Novembers arbejde 2015

Vi er trådt ind i årets sidste måned. Over Nørrebrogade hænger juleudsmykning mellem husene, der er sjappet og gråt, så det begynder faktisk at ligne jul en smule. Som vanligt har jeg haft travlt i lejligheden ved Runddelen - ting skulle skrives, tilordnes, rettes og redigeres. Og heldigvis for det.

I løbet af den forgangne måned skrev jeg en novelle færdig, skrinlagde en anden og redigerede min roman Et parforhold. Ligeledes redigerede jeg min sms-novelle Kolde facts.

Kustoder (skrinlagt ved 6000 ord, science fiction)
Ægte, altid ægte (3000 ord, realisme)

Den korte fortælling Ægte, altid ægte handler om en mand, og om en hund. Den handler også om lykke, der perfekte, en anmeldelse og børn. Og så handler den også om kærlighed, bogreoler og den pris, man føler man er nødt til at betale for at beholde det liv man har.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår

Gudstjeneste (om et boblende mudderhul, et blowjob og et krigshærget land)

Den 27. november var jeg inviteret til at læse op på mit gamle gymnasium, Nykøbing Katedralskole.

Det var et samarbejde mellem foreningen StORDstrømmen og Nykat Samfundet, som er en forening, der varetager både nuværende og tidligere elevers interesser. Ligeledes skulle dramatikeren Leif Petersen læse op, og hans søn Niklas Bentzen, skuespiller, fremføre en del af Leif Petersens radiospil Filejsens drøm. Der var en del fremmødte, og dagen forløb godt. Ikke mindst fordi at da jeg egentlig var færdig med at læse op, krævede folk mere. Det er altid en rar følelse at publikum følger så meget med i historierne, at de vil have mere. Jeg læste op af min novelle Spillemaskinen, der er at finde i StORDstrømmens 2015-antologi, og fra novellen En tragedie, der er en del af min helt nye novellesamling Kærlighedsfrugt.

Fra venstre: Leif Petersen, Niklas Bentzen, Sigurd Kværndrup, A. Silvestri.

Men, der er mere. Jeg nåede også at holde et kort oplæg om de fantastiske genrer, hvor jeg fortalte om dem, hvordan skribent-miljøet ser ud og namedroppede hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det var i virkeligheden en meget komprimeret udgave af et længere foredrag jeg har holdt ved flere lejligheder - og skulle du være interesseret i at booke mig, kan du bare følge linket.

Jeg har sendt min roman ind til Politikens roman-konkurrence, og det bliver spændende at se hvad der sker med det. Vinderen bliver dog først udråbt en gang til foråret, så det har lange udsigter. I mellemtiden arbejder jeg videre som redaktør på andres projekter, jeg er i fuld sving med at lave et undervisningsmateriale om horror og så er der også lige et par noveller som skal skrives. Samtidig er der også en rad af hemmelige projekter, men dem vil der muligvis blive snakket mere om i det nye år.

Tak fordi du kiggede med!

Trailer 95 - uddrag af Spillemaskinen

Det er ingen hemmelighed at jeg oprindeligt kommer fra Lolland, selv om det efterhånden er ret svært at høre. Det er vist heller ikke en hemmelighed, at det er uhyggeligt sjældent jeg skriver noget, der egentlig har noget at gøre med min fødeegn. Dog er jeg medlem af en interesseorganisation under Dansk Forforfatterforening, StORDstrømmen, hvis medlemmer har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. For et års tid siden blev medlemmerne spurgt om de ville bidrage til en samling tekster, og der svarede jeg ja. Jeg tænkte at det nok skulle have noget at gøre med egnen, og derfor sendte jeg en novelle, der havde nogle år på bagen. Den novelle hedder Spillemaskinen og antologien hedder StORDstrømmen Antologi 2015.

 

Novellen finder sted i en gammel bar, som der lå masser af ude på landet. De har de fem stamkunder, den ene omgangskvinde, de støvede borde og selvfølgelig den enlige spillemaskine i hjørnet. En dag kommer en mand på besøg. Han træder ind i rummet, betaler med 500 kroner for en enkelt øl og går i gang med at spille på maskinen. Imens han spiller, drøner læseren ud og ind i de forskellige mennesker i baren, men i sidste ende står det klart for de fleste, at metalkuglerne bag det tynde glas nok betyder langt mere end noget andet. I traileren møder vi manden, der kommer på besøg.

"Blegheden i mandens ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødsprængte, og under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem. Ansigtet er blødt, som en drengs der lige er blevet til en mand, men blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og ejeren til sammen. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af de lokale råber, at han skal lukke døren. Vinden skal ikke ind i deres varme. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen fra landsbyen.

Med sikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en barstol. Hans cowboystøvler klikker over gulvet. Den lyd kender de alle. De fleste af de lokale har stadig et par støvler gemt i skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver til at knyttes. Kun en bliver ved med at tale. Ølhunden, der sidder ved siden af Lotte. Hans stemmebånd er evigt smurte.

Manden tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de er faldet siger hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham, pånær Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin lomme, omridset af hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det klirrer, da han åbner hånden, og femkroner falder ned på spillemaskinens glas.

De kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i knæ og griber den løse mønt. Med rolig mine ser han ud over de andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han ser på væggene bag dem og stolene de sidder på. Suger interiøret ind gennem øjne og porer. Så tager han en dyb indånding og smiler. Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig bort fra ham. Hans øjne virker uendelige som skovsøer; ikke den romantiske slags, men mørke huller hvor bunden er lige så fjern som den i en mergelgrav.

Femkronen forsvinder ind i maskinens bug, og lægger sig klirrende til ro. Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig, trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger rampen op og bliver slynget i spil. Med et pling rammer den den første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden har bøjet overkroppen let ind over maskinen og placeret sine hænder på knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer."