Z-faktor 2012

Marts' nyheder - Mark II

Så er vi næsten en fjerdedel gennem året, og heldigvis for mig bliver der ved med at ske ting i forhold til mit forfattervirke. Lige så heldigt sker der også ting for andre, og et stort tillykke til Steen Langstrup med hans sejr. Han blev hermed den første modtager af den nyindstiftede Dansk Horror Pris for romanen Alt det hun ville ønske hun ikke forstod.

Netop Steen bad mig for et stykke tid siden om at skrive min værste (bedste?) oplevelse med det skræmmende ned, og det er der kommer følgende stykke tekst ud af. I det beskriver jeg et lydbånd, der skulle vise sig at sætte uudslettelige spor i min spinkle barnepsyke.

Tidligere på måneden var jeg i Odense til lyrikoplæsning, og det var så heldigt at de havde mikrofonerne klar. Kast jer fro over min oplæsning af digtet Domino, der slet ikke er så sødt, at det gør noget.

Om to dage slutter afstemningen til Niels Klim-prisen, hvor jeg er nomineret i kategorien Langnovelle med min fortælling Faderens sønner. Teksten kan ganske vederlagsfrit nærstuderes her på siden, men skynd jer - 1. april er den borte for at stedse, og vil kun være at finde i min novellesamling af samme navn. Der har den det så også godt sammen med tretten andre noveller, der er værd at læse.

Ellers har jeg hevet et gammelt manus frem af skuffen, og det ligger lunt og klar til vejret bliver det samme. Så skal der nærlæses og omskrives til den store guldmedalje. Men inden da arbejder jeg hektisk på at redigere noget, der godt kunne blive min opfølger til Køtere dør om vinteren.

Marts første nyheder

Der sker en masse ting på skrivefronten, og det holder mig virkelig til ilden. Jeg er stadig i fuld gang med at redigere novellerne til det, der forhåbentligt bliver mit næste udspil. Derfor er det så meget federe, at meninger og anmeldelser fra noveller, jeg har haft med i antologier bliver ved med at tikke ind.

Den første er Dystre Danmark 2, der har fået en rigtig god anmeldelse i Himmelskibet nummer 31. Det er Thomas Winther der står for den, og om min novelle har han følgende at sige:

"Silvestris novelle Jacobs stige er et mareridtsbesøg i et cirkus, der viser at det ikke kun er klovne der kan være skræmmende ved et cirkus, og at nogle mareridt kan man ikke vågne op fra. Silvestri viser med denne novelle endnu engang at han er formidabel til at beskrive handling og stemninger."

Så har antologien Det sker igen fra forlaget Kandor også fået en anmeldelse. Det er Jette Holst, der har skrevet ordene, og om min novelle har hun følgende at sige:

"Blandt de bedste er A. Silvestri, som virkelig er ved at finde sin platform som forfatter. I novellen
Morituri te salutant følger vi fire borgere, som i fremtidens Danmark ikke kan yde deres bidrag til samfundet. Steffen ryger for meget, Lise spiser for meget, Morten drikker for meget, og Erica er kritisk kunstner. Først ligner novellen en historie der er set flere gange før, bl.a. i Stephen Kings novelle ”Quitters A/S” fra 1978, om en mand som ønsker at holde op med at ryge og til det formål får hjælp fra et barsk firma. Men Silvestri driver tanken endnu længere ud, og lader de fire borgere optræde i et tv-program, mens de afstraffes – og de har indflydelse på de andres lidelser."

I sidste weekend medvirkede jeg i Z-faktor, som var en del af Odense Lyrikfestivals program. Jeg havde sendt et digt ind, og det var blevet dømt godt nok til at medvirke i konkurrencen. Jeg klarede mig gennem den indledende runde, men da der kun var fire digtere tilbage, røg jeg desværre ud. Tillykke til vinderne, og mit oplæste digt Domino vil snart være at høre på sitet forfatterstemmer.dk.