Kadavermarch

5 år siden, i dag - Pandaemonium

Det er fem år siden min roman Pandaemonium udkom. Fem lange år, hvor det at være forfatter har ændret sig radikalt, både med hensyn til biblioteker, salg, digitalisering og muligheder, men lige så meget på det rent personlige plan. Jeg har nået meget i løbet af de fem år, er vokset som forfatter og er heldigvis nået længere ud med mine bøger og noveller, end jeg var i 2011. Lige så heldigt er det at jeg stadig udvikler mig som skribent, prøver nye ting af og stadig glædes over det at skrive. Inden jeg forfalder mere til nuet, vil jeg tillade mig en ordentligt skudefuld nostalgi - og jeg håber du har lyst til at følge med. Ikke mindst fordi det bliver spændende og personligt, men lige så meget fordi dette indlæg markerer første gang, jeg vil se på mig selv i bakspejlet. Sjovt nok har bogbidder.dk også valgt lige præcis nu til at hive Pandaemonium frem fra arkivet - lyt selv.
Den 11/11/2011 udkom Pandaemonium. Det var en helt særlig dag, for selv om jeg året før var debuteret med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og selvsamme (ja, fandeme så) dag kunne se min novellesamling Faderens sønner udkomme, var netop Pandaemonium vild ... for det var min første roman, og derved kunne jeg endegyldigt kalde mig forfatter. Det skete til BogForum, hvor mit forlag Valeta også var at finde. Dagen blev ikke mindre mindeværdig af at det var første gang jeg var på stedet som forfatter ELLER at jeg overrakte og snakkede med selveste Dennis Jürgensen, der tyve år tidligere havde udgivet Kadavermarch. Jeg skrev mig ind i den noget korte, men alligevel ret glorværdige, danske zombietradition, der på daværende tidspunkt ikke talte mange andre end førnævnte Dennis Jürgensen, Patrick Leis med hans Necrodemic-saga (der forresten udkommer i en helt nye udgave lige om lidt) og Michael Kamps Fordærv (der er et læs værd). Som teenager havde jeg læst Kadavermarch et utal af gange, havde set Romeros film til døde og elskede bare det overdrevne og overdrevent komiske i zombieapokalypser. Derfor var det ubeskriveligt fedt at skrive sig ind i traditionen.
Men hvad med historien bag? Jeg havde oprindeligt skrevet Pandaemonium mellem 2007 og 2009. De tre dele havde fået titlerne Pandoras Væske, Akilles Selv og Samsons År, altså titler trukket fra den græske mytologi. Jeg har meget skarpe billeder af mig selv siddende på ferier med min daværende kæreste og hamre i tasterne inden hun stod op, fordi hun så gerne ville læse næste del. Da jeg lider af en helt særlig sygdom, der går ud på at jeg altid tilstræber at være lidt anderledes (mine kolleger ville sikkert kalde mig hipster), vidste jeg helt fra starten af at persongalleriet skulle være på grænsen til klichéer. Der skulle være en kriminel, en politimand, en uskyldig kvinde, et barn og så videre og så videre - og grunden til at jeg valgte det klichéfyldte, var et forsøg på at indgyde liv i personerne på trods. I samme åndedrag føjede jeg referencer til alle mulige kendte zombieværker til teksten, så der både var noget for nye til genren, og til connaisseurerne, for jeg var mig klart bevidst om at selv om jeg hyggede mig med det kendte, skulle der alligevel være en god og dyb historie.  Det tilstræbte jeg ved at implementere et religiøst lag i historien, funderet i egyptiske og mesopotamiske forestillinger. Derved blev der skabt en dommedagsfortælling fyldt med levende døde, noget jeg ikke helt havde set før. Ligeledes var hele bogen holdt i et direkte og ret filmisk sprog, der til tider nærmest overforklarede situationer - jeg referede konsekvent til den som en 'B-film i bogform' - læseren skulle rives med! 2010 brugte jeg på at omskrive, tilskrive og redigere de tre dele. De oprindelige titler forsvandt, og blev erstattet med de latinske titler Natalicius, Mortalis og Terminus, der vel hurtigt kan oversættes til Fødsel, Dødelig og Afslutning. Dog tænker jeg altid på værket som en lukket ting - jeg tænker på det som Pandaemonium.
En søgning på Pandaemonium og Silvestri, november 2016
I kølvandet på udgivelsen, blev der sendt anmeldereksemplarer ud i øst og vest. Desværre, og det mener jeg både skyldes årstallet og genreangsten, blev Pandaemonium ikke anmeldt i noget større dagblad. Det blev den til gengæld af blandt andet Litteratursiden og hele undergrundens anmelderkorps, og jeg må nok sige at deres ord stadig den dag i dag kan varme mig i de kolde vinteraftener, hvor man føler sig frygteligt overset som forfatter. Her er et lille uddrag af hvad de sagde dengang:

" “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur."

"Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret."

"I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman."

"I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch." 

"Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!"

"Pandaemonium efterlader sin læser med en følelse af, at have læst et episk massivt værk og for dette og splateffekterne, og for at foregå i Danmark og være dansk, skal den have 4 stjerner. Gu’ skal den så."

Som du kan se, fik Pandaemonium mange flotte ord med på vejen, mon ikke! Især det med at blive sammenlignet med Kadavermarch og fundet bedre, var ret vildt. For at være fair, var der også en  håndfuld af anmelderne, der fandt persongalleriet klichéfyldt, det religiøse lag irriterende og sproget repetitivt. Alt sammen elementer, jeg egentlig godt kan forstå, og det skal der også være plads til. Til mit forsvar kan jeg kun sige at persongalleriet og sproget var med vilje. I 2011 blev Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse også uddelt for første gang, og jeg må blankt indrømme at jeg var en kende olm over at Pandaemonium ikke i det mindste kom på shortlisten, når man ser hvor gode anmeldelser den fik.
Pandaemonium er uden tvivl et af mine vægtigste og vigtigste værker. Jeg har facebook-venner, der har fundet frem til mig udelukkende på grund af den roman. Så sent som i august i år, blev der kommenteret på min Instagram, at det var den fedeste roman ever. En kollega har udtalt, at denne bog bliver et kultværk, en anden, at havde det været alt andet end zombier, ville jeg nu være et alment kendt navn. Selv er jeg glad for Pandaemonium, men der er andre værker, der står mit hjerte nærmere ... og så alligevel ikke. 800 siders (777 faktisk) zombieroman efterlader et ret bredt spor. Og jeg har det godt med det. Som blandt andet genreforfatter, bliver det ikke meget mere genre end at skrive en murstenszombieroman.

Men hvad så med en opfølger? Det spørgsmål får jeg stadig indimellem, ikke mindst fordi der er et par ting, jeg ikke helt lukker i bogen ... og det korte svar er: Det tror jeg ikke. Det lange svar er lidt anderledes. 

Jeg har faktisk noter til en toer liggende. Jeg synes dog at zombiemarkedet er mere end overmættet, og at der ikke er brug for noget lige nu. Der er ingen grund til at skrive en zombiebog. Med det sagt, så peger alle mine noter i én retning. Hvor Pandaemonium var legende, humoristisk, action-præget og fanden-i-voldsk, ville en toer blive dyster, næsten socialrealistisk, kynisk og opstrammet. Fortællingen fortalt videre i et univers, hvor helvede virkelig er kommet på jord. Hvem ved, måske skriver jeg den til udgivelse i 2021, ti år efter ... hvis du altså gider læse den?

I skrivende stund er oplaget næsten udsolgt. Vi er nede på et et-cifret antal, mindre end 10, bøger ... og der er ingen planer om at genoptrykke bogen. Jeg har en stående aftale med forlaget Valeta. Når de har udsolgt, når der ikke findes en fysisk Pandaemonium længere, så siger de til. For så udlodder jeg det sidste eksemplar i en konkurrence. Signeret. Unikt. Særligt. Når det er væk, så er der stadig e-bøger tilbage, men ikke mere end det. Og så kan man måske begynde at tale om at en periode er endeligt afsluttet.

Tak fordi du læste med - og tak, hvis du altså har læst Pandaemonium eller en af mine andre bøger. Jeg håber du fandt det spændende, eller bare moderat interessant - og hvad er bedre at afslutte med end den oprindelige bogtrailer! ... men nederst finder du også lidt links ;)


Køb Pandaemonium
Læs om Pandaemonium
Se interview om Pandaemonium fra Fantasticon 

Tilføjelse 19/11-16. Mit forlag har meddelt mig, at efter årets udgang vil det ikke længere være muligt at købe Pandaemonium (og Ambrosia/Live) i papirform. Derfor skal du skynde dig, om du vil eje den/dem.

Nyheder i juni

Så nærmer slutningen sig på et skoleår - og for mig betyder det seks uger, hvor jeg kan koncentrere mig om forfattergerningen.

Som det måske er gået op for nogen, vandt jeg i begyndelsen af måneden Niels Klim-prisen i kategorien langnovelle for skriftet Faderens sønner. Det var et herligt øjeblik, der nu er blevet foreviget som lydfil. Jeps, det er korrekt: Min takketale kan nu høres af gud og hvermand. Den ligger lige her. Men tag jer tiden til at læse hele indlægget - der er et par minutter værd.

Ud over det er jeg kort nævnt i Apokalyptisk.dks indlæg nummer 500.  Se blot under bogstavet K - for Kadavermarch.

Ellers er måneden gået med at skrive på romanen, der nærmer sig de 50.000 ord. Det er et vanvittigt arbejde at opfinde en verden mere eller mindre fra bunden!

Inspiration: Zombier

I en anden af mine inspirationsfragmenter, har jeg rørt ved min fascination af asiatisk horror og splat. Det ville være synd at sige, at dette fragment ikke spiller på nogle af de samme ting. Det skal handle om de levende døde, de kødgnaskende, hjernetomme specialiteter, der har fået navnet zombier.

Da jeg var omkring de 15-16, læste jeg Dennis Jürgensens Kadavermarch, og den blev en instant classic, både på min reol og i mit sind. Fortællingen om katastrofen, der forvandler venlige mormødre og teenagere til savlende kødædere, var ren heroin for min allerede vansirede hjerne. Efter det punkt var der ingen vej tilbage. Jeg måtte se og læse hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Der findes to skoler indenfor zombiegenren. Den ene mener, at zombierne bliver ved med "at være i live", selv når deres hoved er adskilt fra kroppen eller hjernen er smadret.. Denne skole står i særdeleshed John A. Russo for. Den anden mener, at ødelægges hjernen, så dør zombierne. Her er "mesteren" førnævnte Romero. Det er den anden skole, der har vundet hævd, og den støtter jeg mig også til, når jeg selv snakker zombier. På mig virker det andet latterligt, og ufrivilligt komisk, i forhold til frivilligt komisk. Når jeg er færdig med at pludre, er der en highlights-liste nederst, hver markeret med 1 eller 2. Så kan folk selv tage en vandring ind i betændelsen og danne deres egen mening. Sagt på forhånd - der er næsten ingen ettere.

Jeg startede med Romeros Living Dead-trilogi (der efterhånden er en hexalogi), og også den ramte ned i mig med samme kraft som kvindekønnet og smøger. Den blodige vold kombineret med noget der så tydeligt var en analogi over det moderne samfund talte til mig, ogjeg holdt i særdeleshed af udviklingen i zombierne. Gradvist blev de mere bevidste, og gik fra at være hjernedøde flænsemaskiner til at være lidt klogere flænsemaskiner. Retrospektivt var det en smule dumt af mig at begynde med netop Romeros film, da mange af de følgende års zombieglanen ville efterlade mig skuffet. Mange af filmene og bøgerne levede ganske enkelt ikke op til, hvad jeg var blevet forvænt med.

Det ændrede sig ved det nye årtusind. Zombie-genren overtog en del af splatterens humoristiske element, og det genoplivede den. Nye vinkler blev skudt ind fra højre, som f.eks i den engelske Shaun of the Dead, der er en spoof på netop Romeros film eller den canadiske Fido, der viser en kitschet 50er-verden, hvor zombierne bruges til forefaldende arbejde og som husdyr. Trenden fortsætter, og måske vejrer de levende døde morgenluft med den nyeste satsning, Zombieland, der allerede har en efterfølger (eller forfølger) på vej.

Og hvad så ? Det er jo bare de døde, der æder de levende. Og egentlig er den vel ikke længere end det. Men jo, det er den. Genren er fascinerende, fordi man får mulighed for at dykke helt ind i absurditetens verden, når det kommer til mord. Ingen undergenre har skabt så mange unikke måder at skaffe sig af med et frådende monster på. Lidt skud og lidt hammer er altid godt, men det er federe at halshugge en zombie med ryggen af en telefonbog, knalde et fjernsyn ned i skallen på den, eller hamre en haveslange ned i halsen på den, og så opleve et sandt festfyrværkeri af lige dele vand og rådne kødklumper. Desuden er zombiefilmene et sandt studie i menneskelig anatomi. Der er så mange måder folk kan dø deres første død på, og hver død er en ny udfordring for sindet og filmens/bogens implicerede, når de så skal nedlægge selvsamme folk igen.

Der er en grund til, at jeg har valgt at skrive om netop denne inspiration. Den grund kommer om et par dage, når ballonen når sit bristepunkt.

-----------------------------
Night of the Living Dead (1968) - 2
The return of the Living Dead (1985) - 1
28 days later (2002) - 2
Shaun of the Dead (2004) - 2
Fido (2006) - 2
Zombie Strippers! (2008) - 2
Død Snø (2009) - 2
Zombieland (2009) - 2
Biker zombies from Detroit (2001) - 2 - advarsel: Den dårligste zombiefilm til dato

--------------------------
Kadavermarch (1991)
World War Z: An oral history of the Zombie War (200?)
Pride And Prejudice And Zombies! (200?)