Richard Matheson

Trailer 96 - uddrag af Tredimensionale Daniel

Det er sjældent, men en gang imellem skal det til. For det meste har jeg brugt mine trailers til at fortælle om noveller, der allerede findes i samlinger eller antologier, eller er på vej indenfor en overskuelig fremtid. Trailer nummer 96, Tredimensionale Daniel, er ikke mere end en måned gammel, den har umiddelbart ingen plads i nogen udgivelse og ligger derfor nu på min harddisk sammen med de andre noveller, der måske en dag kommer ud i verden.


I fortællingen møder vi Daniel og Anika, der bor i et dejligt hus sammen med deres golden retriever Arkansas. De er næsten unge og nærved lykkelige, og deres liv er ganske sprødt. Det ændrer sig alt sammen, da de en dag modtager en pakke med et mildest talt irriterende indhold. Her vil nogle læsere tænke på Richard Mathesons Button,Button, men som uddraget viser er der noget ganske andet i pakken - og det er blot begyndelsen.

"Nu var det ingen hemmelighed at Anika var en frygtelig gavetrold. Der fandtes kun to ting i verden, der kunne gøre hende helt bims. Det ene var kattekillinger, der havde fået fat i en bamse og det andet var gaver. Når det nærmede sig jul og hendes fødselsdag, havde Daniel altid et værre hyr med at skjule gaverne for hende, for Anika var udstyret med en radarnæse og fingre, der burde have siddet på en sikkerhedskontrollør i lufthavnen. Hun mærkede på pakkerne, og hun var djævelsk god til det. Selv det ene år, hvor Daniel havde pakket en ny mobil ind i kassen til en elkedel, var det endt med en afsløring. Så god var hun. Men i år havde Daniel narret hende. For han havde slet ikke tænkt sig at købe hendes gave før på selve dagen. Derfor kunne han også svare helt ærligt på hendes næste spørgsmål.
”Er det dig, der prøver at give mig en gave for tidligt, så jeg ikke finder den?” spurgte hun drilsk, og gik forbi ham, tilbage mod køkkenet. Daniel kunne allerede se hendes fingre danse rundt på pakken.
”Nej, snuske, det er ikke fra mig,” sagde han og fulgte efter, mens han stoppede det sidste af rundstykket i munden. Anika havde allerede sat sig igen. Hun så på ham med et skælmsk blik.
”Hold op, skat. Du er så dårlig til at lyve.”
”Det er altså ikke mig,” forsvor han og fik en alvorlig rynke i panden. Tonen fik hende til at granske hans ansigt. Han hældte en kop te op, pustede på den og gentog sig selv.
”Nåh,” sagde hun skuffet og forvirret. ”Måske ligger der en brev indeni pakken, der fortæller hvem det er fra?”
Daniel trak på skuldrene. ”Du kan åbne den og se efter.”
Anika nikkede, men blev alligevel siddende. Hendes fingre dannede et kort over pakken, hun løftede den prøvende et par gange og til sidst rystede hun den. Hun spidsede læber, rullede øjne og tænkte så det knagede. Imens spiste Daniel endnu et rundstykke, for det var synd at lade noget gå til spilde.
”Det er en sten,” sagde Anika endelig, efter i hvert fald fem minutter.
”Er du sikker?” spurgte Daniel, selv om han vidste hun aldrig tog fejl.
”Ja, det er jeg. Det er en sten. Du kan selv prøve at mærke efter.”
”Jeg kan ikke det du kan, snuske. Men så er det en sten. Det er nok et publicity stunt.”
”Nu åbner jeg den altså,” svarede Anika og tog brødkniven. Hun satte spidsen til den brune tape, der havde holdt kassen lukket og sprættede den op i et ryk. Flapperne nejede for hendes hånd og det første hun trak op var en plasticpose. Der lå to ting i den. Et brev i en flødefarvet konvolut og et sæt grove handsker, der så ud som om de var vævet af hår. På konvolutten stod der med store bogstaver LÆS MIG!
”Det er ikke en sten,” sagde Daniel.
”Det kan jeg da godt se. Måske ligger den længere nede,” svarede Anika og skulle lige til at stikke hænderne ned i de sammenkrøllede aviser, da Daniels hånd røg frem, og greb hende om håndleddet. Arkansas snusede til kassen og deres hænder.
”Skal vi læse brevet først?” sagde Daniel. ”Det er mærkeligt nok at der kommer en gave til os. Jeg har ikke lyst til at du bare stikker hænderne ned i den. Der findes mange mærkelige mennesker. Kan du ikke huske ham jeg viste dig på nettet? Ham der psykopaten, der elskede at sende skorpioner til fremmede?”
”Nåhjo,” svarede hun og rakte ham brevet i en anakronistisk cadeau til de gængse kønsmønstre. ”Vil du læse det først?”
”Jeg vil læse det højt,” svarede Daniel og vendte konvolutten om. Det var forseglet med lak, men det var ikke til at tyde hvem afsenderen var. Daniel brød seglet med smørekniven, og trak et enkelt ark ud. Han mimede ordene mens han læste. Så læste han det igen. Og en tredje gang.
”Læs det nu,” sagde Anika utålmodigt.
”Okay,” svarede Daniel, ”men der er en eller anden der griner af os lige nu.”
”Læs det nu bare.”
Daniel sukkede og begyndte at læse. Dette var hvad der stod i brevet:"