Januars arbejde 2014

De faste læsere af min blog har nok efterhånden vænnet sig til at jeg laver ganske systematiske updates. I mange år har jeg kørt med en månedlig begivenhed, der kort fortalte hvad jeg havde skrevet i den forrige måned. Da jeg må sande at skrivebiksen er vokset og det nu ikke kun er de nye ting jeg skriver, der fylder op, har jeg valgt at omdøbe og udvide det tidligere segment. Derfor, mine damer og herrer, for første gang på Silvestris blog: Månedens arbejde.

For ikke at starte alt for hårdt ud, har jeg i januar måned skrevet en enkelt novelle, men er omkring 90% færdig med endnu en. Den må så komme med i februars update.

Ex libris (realisme, 6200 ord)

Novellens hovedperson er ved at skrive sit afsluttende speciale i Skandinavisk litteratur, men det er noget af en prøvelse, da forfatteren han har udvalgt sig er på gravens rand. Og der hvor vores hovedperson kommer fra, må man ikke læse de dødes bøger ...

Sidste år skrev jeg nogle engelske stykker science fiction. De var ret korte, men jeg tænkte at de havde potentiale til mere. Derfor har jeg i løber af januar oversat to af dem til dansk og omskrevet dem efterfølgende. Det har givet mig lidt at vælge imellem, da indkaldelsen til SFCs årlige antologi er lige om hjørnet.

Lige børn (science fiction, 2300 ord)
Ukrudt (science fiction, 3900 ord)

Det skulle dog nødigt være sådan at jeg går og keder mig. Derfor lyn-deltog jeg også i to konkurrencer på nettet. Den ene var til Futures: Science Fiction in Nature og måtte kun være på 200 tegn. Den anden var et stykke flash fiction til Massacre magazine, hvor man skulle skrive horror ud fra et billede. Det bliver spændende at se hvordan de går med de to stykker tekst.

Igennem længere tid har jeg arbejdet på det der bliver min næste udgivelse. En dobbelt kortroman, der blandt andet leger en del med en bogs udseende. I løbet af januar rettede og omskrev jeg både Live og Ambrosia to gange og i skrivende stund ligger værket hos korrekturlæseren. Det vil sige at min femte, selvstændige udgivelse er lige på trapperne! Ud over de to kortromaner har jeg også læst korrektur med mere på min novelle Den allersidste dans, der er med i Forlaget Valetas kommende antologi Undergang.

Ud over det rene skrivearbejde er mange af mine aftener gået med at researche og gennemlæse en anden forfatters novellesamling. Hvorfor? Fordi jeg er i fuld gang med at skrive et undervisningsmateriale til samlingen. Det er et område jeg har arbejdet med før, men aldrig i så stort mål, og det tager både energi og tid. Til gengæld giver det en masse erfaring.

Februar måned er allerede godt booket op, og den kommer helt sikkert til at stå på en artikel, der skal skrives, en ditto ansøgning og så lusker en ide til en omgang science fiction også rundt. Og så var der vist ikke mere lige nu.

Store nyheder - i september ... det hemmelige projekt

Hovhov - hvad er nu det? Bruger han nu tillægsord i titlen. Det er nemlig rigtigt, oh du min ophøjede læser, for der er virkelig tale om store nyheder. Og en af de helt store som forfatter er når man kan annoncere at en ny bog er blevet antaget. Det kan jeg nu: Jeg har fået en bog antaget, forlagsaftalen er underskrevet og nu er efterbehandlingen godt i gang.

Hvis jeg bliver mere seriøs at se på begynder jeg at skide paragraffer

De af jer der har fulgt med i bloggen tænker sikkert at det er Odd, det handler om. Jeg er ked af at skuffe dem, der har ventet, men det er det ikke. I stedet for handler det om det projekt, jeg indtil nu kun har refereret til som "det hemmelige projekt". Nu er det ikke i skjul længere - læs blot videre.

I 2007 skrev jeg en meget lang novelle, som jeg selv tænkte havde et ret godt potentiale. Men det var hele tiden som om den manglede noget. Hvad det var kunne jeg ikke sætte fingeren på, men det var bare som om den ikke var helstøbt, selv om den var færdig. Derfor lagde jeg den i bunken med "tvivlsom fremtid"-noveller og vendte opmærksomheden andetsteds. Der lå novellen så og samlede støv, mens jeg skrev nye ting, begyndte at udgive og så videre og så videre. Så, i 2012, begyndte jeg at skrive på en ny novelle. Den blev længere og længere og pludselig var jeg blæst ind i det land, der hed kortroman. Den novelle hed Og så går vi live. 

Jeg var ret tilfreds med den, lagde den til side og fortsatte med at arbejde. Så ... skete der noget. Jeg kunne ikke få den ud af hovedet. Den blev ved at svirre og den gav mig fornemmelsen af at den manglede noget. Utroligt nok tog det mig tre-fire måneder at komme i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde haft det på samme måde med en anden lang novelle. Den, der var skrevet i 2007 og bar titlen Ambrosia.

Jeg tog begge noveller frem, lagde dem ved siden af hinanden og så sagde det klik. De matchede. Endelig havde jeg fundet modparten. Det var en mærkelig følelse at stå med to værker, der var adskilt af fem år, men alligevel havde de rette hægter. Da sommeren 2013 nærmede sig, tog jeg en dyb indånding og redigerede begge noveller. Ambrosia blev skrevet om fra bunden og steg i længde, så den også blev en kortroman. Så lagde jeg dem op igen - og voila, et helt manuskript.

Men ... det skulle være noget specielt. Det var jeg ikke i tvivl om. Derfor gravede jeg en gammel ide frem fra den blødeste del af min hjerne. I 70erne brugte man det en del til billigbøger med to forfattere. Ofte nogen af de "underlødige" genrer, som krimi bl.a. også tilhørte dengang. Ideen matchede. Det skulle være en vendebog. Altså en man helt fysisk skal vende.

Forlaget Valeta var heldigvis med på ideen og i skrivende stund har jeg fået lov til at vise dette meget tidlige billede af forsiderne. Ja, du hørte rigtigt: Forsiderne.

Den midlertidige forside - meget vil ændre sig endnu.

Her og nu vil jeg ikke fortælle hvad historierne handler om, andet end de har visse temaer tilfælles - og for ikke at forglemme, vil der også komme en dejlig illustration i midten af bogen. Mit største dilemma lige nu er, hvad jeg skal kalde bogen i daglig tale. Jeg tror dog at jeg ender med A/O - medmindre du har et bedre forslag?