Der er noget med mig og så de der pelsede kræ. Det må jeg efterhånden sande. Jeg elsker katte, og jeg elsker det de står for. Uafhængigheden, arrogancen og jeg-er-mig-selv-nok-men-hvis-du-fodrer-mig-så-er-det-okay-holdningen til livet. Katte er opblæste og åndssvage, og hele den der better-than-thou tilgang til livet er ren creme på mit livs lagkage. Samtidig er katte mystiske, og har flere kultures traditioner til at bakke dem op. Katte er rige, og katte er ekstremt symbolsk ladede. Ja, det lyder smart. Det kunne også have noget at gøre med, at jeg voksede op i et stort hus, hvor der ikke på noget tidspunkt var færre end tre af slagsen, der lagde beslag på mere eller mindre al min fritid. Katte har, i langt højere grad end hunde, en nuttethedsfaktor kraftig nok til at penetrere et afrikansk diktatur. Og de ved det.Jeg brugte store dele af min opvækst på at lege med katte og begræde tabet af selvsamme, når de døde. Det har selvfølgelig medført, at kattes reaktionsmønstre og bevægelser sidder mejslet ind i min hjerne. Jeg har set killinger blive druknet, fordi der ikke var plads til dem. Jeg har pillet hagl ud af en kat, fordi en bondemand synes det var sjovt at skyde efter den. Jeg har også set en kat, aktivt, blive kørt ned og det er en oplevelse jeg stadig får det dårligt af at tænke på. Det er svært at sige, om det er disse ting, der gør at katte indtager en så prominent plads i mine noveller (og romaner), men under alle omstændigheder er det dem jeg går efter, når jeg har brug for et dyr, der kan inducere eller injicere følelser
Den første gang jeg virkelig anvendte en kat, var i novellen Sne. Den korte novelle handler om en narkoman, der selv roder rundt på gravens rand, mens hans oldgamle kat stille og roligt dør ved siden af ham. Historien er sørgelig, men har måske et eller andet almenmenneskeligt gemt i sig.Efter Sne kom Sfinks. Katten i denne historie besad (og besidder) alle kattens værste træk og kunne samtidig tale. Men hovmod står for meg
et dybt fald og alskens hvæsen og spytten kan ikke rede den fra egen tåbelighed.I Køtere dør om vinteren blev katten til en sen medspiller. Den oprindelige tanke med novellen var alle de dyr, der bliver efterladt i sommerhuse. Hvad sker der med dem? I Køtere sker der helt sikkert noget med dem, og de er ikke særlig glade for det. Hvis du kan lide Tales From The Crypt, vil Køtere helt sikkert falde i smag.
I de tre noveller er kattenes roller væsentlige, men de er intet imod kattenes rolle i min kommende roman Pandoras Væske (arbejdstitel). I splatterromanen optræder der ikke blot en kat, men hele to levende og en, der er lavet af stof og garn. Selvfølgelig vil jeg ikke servere plottet på et sølvfad, men lidt skal der komme. De to levende katte er væsentlige for historien ud fra en religiøs/kulturel baggrund, og er hinandens modsætninger. Samtidig nærer horderne af de udøde et voldsomt had til førnævnte katte. Den ene kat er blid og sød, den anden aggressiv og in-your-face. Stofkatten er på overfladen blot et tøjdyr, men den fungerer samtidig som en slags mentor, en virkelighedsforklarer, for en af personerne. Jeg ville gerne fortælle meget mere, men der skal også være noget til kommende læsere. Nåhjo - der er også nogle killinger med ;)
Når jeg tænker over det, er det i virkeligheden dobbeltheden i katten, der tiltrækker mig. Noget, der er uendeligt sødt kan også fremkalde angst, noget der giver trøst og varme kan det næste øjeblik aflive et andet dyr uden at se sig tilbage. På stående fod har jeg endnu en ide, der involverer en kat. Denne gang bliver den en form for hovedperson, og der er intet nuttet over den. I hvert fald ikke, når den ikke længere har brug for det.
Sne, Sfinks og Køtere dør om vinteren vil alle være at finde i min kommende novellesamling Køtere dør om vinteren fra forlaget Hexameter.
Romanen Pandoras Væske bliver udgivet i begyndelsen af næste år på forlaget Valeta.
Meeen.... er du mere til hunde, så tag endnu et kig i Køtere.....der vil historierne Brune Bamse og Grund være mere for dig.