Midt halvfemserne, efter jeg havde set gyserfilm i en mindre menneskealder, faldt jeg ad omveje over det asiatiske marked. Når jeg siger asiatisk, mener jeg mestendels japansk og koreansk. Jeg var vænnet til at se amerikanske gysere som A Nightmare On Elm Street og Scream, men den verden der åbenbarede sig for mig i de mystiske film fra Østen, var noget helt andet.Den første film i den genre, der virkelig slog mig, var Battle Royale. Historien er enkel. Fremtidens Japan, børnene er ude af kontrol, og derfor vedtages en lov. The BR-Act. Og det går så i al sin enkelhed ud på, at man sende en skoleklasse ud på en ø, stikker dem et våben hver, og så er det ellers til døden. Kun en kan vinde. Det der var godt ved den film var, at det ikke bare var hjernedødt mord. Der er virkelig også en god historie med en psykologisk dybde. Men selve drabssekvenserne var helt vanvittige. Normalt bliver man sparet det værste, selv Motorsavsmassakren har ikke enorme mængder graphic violence. Det får man her. Med økser, skydevåben, motorsave, armbrøste og knive. Og du ser den trænge helt ind til benet.
Jeg sad måbende tilbage. For derefter at juble. Dette her tændte en oldgammel nerve i mig, som jeg indtil da kun havde kunnet få spændt ved grimme noveller (eller i et enkelt tilfælde, en roman. American Psycho.) Jeg vidste, at den horrible vold ville være en del af mig. Siden da har jeg set rigtig mange film i genren. Af højdespringerne kan nævnes Odisjon (Japansk, meget uskyldig indtil de sidste 20 minutter), Ichi The Killer (Japansk, psykopati), Ringu (Japansk, den originale film til The Ring) og Three (Koreansk, en gyser-antologi).
Fælles for alle filmene er, at der ikke lægges fingre imellem. En kniv giver ikke et lille snitsår, den åbner kødet. En pistolkugle laver ikke et pænt hul i hovedet på en mand, den får det til at eksplodere. Kogende olie giver ikke små brændemærker, nej det svitser huden af, så blodet styrter frem. Ægte graphic violence. Og netop denne direkte adgang til alt det horrible, har jeg taget med mig. Beskriver jeg vold, eller voldtægt, eller mord eller hvad vi nu har, går jeg langt oftere efter det helt bestialske, end efter det antydede. Fordi jeg ser den slags ting som frygtelige, og de bør give læseren kvalme. Samtidig har det været en stor hjælp for mig, i at lære hvordan man kontrollerer tillægsord.
En undergenre af disse film bør også kort nævnes. I dem bliver splatteren så voldsom, at den ender med at blive direkte morsom. I Tokyo Gore Police indeholder hvert eneste menneske minimum 75 liter blod, og hele filmen er mere eller mindre rød. I Machine Girl mister hovedpersonen den ene arm, og der findes ikke det aggregat, hun ikke er i stand til at fæstne til armstumpen og bruge som våben. Det bliver komisk. Og det er helt med vilje fra filmenes instruktører af.
For at runde af. Jeg har faktisk skrevet en novelle, der anvender mange af de klassiske ting fra førnævnte film. Der Er Engle Nok Til Alle er en meget direkte historie om ondskab og det barbariske, og der spares ikke på nogen væsker. Novellen er antaget, og udkommer her i løbet af sommeren i antologien Dystre Danmark, der udgives af H. Harksen Productions.