StORDstrømmen Antologi 2015

Novembers arbejde 2015

Vi er trådt ind i årets sidste måned. Over Nørrebrogade hænger juleudsmykning mellem husene, der er sjappet og gråt, så det begynder faktisk at ligne jul en smule. Som vanligt har jeg haft travlt i lejligheden ved Runddelen - ting skulle skrives, tilordnes, rettes og redigeres. Og heldigvis for det.
I løbet af den forgangne måned skrev jeg en novelle færdig, skrinlagde en anden og redigerede min roman Et parforhold. Ligeledes redigerede jeg min sms-novelle Kolde facts.

Kustoder (skrinlagt ved 6000 ord, science fiction)
Ægte, altid ægte (3000 ord, realisme)

Den korte fortælling Ægte, altid ægte handler om en mand, og om en hund. Den handler også om lykke, der perfekte, en anmeldelse og børn. Og så handler den også om kærlighed, bogreoler og den pris, man føler man er nødt til at betale for at beholde det liv man har.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår

Gudstjeneste (om et boblende mudderhul, et blowjob og et krigshærget land)

Den 27. november var jeg inviteret til at læse op på mit gamle gymnasium, Nykøbing Katedralskole.

Det var et samarbejde mellem foreningen StORDstrømmen og Nykat Samfundet, som er en forening, der varetager både nuværende og tidligere elevers interesser. Ligeledes skulle dramatikeren Leif Petersen læse op, og hans søn Niklas Bentzen, skuespiller, fremføre en del af Leif Petersens radiospil Filejsens drøm. Der var en del fremmødte, og dagen forløb godt. Ikke mindst fordi at da jeg egentlig var færdig med at læse op, krævede folk mere. Det er altid en rar følelse at publikum følger så meget med i historierne, at de vil have mere. Jeg læste op af min novelle Spillemaskinen, der er at finde i StORDstrømmens 2015-antologi, og fra novellen En tragedie, der er en del af min helt nye novellesamling Kærlighedsfrugt.
Fra venstre: Leif Petersen, Niklas Bentzen, Sigurd Kværndrup, A. Silvestri.
Men, der er mere. Jeg nåede også at holde et kort oplæg om de fantastiske genrer, hvor jeg fortalte om dem, hvordan skribent-miljøet ser ud og namedroppede hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det var i virkeligheden en meget komprimeret udgave af et længere foredrag jeg har holdt ved flere lejligheder - og skulle du være interesseret i at booke mig, kan du bare følge linket.

Jeg har sendt min roman ind til Politikens roman-konkurrence, og det bliver spændende at se hvad der sker med det. Vinderen bliver dog først udråbt en gang til foråret, så det har lange udsigter. I mellemtiden arbejder jeg videre som redaktør på andres projekter, jeg er i fuld sving med at lave et undervisningsmateriale om horror og så er der også lige et par noveller som skal skrives. Samtidig er der også en rad af hemmelige projekter, men dem vil der muligvis blive snakket mere om i det nye år.

Tak fordi du kiggede med!

Trailer 95 - uddrag af Spillemaskinen

Det er ingen hemmelighed at jeg oprindeligt kommer fra Lolland, selv om det efterhånden er ret svært at høre. Det er vist heller ikke en hemmelighed, at det er uhyggeligt sjældent jeg skriver noget, der egentlig har noget at gøre med min fødeegn. Dog er jeg medlem af en interesseorganisation under Dansk Forforfatterforening, StORDstrømmen, hvis medlemmer har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. For et års tid siden blev medlemmerne spurgt om de ville bidrage til en samling tekster, og der svarede jeg ja. Jeg tænkte at det nok skulle have noget at gøre med egnen, og derfor sendte jeg en novelle, der havde nogle år på bagen. Den novelle hedder Spillemaskinen og antologien hedder StORDstrømmen Antologi 2015.


Novellen finder sted i en gammel bar, som der lå masser af ude på landet. De har de fem stamkunder, den ene omgangskvinde, de støvede borde og selvfølgelig den enlige spillemaskine i hjørnet. En dag kommer en mand på besøg. Han træder ind i rummet, betaler med 500 kroner for en enkelt øl og går i gang med at spille på maskinen. Imens han spiller, drøner læseren ud og ind i de forskellige mennesker i baren, men i sidste ende står det klart for de fleste, at metalkuglerne bag det tynde glas nok betyder langt mere end noget andet. I traileren møder vi manden, der kommer på besøg.

"Blegheden i mandens ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødsprængte, og under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem. Ansigtet er blødt, som en drengs der lige er blevet til en mand, men blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og ejeren til sammen. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af de lokale råber, at han skal lukke døren. Vinden skal ikke ind i deres varme. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen fra landsbyen.
Med sikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en barstol. Hans cowboystøvler klikker over gulvet. Den lyd kender de alle. De fleste af de lokale har stadig et par støvler gemt i skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver til at knyttes. Kun en bliver ved med at tale. Ølhunden, der sidder ved siden af Lotte. Hans stemmebånd er evigt smurte.
Manden tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de er faldet siger hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham, pånær Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin lomme, omridset af hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det klirrer, da han åbner hånden, og femkroner falder ned på spillemaskinens glas.
De kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i knæ og griber den løse mønt. Med rolig mine ser han ud over de andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han ser på væggene bag dem og stolene de sidder på. Suger interiøret ind gennem øjne og porer. Så tager han en dyb indånding og smiler. Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig bort fra ham. Hans øjne virker uendelige som skovsøer; ikke den romantiske slags, men mørke huller hvor bunden er lige så fjern som den i en mergelgrav.
Femkronen forsvinder ind i maskinens bug, og lægger sig klirrende til ro. Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig, trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger rampen op og bliver slynget i spil. Med et pling rammer den den første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden har bøjet overkroppen let ind over maskinen og placeret sine hænder på knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer."

Majs nyheder - om antologier og anmeldelser

Der er fjorten dage tilbage af maj, min lejlighed flyder med noter og jeg er dybt begravet i mange projekter. Som jeg har nævnt før på bloggen, er det sådan jeg fungerer bedst; jeg bliver rastløs, hvis jeg ikke har noget at rive i. Lige nu er det en blanding af oversættelse, redigering og romanskrivning, der fylder mest. Heldigvis lever mine færdige tekster også deres eget liv og vækker en smule genklang derude i verden.


Læserne af mit indlæg om april måneds arbejde ved at jeg var med i to nye antologier - og de har sørme begge to fået en anmeldelse.

StORDstrømmen Antologi 2015 er blevet anmeldt i Folketidende og anmelderen K.E.Watz har følgende at sige om min novelle:

"Læsefryd finder man også i A.Silvestris novelle "Spillemaskinen", hvis handling udspilles på Lolland - i nærheden af Toreby, hvor forfatteren kommer fra."

Ord som disse er ikke hverdagskost, da det er yderst sjældent jeg berører min opvækst eller min hjemstavn i min skrivning. På stående fod tror jeg faktisk kun jeg har brugt området i én anden novelle - Detour, der er med i min debut Køtere dør om vinteren fra 2010.

Antologien Tågevals fra Kandor er også blevet anmeldt. Det er Jette Holst, der står for den inde på Litteratursiden og hun har følgende at sige om min novelle:

"Tanja Christensen og A. Silvestri, som henholdsvis har skrevet første og sidste novelle i antologien, kan bestemt også fremhæves. Begge er skrevet med en jeg-fortæller. I ”Befrieren” følger vi en mand, som er hentet ind til forhør i forbindelse med en ulykke på Glostrup Station, og vi hører hans tanker gennem forløbet. I ”Redningsmand” står hovedpersonen for en dommer og forklarer sine gerninger. Begge har en anderledes vinkel på temaet mord, og selvom de tilsyneladende minder om hinanden, er de alligevel vidt forskellige."

Det bliver spændende at se hvordan en samling med krimi-noveller klarer sig på markedet. Alt tyder jo på at krimi-genren har godt tag i folk, men har genren så hårdt et greb at det er nok til at bryde den modstand, mange læsere synes at have mod noveller?

Også i år indkaldte Science Fiction Cirklen til antologi, og vanen tro sendte jeg en del noveller ind. Heldigvis var mindst en af dem god nok til at komme med, og det betyder at hele verden (i hvert fald den dansktalende del) i starten af september kan læse mit bidrag Taxa i antologien LUO 10 - Som et urværk. Som sædvanlig glæder jeg mig til at læse hvad de andre bidragsydere har fundet på. 

Det var vist alt for nu - men gad vide om der ikke kommer en update til inden længe. Tschüss!

Aprils nyheder - om antologier, sms-novelle og arbejdslegat

Vi nærmer os slutningen af april og maskinerne kører på maksimum i forfatterværkstedet. Var dette en alternativ virkelighed, hvor min computer var dampdrevet, ville det meste af Nørrebrogade være fyldt med hvid og grålig damp. Jeg ved egentlig ikke om jeg er ked af, at det ikke forholder sig sådan. En dampdrevet datamat har alligevel en vis pondus. Der er sket en del ting i april måned, ikke mindst noget jeg havde afskrevet som en umulighed. Så lad os komme i gang.


I løbet af april måned er der udkommet to antologier, hvori jeg medvirker. I Tågevals fra forlaget Kandor drejer det sig om kriminoveller, der ellers ikke er min metier, men det er lykkedes mig at snige novellen Redningsmand med. Den handler om en pensioneret lærer, der er ganske besat af lykke og af at gøre det rigtige. Hvis nogen vil mene, efter endt læsning, at den ikke helt kvalificerer sig som en kriminovelle, vil jeg give dem ret ... den overholdt blot indkaldelsens kriterier. Den anden antologi er en medlemsantologi for medlemmerne af interesseorganisationen StORDstrømmen, der figurerer under Dansk Forfatterforening. Den bærer titlen StORDstrømmen Antologi 2015, og i den har jeg den meget gamle novelle Spillemaskinen med. Den novelle er en af de få ting jeg har skrevet, der direkte anvender indtryk og følelser om og fra min hjemstavn, og den blev oprindeligt skrevet i 2009. Jeg tænkte blot at den virkelig passede ind i antologi, hvor de medvirkende 39 forfattere og 11 grafikere alle har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. Som forfatter er det rigtig fedt for mig at medvirke med disse noveller, da de begge er ret realistiske - et desværre meget overset element af mit forfatterskab, på trods af at mine realistiske fortællinger udgør næsten halvdelen af alt jeg skriver.

Selv om det er en gammel nyhed, skal den alligevel med her. For omkring et halvt år siden udkom min sms-novelle Vi savner dig på forlaget smspress.dk. Der har den ligget meget roligt, men på det seneste er den med i et reklamefremstød ... og det har direkte påvirket salget. Derfor vil jeg også lige nævne den her - så har du endnu ikke forsøgt dig med sådan en satan, kan du investere i den lige her eller , hvis du er heldig, låne den på dit lokale bibliotek.

Det sidste, og det mest utrolige, har jeg gemt til sidst. Hvert år i februar ansøger mange af landets forfattere Statens Kunstfond om et arbejdslegat, og jeg er ingen undtagelse. I år var tredje år jeg søgte, og som de andre år regnede jeg ikke med at få noget. Derfor åbnede jeg også mailen, jeg modtog her i marts uden de store følelser. De kom så væltende ned fra himlen, for ufatteligt nok havde jeg modtaget et legat. Ikke et af de helt store, ikke det forjættede 3-årige, men heller ikke et af de helt små. Jeg anede bogstaveligt talt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Det føltes fuldkommen uvirkeligt og det gør det egentlig stadig. Nu, hvor jeg har fået det lidt på afstand, er jeg selvfølgelig meget glad for pengene og æren ... men jeg er faktisk gladere for det mit legat repræsenterer. I mange, mange, mange (læs: næsten altid) år er de fantastiske genrer blevet mødt med hån eller ligegyldighed, som noget, der ikke kunne tages alvorligt. Det var i hvert fald ikke noget, der kunne betragtes som kunst eller støtteværdigt, det var underlødigt og det var nichépræget. Jeg tror nu ikke træerne vokser ind i himlen, men jeg håber alligevel at det faktum at jeg, der også er genreforfatter, modtager et legat er vidne om at tiderne er ved at ændre sig. At der bliver plads til science fiction, horror og fantasy for voksne og at den brede vifte af mange dygtige forfattere jeg kender til også har en reel chance for at modtage anerkendelse, både i form af at blive betalt for deres arbejde, men også i den bredere offentlighed. Disse ting er, om noget, vigtigere end alt andet.

Det var alt for denne gang, men jeg ved at der kommer spændende nyheder i maj! Stay tuned!