Éclair skrev jeg for omkring to år siden, efter jeg havde gået en tur og lagt mærke til en kvinde, der tog sine kontaktlinser ud. Den simple handling var nok til, at jeg kunne skrive denne novelle i blot to stræk. Den handler om forhold, og den handler om hvad man ser, og i særdeleshed ikke ser.
"Hendes spinkle hænder knapper den kropsnære frakke hele
vejen ned. Der er ikke længere nogen forskel på tidens hastighed
her og der. Der mangler kun to ting nu. Foran spejler
gransker hun en sidste gang sit udseende, og løfter derefter
op i først det venstre og så det højre øjenlåg.Det giver hende
et overrasket udtryk, der ikke passer til hende. Enkelte væsketårer
løber fra kanaler ned over hendes kinder.
Kontaktlinserne falder ud i hendes hånd, halve gennemsigtigheder,
fugtige af hendes øjnes indre. Verden bliver til en
tåget substans, der er så tæt, at hun næsten kan røre ved den.
I spejlet er hun forvandlet til en utydelighed. Hendes bevægelser
er spøgelsesagtige, umættede, som en stregtegning fra
en uøvet tegners hånd. Hun kunne se sig selv, hvis hun satte
næsen mod glasset. Men det gør hun ikke. Hun ved, hvordan
hun ser ud.
Med æltende bevægelser krøller hun sit syn sammen til
en gelèagtig kugle, og lader det falde ned i den lille taske. Det
bliver usynligt, da det forsvinder ned i mørket. Fra det samme
sted tager hun to hvide kugler op. Lavet af plastic. De er
lette, triller i hendes håndflade og rammer hinanden. De giver
en spinkel lyd fra sig, som minder hende om når hendes knoer
banker på badekarrets sider til en rytme fra elegant musik.
Nede fra gaden kan hun høre dyttende biler og en politisirene.
Og så kan hun ikke høre noget"
"Hendes spinkle hænder knapper den kropsnære frakke hele
vejen ned. Der er ikke længere nogen forskel på tidens hastighed
her og der. Der mangler kun to ting nu. Foran spejler
gransker hun en sidste gang sit udseende, og løfter derefter
op i først det venstre og så det højre øjenlåg.Det giver hende
et overrasket udtryk, der ikke passer til hende. Enkelte væsketårer
løber fra kanaler ned over hendes kinder.
Kontaktlinserne falder ud i hendes hånd, halve gennemsigtigheder,
fugtige af hendes øjnes indre. Verden bliver til en
tåget substans, der er så tæt, at hun næsten kan røre ved den.
I spejlet er hun forvandlet til en utydelighed. Hendes bevægelser
er spøgelsesagtige, umættede, som en stregtegning fra
en uøvet tegners hånd. Hun kunne se sig selv, hvis hun satte
næsen mod glasset. Men det gør hun ikke. Hun ved, hvordan
hun ser ud.
Med æltende bevægelser krøller hun sit syn sammen til
en gelèagtig kugle, og lader det falde ned i den lille taske. Det
bliver usynligt, da det forsvinder ned i mørket. Fra det samme
sted tager hun to hvide kugler op. Lavet af plastic. De er
lette, triller i hendes håndflade og rammer hinanden. De giver
en spinkel lyd fra sig, som minder hende om når hendes knoer
banker på badekarrets sider til en rytme fra elegant musik.
Nede fra gaden kan hun høre dyttende biler og en politisirene.
Og så kan hun ikke høre noget"