Hovhov - hvad er nu det? Bruger han nu tillægsord i titlen. Det er nemlig rigtigt, oh du min ophøjede læser, for der er virkelig tale om store nyheder. Og en af de helt store som forfatter er når man kan annoncere at en ny bog er blevet antaget. Det kan jeg nu: Jeg har fået en bog antaget, forlagsaftalen er underskrevet og nu er efterbehandlingen godt i gang.
De af jer der har fulgt med i bloggen tænker sikkert at det er Odd, det handler om. Jeg er ked af at skuffe dem, der har ventet, men det er det ikke. I stedet for handler det om det projekt, jeg indtil nu kun har refereret til som "det hemmelige projekt". Nu er det ikke i skjul længere - læs blot videre.
I 2007 skrev jeg en meget lang novelle, som jeg selv tænkte havde et ret godt potentiale. Men det var hele tiden som om den manglede noget. Hvad det var kunne jeg ikke sætte fingeren på, men det var bare som om den ikke var helstøbt, selv om den var færdig. Derfor lagde jeg den i bunken med "tvivlsom fremtid"-noveller og vendte opmærksomheden andetsteds. Der lå novellen så og samlede støv, mens jeg skrev nye ting, begyndte at udgive og så videre og så videre. Så, i 2012, begyndte jeg at skrive på en ny novelle. Den blev længere og længere og pludselig var jeg blæst ind i det land, der hed kortroman. Den novelle hed Og så går vi live.
Jeg var ret tilfreds med den, lagde den til side og fortsatte med at arbejde. Så ... skete der noget. Jeg kunne ikke få den ud af hovedet. Den blev ved at svirre og den gav mig fornemmelsen af at den manglede noget. Utroligt nok tog det mig tre-fire måneder at komme i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde haft det på samme måde med en anden lang novelle. Den, der var skrevet i 2007 og bar titlen Ambrosia.
Jeg tog begge noveller frem, lagde dem ved siden af hinanden og så sagde det klik. De matchede. Endelig havde jeg fundet modparten. Det var en mærkelig følelse at stå med to værker, der var adskilt af fem år, men alligevel havde de rette hægter. Da sommeren 2013 nærmede sig, tog jeg en dyb indånding og redigerede begge noveller. Ambrosia blev skrevet om fra bunden og steg i længde, så den også blev en kortroman. Så lagde jeg dem op igen - og voila, et helt manuskript.
Men ... det skulle være noget specielt. Det var jeg ikke i tvivl om. Derfor gravede jeg en gammel ide frem fra den blødeste del af min hjerne. I 70erne brugte man det en del til billigbøger med to forfattere. Ofte nogen af de "underlødige" genrer, som krimi bl.a. også tilhørte dengang. Ideen matchede. Det skulle være en vendebog. Altså en man helt fysisk skal vende.
Forlaget Valeta var heldigvis med på ideen og i skrivende stund har jeg fået lov til at vise dette meget tidlige billede af forsiderne. Ja, du hørte rigtigt: Forsiderne.
Her og nu vil jeg ikke fortælle hvad historierne handler om, andet end de har visse temaer tilfælles - og for ikke at forglemme, vil der også komme en dejlig illustration i midten af bogen. Mit største dilemma lige nu er, hvad jeg skal kalde bogen i daglig tale. Jeg tror dog at jeg ender med A/O - medmindre du har et bedre forslag?
 |
| Hvis jeg bliver mere seriøs at se på begynder jeg at skide paragraffer |
De af jer der har fulgt med i bloggen tænker sikkert at det er Odd, det handler om. Jeg er ked af at skuffe dem, der har ventet, men det er det ikke. I stedet for handler det om det projekt, jeg indtil nu kun har refereret til som "det hemmelige projekt". Nu er det ikke i skjul længere - læs blot videre.
I 2007 skrev jeg en meget lang novelle, som jeg selv tænkte havde et ret godt potentiale. Men det var hele tiden som om den manglede noget. Hvad det var kunne jeg ikke sætte fingeren på, men det var bare som om den ikke var helstøbt, selv om den var færdig. Derfor lagde jeg den i bunken med "tvivlsom fremtid"-noveller og vendte opmærksomheden andetsteds. Der lå novellen så og samlede støv, mens jeg skrev nye ting, begyndte at udgive og så videre og så videre. Så, i 2012, begyndte jeg at skrive på en ny novelle. Den blev længere og længere og pludselig var jeg blæst ind i det land, der hed kortroman. Den novelle hed Og så går vi live.
Jeg var ret tilfreds med den, lagde den til side og fortsatte med at arbejde. Så ... skete der noget. Jeg kunne ikke få den ud af hovedet. Den blev ved at svirre og den gav mig fornemmelsen af at den manglede noget. Utroligt nok tog det mig tre-fire måneder at komme i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde haft det på samme måde med en anden lang novelle. Den, der var skrevet i 2007 og bar titlen Ambrosia.
Jeg tog begge noveller frem, lagde dem ved siden af hinanden og så sagde det klik. De matchede. Endelig havde jeg fundet modparten. Det var en mærkelig følelse at stå med to værker, der var adskilt af fem år, men alligevel havde de rette hægter. Da sommeren 2013 nærmede sig, tog jeg en dyb indånding og redigerede begge noveller. Ambrosia blev skrevet om fra bunden og steg i længde, så den også blev en kortroman. Så lagde jeg dem op igen - og voila, et helt manuskript.
Men ... det skulle være noget specielt. Det var jeg ikke i tvivl om. Derfor gravede jeg en gammel ide frem fra den blødeste del af min hjerne. I 70erne brugte man det en del til billigbøger med to forfattere. Ofte nogen af de "underlødige" genrer, som krimi bl.a. også tilhørte dengang. Ideen matchede. Det skulle være en vendebog. Altså en man helt fysisk skal vende.
Forlaget Valeta var heldigvis med på ideen og i skrivende stund har jeg fået lov til at vise dette meget tidlige billede af forsiderne. Ja, du hørte rigtigt: Forsiderne.
 |
| Den midlertidige forside - meget vil ændre sig endnu. |
