Trailer 91 - uddrag af Transfusion

Som den forrige trailer bevæger vi os i horror-land, og hvor der i Trailer 90 kunne stilles spørgsmålstegn ved om det var gyser eller horror, er der ikke ret meget tvivl i denne trailers tilfælde. Transfusionm bliver en del af min kommende samling Kærlighedsfrugt og sandsynligvis en af de sidste. Hvorfor? Ganske enkelt. Efterhånden som samlingen skrider frem, lægges der mindre og mindre fingre imellem. De billeder, forestillinger, tanker og handlinger, der opstår eller udføres, bliver gradvist mere dystre.

 

Transfusion handler om alle de grimme ting, vi mennesker gør ved os selv (og hinanden). De stemmer og tanker, der enten holder os tilbage eller får os til at gøre grimme og dumme ting. Den handler også om gamle og ulækre Karl, der kan se alle de ting kravle rundt lige under vores hud. Uddraget er helt fra begyndelsen af.

"Det bankede hårdt, tre gange, på døren. Karl løftede hovedet og spidsede ører. Så kom det sidste bank. Med besvær kom han ud af de dybe lænestol og famlede efter stokken med elfenbensknappen. Den pudsede runding faldt ind i hans hånd, som var den et ekstra organ. Det gamle hus gav sig i sammenføjningerne. Vindstrømme bølgede både udefra og op under gulvet, men han var ikke bekymret. Det ville holde, som det altid havde gjort.

Haltende rundede han hjørnet og kom ud i entréen. Lyset flikkede, selv om han havde skiftet pærer så sent som i går. Sådan var det at have huset fuldt. Når de så deres snit til det, pillede de ved alt hvad der kunne pilles ved, fra mekanik til madvarer. Alligevel var der lys nok til at kunne snige sig et kig i spejlet.

Selv hvis nogen skulle have fundet på at sige at han så godt ud, vidste han at de løj. Karl var ingen smuk mand, havde aldrig været det, og alderen havde blot føjet nye dimensioner af grimhed til de allerede defekte træk. Panden var høj, men ludende og kastede lange skygger på hans kinder. Skægget stod som skvalderkål fra kindbenene til midt på halsen. Næsen en høgs mareridt, ørerne kantareller. De blålige læber ikke store nok til at dække overbiddet. Gullige fortænder tittede frem som de sidste overlevende soldater i en skyttegrav.

Han så sig hver dag i spejlet for at minde sig selv om tingenes tilstand. Livet var for kort til selvbedrag og for langt til forblændelse. Karl skuttede sig. Trækken var begyndt at hale i hans knogler om aftenen. Et stensikkert tegn på at han ikke alene havde passeret livets bakketop, men nu rullede hastigt ned ad den anden side. Med et højt dunk slog han panden ind i lampen. En snert af smerte fæstnede sig i hans hoved. Så rakte han ud og stoppede lampen, inden den ville sprede skyggerne til alle sider. De kunne ikke lide den slags. De foretrak deres gemmer intakte.

Stokken slog mod de brede gulvbrædder for hvert skridt. Gennem den matterede rude kunne han se en skikkelse. Antydningen af langt hår. Sikkert en kvinde, selv om det var blevet svært at sige. Nu til dags lignede kønnene hinanden.

”Jeg er på vej,” råbte han og tog endnu et besværet skridt frem. Huset var alt for stort til ham. Han boede kun i underetagen. Værelserne på første sal var optaget af andre. Alligevel var det ham, der måtte sikre at huset ikke forgik. Træbehandling. Computere. Malerier og bøger. Det kostede alt sammen. Men uden huset kunne det være lige meget.

Skyggen bag døren rettede sig op. Det var en kvinde, eller en meget lille mand. En glød viste sig. Personen røg. Karl rynkede på næsen. Havde aldrig brudt sig om tobak. Derfor var det også kun i den fjerneste højrefløj af første sal, der måtte ryges. Han hev efter vejret. Det var hårdt at blive gammel. Heldigvis var det kun sådan, når der var gået et stykke tid siden sidst. Endelig nåede han frem og lagde en hånd fyldt med bulne blodårer på grebet.

Det knirkede, da han drejede det. Døren bandt en smule. Med et ryk gled den fri af gulvet og han trådte til side, så døren kunne svinge op.

Det var en kvinde. Og sikke et eksemplar. Kunne ikke være mere end sytten år. Halvlangt mørkt hår. Fine træk. Men det meste af kroppen var gemt i posede gevandter. En hættetrøje og joggingbukser. På fødderne gummisko. Da hun opdagede ham, gispede hun. Cigaretten faldt ud af hendes hånd ned på den vakkelvorne terrasse. Karl forsøgte sig ikke engang med et smil. Det havde altid den modsatte effekt, når han viste gebisset frem.

”Godaften,” sagde han. Han lagde kun mærke til sin stemme, når andre hørte den. Et aggregat, hvis motor var blevet udsat for lige dele perlegrus og kontaktlim ville have lydt på samme måde. Det var en stemme,der var som skabt til grimme gerninger.

”Er du faret vild?”"

Trailer 73 - uddrag af Transfusion

De sidste mange trailers har været fra min kommende horror-samling, og også denne. Lige nu ligger manus hos forlaget, der er i gang med at vælge noveller ud. Der skal vælges en tredjedel fra og det bliver spændende, hvad der falder for kødøksen. Så længe jeg ikke ved det, kan jeg heldigvis blive ved med at poste kandidater. Så derfor:

Der er mange grimme ting her i livet, og de værste er ikke monstre fra afgrunden eller noget, der gemmer sig i skabet. Det er de helt banale og basale ting mennesker gør ved hinanden. I Transfusion er Mia spænet ud i natten, fordi hun ikke længere kan holde til de ting, hendes far gør ved hende. Dog ved hun at der et sted findes en mand, der kan hjælpe. Gamle Karl, der bor lige uden for byen. Han skulle efter sigende have sine helt egne metoder til at komme den slags utøj til livs. Transfusion er fra sidste år og en virkelig sørgelig og grim fortælling om hvad man kan blive nødt til at gøre for atblive sine dæmoner kvit.

"Pigen tøvede, før hun trak vejret dybt ned i lungerne og skridtede ned ad gangen. Karl faldt ind bag hende. De tunge joggingbukser kunne ikke skjule, at hun havde en velformet røv. Han smilede for sig selv. Det var dejligt at det mest var de unge piger der kom. Ikke at han havde noget imod en dreng eller en rigtig voksen indimellem, for forandringens skyld. Der var bare noget helt specielt ved de unge piger.

Da han nåede frem til stuen, havde hun allerede sat sig i den gamle brokadesofa med benene trukket op under sig. Langsomt drejede han stolen, så han kunne se på hende, og satte sig så ned med et suk.

”Den gamle krop er ikke hvad den har været, men det kan du heldigvis hjælpe med. Hvad hedder du?”

”Mia,” sagde hun og famlede ved sin taske. ”Må jeg ryge her?”

”Nej, den slags kan der ikke være tale om. Ved du ikke, at det er dårligt for dig?”

Hun trak bare på skuldrene uden at sige noget. Hendes tomme hænder søgte trøst i hinanden. Karl sugede hende ind. Det var enten det ene eller det andet. Den påklædning havde han set for mange gange til ikke at klassificere hende. Han tog et sats.

”Hvor længe har din far rørt ved dig?” spurgte han.

Pigens hænder stoppede deres mekaniske karrussel. Under hoodiens tykke hætte rev en lok hår sig løs og faldt ned i panden. Den duvede frem og tilbage. Hun sank.

”Siden jeg var otte,” sagde hun. Karl var overrasket over stemmens styrke. Når først sandheden blev smidt på bordet, var det normen at den blev sagt ganske spagt. Det var styrke i hende her. Så meget bedre.

”Rører han kun ved dig, eller gør han mere?”

”Han gør det hele,” svarede hun og rettede hovedet op, så hætten gled fra ansigtet. Hendes øjne var brune. Der var ingen spor af makeup. Hun var yngre end han havde regnet med. Han skød hende til at være omkring seksten. Der sad stadig en smule hvalpefedt ved hagen og ørerne. Det ville være væk om et par år. Måske før, hvis alting gik som det skulle.

En skarp lyd fik dem begge til at se op. Ovenpå var noget faldet på gulvet. Karl skød på en gammel vase. De var ved at vågne. Nyt blod gjorde dem ofte urolige. Eller spændte. Han havde svært ved altid at mærke forskel.

”Er her nogen?” spurgte hun.

”Nej, der er kun os to her. Der står sikkert et vindue åbent. Det er ikke noget, du skal bekymre dig om. Mia, du er kommet til mig fordi du gerne vil have hjælp?”

Hun nikkede hurtigt. Hendes ene hånd famlede ved tasken. Cigaretterne.

”Hvad vil du gerne have at jeg gør?”

”Du skal slå ham ihjel,” svarede hun. ”Slå ham så meget ihjel at han ikke engang kan begraves.”

Karl klikkede med tungen.

”Det kan jeg ikke,” sagde han med en hovedrysten. ”Jeg slår ikke folk ihjel. Det eneste jeg kan gøre, er at de får det bedre. Så de selv kan gøre hvad de skal.”"

Septembers skrivning 2013

September viste sig at bringe meget nyt. I den forgangne måned har jeg taget hul på en del af de ting forfatterlivet ellers byder på, og selv om mange af dem er tidskrævende er det dejligt at se nye horisonter folde sig ud. Odd har ligget stille, med vilje, da jeg er i færd med at løbe historien igennem, men heldigvis er det lykkedes at skrive hele to noveller - og det endda horror begge to. Jeg har ellers ikke rørt genren siden april, så det er godt at vende tilbage.

Sølv og silke (horror, 6800 ord)
Transfusion (horror, 7900 ord)

Sølv og silke finder sted i København. Et par er vendt hjem til mandens lejlighed, efter de har været på date. Han tænker meget, han har planlagt hele aftenen og hælder godt med vin på hende. Hun er helt med, begærer ham, er så tændt at hun næsten ikke kan føre en samtale. Sengen står klar i soveværelset, men døren er lukket. Et sted er der en uset mobiltelefon.

Ude på den anden side af industrikvarteret udspiller Transfusion sig i et gammelt hus, der ikke helt er blevet opslugt af byen. Gamle Karl trisser rundt og tager sig ikke af lydene fra første sal. De larmer altid meget. Det regner og han bliver overrasket, da det ringer på døren. På verandaen står en ung pige, Mia. Hun har et problem. Et frygteligt og uoverkommeligt problem, men hun har hørt at Karl kan hjælpe. Og det kan han også. Men om kuren er værre end sygdommen er det spørgsmål Mia har glemt at stille sig selv.

Oktober kommer til at dreje sig en del om min næste udgivelse , men vanen tro kommer der nok en ny historie eller to fra min hånd. Stay tuned!