I 2013 afholdt forlaget Valeta, i samarbejde med bloggen apokalyptisk.dk, en novelle-konkurrence med temaet Undergang. Undergangen kunne tolkes som man nu ville, og med mine tendenser inden for emner i min skrivning, kunne jeg ikke lade en sådan chance gå min næse forbi. Jeg havde en klar idé, som jeg skrev længe på og efterhånden som deadlinen nærmede sig var jeg helt rolig. Jeg havde mit bidrag. Lige indtil at lynet ramte mig, fjorten dage før tid. Jeg fik en bedre idé, og den endte i novellen Den allersidste dans, der heldigvis kom med i antologien.
Men hvad så med den anden historie? Ja, den sendte jeg ikke ind, men for første gang ser et udsnit dagens lys. Tonen i den er meget semantisk, meget lallende og næsten udelukkende holdt i direkte tale. Hovedpersonen er en navnløs person ... og så den skabning, hvis job det er at reducere Jorden til absolut ingenting, noget denne skabning forresten finder usædvanligt trivielt, og derfor har skabningen intet imod at slå lidt tid ihjel med snak, nu hvor den alligevel er i gang med at dræbe resten. Og titlen? Blot en mindre undergang.
"Hovhov. Nu skal du ikke se tøsefornærmet ud. Jeg er
overbevist om at du har fået tudet ørerne fulde af hvor unik og
fantastisk og sjælsflænsende vidunderlig netop denne planet er. Det
passer ikke. Din verden er et kedeligt gennemsnit. En statistisk
konstant. Man kunne stille sit ur efter din verden, og så glemme alt
om den. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Lidt stolthed skal man
have for sit håndværk, selv når dette er ækvivalenten til en
røvkedelig mandag på kontoret. I har mandage? Godt, så har jeg da
lidt styr på det. Med så mange verdener ændrer tingene sig hele
tiden.
Pause? Så lad gå, det kan jeg godt. Tid er sådan et
abstrakt koncept. Ikke fordi jeg forstår mig på den slags. Jeg er
overhovedet ikke abstrakt, men jeg er imponeret over ideen om at man
kan sætte tid i system, og så derefter udklække princippet om en
pause. Som om I kan trykke på en knap, og så stoppe universets
rotation. Megalomantisk, mon ikke! Pudsigt attraktivt. Lidt
storhedsvanvid er et fremragende bind for øjnene. Men hvorfor vil du
have mig til at sætte pausefiskene i gang?
Okay.
Det kan man vel godt forstå. Jeg ved ikke om du har ret
til
en forklaring, men jeg vil godt give dig en alligevel. Jeg kan ikke
stoppe tiden, det kan ingen, men jeg kan brække dens ben, så den
kun snøvler sig frem. Du er et bevidst væsen, der har funderet over
din plads i verdens store myretue, i universet, i hurtigkøen i
Netto. Så er det kun fair at du får lidt perspektiv på det hele.
Jeg kunne give dig svaret på tre sekunder, men eftersom jeg har
stækket tiden, vil det tage for evigt. Se det positive i det. Du har
første parket til hele kataklysmen og jeg garanterer dig for at du
bliver den sidste, der ryger.
Hørte
du efter tidligere, da jeg kaldte din verden for et kedeligt
gennemsnit? Godt, det havde du ikke glemt. Jeg kan mærke helt
herover, hvor vred det gør dig. Her kommer jeg, trækker pikken frem
og pisser ud over hele din virkelighed. God, tyk morgenurin.
Selvfølgelig bliver du harm. Men det er ikke fordi jeg har noget mod
din verden. Der er bare så mange verdener derude, at jeg har svært
ved at finde entusiasmen frem, når det kommer til din. Tro mig, jeg
gør mit bedste. Nothing
personal.
For dig er det her en skelsættende begivenhed. At der
er så ikke er andet på den anden side af skellet end ultimativ
tomhed, er irrelevant. Alle dine drømme, alle dine håb, alle dine
sukkerchok og premierefilm er hedengangne. Det forstår jeg godt alt
sammen. Du må forstå, at for mig er det et arbejde. Jeg
kataklysmede en verden til stumper i går, og jeg vil destruere endnu
en variant af Jorden igen i morgen. Samlebåndsarbejde.
Det er måske forkert af mig at være så hoven. Du kan
jo ikke vide, at de sidste mange gange har jeg smadret meget
identiske versioner af Jorden. Der har ikke været nogen
overraskelser, og det kan godt gøre en træt. Lidt lyspunkter har
din verden dog. Det vil jeg godt nævne. I har trods alt pingviner og
maling. Det er noget. Eller, I havde pingviner.
Det jeg forsøger at sige er, at der måske er gået
lidt for meget trummerum i det. Min glæde over mit arbejde er
hensygnende. Tragisk, hvis man tænker over det, eftersom jeg ikke
har så mange muligheder for at få et andet job. Der hvor jeg har
hjemme har vi ingen arbejdsformidling. Ingen understøttelse. Ingen
videreuddannelse. Jeg udfører den funktion, som jeg er skabt til.
Måske kan du sætte dig i mit sted? En omstændighed er dog
formildende: Jeg er forbandet god til det jeg laver.
BAM!
Haha, så du det!? Det var sgu lidt krydderi på
tilværelsen alligevel. Det sker kun en gang ud af million, at et af
kontinenterne rive sig fri af soklen og lander som en halv sandwich
oven på et af de andre. Den havde jeg ikke set komme. Måske tog jeg
fejl. Din verden kan byde på en smule adspredelse alligevel.
Der er ikke noget, der glider forbi din opmærksomhed,
hva? Du bed dig fast i det ene ord, som var det en sukkerknald.
Skabt. Hvem har skabt mig? Hvis jeg skal forklare det på en måde,
hvor du kan være med, vil jeg nok bruge ordet 'lem'. Åben mund og
polypper. Jeg snakker altså ikke sjofelt. Det er kun dig, der tænker
sådan. Den del kommer jeg aldrig til at forstå, men det hænger vel
sammen med begær. Konstant pik og patter. Øjeblik, jeg skal lige
fokusere på Atlanterhavet."