Over mange år kørte forfatteren Steen Langstrup en art føljeton, hvor han bragte forskellige horror-folks fortællinger om de gys, der havde været skelsættende for dem. Nu, hvor Steen Langstrup har opdateret sin hjemmeside til et mere tidssvarende look, har en del af det gamle materiale fået kniven (høhø) og blandt det var også serien Mit livs gys. Så den er væk. Inden da nåede jeg dog at skrive om mit livs gys og den fortælling synes jeg ikke I skal snydes for. Derfor er her mit oprindelige indlæg, som jeg skrev det dengang i 2011/12. Enjoy!
 |
| Billedet er selvranet fra hjemmesiden mxrket.dk |
Jeg har oplevet mange gys gennem mine
nogleogtredive år. Jeg husker stadig med væmmelse scenen fra TheFly (1986) hvor aben bliver teleporteret og ankommer med vrangen
vendt ud...og stadig levende. Lige så klart står min første, og
sidste, gennemglaning af Cannibal Holocaust. Den film er simpelthen
så pervers, at en gang var mere end nok. Som en tredje må jeg også
nævne Clive Barkers novelle The Midnight Meat Train, der stadig for
mig står som en af hans absolut gyseligste historier. Men det
allerbedste gys jeg har oplevet, og som stadig har sine klør i mig
den dag i dag, er et lydbånd. Poul Glargaards indtaling af historien
Mænd af sten.
Lige siden jeg var helt lille, og
hermed mener jeg virkelig lille, blev jeg draget af det
makabre og bizarre. At jeg så havde væsentlige problemer med at
kapere de ting jeg smuglæste og hørte er så en anden historie. Jeg
havde blandt andet et tilbagevendende mareridt om at søge trøst i
mine forældres seng, for bare at opleve at min mor var blevet til et
grinende skelet. Ifølge netop min mor led jeg af night terrors
i over to år. Selv kan jeg kun huske en anden drøm, der handlede om
ikke at kunne redde min bror der var ved at drukne.
Mænd af sten var en historie på bånd,
der var en del af serien Lyt - hvis du tør. Der var en masse
forskellige historier, og jeg hørte dem alle, men denne historie
smadrede fuldkommen min nattesøvn første gang jeg hørte den. Jeg
havde længe været skrevet op til netop det bånd på Nykøbing
Falster Centralbibliotek, da det var det eneste i serien jeg manglede
at høre. Så glad var jeg den dag, hvor et hvidt papkort dumpede ind
og informerede mig om at min lange ventetid var overstået.
På det tidspunkt havde jeg ventet i
tre måneder, noget der for en 9-årig dreng nogenlunde svarer til en
evighed med et ekstra drys uendelighed ovenpå for en god ordens
skyld. Fro cyklede jeg de syv kilometer til Nykøbing Falster,
hentede båndet, og cyklede tilbage igen. Det her var dengang i
firserne, hvor man lod børn gøre den slags. Det var efterår, og
jeg glædede mig som det lille barn jeg var til at høre det.
Desværre kom det til at vente, da jeg skulle til fodboldtræning, så
det var først om aftenen, efter resten af huset også havde lagt sig
til ro, at jeg satte båndet på.
Her bør det lige indskydes, at jeg
lod, for omverdenen, som om jeg kunne håndtere hvad som helst. På
den måde fik jeg jo også lov til at fordybe mig i uhyggelige ting.
Virkeligheden lå dog meget fjernt fra hvad jeg sagde. Når jeg blev
bange, råbte og skreg jeg ikke. Jeg gemte det helt inde i, et sted i
maven hvor det kunne ligge og vokse sig større. Erindringer ligger
ikke i hovedet; de ligger i maven. Min mave husker så godt, at jeg
den dag i dag kan hive sætninger op fra det bånd, og vide at de er
hundred procent korrekte. Den dag i dag er det stadig min mave, der
giver mig de grimmeste ideer.
Det blev nat, og jeg satte båndet på.
Pouls stemme lød tungt ud i rummet. ”Dav med dig”. Jeg havde
ikke noget lys tændt; på en eller anden måde ville det være at
snyde. I de næste mange minutter fortalte Poul mig så historien om
præsten og hans unge kone, om det store kirkerum hvor der på en
enorm katafalk lå to store statuer af krigere, komplet med tunge
sværd. Om at allehelgensaften skulle man ikke nærme sig kirken, men
det gjorde præstefruen selvfølgelig alligevel. Det var en historie
om hævn, og jeg lå med hænderne ned langs siden og lyttede bare.
Den var så skideuhyggelig.
Lydeffekter i den mørke kirke, de
afmålte fodtrin, vinden der slog grene mod præstegårdens vinduer
og Pouls stemme ind over det hele, og den var på en måde det
værste. Den var ækel. Ækel på den der ”Jeg ved noget, du ikke
ved, men du kommer snart til at vide det, og så ville du ønske at
du ikke gjorde det”-måde. Efter jeg havde hørt den færdig, lod
jeg den bare sidde i båndoptageren. Jeg nægtede at forlade min
seng. På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, men
jeg kan ikke huske hvordan. Hvad jeg derimod kan huske, er at jeg
ikke hørte båndet igen før jeg var 12. Og at det der havde
nøjagtig den samme effekt på mig.
Det der nok skræmte mig mest var, at i
modsætning til så mange andre grumme historier jeg havde set ellet
læst, så havde hovedpersonen i denne her historie (som jeg husker
det) ikke rigtig gjort noget galt. Hun fortjente ikke det der skete
med hende. Havde der bare været en poetic justice, eller corny
justice. Det var der bare ikke. Og det var der, det gik op for mig at
grimme ting også sker for gode mennesker og uskyldige mennesker.
Tanken havde selvfølgelig strejfet mig før den aften, men Mænd af
sten cementerede at retfærdighed var noget, man lige så godt kunne
skyde en hvid pind efter. Det onde og skræmmende finder dig, lige
meget hvad.
Hør eller download historien på glargaard.dk.