg var otte,” sagde hun. Karl var overrasket over stemmens styrke. Når først sandheden blev smidt på bordet, var det normen at den blev sagt ganske spagt. Det var styrke i hende her. Så meget bedre.

”Rører han kun ved dig, eller gør han mere?”

”Han gør det hele,” svarede hun og rettede hovedet op, så hætten gled fra ansigtet. Hendes øjne var brune. Der var ingen spor af makeup. Hun var yngre end han havde regnet med. Han skød hende til at være omkring seksten. Der sad stadig en smule hvalpefedt ved hagen og ørerne. Det ville være væk om et par år. Måske før, hvis alting gik som det skulle.

En skarp lyd fik dem begge til at se op. Ovenpå var noget faldet på gulvet. Karl skød på en gammel vase. De var ved at vågne. Nyt blod gjorde dem ofte urolige. Eller spændte. Han havde svært ved altid at mærke forskel.

”Er her nogen?” spurgte hun.

”Nej, der er kun os to her. Der står sikkert et vindue åbent. Det er ikke noget, du skal bekymre dig om. Mia, du er kommet til mig fordi du gerne vil have hjælp?”

Hun nikkede hurtigt. Hendes ene hånd famlede ved tasken. Cigaretterne.

”Hvad vil du gerne have at jeg gør?”

”Du skal slå ham ihjel,” svarede hun. ”Slå ham så meget ihjel at han ikke engang kan begraves.”

Karl klikkede med tungen.

”Det kan jeg ikke,” sagde han med en hovedrysten. ”Jeg slår ikke folk ihjel. Det eneste jeg kan gøre, er at de får det bedre. Så de selv kan gøre hvad de skal.”"