Ohøj, manne! Den friske januarvind står os i ansigtet, båden er et blevet tjæretvættet og vi er klar til at stævne ud på Tekstoceanet for første gang i 2016. Hvis du kigger på din billet, er der mange mærker og huller fra sidste år. Et fra dengang vi prøvede at komme til fest, et fra turen i Anders' nummer 313, et stempel fra koncerten med Bee-Gees, et hak fra en åbenhjertig kronik, et bid fra Gud Herren den almægtige og selvfølgelig et tandmærke eller to fra et monster. Denne gang runder vi pynten og sætter ud på det dybe ocean - den del af Tekstoceanet, hvor udgivne tekster er synket ubemærket til bunds. Måske gemmer der sig en smule guld nede i mørket.
Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg skriver rigtig mange noveller og også deltager i nærmest alt hvad jeg kan komme i nærheden af af indkaldelser til novelleantologier og novellekonkurrencer. Det har jeg gjort i en del år efterhånden, og umiddelbart tror jeg ikke jeg stopper med det. Novelleformatet har det svært i Danmark, så når jeg øjner en mulighed/chance for at få en novelle ud på markedet, så slår jeg til.
Tilbage i 2011 - ikke så langt fra nu, men alligevel hele 5 år - havde jeg, om ikke cementeret mig selv som forfatter, gjort mig det klart at det var det jeg ville. Der var et tocifret antal antologier under bæltet og i løbet af 2011 havde jeg fået to selvstændige udgivelser, nemlig Pandaemonium og Faderens sønner. Jeg skrev og skrev, der begyndte at komme anmeldelser ind og de fleste af dem var meget positive. Så dukkede der en indkaldelse til en antologi op. Det var fra forlaget Virabooks, der stod for den. Som jeg husker det, var det eneste krav at den skulle være i en af de fantastiske genrer.
Som altid, når jeg støder på krav til en tekst, lagde jeg hovedet i blød. Hvilken af genrerne skulle det være. Et øjeblik senere vidste jeg, at det selvfølgelig ikke skulle være én af genrerne, men dem alle sammen. Lige så hurtigt dukkede historien op, og snart var jeg ved tasterne. Det blev til novellen Sjæleforsørger. Jeg sendte den ind til konkurrencen, og var heldigvis så heldig at den blev dømt god nok til at komme med. Hurra, tænkte jeg - og så gjorde det ikke noget at den ikke udkom som papirbog, men som e-bog. Det tænkte jeg ikke så meget over.
Det blev december 2011 og antologien, der fik titlen Ti noveller fra fantasiens univers, udkom. Jeg arbejdede som vanligt videre på et af mine projekter (Optisk bedrag, hvis jeg ikke husker galt), men efterhånden som det blev forår, begyndte jeg at studse lidt over antologien. Hvor de andre antologier, jeg havde medvirket i, i det mindste fik en anmeldelse eller to, var der helt tyst omkring Ti noveller ... en søgning på nettet gav heller ikke andre hits end forlagets beskrivelse og så selvfølgelig salg på saxo. Om det var fordi forlaget havde glemt at skrive novellernes individuelle forfattere, eller fordi den kun var udkommet som e-bog ved jeg ikke. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og fokuserede på andet.
Med jævne mellemrum vendte jeg tilbage til novellesamlingen, men altid med samme resultat. Den var ikke omtalt eller anmeldt nogen steder. Det var næsten som om den var udkommet og øjeblikkeligt sunket til bunds i den malstrøm af udgivelser der er. Nu skriver vi 2016, og jeg er endnu ikke stødt på et menneske, der har læst samlingen. Det er min egen private bermudatrekants-novelle. Grunden til at den har spøgt hos mig er nok, at jeg faktisk mener den meget hæderlig og ret sjov, så det er trist at den ikke er blevet læst. Samtidig tænker jeg at netop denne antologis skæbne er et velvalgt billede på langt størstedelen af de antologier der udkommer. At de er hurtigt glemte, måske, måske ikke med rette.
Jeg skrev Sjæleforsørger som et afsnit af Twilight Zone, hvor jeg forsøgte at ramme Rod Serlings klassiske introduktion og samtidig inkluderede et ironisk twist. Nu har du muligheden for at bedømme om det er lykkedes. Du kan finde teksten helt nederst, og du er mere end velkommen til at smide en kommentar eller et like.
Hvis du hører efter, kan du lige opfange lyden af en klokke. Det betyder at vi nærmer os havnen. Den første tur gik godt, og nu hvor vi har trukket dybt og mørkt vod, er der kun tilbage at finde ud af om det er ædelstene eller afføring vi har fået i nettet. Jeg håber du er frisk på snart at stævne ud igen - jeg har på fornemmelsen at der længere ude gemmer sig nogle virkelig anderledes ting. Indtil det sker, byder både Tekstoceanet og jeg dig en vidunderlig dag.
Tilbage i 2011 - ikke så langt fra nu, men alligevel hele 5 år - havde jeg, om ikke cementeret mig selv som forfatter, gjort mig det klart at det var det jeg ville. Der var et tocifret antal antologier under bæltet og i løbet af 2011 havde jeg fået to selvstændige udgivelser, nemlig Pandaemonium og Faderens sønner. Jeg skrev og skrev, der begyndte at komme anmeldelser ind og de fleste af dem var meget positive. Så dukkede der en indkaldelse til en antologi op. Det var fra forlaget Virabooks, der stod for den. Som jeg husker det, var det eneste krav at den skulle være i en af de fantastiske genrer.
Med jævne mellemrum vendte jeg tilbage til novellesamlingen, men altid med samme resultat. Den var ikke omtalt eller anmeldt nogen steder. Det var næsten som om den var udkommet og øjeblikkeligt sunket til bunds i den malstrøm af udgivelser der er. Nu skriver vi 2016, og jeg er endnu ikke stødt på et menneske, der har læst samlingen. Det er min egen private bermudatrekants-novelle. Grunden til at den har spøgt hos mig er nok, at jeg faktisk mener den meget hæderlig og ret sjov, så det er trist at den ikke er blevet læst. Samtidig tænker jeg at netop denne antologis skæbne er et velvalgt billede på langt størstedelen af de antologier der udkommer. At de er hurtigt glemte, måske, måske ikke med rette.