Trailer 20 - uddrag af "Éclair"

Éclair skrev jeg for omkring to år siden, efter jeg havde gået en tur og lagt mærke til en kvinde, der tog sine kontaktlinser ud. Den simple handling var nok til, at jeg kunne skrive denne novelle i blot to stræk. Den handler om forhold, og den handler om hvad man ser, og i særdeleshed ikke ser.

"Hendes spinkle hænder knapper den kropsnære frakke hele
vejen ned. Der er ikke længere nogen forskel på tidens hastighed
her og der. Der mangler kun to ting nu. Foran spejler
gransker hun en sidste gang sit udseende, og løfter derefter
op i først det venstre og så det højre øjenlåg.Det giver hende
et overrasket udtryk, der ikke passer til hende. Enkelte væsketårer
løber fra kanaler ned over hendes kinder.

Kontaktlinserne falder ud i hendes hånd, halve gennemsigtigheder,
fugtige af hendes øjnes indre. Verden bliver til en
tåget substans, der er så tæt, at hun næsten kan røre ved den.
I spejlet er hun forvandlet til en utydelighed. Hendes bevægelser
er spøgelsesagtige, umættede, som en stregtegning fra
en uøvet tegners hånd. Hun kunne se sig selv, hvis hun satte
næsen mod glasset. Men det gør hun ikke. Hun ved, hvordan
hun ser ud.

Med æltende bevægelser krøller hun sit syn sammen til
en gelèagtig kugle, og lader det falde ned i den lille taske. Det
bliver usynligt, da det forsvinder ned i mørket. Fra det samme
sted tager hun to hvide kugler op. Lavet af plastic. De er
lette, triller i hendes håndflade og rammer hinanden. De giver
en spinkel lyd fra sig, som minder hende om når hendes knoer
banker på badekarrets sider til en rytme fra elegant musik.
Nede fra gaden kan hun høre dyttende biler og en politisirene.
Og så kan hun ikke høre noget"

Trailer 16 - uddrag af "Strejfer"

I de næste par uger, vil jeg lave korte trailere til en del af de noveller, der er med i min kommende samling Køtere dør om vinteren. Nogle af novellerne har jeg allerede vist i tidligere trailers, men jeg vil gøre mit ypperste for ikke at reprise alt for meget.

Strejfer er en gammel tekst, der handler om en mand, der er blevet forladt af sin kone/kæreste. Det tager han hårdt, selvfølgelig. Hans tankerække er ikke helt sund, men jeg kan love at der ikke er nogen, der dør i historien. Eller, i hvert fald ikke hvis man blot følger linjerne.

"Han er en rigtig blærerøv hendes nye fyr. Smart at se på. Smartere at høre på. Han elsker lyden af sin egen stemme, han sætter medhør på alle sine telefonsamtaler, så alle kan høre hvor velformuleret han er. Og så spiser han frokost allerede klokken 10.30. De kender ham på restauranten, og han blinker til pigerne.

De tror ikke længere på, at jeg er syg når jeg ringer til arbejdet om morgenen. Min chef har sagt at hvis jeg ikke møder på arbejde i morgen, så bliver jeg fyret. Jeg møder ikke op på arbejde i morgen. Når jeg lukker øjnene flasher hendes nøgne krop foran mit blik som en dæmonisk og liderlig prinsesse, men før jeg kan røre hende eksploderer hun i en røgsky af kvælende æter og jeg sover ind. I mine drømme er hun der igen, men nu er hun forvitret som en kødskulptur, der ikke kan holde sammen på sig selv længere.

Hver aften dør jeg og i løbet af natten bliver jeg genoplivet, men for hver nat mister en del af mig livet, på samme måde som når man mister sine forældre. Mine knogler er kolde som opvarmet is og mit hjerte slår kun på halv styrke. Det lyder som en sensuel basgang i et musiknummer, men det er for sørgeligt til at nogen danser. Det dunker blot nok til at forhindre mig i at dø. Ikke nær nok til at få mig tilbage til livet."