I en anden af mine inspirationsfragmenter, har jeg rørt ved min fascination af asiatisk horror og splat. Det ville være synd at sige, at dette fragment ikke spiller på nogle af de samme ting. Det skal handle om de levende døde, de kødgnaskende, hjernetomme specialiteter, der har fået navnet zombier.
Da jeg var omkring de 15-16, læste jeg Dennis Jürgensens Kadavermarch, og den blev en instant classic, både på min reol og i mit sind. Fortællingen om katastrofen, der forvandler venlige mormødre og teenagere til savlende kødædere, var ren heroin for min allerede vansirede hjerne. Efter det punkt var der ingen vej tilbage. Jeg måtte se og læse hvad jeg kunne komme i nærheden af.
Der findes to skoler indenfor zombiegenren. Den ene mener, at zombierne bliver ved med "at være i live", selv når deres hoved er adskilt fra kroppen eller hjernen er smadret.. Denne skole står i særdeleshed John A. Russo for. Den anden mener, at ødelægges hjernen, så dør zombierne. Her er "mesteren" førnævnte Romero. Det er den anden skole, der har vundet hævd, og den støtter jeg mig også til, når jeg selv snakker zombier. På mig virker det andet latterligt, og ufrivilligt komisk, i forhold til frivilligt komisk. Når jeg er færdig med at pludre, er der en highlights-liste nederst, hver markeret med 1 eller 2. Så kan folk selv tage en vandring ind i betændelsen og danne deres egen mening. Sagt på forhånd - der er næsten ingen ettere.
Jeg startede med Romeros Living Dead-trilogi (der efterhånden er en hexalogi), og også den ramte ned i mig med samme kraft som kvindekønnet og smøger. Den blodige vold kombineret med noget der så tydeligt var en analogi over det moderne samfund talte til mig, ogjeg holdt i særdeleshed af udviklingen i zombierne. Gradvist blev de mere bevidste, og gik fra at være hjernedøde flænsemaskiner til at være lidt klogere flænsemaskiner. Retrospektivt var det en smule dumt af mig at begynde med netop Romeros film, da mange af de følgende års zombieglanen ville efterlade mig skuffet. Mange af filmene og bøgerne levede ganske enkelt ikke op til, hvad jeg var blevet forvænt med.
Det ændrede sig ved det nye årtusind. Zombie-genren overtog en del af splatterens humoristiske element, og det genoplivede den. Nye vinkler blev skudt ind fra h
øjre, som f.eks i den engelske Shaun of the Dead, der er en spoof på netop Romeros film eller den canadiske Fido, der viser en kitschet 50er-verden, hvor zombierne bruges til forefaldende arbejde og som husdyr. Trenden fortsætter, og måske vejrer de levende døde morgenluft med den nyeste satsning, Zombieland, der allerede har en efterfølger (eller forfølger) på vej.
Og hvad så ? Det er jo bare de døde, der æder de levende. Og egentlig er den vel ikke længere end det. Men jo, det er den. Genren er fascinerende, fordi man får mulighed for at dykke helt ind i absurditetens verden, når det kommer til mord. Ingen undergenre har skabt så mange unikke måder at skaffe sig af med et frådende monster på. Lidt skud og lidt hammer er altid godt, men det er federe at ha
lshugge en zombie med ryggen af en telefonbog, knalde et fjernsyn ned i skallen på den, eller hamre en haveslange ned i halsen på den, og så opleve et sandt festfyrværkeri af lige dele vand og rådne kødklumper. Desuden er zombiefilmene et sandt studie i menneskelig anatomi. Der er så mange måder folk kan dø deres første død på, og hver død er en ny udfordring for sindet og filmens/bogens implicerede, når de så skal nedlægge selvsamme folk igen.
Der er en grund til, at jeg har valgt at skrive om netop denne inspiration. Den grund kommer om et par dage, når ballonen når sit bristepunkt.
-----------------------------
Night of the Living Dead (1968) - 2
The return of the Living Dead (1985) - 1
28 days later (2002) - 2
Shaun of the Dead (2004) - 2
Fido (2006) - 2
Zombie Strippers! (2008) - 2
Død Snø (2009) - 2
Zombieland (2009) - 2
Biker zombies from Detroit (2001) - 2 - advarsel: Den dårligste zombiefilm til dato
--------------------------
Kadavermarch (1991)
World War Z: An oral history of the Zombie War (200?)
Pride And Prejudice And Zombies! (200?)
Da jeg var omkring de 15-16, læste jeg Dennis Jürgensens Kadavermarch, og den blev en instant classic, både på min reol og i mit sind. Fortællingen om katastrofen, der forvandler venlige mormødre og teenagere til savlende kødædere, var ren heroin for min allerede vansirede hjerne. Efter det punkt var der ingen vej tilbage. Jeg måtte se og læse hvad jeg kunne komme i nærheden af.
Der findes to skoler indenfor zombiegenren. Den ene mener, at zombierne bliver ved med "at være i live", selv når deres hoved er adskilt fra kroppen eller hjernen er smadret.. Denne skole står i særdeleshed John A. Russo for. Den anden mener, at ødelægges hjernen, så dør zombierne. Her er "mesteren" førnævnte Romero. Det er den anden skole, der har vundet hævd, og den støtter jeg mig også til, når jeg selv snakker zombier. På mig virker det andet latterligt, og ufrivilligt komisk, i forhold til frivilligt komisk. Når jeg er færdig med at pludre, er der en highlights-liste nederst, hver markeret med 1 eller 2. Så kan folk selv tage en vandring ind i betændelsen og danne deres egen mening. Sagt på forhånd - der er næsten ingen ettere.
Jeg startede med Romeros Living Dead-trilogi (der efterhånden er en hexalogi), og også den ramte ned i mig med samme kraft som kvindekønnet og smøger. Den blodige vold kombineret med noget der så tydeligt var en analogi over det moderne samfund talte til mig, ogjeg holdt i særdeleshed af udviklingen i zombierne. Gradvist blev de mere bevidste, og gik fra at være hjernedøde flænsemaskiner til at være lidt klogere flænsemaskiner. Retrospektivt var det en smule dumt af mig at begynde med netop Romeros film, da mange af de følgende års zombieglanen ville efterlade mig skuffet. Mange af filmene og bøgerne levede ganske enkelt ikke op til, hvad jeg var blevet forvænt med.Det ændrede sig ved det nye årtusind. Zombie-genren overtog en del af splatterens humoristiske element, og det genoplivede den. Nye vinkler blev skudt ind fra h
øjre, som f.eks i den engelske Shaun of the Dead, der er en spoof på netop Romeros film eller den canadiske Fido, der viser en kitschet 50er-verden, hvor zombierne bruges til forefaldende arbejde og som husdyr. Trenden fortsætter, og måske vejrer de levende døde morgenluft med den nyeste satsning, Zombieland, der allerede har en efterfølger (eller forfølger) på vej.Og hvad så ? Det er jo bare de døde, der æder de levende. Og egentlig er den vel ikke længere end det. Men jo, det er den. Genren er fascinerende, fordi man får mulighed for at dykke helt ind i absurditetens verden, når det kommer til mord. Ingen undergenre har skabt så mange unikke måder at skaffe sig af med et frådende monster på. Lidt skud og lidt hammer er altid godt, men det er federe at ha
lshugge en zombie med ryggen af en telefonbog, knalde et fjernsyn ned i skallen på den, eller hamre en haveslange ned i halsen på den, og så opleve et sandt festfyrværkeri af lige dele vand og rådne kødklumper. Desuden er zombiefilmene et sandt studie i menneskelig anatomi. Der er så mange måder folk kan dø deres første død på, og hver død er en ny udfordring for sindet og filmens/bogens implicerede, når de så skal nedlægge selvsamme folk igen.Der er en grund til, at jeg har valgt at skrive om netop denne inspiration. Den grund kommer om et par dage, når ballonen når sit bristepunkt.
-----------------------------
Night of the Living Dead (1968) - 2
The return of the Living Dead (1985) - 1
28 days later (2002) - 2
Shaun of the Dead (2004) - 2
Fido (2006) - 2
Zombie Strippers! (2008) - 2
Død Snø (2009) - 2
Zombieland (2009) - 2
Biker zombies from Detroit (2001) - 2 - advarsel: Den dårligste zombiefilm til dato
--------------------------
Kadavermarch (1991)
World War Z: An oral history of the Zombie War (200?)
Pride And Prejudice And Zombies! (200?)