Inspiration: Sangtitler og faste udtryk

Jeg har altid været en ørn til det der med at huske sange, ordsprog og faste vendinger. Der løber sågar en historie i familien om, at jeg allerede som purk anvendte udtryk som "hurtigere end en hest kan rende" og "tomme tønder buldrer mest". Den fascination af sproget, som det vel egentlig er, har jeg båret med mig videre ind i forfatterlivet. Som jeg ser det, er førnævnte udtryk jo ikke meget andet end metaforer med sidebetydninger serveret på et sølvfad.

Sangtitlerne er noget lidt andet. Selvfølgelig bærer de automatisk en del intertekstualitet med sig, og folk genkender umiddelbart en sangtitel, hvis den er kendt nok. Sange har ofte også en direkte forbindelse til følelser, da jeg selv har mange sange, der knytter sig til en bestemt begivenhed og dermed en følelse. Jeg tror det samme gør sig gældende for de fleste mennesker.

Når jeg anvender en sangtitel, eller et fast udtryk, er det næsten uden undtagelse som titel på en novelle. På den måde sætter jeg helt fra begyndelsen af læseren i den rette stemning. Selve sangteksten anvender jeg indimellem undervejs i en historie. Igen for at understrege en pointe, eller for at forvride sangens oprindelige budskab. For det ville jo være kedeligt, hvis jeg bare brugte sangen som den oprindeligt var ment. En af mine allerstørste glæder her i livet er at tage røven på læseren og lede ham eller hende et sted hen, som de ikke så komme. Der er kendte vendinger ganske enkelt guld, da jeg anvender læserens forudgående viden til at lede dem i den forkerte retning. Men inden du tror at du har luret mig, kan jeg dog også finde på at anvende sangtitler og ordsprog i deres oprindelige betydning. Den eneste måde du kan finde ud af hvad jeg laver, er selvfølgelig at gribe en af mine bøger.

I skrivende stund har jeg brugt dette "greb" en hel del gange - se blot følgende ord:

Al ting på sin plads (science fiction, selv personlighed kan komme på plads!)
For Satan (fantastiske fortælling, der ligger dobbelt forståelse i ordet for)
Je ne sais quoi (fantastisk fortælling, det der helt specielle noget, man ikke kan sætte fingeren på)
Vi der skummer fløden (science fiction, en helt faktuel fløde kan også skummes)
Morituri te salutant (horror, I ved...de ord gladiatorerne skreg til Caesar, inden de gik i døden)
Valuta for pengene (realisme, når man er en ægte kapitalist er døden en genvej til likviditet)
Dejlig er jorden (science fiction, dejlig er et dejligt gummiord...)
Den jeg elsker (science fiction, den man elsker kan sagtens være en den)
Glemmer du, så husker jeg alt (science fiction, men har du har lyst til at huske så meget?)
Lille frøken Himmelblå (horror, uskyldighed og blå øjne er nogle gange for fristende en kombination)

Inspiration: Faglitteratur

Efter næsten et år uden et indlæg om, hvor jeg får min inspiration fra, må bloggen være klar til endnu en gang ordgejl fra min side.

For omkring to år siden svor jeg, at hver anden bog jeg læste skulle være faglitteratur. Det har jeg ikke helt holdt, men hver måned når jeg alligevel igennem et par stykker af slagsen. Emnevalget er meget spredt, fra overnaturlige fænomener over seksualitet til politiske analyser. Inden jeg lyder for smart, vil jeg dog ærligt sige at de to første vinder i mængde over sidstnævnte.

Som forfatter er ethvert studie i skønlitteratur også et studie i teknik og i hvordan forfatteren har konstrueret sin historie. Det er man behageligt fri for når det kommer til faglitteratur. Dens formål er, logisk nok, at formidle noget faktuelt - at give viden videre til læseren. Den viden er ofte guld værd i forhold til skønlitteraturen. For det første kan man opdage en kuriositet - en stump viden der i sig selv kan danne fundamentet i en historie. For det andet fralærer faglitteraturen helt andre skrivemåder. Her er sjældent plads til overdreven metaforik eller billedsprog. Den teknik kan anvendes skønlitterært, f.eks i en nøgtern og saglig beskrivelse af et mord eller som skabelon for et fiktivt interview med Jordens kommende herskere. For det tredje, men helt sikkert ikke det mindste, kan det kaste en enorm forforståelse (modeord) af mange emner af sig.

Faglitteraturen er ikke kun tilfældig inspiration. Hvis man skriver en historie, der gør brug af fakta, er det vigtigt at disse fakta er præcise. Wikipedia er god. Det er diverse online leksika også. Men de mangler noget af det vigtigste i forståelsen af et emne. Skriver man f.eks en science fiction-historie, der leger med lysets hastighed, er det vigtigt at læse op på fysikken bag. Der vil en bog, om emnet, ofte forklare meget dybere og mere pædagogisk hvordan tingene hænger sammen. Her er det vigtigt at vælge rigtigt. Hvis du, som jeg, er ærkehumanist, nytter det ikke noget at starte ved det højeste bjerg. Begynd med letlæsning, og ryk derefter frem. Ellers kan man ende i den frygtelige fælde, der hedder, at man tror man forstår et koncept. Og det lige meget om det er Einstein-Rosen-broen eller dansk madlavning.

Jeg bliver også nødt til at bruge et øjeblik på at fortælle om de spøjse ting, der kan ske når man læser en del faglitteratur. Efterhånden som ens viden øges, opstår der besynderlige kombinationer af hjernen. De kombinationer kan være gyldne og herlige. Hvad der f.eks komme ud af en viden om konkylier kombineret med moderne statsledelse? Eller blandingen af en selvhjælpsbog og et værk om surrealisme? Jo mere man læser, desto flere ideer kommer der vandrende. På det punkt adskiller faglitteraturen sig ikke synderligt fra skønlitteraturen.

Jeg kunne runde af med en lang liste over diverse "begynderbøger", men det ville tage et ondt år. I stedet for vil jeg blot endnu engang slå på tromme for faglitteraturen. Uden den ville en tredjedel af mine fortællinger aldrig have set dagens lys.

Inspiration: Silvestri og kattene

Der er noget med mig og så de der pelsede kræ. Det må jeg efterhånden sande. Jeg elsker katte, og jeg elsker det de står for. Uafhængigheden, arrogancen og jeg-er-mig-selv-nok-men-hvis-du-fodrer-mig-så-er-det-okay-holdningen til livet. Katte er opblæste og åndssvage, og hele den der better-than-thou tilgang til livet er ren creme på mit livs lagkage. Samtidig er katte mystiske, og har flere kultures traditioner til at bakke dem op. Katte er rige, og katte er ekstremt symbolsk ladede. Ja, det lyder smart. Det kunne også have noget at gøre med, at jeg voksede op i et stort hus, hvor der ikke på noget tidspunkt var færre end tre af slagsen, der lagde beslag på mere eller mindre al min fritid. Katte har, i langt højere grad end hunde, en nuttethedsfaktor kraftig nok til at penetrere et afrikansk diktatur. Og de ved det.

Jeg brugte store dele af min opvækst på at lege med katte og begræde tabet af selvsamme, når de døde. Det har selvfølgelig medført, at kattes reaktionsmønstre og bevægelser sidder mejslet ind i min hjerne. Jeg har set killinger blive druknet, fordi der ikke var plads til dem. Jeg har pillet hagl ud af en kat, fordi en bondemand synes det var sjovt at skyde efter den. Jeg har også set en kat, aktivt, blive kørt ned og det er en oplevelse jeg stadig får det dårligt af at tænke på. Det er svært at sige, om det er disse ting, der gør at katte indtager en så prominent plads i mine noveller (og romaner), men under alle omstændigheder er det dem jeg går efter, når jeg har brug for et dyr, der kan inducere eller injicere følelser

Den første gang jeg virkelig anvendte en kat, var i novellen Sne. Den korte novelle handler om en narkoman, der selv roder rundt på gravens rand, mens hans oldgamle kat stille og roligt dør ved siden af ham. Historien er sørgelig, men har måske et eller andet almenmenneskeligt gemt i sig.

Efter Sne kom Sfinks. Katten i denne historie besad (og besidder) alle kattens værste træk og kunne samtidig tale. Men hovmod står for meget dybt fald og alskens hvæsen og spytten kan ikke rede den fra egen tåbelighed.

I Køtere dør om vinteren blev katten til en sen medspiller. Den oprindelige tanke med novellen var alle de dyr, der bliver efterladt i sommerhuse. Hvad sker der med dem? I Køtere sker der helt sikkert noget med dem, og de er ikke særlig glade for det. Hvis du kan lide Tales From The Crypt, vil Køtere helt sikkert falde i smag.

I de tre noveller er kattenes roller væsentlige, men de er intet imod kattenes rolle i min kommende roman Pandoras Væske (arbejdstitel). I splatterromanen optræder der ikke blot en kat, men hele to levende og en, der er lavet af stof og garn. Selvfølgelig vil jeg ikke servere plottet på et sølvfad, men lidt skal der komme. De to levende katte er væsentlige for historien ud fra en religiøs/kulturel baggrund, og er hinandens modsætninger. Samtidig nærer horderne af de udøde et voldsomt had til førnævnte katte. Den ene kat er blid og sød, den anden aggressiv og in-your-face. Stofkatten er på overfladen blot et tøjdyr, men den fungerer samtidig som en slags mentor, en virkelighedsforklarer, for en af personerne. Jeg ville gerne fortælle meget mere, men der skal også være noget til kommende læsere. Nåhjo - der er også nogle killinger med ;)

Når jeg tænker over det, er det i virkeligheden dobbeltheden i katten, der tiltrækker mig. Noget, der er uendeligt sødt kan også fremkalde angst, noget der giver trøst og varme kan det næste øjeblik aflive et andet dyr uden at se sig tilbage. På stående fod har jeg endnu en ide, der involverer en kat. Denne gang bliver den en form for hovedperson, og der er intet nuttet over den. I hvert fald ikke, når den ikke længere har brug for det.

Sne, Sfinks og Køtere dør om vinteren vil alle være at finde i min kommende novellesamling Køtere dør om vinteren fra forlaget Hexameter.

Romanen Pandoras Væske bliver udgivet i begyndelsen af næste år på forlaget Valeta.

Meeen.... er du mere til hunde, så tag endnu et kig i Køtere.....der vil historierne Brune Bamse og Grund være mere for dig.

Inspiration: Zombier

I en anden af mine inspirationsfragmenter, har jeg rørt ved min fascination af asiatisk horror og splat. Det ville være synd at sige, at dette fragment ikke spiller på nogle af de samme ting. Det skal handle om de levende døde, de kødgnaskende, hjernetomme specialiteter, der har fået navnet zombier.

Da jeg var omkring de 15-16, læste jeg Dennis Jürgensens Kadavermarch, og den blev en instant classic, både på min reol og i mit sind. Fortællingen om katastrofen, der forvandler venlige mormødre og teenagere til savlende kødædere, var ren heroin for min allerede vansirede hjerne. Efter det punkt var der ingen vej tilbage. Jeg måtte se og læse hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Der findes to skoler indenfor zombiegenren. Den ene mener, at zombierne bliver ved med "at være i live", selv når deres hoved er adskilt fra kroppen eller hjernen er smadret.. Denne skole står i særdeleshed John A. Russo for. Den anden mener, at ødelægges hjernen, så dør zombierne. Her er "mesteren" førnævnte Romero. Det er den anden skole, der har vundet hævd, og den støtter jeg mig også til, når jeg selv snakker zombier. På mig virker det andet latterligt, og ufrivilligt komisk, i forhold til frivilligt komisk. Når jeg er færdig med at pludre, er der en highlights-liste nederst, hver markeret med 1 eller 2. Så kan folk selv tage en vandring ind i betændelsen og danne deres egen mening. Sagt på forhånd - der er næsten ingen ettere.

Jeg startede med Romeros Living Dead-trilogi (der efterhånden er en hexalogi), og også den ramte ned i mig med samme kraft som kvindekønnet og smøger. Den blodige vold kombineret med noget der så tydeligt var en analogi over det moderne samfund talte til mig, ogjeg holdt i særdeleshed af udviklingen i zombierne. Gradvist blev de mere bevidste, og gik fra at være hjernedøde flænsemaskiner til at være lidt klogere flænsemaskiner. Retrospektivt var det en smule dumt af mig at begynde med netop Romeros film, da mange af de følgende års zombieglanen ville efterlade mig skuffet. Mange af filmene og bøgerne levede ganske enkelt ikke op til, hvad jeg var blevet forvænt med.

Det ændrede sig ved det nye årtusind. Zombie-genren overtog en del af splatterens humoristiske element, og det genoplivede den. Nye vinkler blev skudt ind fra højre, som f.eks i den engelske Shaun of the Dead, der er en spoof på netop Romeros film eller den canadiske Fido, der viser en kitschet 50er-verden, hvor zombierne bruges til forefaldende arbejde og som husdyr. Trenden fortsætter, og måske vejrer de levende døde morgenluft med den nyeste satsning, Zombieland, der allerede har en efterfølger (eller forfølger) på vej.

Og hvad så ? Det er jo bare de døde, der æder de levende. Og egentlig er den vel ikke længere end det. Men jo, det er den. Genren er fascinerende, fordi man får mulighed for at dykke helt ind i absurditetens verden, når det kommer til mord. Ingen undergenre har skabt så mange unikke måder at skaffe sig af med et frådende monster på. Lidt skud og lidt hammer er altid godt, men det er federe at halshugge en zombie med ryggen af en telefonbog, knalde et fjernsyn ned i skallen på den, eller hamre en haveslange ned i halsen på den, og så opleve et sandt festfyrværkeri af lige dele vand og rådne kødklumper. Desuden er zombiefilmene et sandt studie i menneskelig anatomi. Der er så mange måder folk kan dø deres første død på, og hver død er en ny udfordring for sindet og filmens/bogens implicerede, når de så skal nedlægge selvsamme folk igen.

Der er en grund til, at jeg har valgt at skrive om netop denne inspiration. Den grund kommer om et par dage, når ballonen når sit bristepunkt.

-----------------------------
Night of the Living Dead (1968) - 2
The return of the Living Dead (1985) - 1
28 days later (2002) - 2
Shaun of the Dead (2004) - 2
Fido (2006) - 2
Zombie Strippers! (2008) - 2
Død Snø (2009) - 2
Zombieland (2009) - 2
Biker zombies from Detroit (2001) - 2 - advarsel: Den dårligste zombiefilm til dato

--------------------------
Kadavermarch (1991)
World War Z: An oral history of the Zombie War (200?)
Pride And Prejudice And Zombies! (200?)

Inspiration: William Sleator

Da jeg var dreng, nede på Lollands flade marker, bestod mit liv mest af at blive udstødt på den helt landlige måde, og så selvfølgelig af bøger. Jeg stødte på William Sleator da jeg var 10, og den dag i dag nyder jeg stadig at læse hans bøger. Der går sjældent mere end et par måneder imellem, at jeg tager en af dem ned fra hylden. Genren er oftest science fiction, men den slags science fiction der er sat i vores nutid. Selv om jeg har læst de fleste af hans bøger på dansk, vil efterfølgende titler være de engelske.

WS' ideer er altid meget anderledes. I den første af hans bøger jeg læste, Interstellar Pig, er hovedpersonen en dreng der bliver indblandet i naboernes sjove nye spil. Naboerne er bare ikke helt mennesker, og spillet er på et langt højere plan end først ventet. Da jeg havde læst den, var jeg solgt, og kastede mig som en frådende midtlivskrise over bogreolerne på Nykøbing Falsters bibliotek.

The Green Futures of Tycho roder med tidsrejser og sommerfugleeffekten, The Boy Who Reversed Himself udforsker hele problematikken bag fjerde, femte og så videre dimension, The Duplicate stiller store spørgsmål til muligheden for at kopiere organisk liv og Singularity kigger på ideen om tidslommer og huller i tiden. Alt sammen koncepter, der ikke er helt ligetil.

Det er her, at WS' store force ligger. Hans bøger er officielt til unge voksne, men han opererer med vanskelige ideer. WS har en evne til at viderebringe selv komplicerede begreber indenfor fysik og matematik, så alle og enhver forstår dem. Han er også dygtig til at holde en handling flydende. Sprogligt er han udmærket, men slet ikke en virtuos.

Det jeg har fået fra WS er en kærlighed til de store spørgsmål. Hvordan fungerer tiden, er der andre verdener end denne, hvad sker der når man dør, er der kun en mig eller flere, kan rummet foldes og er efterlivet delt op i divisioner? I de mange noveller jeg har fået udgivet, kan jeg helt sikkert føre to af dem tilbage til min inspiration fra WS. Je Ne Sais Quoi og Eternity Is For Everyone.

Fantastik har gang i en novellekonkurrence, med temaet bio-diversitet. Jeg kunne sagtens se gode, gamle William prikke mig venligt på skulderen, og lede mig en smule i den rigtige retning. Det skal nok blive sjovt.

Inspiration: Asiatisk horror og splat

Midt halvfemserne, efter jeg havde set gyserfilm i en mindre menneskealder, faldt jeg ad omveje over det asiatiske marked. Når jeg siger asiatisk, mener jeg mestendels japansk og koreansk. Jeg var vænnet til at se amerikanske gysere som A Nightmare On Elm Street og Scream, men den verden der åbenbarede sig for mig i de mystiske film fra Østen, var noget helt andet.

Den første film i den genre, der virkelig slog mig, var Battle Royale. Historien er enkel. Fremtidens Japan, børnene er ude af kontrol, og derfor vedtages en lov. The BR-Act. Og det går så i al sin enkelhed ud på, at man sende en skoleklasse ud på en ø, stikker dem et våben hver, og så er det ellers til døden. Kun en kan vinde. Det der var godt ved den film var, at det ikke bare var hjernedødt mord. Der er virkelig også en god historie med en psykologisk dybde. Men selve drabssekvenserne var helt vanvittige. Normalt bliver man sparet det værste, selv Motorsavsmassakren har ikke enorme mængder graphic violence. Det får man her. Med økser, skydevåben, motorsave, armbrøste og knive. Og du ser den trænge helt ind til benet.

Jeg sad måbende tilbage. For derefter at juble. Dette her tændte en oldgammel nerve i mig, som jeg indtil da kun havde kunnet få spændt ved grimme noveller (eller i et enkelt tilfælde, en roman. American Psycho.) Jeg vidste, at den horrible vold ville være en del af mig. Siden da har jeg set rigtig mange film i genren. Af højdespringerne kan nævnes Odisjon (Japansk, meget uskyldig indtil de sidste 20 minutter), Ichi The Killer (Japansk, psykopati), Ringu (Japansk, den originale film til The Ring) og Three (Koreansk, en gyser-antologi).

Fælles for alle filmene er, at der ikke lægges fingre imellem. En kniv giver ikke et lille snitsår, den åbner kødet. En pistolkugle laver ikke et pænt hul i hovedet på en mand, den får det til at eksplodere. Kogende olie giver ikke små brændemærker, nej det svitser huden af, så blodet styrter frem. Ægte graphic violence. Og netop denne direkte adgang til alt det horrible, har jeg taget med mig. Beskriver jeg vold, eller voldtægt, eller mord eller hvad vi nu har, går jeg langt oftere efter det helt bestialske, end efter det antydede. Fordi jeg ser den slags ting som frygtelige, og de bør give læseren kvalme. Samtidig har det været en stor hjælp for mig, i at lære hvordan man kontrollerer tillægsord.

En undergenre af disse film bør også kort nævnes. I dem bliver splatteren så voldsom, at den ender med at blive direkte morsom. I Tokyo Gore Police indeholder hvert eneste menneske minimum 75 liter blod, og hele filmen er mere eller mindre rød. I Machine Girl mister hovedpersonen den ene arm, og der findes ikke det aggregat, hun ikke er i stand til at fæstne til armstumpen og bruge som våben. Det bliver komisk. Og det er helt med vilje fra filmenes instruktører af.

For at runde af. Jeg har faktisk skrevet en novelle, der anvender mange af de klassiske ting fra førnævnte film. Der Er Engle Nok Til Alle er en meget direkte historie om ondskab og det barbariske, og der spares ikke på nogen væsker. Novellen er antaget, og udkommer her i løbet af sommeren i antologien Dystre Danmark, der udgives af H. Harksen Productions.

Inspiration: The Twilight Zone

Lige siden jeg som dreng sneg mig til at se et afsnit af Twilight Zone (midt om natten, frygtelig sent, hos en kammerat der havde andre kanaler end DR1 og TV2), har jeg været hooked.

Serien blev skabt i 1950erne, og var allerede dengang ganske uortodoks. Producenterne var ikke sikre på, om en bunke historier, der alle som en var mystiske, skræmmende eller eftertænksomme ville fange et publikum. Det viste sig at de ikke havde behøvet at være bekymrede.

Alle historierne tager udgangspunkt i vores hverdag og vores menneskelighed. Og så tager historierne begge dele og GØR noget ved dem. Måske vender de dem på hovedet, eller hugger dem i stykker eller bytter ting ud i dem. De griber ind i menneskets ønsker og håb, frygt og rædsler og det er fantastisk. Nu kender jeg de fleste af historierne, men jeg kan stadig huske spændingen, da jeg så dem første gang. Og det er helt sikkert, at netop TZ har påvirket mig kraftigt i min skrivning.

Og her følger så den klassiske, og kult-status-mættede indledningsspeak, der begyndte hvert afsnit:

There is a fifth dimension beyond that which is known to man. It is a dimension as vast as space and as timeless as infinity. It is the middle ground between light and shadow, between science and superstition, and it lies between the pit of man's fears and the summit of his knowledge. This is the dimension of imagination. It is an area which we call the Twilight Zone.

Rod Serling (til venstre) skabte serien, og som noget ganske særligt var han fortællerstemmen, der samtidig trådte ind i historierne. Ofte er der 2-3 minutter af afsnittet og så går han ind og fortæller seeren direkte, hvem der er med, hvad der måske kan ske og hvor vi er på vej hen. Men ligegyldigt hvad, så er vi hele tiden i The Twilight Zone. Navnet betyder, at her kan alt ske. ALT. Men det sker aldrig ulogisk eller ud af det blå. Der er altid en grund, eller en mening med tingene. Denne skævvridning af virkeligheden er en ting, jeg konstant bærer med mig, når jeg tænker nye historier og ideer frem.

Der kom remakes af serien i 1980erne og i 2004, men pånær nogle få afsnit, er de ikke lige så gode som de gamle. Måske er det fordi at 1950erne var et årti, hvor alt mere eller mindre var muligt. I TZ er der masser af science fiction, endnu mere fantastik og sågår psykologisk indsigt i menneskets inderste. Det eneste der virkelig mangler, er rigtig frygtindgydende eller modbydelig horror. Måske var tiden ikke klar til det ?

Det er helt sikkert, at jeg på et tidspunkt kommer til at skrive en historie, der stilistisk og indholdsmæssigt vil være klassisk TZ. Hvorfor? Fordi jeg for det første synes, at det er sjovt. Og for det andet, fordi den unikke stemning må kunne overføres. Nåhja, og for det tredje - fordi jeg mener at denne type historier meget elegant kan vinke med en vognstang på størrelse med Danmarks manglende troværdighed udadtil.

Inspiration: Terry Pratchett

Udover alle de andre emneindlæg på denne side, vil der også med jævne (alt fra en dag til et par måneder) komme indlæg om hvor jeg får min inspiration fra, og og hvilke forfattere der har været meget betydningsfulde for min skrivning. Dagens forfatter er Terry Pratchett.

Jeg vil ikke gå i detaljer om ham som person, det kan altid læses ved at følge linket. Derimod vil jeg snakke om det han gør som forfatter, i særdeleshed med fokus på hans fantastiske arbejde inden for Discworld-verdenen.

Den første bog, The Colour Of Magic, udkom i 1983 og siden da har han udsendt tæt ved 40 bøger, der alle tager afsæt i den utrolige verden, Discworld. For at gøre historien kort - så er Discworld en verden, der er flad som en pandekage. Fire elefanter holder pladen oppe, og de står så igen på en stor skildpadde. Hvad skildpadden står på, fortælles der ikke meget om. Dog kommer jeg i tanke om en anekdote, som den interesserede læser kan finde her. Discworld minder meget om vores verden, pånær at den har magi, der rent faktisk virker og at guderne er ganske virkelige. På overfladen fortæller TP historier, der lige så godt kunne foregå i de fleste andre fantasy-universer, men så alligevel ikke.

Sprogligt og humoristisk gør han ting, som er intet mindre end geniale. For det første er det mere end tydeligt, at han kender det engelske sprog ned til den sidste skildpadde. Derfor er det også at snyde sig selv, hvis man ikke læser ham på originalsproget. For det andet, så besidder han et unikt, komisk talent der aldrig bliver for fjollet eller for plat. Nogle gange for langt ude, men det skal der også være plads til (som min mormor altid sagde). Man griber sig selv i at sidde og klukke, men sjovt nok gemmer der sig ofte også en dybere mening og noget, der tendenserer til ægte visdom. Nogle eksempler følger her:

Vimes pounded through the fog after the fleeing figure. It wasn't quite so fast as him, despite the twinges in his legs and one or two warning stabs from his left knee, but whenever he came close to it some muffled pedestrian got in the way, or a cart pulled out of a cross street. This always happens in any police chase anywhere. A heavily laden lorry will always pull out of a side alley in front of the pursuit. If vehicles aren't involved, then it'll be a man with a rack of garments. Or two men with a large sheet of glass. There's probably some kind of secret society behind this. - fra bogen "Feet of Clay"

Early to rise, early to bed, makes a man healthy, wealthy and dead. - fra bogen "The Light Fantastic"

It became apparent that one reason why the Ice Giants were known as the Ice Giants was because they were, well, giants. The other was that they were made of ice. - fra bogen "Sourcery"

Det jeg, som skribent, direkte får ud af TP, er at jeg virkelig vurderer mine sætninger. En gang i mellem skriver jeg humoristisk, og selv om jeg overhovedet ikke efterligner ham, kan jeg tydeligt se påvirkningen. At være sjov på skrift, er så meget sværere end at være sjov på film eller i virkeligheden. Der gælder det om, at sikre at de billeder man videregiver til læseren er så bastante og/eller absurde, at de fanger læseren på det forkerte ben. Det er ganske vanskeligt, hvilket nok også er grunden til, at det er sjældent at en forfatter har humoren som sin mest prominente genre.

Foreningen Fantastik har i år valgt, at deres novellekonkurrence skal have overemnet *fan fiction*. Der har jeg tænkt mig at deltage med en novelle, der tager udgangspunkt i TP's Discworld. Hvordan det spænder af, må fremtiden vise.