Lige siden jeg som dreng sneg mig til at se et afsnit af Twilight Zone (midt om natten, frygtelig sent, hos en kammerat der havde andre kanaler end DR1 og TV2), har jeg været hooked.Serien blev skabt i 1950erne, og var allerede dengang ganske uortodoks. Producenterne var ikke sikre på, om en bunke historier, der alle som en var mystiske, skræmmende eller eftertænksomme ville fange et publikum. Det viste sig at de ikke havde behøvet at være bekymrede.
Alle historierne tager udgangspunkt i vores hverdag og vores menneskelighed. Og så tager historierne begge dele og GØR noget ved dem. Måske vender de dem på hovedet, eller hugger dem i stykker eller bytter ting ud i dem. De griber ind i menneskets ønsker og håb, frygt og rædsler og det er fantastisk. Nu kender jeg de fleste af historierne, men jeg kan stadig huske spændingen, da jeg så dem første gang. Og det er helt sikkert, at netop TZ har påvirket mig kraftigt i min skrivning.
Og her følger så den klassiske, og kult-status-mættede indledningsspeak, der begyndte hvert afsnit:
There is a fifth dimension beyond that which is known to man. It is a dimension as vast as space and as timeless as infinity. It is the middle ground between light and shadow, between science and superstition, and it lies between the pit of man's fears and the summit of his knowledge. This is the dimension of imagination. It is an area which we call the Twilight Zone.
Rod Serling (til venstre) skabte serien, og som noget ganske særligt var han fortællerstemmen, der samtidig trådte ind i historierne. Ofte er der 2-3 minutter af afsnittet og så går han ind og fortæller seeren direkte, hvem der er med, hvad der måske kan ske og hvor vi er på vej hen. Men ligegyldigt hvad, så er vi hele tiden i The Twilight Zone. Navnet betyder, at her kan alt ske. ALT. Men det sker aldrig ulogisk eller ud af det blå. Der er altid en grund, eller en mening med tingene. Denne skævvridning af virkeligheden er en ting, jeg konstant bærer med mig, når jeg tænker nye historier og ideer frem.Der kom remakes af serien i 1980erne og i 2004, men pånær nogle få afsnit, er de ikke lige så gode som de gamle. Måske er det fordi at 1950erne var et årti, hvor alt mere eller mindre var muligt. I TZ er der masser af science fiction, endnu mere fantastik og sågår psykologisk indsigt i menneskets inderste. Det eneste der virkelig mangler, er rigtig frygtindgydende eller modbydelig horror. Måske var tiden ikke klar til det ?
Det er helt sikkert, at jeg på et tidspunkt kommer til at skrive en historie, der stilistisk og indholdsmæssigt vil være klassisk TZ. Hvorfor? Fordi jeg for det første synes, at det er sjovt. Og for det andet, fordi den unikke stemning må kunne overføres. Nåhja, og for det tredje - fordi jeg mener at denne type historier meget elegant kan vinke med en vognstang på størrelse med Danmarks manglende troværdighed udadtil.