Det er sjældent, men en gang imellem skal det til. For det meste har jeg brugt mine trailers til at fortælle om noveller, der allerede findes i samlinger eller antologier, eller er på vej indenfor en overskuelig fremtid. Trailer nummer 96, Tredimensionale Daniel, er ikke mere end en måned gammel, den har umiddelbart ingen plads i nogen udgivelse og ligger derfor nu på min harddisk sammen med de andre noveller, der måske en dag kommer ud i verden.
I fortællingen møder vi Daniel og Anika, der bor i et dejligt hus sammen med deres golden retriever Arkansas. De er næsten unge og nærved lykkelige, og deres liv er ganske sprødt. Det ændrer sig alt sammen, da de en dag modtager en pakke med et mildest talt irriterende indhold. Her vil nogle læsere tænke på Richard Mathesons Button,Button, men som uddraget viser er der noget ganske andet i pakken - og det er blot begyndelsen.
I fortællingen møder vi Daniel og Anika, der bor i et dejligt hus sammen med deres golden retriever Arkansas. De er næsten unge og nærved lykkelige, og deres liv er ganske sprødt. Det ændrer sig alt sammen, da de en dag modtager en pakke med et mildest talt irriterende indhold. Her vil nogle læsere tænke på Richard Mathesons Button,Button, men som uddraget viser er der noget ganske andet i pakken - og det er blot begyndelsen.
"Nu var det
ingen hemmelighed at Anika var en frygtelig gavetrold. Der fandtes
kun to ting i verden, der kunne gøre hende helt bims. Det ene var
kattekillinger, der havde fået fat i en bamse og det andet var
gaver. Når det nærmede sig jul og hendes fødselsdag, havde Daniel
altid et værre hyr med at skjule gaverne for hende, for Anika var
udstyret med en radarnæse og fingre, der burde have siddet på en
sikkerhedskontrollør i lufthavnen. Hun mærkede på pakkerne, og hun
var djævelsk god til det. Selv det ene år, hvor Daniel havde pakket
en ny mobil ind i kassen til en elkedel, var det endt med en
afsløring. Så god var hun. Men i år havde Daniel narret hende. For
han havde slet ikke tænkt sig at købe hendes gave før på selve
dagen. Derfor kunne han også svare helt ærligt på hendes næste
spørgsmål.
”Er det
dig, der prøver at give mig en gave for tidligt, så jeg ikke finder
den?” spurgte hun drilsk, og gik forbi ham, tilbage mod køkkenet.
Daniel kunne allerede se hendes fingre danse rundt på pakken.
”Nej,
snuske, det er ikke fra mig,” sagde han og fulgte efter, mens han
stoppede det sidste af rundstykket i munden. Anika havde allerede sat
sig igen. Hun så på ham med et skælmsk blik.
”Hold
op, skat. Du er så dårlig til at lyve.”
”Det er
altså ikke mig,” forsvor han og fik en alvorlig rynke i panden.
Tonen fik hende til at granske hans ansigt. Han hældte en kop te op,
pustede på den og gentog sig selv.
”Nåh,”
sagde hun skuffet og forvirret. ”Måske ligger der en brev indeni
pakken, der fortæller hvem det er fra?”
Daniel
trak på skuldrene. ”Du kan åbne den og se efter.”
Anika
nikkede, men blev alligevel siddende. Hendes fingre dannede et kort
over pakken, hun løftede den prøvende et par gange og til sidst
rystede hun den. Hun spidsede læber, rullede øjne og tænkte så
det knagede. Imens spiste Daniel endnu et rundstykke, for det var
synd at lade noget gå til spilde.
”Det er
en sten,” sagde Anika endelig, efter i hvert fald fem minutter.
”Er du
sikker?” spurgte Daniel, selv om han vidste hun aldrig tog fejl.
”Ja, det
er jeg. Det er en sten. Du kan selv prøve at mærke efter.”
”Jeg kan
ikke det du kan, snuske. Men så er det en sten. Det er nok et
publicity stunt.”
”Nu
åbner jeg den altså,” svarede Anika og tog brødkniven. Hun satte
spidsen til den brune tape, der havde holdt kassen lukket og
sprættede den op i et ryk. Flapperne nejede for hendes hånd og det
første hun trak op var en plasticpose. Der lå to ting i den. Et
brev i en flødefarvet konvolut og et sæt grove handsker, der så ud
som om de var vævet af hår. På konvolutten stod der med store
bogstaver LÆS MIG!
”Det er
ikke en sten,” sagde Daniel.
”Det kan
jeg da godt se. Måske ligger den længere nede,” svarede Anika og
skulle lige til at stikke hænderne ned i de sammenkrøllede aviser,
da Daniels hånd røg frem, og greb hende om håndleddet. Arkansas
snusede til kassen og deres hænder.
”Skal vi
læse brevet først?” sagde Daniel. ”Det er mærkeligt nok at der
kommer en gave til os. Jeg har ikke lyst til at du bare stikker
hænderne ned i den. Der findes mange mærkelige mennesker. Kan du
ikke huske ham jeg viste dig på nettet? Ham der psykopaten, der
elskede at sende skorpioner til fremmede?”
”Nåhjo,”
svarede hun og rakte ham brevet i en anakronistisk cadeau til de
gængse kønsmønstre. ”Vil du læse det først?”
”Jeg vil
læse det højt,” svarede Daniel og vendte konvolutten om. Det var
forseglet med lak, men det var ikke til at tyde hvem afsenderen var.
Daniel brød seglet med smørekniven, og trak et enkelt ark ud. Han
mimede ordene mens han læste. Så læste han det igen. Og en tredje
gang.
”Læs
det nu,” sagde Anika utålmodigt.
”Okay,”
svarede Daniel, ”men der er en eller anden der griner af os lige
nu.”
”Læs
det nu bare.”
Daniel
sukkede og begyndte at læse. Dette var hvad der stod i brevet:"
