Som den forrige trailer bevæger vi os i horror-land, og hvor der i Trailer 90 kunne stilles spørgsmålstegn ved om det var gyser eller horror, er der ikke ret meget tvivl i denne trailers tilfælde. Transfusionm bliver en del af min kommende samling Kærlighedsfrugt og sandsynligvis en af de sidste. Hvorfor? Ganske enkelt. Efterhånden som samlingen skrider frem, lægges der mindre og mindre fingre imellem. De billeder, forestillinger, tanker og handlinger, der opstår eller udføres, bliver gradvist mere dystre.
Transfusion handler om alle de grimme ting, vi mennesker gør ved os selv (og hinanden). De stemmer og tanker, der enten holder os tilbage eller får os til at gøre grimme og dumme ting. Den handler også om gamle og ulækre Karl, der kan se alle de ting kravle rundt lige under vores hud. Uddraget er helt fra begyndelsen af.
"Det bankede hårdt, tre
gange, på døren. Karl løftede hovedet og spidsede ører. Så
kom det sidste bank. Med besvær kom han ud af de dybe lænestol og
famlede efter stokken med elfenbensknappen. Den pudsede runding faldt
ind i hans hånd, som var den et ekstra organ. Det gamle hus gav sig
i sammenføjningerne. Vindstrømme bølgede både udefra og op under
gulvet, men han var ikke bekymret. Det ville holde, som det altid
havde gjort.
Haltende rundede
han hjørnet og kom ud i entréen. Lyset flikkede, selv om han havde
skiftet pærer så sent som i går. Sådan var det at have huset
fuldt. Når de så deres snit til det, pillede de ved alt hvad der
kunne pilles ved, fra mekanik til madvarer. Alligevel var der lys nok
til at kunne snige sig et kig i spejlet.
Selv hvis nogen
skulle have fundet på at sige at han så godt ud, vidste han at de
løj. Karl var ingen smuk mand, havde aldrig været det, og alderen
havde blot føjet nye dimensioner af grimhed til de allerede defekte
træk. Panden var høj, men ludende og kastede lange skygger på hans
kinder. Skægget stod som skvalderkål fra kindbenene til midt på
halsen. Næsen en høgs mareridt, ørerne kantareller. De blålige
læber ikke store nok til at dække overbiddet. Gullige fortænder
tittede frem som de sidste overlevende soldater i en skyttegrav.
Han så sig hver
dag i spejlet for at minde sig selv om tingenes tilstand. Livet var
for kort til selvbedrag og for langt til forblændelse. Karl skuttede
sig. Trækken var begyndt at hale i hans knogler om aftenen. Et
stensikkert tegn på at han ikke alene havde passeret livets
bakketop, men nu rullede hastigt ned ad den anden side. Med et højt
dunk slog han panden ind i lampen. En snert af smerte fæstnede sig i
hans hoved. Så rakte han ud og stoppede lampen, inden den ville
sprede skyggerne til alle sider. De kunne ikke lide den slags. De
foretrak deres gemmer intakte.
Stokken slog mod de
brede gulvbrædder for hvert skridt. Gennem den matterede rude kunne
han se en skikkelse. Antydningen af langt hår. Sikkert en kvinde,
selv om det var blevet svært at sige. Nu til dags lignede kønnene
hinanden.
”Jeg er på vej,”
råbte han og tog endnu et besværet skridt frem. Huset var alt for
stort til ham. Han boede kun i underetagen. Værelserne på første
sal var optaget af andre. Alligevel var det ham, der måtte sikre at
huset ikke forgik. Træbehandling. Computere. Malerier og bøger. Det
kostede alt sammen. Men uden huset kunne det være lige meget.
Skyggen bag døren
rettede sig op. Det var en kvinde, eller en meget lille mand. En glød
viste sig. Personen røg. Karl rynkede på næsen. Havde aldrig brudt
sig om tobak. Derfor var det også kun i den fjerneste højrefløj af
første sal, der måtte ryges. Han hev efter vejret. Det var hårdt
at blive gammel. Heldigvis var det kun sådan, når der var gået et
stykke tid siden sidst. Endelig nåede han frem og lagde en hånd
fyldt med bulne blodårer på grebet.
Det knirkede, da
han drejede det. Døren bandt en smule. Med et ryk gled den fri af
gulvet og han trådte til side, så døren kunne svinge op.
Det var en kvinde.
Og sikke et eksemplar. Kunne ikke være mere end sytten år.
Halvlangt mørkt hår. Fine træk. Men det meste af kroppen var gemt
i posede gevandter. En hættetrøje og joggingbukser. På fødderne
gummisko. Da hun opdagede ham, gispede hun. Cigaretten faldt ud af
hendes hånd ned på den vakkelvorne terrasse. Karl forsøgte sig
ikke engang med et smil. Det havde altid den modsatte effekt, når
han viste gebisset frem.
”Godaften,”
sagde han. Han lagde kun mærke til sin stemme, når andre hørte
den. Et aggregat, hvis motor var blevet udsat for lige dele perlegrus
og kontaktlim ville have lydt på samme måde. Det var en stemme,der
var som skabt til grimme gerninger.
”Er du faret
vild?”"