Trailer 94 - uddrag af I løngangen

En setting, et sted, der findes i rigtig mange genrer er baren. Den er især blevet brugt meget i science fiction (Historier fra Den Hvide Hjort - Clarke, The Draco Tavern - Niven), hvor baren ofte er blevet anvendt som et knudepunkt i en samling noveller - altså som et sted, der binder tingene sammen. Baren i sig selv bliver dog også anvendt i både fantasy og horror; der er noget almenmenneskeligt i muligheden for at drikke sig grundigt besoffen. Baren er dog ofte også et sted, hvor historier og erkendelser ser, om ikke dagens lys, så det beskidte og tilrøgede lokale. En del af tiltrækningen ved barer er nok også, at de ikke har ændret sig synderligt gennem menneskehedens historie - og sandsynligvis ikke vil ændre sig meget i fremtiden. Det gør baren til en, omend ikke unik, så speciel setting.

 

I I løngangen handler det om Steen, der lige er blevet droppet af kæresten og er journalist. Og det handler om Laust, der er løber. Bedst mens Steen sidder og har ekstremt ondt af sig selv, ankommer Laust til baren. Han har stadig løbetøj på, han sveder kraftigt, selv om det er vinter og han passer lige så godt ind i en mørk bar som en dromedar i et symfoniorkester. Ingen gør plads for den nyankomne, undtagen Steen, hvis journalist-instinkter er blevet vakt. Der må gemme sig en historie i løberen Laust. Resten af historien kan du læse i min samling Kærlighedsfrugt, der udkommer senere på året.

"Mens jeg bestilte, tog han huen af og sukkede tilfreds. Hans ansigt havde indtil nu været hårdt, men nu blødte varmen det en smule op. Han var tæt på de fyrre. Nok derfor han ikke havde været til OL i ´12. For hurtigt gammel. Selv begrænsede min løbeerfaring sig til et par skamfulde nytårsfortsæt og et enkelt forsøg på at imponere en noget yngre pige. Ingen af delene var lykkedes. Jeg rodede i min jakke, fiskede en krøllet pakke Caminante frem og tændte en. Den fede røg blandede sig med resten.

”Jeg bliver nødt til at spørge,” sagde jeg. ”Hvad laver du her? På Hankatten ser vi ikke mange OL-løbere og slet ikke nogen, der stadig har sportstøjet på. Så hvad handler det her om? Du er heller ikke fast kunde, for det er jeg.”

”Jeg gemmer mig,” sagde Laust hurtigt og rømmede sig. Hans sparsomme, lyse hår stod lige op i luften. Han var skaldet på toppen, så det resterende hår mindede mig om en munks tonsur.

”Fra konen?” spurgte jeg og stoppede min hånd, der allerede var på vej ind i inderlommen efter min notesblok. Selv om jeg både ejede og brugte en smartphone, besad jeg stadig en inkarneret mistro til den moderne teknologi. Jeg lod den holde øje med mine aftaler og med, at jeg kom op om morgenen, men vigtige ting som historier insisterede jeg på at have i hard copy.

”Nej. Slet ikke fra hende. Hun ville blive glad, hvis hun vidste, at jeg var her. Selvfølgelig ville hun blive mest glad, hvis jeg holdt helt op med at løbe, men det kan jeg ikke. Nogle ting er man ikke selv herre over. Ved du, hvad jeg mener?”

Jeg nikkede og trak notesblokken frem. ”Ja, jeg tror, jeg ved, hvad du mener. Du er heldig, at din kone forstår det.” Af gammel vane fugtede jeg kuglepennen med spidsen af tungen og satte den til papiret. Hurtigt skrev jeg hans navn øverst, efterfulgt af en række symboler; min selvopfundne stenografi.

”Er du journalist?” spurgte han, og jeg genkendte den lette tøven, der ofte kendetegnede de mennesker, som var kendte, fordi de rent faktisk besad et talent. For anden gang nikkede jeg. Han tog en tår af øllen. Det var næsten fysisk til at se, hvordan tankerne en for en gjorde holdt bag hans øjne, før han efter et halvt minuts penge trak på skuldrene. ”Hvad du end skriver, må jeg så få lov til at læse det igennem først? Inden det bliver trykt?”

”Det ser jeg ikke noget problem i,” svarede jeg, men bandede indvendigt. Når folk udbad sig den mulighed, betød det som oftest, at der virkelig var noget at komme efter, og når der var det, var det tit svært at få lov til at trykke de lækre detaljer. På den anden side virkede Laust som en fyr, der var til at tale med. Det ville ikke være helt umuligt at snakke ham i den retning jeg ville. Og det var trods alt ikke et sladderblad jeg arbejdede for længere. Nu da hans ansigt var lige foran mig, ruskede det i min hukommelse. Laust og jeg måtte være nogenlunde lige gamle. Han havde været noget af et stjernefrø dengang, Team Danmark og hele svineriet. Men så var der sket noget. Fra den ene dag til den anden var han holdt op med at løbe på konkurrenceplan. Jeg prøvede at huske grunden, men trak en nitte. Det eneste jeg var sikker på var, at det ikke havde noget med doping at gøre.

”Okay. Så skål,” sagde han. Vi klinkede flasker. Han tømte sin, og jeg kunne ikke gøre meget andet end at bestille to nye. Da Dennis satte dem foran os, skævede han kort til mig, men jeg kunne ikke se om, det var bekymring eller forundring, der lurede under de store øjenbryn.

”Hvem gemmer du dig så for? Skylder du nogen penge?” spurgte jeg, for hvis jeg ikke sagde noget, virkede det til, at det ville passe ham udmærket at sidde tavs.

”Nej. Jeg har penge nok. Jeg gemmer mig for vejen.”

Der havde alle dage været larmende på Hankatten, så jeg satte hånden bag øret og hævede stemmen.

”Hva' sagde du?”

”Vejen,” svarede Laust roligt. ”Jeg er bange for vejen”"

Februars arbejde 2014

Årets anden måned er passé og som altid er jeg glad for at se den forsvinde i bakspejlet. Den er altid lige de der par dage for kort til at man helt kan nå det man skal. De otteogtyve dage var proppet med forskellige skriverelaterede ting, men  vanen tro lægger vi ud med det, det er lykkedes mig at skrive færdigt. Som noget nyt føjer jeg en række billeder til hver historie. Disse billeder er på min Pinterest-profil og har alle noget at gøre med fortællingen.

I løngangen (horror, 10800 ord)
Magnum opus (science fiction, 10300 ord)

Titel: I løngangen Sted: Bar. Persongalleri: Journalist og forhindringsløber. WTF: En løbetur fra København til Ankara, der kun tog lidt over en time. Andet: Træer, græs og blomster der er bygget af tid og skygger. Alt i alt en noget anderledes og grim historie.

I Magnum opus handler det om Alex, der er funebarista. I fremtiden anvendes afdødes data til at skabe musik ud af, som så senere bliver spillet til den dødes begravelse. Til at hjælpe sig har Alex computeren Sebastian. Men de to er ikke helt enige om hvordan deres nyeste klient skal behandles.

Ud over mine noveller, hvor sidstnævnte allerede er sendt ind til SFCs årlige novelleindkaldelse, har jeg også været på et godt og langt ophold på Hald Hovedgaard. Der skrev jeg udelukkende på en realistisk roman, der har titlen Lea. Den bruger et væld af stilarter og udtryksformer, så der er en mulighed for at det blive ret unikt. Indtil videre står ordtælleren på lidt under de 33.000 ord.

Men det hele skulle jo ikke kun gå op i mig selv. Som allerede nævnt i mit tidligere indlæg, har jeg arbejdet på et undervisningsmateriale til en novellesamling. Dette har jeg nu umiddelbart lagt en sidste hånd på, og slutproduktet er jeg ret tilfreds med. 21 sider fyldt med arbejdsspørgsmål, supplerende læsning, begrebsindføring og hvad der ellers er af gode ting. Det har været meget tidskrævende og jeg har ikke tal på hvor mange aftener jeg har siddet oppe til sent for at finde på de nødvendige og bedste vendinger. Du hopper i sædet - for du vil gerne vide hvad det så er for en samling. Det er ganske tys-tys ... indtil jeg får grønt lys fra forlaget.

Min novelle En sang om vand, der snart optræder i antologien Mørke guders templer fra H.Harksen Productions har også været en gang gennem redigeringsmøllen, og det ser ganske godt ud. Ligeledes har jeg i denne måned skrevet et satirisk stykke prosa som optakt til arrangementet i DFF, men desværre var jeg for sent ude til at det kunne komme med i medlemsbladet. Og som en sidste ting er det også blevet til en ansøgning om arbejdslegat. Helst det tre-årige, men hvis det ikke kan være på anden måde, må jeg vel nøjes med et et-årigt.

Marts er rolig i forhold til februar, men det er ikke det samme som at der intet er på programmet. Der skal skrives en anmeldelse til Metrord, konstrueres et oplæg om fantasy til førnævnte arrangement, og så er det blevet på tide at jeg hiver min gothic crime-fortælling frem fra gemmerne. Al kødets gangs skelet står klar - men kød, blod og sener skal også skrives til. Nu må vi se hvor meget jeg når.