Trailer 97 - uddrag af Indestruktium

Gennem de sidste mange år (10?) har Science Fiction Cirklen udgivet en årlig antologi med undertitlen Lige under overfladen. I den er der altid science fiction-noveller fra 15-20 forskellige skribenter og det er altid spændende at se hvad andre har fundet på. Jeg sender ofte mere end en novelle ind til "konkurrencen" og dagens novelle er en af dem, der ikke kom med i antologien og som heller ikke er udgivet. Det ændrer ikke på at jeg selv finder den i den gode ende af mine noveller.

Novellen hedder Indestruktium, og er både navnet på et ekstremt hårdført byggemateriale (i fortællingen) og et nik til en lidt stående joke indenfor science fiction, nemlig unobtanium. Arkitekten Martin sidder på en bar, han har en øl foran sig og på skærmen det, der engang vil blive til et svimlende, moderne underværk. Ud af det blå, og ret flabet, sætter der sig en mand han ikke kender ved hans bord og begynder at fortælle en historie, der lyder som om den skete for lang tid siden, men i virkeligheden handler om noget, der er lige ved at ske. Og med det oplæg, vil jeg træde tilbage og lade ham selv fortælle videre:

"”Engang for længe siden var der et terrorist-angreb på London,” lagde han ud, og tog en serviet fra holderen på bordet.

”En gruppe nord-irske frihedskæmpere havde fået nok af den slappe og knælede attitude, deres regering havde udvist over for Storbritannien i over 20 år. Derfor udså de sig essensen af alt, hvad der var engelsk. Big Ben. En sen eftermiddag i august gik fire mænd ind i det gamle tårn, og placerede bomber på strategisk ømme punkter. Dagen efter detonerede de sprængladningerne. Det store klokketårn eksploderede i en regn af sten, tal og visere. Da det styrtede i grus, dræbte det 700 mennesker. Efterfølgende døde yderligere over 100 som følge af deres skader. Det var en tragisk affære, og selv om de fire mænd blev fanget og dømt til livstid, efterlod angrebet et hul i den engelske folkesjæl,” sagde han, og rodede i sin lomme. En kuglepen viste sig, og hurtigt skitserede han Big Ben på servietten. Fire steder satte han krydser.

”Der, der, der og der sad bomberne. Det gamle tårn havde ikke en chance.”

Jeg så på ham med et underligt blik.

”Det der er ikke et eventyr. Det skete sidste år,” sagde jeg.

”Hvem er det, der fortæller historien? Dig eller mig?”

”Dig. Men indtil videre har jeg hørt den,” kommenterede jeg.

”Det er også de bedste historier. Dem man tror man kender. Men efter hele Storbritannien havde sørget i et år, blev det besluttet at afholde en konkurrence. I ren trods krævede den engelske befolkning at en anden bygning blev opført i Big Bens sted. Den skulle stå på præcis samme sted, ved siden af Palace of Westminster og skue ud over Themsen. Eftersom der var valg i samme år, var den engelske premierminister ikke sen til at følge befolkningens ønske. Derfor udskrev de en konkurrence til alle verdens arkitekter. Opgaven var simpel. Lav en bygning, der er lige så unik som Big Ben havde været.”

Jeg hostede ned i min øl.

”Den konkurrence kender jeg godt. Vi er et par stykker, der … ”

”Shh – jeg fortæller,” formanede han, og pegede på mig.

”Er du holdt op med at ryge endnu?” spurgte han

”Nej.”

”Så nasser jeg lige en smøg om et par minutter. Det er ved at være lang tid siden. Svære at få fat på,” sagde han, men inden jeg kunne kommentere, fortsatte han med at tale.

”Konkurrencen løb over et år, og den blev en enorm succes. Alle medvirkede. Fra de største firmaer til den mindste arkitektspire. Kreativiteten var enorm. Fra Süss&Berhnkopf i Berlin kom en bygning, der var lavet som tre bygninger, der slyngede sig om hinanden i en efterligning af æskulap-staven. Fra en anonym bidrager i Tokyo kom et forslag om at bygge et tårn, hvis facade var et evigt opdaterende kort over De Britiske Øer. Selvfølgelig var der også mere normale forslag. Amerikanerne kom med et forslag om at genopføre Twin Towers. Det forslag nåede ikke engang gennem den indledende runde. Bad taste, hvis du spørger mig. Men til sidst stod de med en vinder. Og sikke en vinder, det var.”

Han nikkede for sig selv.

”Et smukt stykke arbejde. Kunne være et skoleeksempel på hvordan man arkitektonisk fremavler skønhed. Bygningen trak på de største traditioner, fra gotikken over art deco til Bauhaus. En af de mest fantastiske ting ved netop denne bygnings sammenblanding af stilarter var, at ingen steder virkede den opstyltet eller forstillet. Det var lykkedes arkitekten af bibeholde alt det smukke, og skjule alt det grimme. Et sandt unikum. Og det er da også en sandhed, at efter arkitekten havde tegnet den bygning, skulle han aldrig mere bekymre sig om arbejde igen. For tilbuddene stod i kø, og han kunne næsten nævne sin egen pris. Drik din øl. Ellers kommer du ikke til den næste.”

Jeg parerede ordre, tog en slurk og tørrede mig om munden med bagsiden af hånden.

”Hvad hed arkitekten?” spurgte jeg, da han satte læberne til sit glas.

”Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at han blev kendt. Men hvor dygtig og kunstnerisk fremragende arkitekt nu end var, var det ikke bygningens udseende, der i sidste ende afgjorde, at det var den der vandt. For mange af de andre indlæg i konkurrencen havde været lige så fantasifulde, lige så smukke og lige så exceptionelle. Hmm, kan man egentlig sige det? At to ting er lige exceptionelle?” spurgte han.

Der gik et øjeblik, før jeg forstod at han rent faktisk forventede et svar.

”Øhm, det tror jeg nok,” fik jeg hakket frem. ”Hvis de er exceptionelle på hver deres måde.”

”Men hvordan bedømmer man så, om de er lige?” spurgte han, med et oprigtigt blik i øjnene."