Den 20. maj skrev Anna Raaby Ravn en kort artikel i Information med titlen Brandvarm sci-fi. Den stod som en art riposte til Kristian Leths indlæg Sci-fi og fantasy er også litteratur på forlagsliv.dk. Kort fortalt raser Kristian Leth over at de fantastiske genrer til stadighed ikke bliver betragtet som litteratur, og Anne Raaby Ravn siger, at det passer overhovedet ikke, for der undervises i science fiction på både litteraturvidenskab og Forfatterskolen, og hun nævner også en række af the usual suspects inden for dansk litteratur, der 'trækker på genren i deres værker'. Afslutningsvis siger hun, at genren "er altså alt andet end underlødig", den er "brandvarm og heftigt læst".
Det synes jeg er spændende. Sådan rigtig spændende.
En gammel diskussion inden for science fiction er hvorfor der så sjældent står science fiction upå bøgerne. Grunden til dette kan være mange: Det kan skræmme potentielle læsere væk, det kan blive betragtet som 'svær' eller 'nørdet' litteratur, det er noget uforståeligt noget eller det er bare urealistisk. Nogen siger, at det er vigtigt at skrive science fiction på de bøger, der nu engang er science fiction, for ellers bliver der aldrig gjort op med forestillingen om at det er sært eller kun for de få. Andre mener at det er vigtigt at science fiction står på forsiden som et standpunkt, at man som forfatter ikke føler nogen skam ved at skrive science fiction. Andre igen mener at en bedre måde er at gemme genremærkaten 'science fiction' væk og derved lokke folk til uforvarende at læse science fiction, og måske den vej igennem få øjnene op for genren.
Hvis genren er så 'brandvarm' som Anne Raaby Ravn påstår, tænker jeg at de gamle stigmata må være passé. Når noget er 'heftigt læst', er det almindelig sund fornuft at læsere gerne vil vejledes i at finde mere af samme slags. I Brandvarm sci-fi nævner hun en håndfuld danske forfattere, og jeg har fundet frem til en række af forsider til de af deres værker, der betegnes som science fiction:
Der står ikke science fiction på en eneste. Det er lidt sært. Der står krimi på en krimi. Der står spænding på en spænding. I alle fire bøger er der klare science fiction-elementer. Theis Ørntofts Digte 2014 har en postapokalyptisk tåge liggende både i og mellem linjerne, Maria Gerhardts Transfervindue omdanner Nordsjælland til et lykkeligt hospice (der faktisk i dag i Politiken blev kaldt cancer-sci-fi ... som er en genre, jeg ikke kender). Den afskyelige af Charlotte Weitze er sat i fremtiden, hvor klimaforandringerne virkelig har taget til og Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 bliver fortalt i tilbageblik mange hundrede år ude i fremtiden af en rigmand, der gennem videnskabelige metoder har opnået udødelighed.
Det er spændende at se hvordan bøgerne omtales. Udtryk som klimafiktion, fremtidsfortællinger, kontrafaktisk, cli-fi og 'hvad-nu-hvis-litteratur' benyttes meget. Science fiction-betegnelsen er en sjælden gæst, og det stemmer meget dårligt overens med Anne Raaby Ravns påstand om at science fiction virkelig er the shit. En af science fictions fornemste dyder er at fremskrive tendenser i nutiden, sætte disse tendenser i en fremtidig ramme for derved at belyse noget problematisk eller udfordrende ved nutiden. Det kan være teknologiske tendenser, politiske tendenser, sociale tendenser eller noget helt syvende. De fire bøger jeg her har nævnt, lever uden problemer op til det krav. De er science fiction, lige så meget som de er litteratur ... og det er egentlig ærgerligt, at det åbenbart stadig står som et modsætningsforhold. Kald det science fiction i stedet.
I øjeblikket er en af de mest populære serier The Handmaid's Tale, der beskrives et fremtidigt samfund, hvor kvinder har fået frataget de fleste af deres rettigheder. En håndfuld kvinder i det nye samfund er de såkaldte handmaids, der fungerer som rugemødre for den herskende klasses mænd. Serien er inspireret af Margaret Atwoods bog af samme navn fra 1985. Forfatteren har altid undsagt sig at bogen skulle genreklassificeres som noget som helst. Hverken feministisk fiktion, science fiction eller noget som helst andet. Det er hun i sin ret til som skaber af værket. Jeg vil alligevel tillade mig at påstå at den i hvert fald har stærke science fiction-elementer. Det er en fremskrivning af tendenser i nutidens samfund. Bogen rundes af med en epilog, skrevet i år 2195, men vigtigst af alt, så kan der ikke herske nogen tvivl om at The Handmaid's Tale er en dystopi.
Den dystopiske/utopiske fortælling hører ikke kun science fiction-genren til, men det er science fiction-genren, der har udforsket den dybest. I Brandvarm sci-fi nævner Anne Raaby Ravn i flæng forfattere som Orwell og Huxley (ud over Atwood), hvis værker nok ikke kræver den store introduktion. Både Orwell og Huxley beskrev i hhv. 1984 og Fagre nye verden fremtider i forhold til dem selv, Orwell på et politisk/sociologisk grundlag, Huxley på et teknologisk/sociologisk grundlag. Der er altså andet end den dystopiske fortælling, der peger mod science fiction-genren. Orwell ser på overvågningsteknologi, Huxley på psykofarmaka og medicin.
Jeg synes det er problematisk når Anne Raaby Ravn sætter lighedstegn mellem at science fiction er populært, og at der bliver undervist i det på litteraturvidenskab og Forfatterskolen. Det problem intensiveres yderligere af de forfatterskaber, hun vælger at trække frem. Hvis man ser på de danske forfatterskaber hun fremhæver, er det udelukkende forfattere, der bruger science fiction som et element i deres skrivning. Ikke én af dem betegner sig selv som science fiction-forfatter, så handler det i virkeligheden ikke om at de forfattere hun nævner er dem, der i forvejen læses? Hvor er de forfattere, der i mange år har beskæftiget sig alvorligt og professionelt med science fiction, og med fortsæt og som en primær udtryksform skriver i genren? Eksempelvis kunne man starte med Svend Åge Madsen. Et andet problem er at de værker/forfattere, der konsekvent nævnes, må siges at høre til i den bløde ende af science fiction. Hvorfor vælger hun f.eks. ikke at trække The Martian af Andy Weir frem, der blev en rasende succes for et par år siden, og hvor de teknologiske elementer har en reel rolle i bogens handling?
Men hold kæft hvor jeg håber Anne Raaby Ravn har ret. For så er det kun et spørgsmål om tid, før science fiction får lov til at indtage sin retmæssige plads ved siden af al anden litteratur. Det større fokus vil så forhåbentligt også medføre, at science fiction-forfattere bliver inviteret til paneldebatter og receptioner. Forlag begynder at kalde tingene ved deres rette navn og skriver science fiction uden på de romaner der nu engang er science fiction. Det vil så gøre, at trangen til mere brandvarm science fiction vil få de heftige læsere til at søge ud over deres vante cirkler, og opdage de forfattere, der i årevis har skrevet science fiction. Jeg ser frem til, at nu hvor rektor på Forfatterskolen Jeppe Brixvold i en beskrivelse af skolens Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever specifikt siger at "Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden." så vil science fiction-forfattere blive inviteret til at være gæstelærere, for selv hvis de studerende senere hen kun bruger science fiction-elementer i deres værker, er det vel det fornuftigste at de lærer af en person, der har beskæftiget sig med genren i dybden.
Undskyld, hvis tonen i det sidste stykke blev for ironisk. Science fiction betragtes stadig som underlødigt, i hvert fald blandt mange læsere, men jeg håber at det vil ændre sig, og der er dejligt at høre Anne Raaby Ravns beretning fra især litteraturvidenskab. Hele genrevældet burde være irrelevant, men det er det ikke. Selv om man ikke kan ændre opdelingen i genrer, så kan man måske ændre hvordan de forskellige genrer anskues. Og jeg er overbevist om at det starter ved at man kalder en skovl for en skovl. Serien Westworld er science fiction. The Handmaid's Tale er science fiction. Digte 2014 er science fiction. Serien Black Mirror er science fiction. Adam Os tegneserie Ruiner er science fiction. De nævnte værker er også alt muligt andet, men hvis vi ikke bruger ordet science fiction, og derved gør det til først noget normalt og derefter ændrer definitionen, vil det vedblive med at være noget sært, snævert og fremfor alt noget, der står helt for sig selv, i stedet for at være en integreret del af det, der kaldes litteratur.
Hvis genren er så 'brandvarm' som Anne Raaby Ravn påstår, tænker jeg at de gamle stigmata må være passé. Når noget er 'heftigt læst', er det almindelig sund fornuft at læsere gerne vil vejledes i at finde mere af samme slags. I Brandvarm sci-fi nævner hun en håndfuld danske forfattere, og jeg har fundet frem til en række af forsider til de af deres værker, der betegnes som science fiction:
Det er spændende at se hvordan bøgerne omtales. Udtryk som klimafiktion, fremtidsfortællinger, kontrafaktisk, cli-fi og 'hvad-nu-hvis-litteratur' benyttes meget. Science fiction-betegnelsen er en sjælden gæst, og det stemmer meget dårligt overens med Anne Raaby Ravns påstand om at science fiction virkelig er the shit. En af science fictions fornemste dyder er at fremskrive tendenser i nutiden, sætte disse tendenser i en fremtidig ramme for derved at belyse noget problematisk eller udfordrende ved nutiden. Det kan være teknologiske tendenser, politiske tendenser, sociale tendenser eller noget helt syvende. De fire bøger jeg her har nævnt, lever uden problemer op til det krav. De er science fiction, lige så meget som de er litteratur ... og det er egentlig ærgerligt, at det åbenbart stadig står som et modsætningsforhold. Kald det science fiction i stedet.
I øjeblikket er en af de mest populære serier The Handmaid's Tale, der beskrives et fremtidigt samfund, hvor kvinder har fået frataget de fleste af deres rettigheder. En håndfuld kvinder i det nye samfund er de såkaldte handmaids, der fungerer som rugemødre for den herskende klasses mænd. Serien er inspireret af Margaret Atwoods bog af samme navn fra 1985. Forfatteren har altid undsagt sig at bogen skulle genreklassificeres som noget som helst. Hverken feministisk fiktion, science fiction eller noget som helst andet. Det er hun i sin ret til som skaber af værket. Jeg vil alligevel tillade mig at påstå at den i hvert fald har stærke science fiction-elementer. Det er en fremskrivning af tendenser i nutidens samfund. Bogen rundes af med en epilog, skrevet i år 2195, men vigtigst af alt, så kan der ikke herske nogen tvivl om at The Handmaid's Tale er en dystopi.Den dystopiske/utopiske fortælling hører ikke kun science fiction-genren til, men det er science fiction-genren, der har udforsket den dybest. I Brandvarm sci-fi nævner Anne Raaby Ravn i flæng forfattere som Orwell og Huxley (ud over Atwood), hvis værker nok ikke kræver den store introduktion. Både Orwell og Huxley beskrev i hhv. 1984 og Fagre nye verden fremtider i forhold til dem selv, Orwell på et politisk/sociologisk grundlag, Huxley på et teknologisk/sociologisk grundlag. Der er altså andet end den dystopiske fortælling, der peger mod science fiction-genren. Orwell ser på overvågningsteknologi, Huxley på psykofarmaka og medicin.
Jeg synes det er problematisk når Anne Raaby Ravn sætter lighedstegn mellem at science fiction er populært, og at der bliver undervist i det på litteraturvidenskab og Forfatterskolen. Det problem intensiveres yderligere af de forfatterskaber, hun vælger at trække frem. Hvis man ser på de danske forfatterskaber hun fremhæver, er det udelukkende forfattere, der bruger science fiction som et element i deres skrivning. Ikke én af dem betegner sig selv som science fiction-forfatter, så handler det i virkeligheden ikke om at de forfattere hun nævner er dem, der i forvejen læses? Hvor er de forfattere, der i mange år har beskæftiget sig alvorligt og professionelt med science fiction, og med fortsæt og som en primær udtryksform skriver i genren? Eksempelvis kunne man starte med Svend Åge Madsen. Et andet problem er at de værker/forfattere, der konsekvent nævnes, må siges at høre til i den bløde ende af science fiction. Hvorfor vælger hun f.eks. ikke at trække The Martian af Andy Weir frem, der blev en rasende succes for et par år siden, og hvor de teknologiske elementer har en reel rolle i bogens handling?
Men hold kæft hvor jeg håber Anne Raaby Ravn har ret. For så er det kun et spørgsmål om tid, før science fiction får lov til at indtage sin retmæssige plads ved siden af al anden litteratur. Det større fokus vil så forhåbentligt også medføre, at science fiction-forfattere bliver inviteret til paneldebatter og receptioner. Forlag begynder at kalde tingene ved deres rette navn og skriver science fiction uden på de romaner der nu engang er science fiction. Det vil så gøre, at trangen til mere brandvarm science fiction vil få de heftige læsere til at søge ud over deres vante cirkler, og opdage de forfattere, der i årevis har skrevet science fiction. Jeg ser frem til, at nu hvor rektor på Forfatterskolen Jeppe Brixvold i en beskrivelse af skolens Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever specifikt siger at "Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden." så vil science fiction-forfattere blive inviteret til at være gæstelærere, for selv hvis de studerende senere hen kun bruger science fiction-elementer i deres værker, er det vel det fornuftigste at de lærer af en person, der har beskæftiget sig med genren i dybden.
Undskyld, hvis tonen i det sidste stykke blev for ironisk. Science fiction betragtes stadig som underlødigt, i hvert fald blandt mange læsere, men jeg håber at det vil ændre sig, og der er dejligt at høre Anne Raaby Ravns beretning fra især litteraturvidenskab. Hele genrevældet burde være irrelevant, men det er det ikke. Selv om man ikke kan ændre opdelingen i genrer, så kan man måske ændre hvordan de forskellige genrer anskues. Og jeg er overbevist om at det starter ved at man kalder en skovl for en skovl. Serien Westworld er science fiction. The Handmaid's Tale er science fiction. Digte 2014 er science fiction. Serien Black Mirror er science fiction. Adam Os tegneserie Ruiner er science fiction. De nævnte værker er også alt muligt andet, men hvis vi ikke bruger ordet science fiction, og derved gør det til først noget normalt og derefter ændrer definitionen, vil det vedblive med at være noget sært, snævert og fremfor alt noget, der står helt for sig selv, i stedet for at være en integreret del af det, der kaldes litteratur.