Køen

April og majs arbejde 2017 - især om at redigere, et besøg i Nakskov og eventyr

Det er lang tid siden jeg har skrevet sidst, og det er fordi der har været meget travlt både i forfattersnedkeriet og ude i den verden, der så ofte kaldes for den virkelige. Halvdelen af tiden har jeg siddet fuldkommen begravet i tekster, og den anden halvdel af tiden har jeg spænet rundt til møder, aftaler og hvad vi ellers har. I april hyggede jeg mig også gevaldigt med et langvarigt hold i ryggen,  der gjorde det til en herkulisk prøvelse at sidde foran computeren. Men man må jo lide for kunsten, for løbet med skønheden er vist kørt for længst.
Det er blevet til fire noveller. Utroligt nok havde to forskellige forlag udskrevet novellekonkurrencer med næsten samme deadline og emne, nemlig eventyr, så jeg fik prøvet mine genretræk af på to forskellige eventyr. I de andre fortællinger arbejdede jeg meget med billedsprog og formsprog, det gav et ret specielt resultat og begge historier endte krydret med lidt science fiction. Det har været rart hele tiden at være i gang med noget ved siden af alt rettearbejdet.

Ingelises vrang (5500 ord, weird)
Køen (2100 ord, weird)
Historien om en moder (4700 ord, eventyr)
De vinterfødte (7000 ord, eventyr)

Novellen Ingelises vrang udspiller sig på en fertilitetsklinik af en art, hvor novellens jeg betragter den forsagte Ingelise, der ønsker sig et barn, og efter at være flygtet fra fertilitetsklinikken fire gange nu endelig sidder på en stol foran ham. Ingelise er sørgelig, hun er den slags menneske man overser og kun nødigt beskæftiger sig med, men efterhånden som deres samtale vokser sig større, finder historiens jeg sig i en sær boble sammen med Ingelise, for hvad er det den ydmygede kvinde så gerne vil have? Det er en filosofisk fortælling, en realistisk fortælling gemt i billedsprog og jeg kan virkelig godt lide dens særhed.

Mindre mærkværdig, med større ankre i en konstant gentagelse, finder vi den korte fortælling Køen. I køen går robotter og mennesker side om side, uden at tale, og hele køen tager hele tiden et skridt frem. Der er varmt, himlen er klattet til med sort, luften stinker af brændte sikringer og bacon og hele køen tager et skridt frem. Det er en sær, analogisk og vanskabt verden, jeg har kreeret i Køen, og jeg ser frem til at den på et tidspunkt bliver læst af andre.

I 1847 skrev H.C.Andersen eventyret Historien om en moder. I 2017 omskrev jeg det til en moderne version. Tematikken er stadig  den samme, moren mister sin datter til Døden og sætter efter ham for at få sin datter tilbage. Jeg har gjort hele eventyret mere sært, føjet grimme nutidskommentarer til, undervejs lusket elementer fra en håndfuld andre H.C.Andersen-eventyr ind i fletværket og rodet med kernepunkter i fortællingen, så fortællingen ikke bare er en kopi.

De vinterfødte er et moderne eventyr, hvor vinteren og dens elementer er i fokus. Den tager udgangspunkt i nordisk og grønlandsk mytologi, og jeg har virkelig udnyttet den pludselighed hvormed nye figurer bare introduceres i eventyr. Historien handler om Fannar, hvis navn betyder snedrive. Undervejs i fortællingen møder han Disa med de anisokoriske øjne, Vinterfar der er blind og Dobbeltsyn, hvis øjne har hver deres farve. Hvor det ender henne, ja, det må man læse sig til.

Redigering, omskrivning, tilretning og revidering

Som allerede nævnt har de sidste par måneder især stået på redaktion, omskrivning og revision. Jeg har virkelig mærket hvad den direkte konsekvens er af at skrive meget ... nemlig at rette og omskrive tilsvarende, og det føles lidt som om de sidste par års arbejde har valgt at kulminere synkront i disse tider.  

Det hober sig op!
Først og fremmest stod min roman Et satans arbejde på programmet. 250 siders roman, sammenlagt lidt over 120.000 ord om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte noget af Helvede til Hellerup. Jeg skrev den færdig i 2015, men efterfølgende har den været igennem flere redigeringsrunder, og her i april kunne jeg endelig skrive færdig på den. Jeg håber virkelig at den bliver antaget, da det er en ret unik historie, og det vil være synd og skam om den ikke kommer ud til et større publikum.

Meeen, romanen var ikke alt. Sidste år udkom den første i en række opsamlinger af mine noveller, nemlig Sand og sten, stål og glas på forlagene Calibat/DreamLitt. I år er turen kommet til Fast arbejde, der primært beskæftiger sig med den humoristiske side af mit forfatterskab. Som Sand og sten, stål og glas kommer opsamlingen til at bestå af syv noveller, der tidligere har været udgivet, og en som aldrig har været det. Den ældste skrev jeg oprindeligt i 2007, mens den nyeste er fra sidste år. Sammenlagt bestod manus af 70.000 ord, eller omkring 180 sider, og nu glæder jeg mig til at se hvad redaktøren siger.

Meeen, vi er ikke færdige endnu. Jeg skulle også rette den engelske novelle Bon Voyage, Voyage, der er en del af en australsk horror-antologi (hvortil Clive Barker leverer hovednovellen), som lige er udkommet, oversætte min gamle science fiction-novelle Voisinisme til engelsk og sende den ind til et amerikansk blad, og redigere horror-novellen Mandsmørke og sende den ind til en konkurrence. Sammenlagt redigerede jeg omkring 500 sider, og det svarer til antallet af ark i en pakke printerpapir. Jeg var fuldkommen smadret klokken 10 om aftenen, og når jeg sætter det op som her, kan jeg egentlig godt forstå hvorfor.

Besøg på Nakskov Bibliotek 

Den 26/4 var jeg på besøg på Nakskov Bibliotek. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af og som er en interessegruppe for forfattere med tilknytning til det gamle Storstrøms Amt, har i det sidste stykke tid stået for en række arrangementer under paraplyen Ord på biblioteket, hvor lokale forfattere læser op. Nu var turen kommet til mig. Desværre var der næsten ingen fremmødte, men de få der var oplevede formanden for foreningen Sigurd Kværndrup interviewe mig om mit forfatterskab og høre oplæsning fra novellen I sit ansigts sved fra min opsamling Sand og sten, stål og glas. Det er altid ærgerligt at optræde for næsten tomme sale, og jeg håber at der en anden gang vil blive gjort lidt mere reklame for arrangementet end der blev gjort i denne omgang.

Hvad ellers?

Selv om det nu er blevet sommer, redigerer og omskriver jeg stadig på fuld kraft. Min billedroman King er under omskrivning, og det falder mig ikke så let at gøre mit sprog mere BU-venligt. Fast arbejde er kommet tilbage fra en begejstret redaktør, og skal nu igennem endnu en runde, og så venter der også et romanprojekt, der næsten er færdigt. Sikke tider at leve i :)