Det er ingen hemmelighed at jeg oprindeligt kommer fra Lolland, selv om det efterhånden er ret svært at høre. Det er vist heller ikke en hemmelighed, at det er uhyggeligt sjældent jeg skriver noget, der egentlig har noget at gøre med min fødeegn. Dog er jeg medlem af en interesseorganisation under Dansk Forforfatterforening, StORDstrømmen, hvis medlemmer har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. For et års tid siden blev medlemmerne spurgt om de ville bidrage til en samling tekster, og der svarede jeg ja. Jeg tænkte at det nok skulle have noget at gøre med egnen, og derfor sendte jeg en novelle, der havde nogle år på bagen. Den novelle hedder Spillemaskinen og antologien hedder StORDstrømmen Antologi 2015.
Novellen finder sted i en gammel bar, som der lå masser af ude på landet. De har de fem stamkunder, den ene omgangskvinde, de støvede borde og selvfølgelig den enlige spillemaskine i hjørnet. En dag kommer en mand på besøg. Han træder ind i rummet, betaler med 500 kroner for en enkelt øl og går i gang med at spille på maskinen. Imens han spiller, drøner læseren ud og ind i de forskellige mennesker i baren, men i sidste ende står det klart for de fleste, at metalkuglerne bag det tynde glas nok betyder langt mere end noget andet. I traileren møder vi manden, der kommer på besøg.
"Blegheden
i mandens ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har
føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødsprængte, og
under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem.
Ansigtet er blødt, som en drengs der lige er blevet til en mand, men
blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og
ejeren til sammen. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af
de lokale råber, at han skal lukke døren. Vinden skal ikke ind i
deres varme. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke
kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort
bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen fra landsbyen.
Med
sikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en
barstol. Hans cowboystøvler klikker over gulvet. Den lyd kender de
alle. De fleste af de lokale har stadig et par støvler gemt i
skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten
rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil
flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med
Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det
føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den
fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en
måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver
til at knyttes. Kun en bliver ved med at tale. Ølhunden, der sidder
ved siden af Lotte. Hans stemmebånd er evigt smurte.
Manden
tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da
værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede
langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke
øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men
han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de er faldet siger
hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham, pånær
Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin
lomme, omridset af hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så
lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et
øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det
klirrer, da han åbner hånden, og femkroner falder ned på
spillemaskinens glas.
De
kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende
til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod
gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i
knæ og griber den løse mønt. Med rolig mine ser han ud over de
andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han
ser på væggene bag dem og stolene de sidder på. Suger interiøret
ind gennem øjne og porer. Så tager han en dyb indånding og smiler.
Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig
bort fra ham. Hans øjne virker uendelige som skovsøer; ikke den
romantiske slags, men mørke huller hvor bunden er lige så fjern som
den i en mergelgrav.
Femkronen
forsvinder ind i maskinens bug, og lægger sig klirrende til ro.
Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller
voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig,
trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger
rampen op og bliver slynget i spil. Med et pling rammer den den
første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden har
bøjet overkroppen let ind over maskinen og placeret sine hænder på
knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen
belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden
at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer."