For det meste har jeg gang i rigtig mange projekter, og sådan har det også været i løbet af sidste år. Nogle af dem taler jeg højt om (såsom Odd, der i øjeblikket tager et længere hvil), andre nævner jeg ikke med et ord, indtil jeg er ret overbevist om at projektet bliver til noget. Trailer 83 er min første fortælling om mit nye tiltag, der kommer til at gå under titlen Næsten her. Der er tale om noveller og det er af den slags, en del mennesker vil klassificere som science fiction, nærmere betegnet i kategorien alternativ eller kontrafaktisk historie. Jeg har dog, både mentalt og i mine løbende rapporter, klassificeret historierne som realisme, og det af to grunde. 1. Der er intet fokus på at historien er kontrafaktisk - det er sådan virkeligheden er og 2. Fortællingens dilemma, omdrejningspunkt eller pointe skal være rodfæstet i den alternative verden, eller sagt på en anden måde, historien ville ikke fungere i denne, vores, verden. I skrivende stund arbejder jeg på den sjette historie, men den I skal høre om nu, er novellen Sejren er vor.
I Sejren er vor følger vi Thomas Vilandt, der er cheftræner for Kjøbenhavns Boldklub. Han er en ægte fan, der aldrig kunne drømme om at forråde sit hold. Det Danmark Thomas lever i er kommunistisk, og har måttet finde sig i at fungere som maddepot for store dele af østlandene, ikke mindst fordi Danmarks position efter anden verdenskrig var tvivlsom. Der er ved at blive bygget et nyt stadion i København, KBs nye stadion, der skal indvies med en kamp mod kapitalistiske Sverige. Det er en svær match, men heldigvis har Thomas Vilandt et es oppe i ærmet - en uhyggeligt dygtig mand ved navn Alfred Jorgensen.
"”Jeg
koger vand, så du kan få et bad bagefter,” sagde hun og blinkede
til ham på den måde der sagde at hvis han skyndte sig, fik han
meget mere end et bad.
Han
kyssede hende på vej ind i stuen, hvor Blok var kravlet ned fra
stolen og nu sad helt tæt på skærmen. Farverne var udtværede, men
i det mindste havde de farver. Det var mere end de fleste andre.
Billedet skiftede til et panorama over den gamle idrætspark, hvor
hvert eneste træsæde var fyldt. Folk hujede og svingede med røde
og hvide flag. Så tonede der store gule bogstaver frem på skærmen.
FODBOLD. Han blev stående i døren. Indledningen forsvandt og i
stedet for dukkede en række navne og tal op.
”Og
dagens resultater. Kadet Aalborg – Ekspres Tønder 3:0, Dynamo
Odense – Akademisk Boldklub 1-1, Torpedo Nykøbing – B 1971 2-1,
Lokomotiv Roskilde – Troika Esbjerg 3-2, Dynamo København –
Torpedo København 4-1, Randers Freja – Dynamo Rønne 1-3 og
endelig sidder Kjøbenhavns Boldklub over i denne runde,” sagde
manden fra skærmen. Oplæsningen var monoton, afslørede ingen
følelse af glæde eller vrede. Bolt havde læst med på alle
resultaterne, højt og tydeligt. Han var en af de dygtigste i sin
klasse. Han var også nået gennem den indledende runde i Stavning
for Danmark-konkurrencen sidste år.
Skærmbilledet
skiftede og i stedet for dagens kampe viste den nu stillingen.
Selvfølgelig førte Dynamo København og der var otte point ned til
KB, der til gengæld var en kamp bagud. Thomas løftede hånden til
næsen, så hans fnys lignede et nys. Det var over tyve år siden KB
havde vundet mesterskabet. Det var det samme år som Spartak Århus
var fuldkommen ophørt med at eksistere. Fra den ene dag til den
anden var klubben væk. Der var ingen spor af den i stillingen. Selv
ungdomsholdet og reserveholdet var fuldkommen borte. Der var gået
rygter. Om deportation. Om at det ikke passede den daværende
udenrigsminister/klubformand i Dynamo København, at en arbejderklub
skulle vinde mesterskabet. KB havde vundet i deres sted, men sejren
havde alle dage smagt som tynd suppe. Og det var endda i den periode,
hvor de havde haft Konrad Stettin med blandt dem. Ingen havde kæmpet
for holdet som han.
Thomas
rynkede panden. Der var en lille hovedpine på vej. Den kom altid,
når han tænkte på de meget gamle dage, der alligevel hverken kunne
genopleves eller ændres. Det var som statuer. Evige og
uforanderlige.
”Hvad
tænker du på, far?” spurgte Blok. Drengen så på ham med de
meget blå øjne, han havde arvet fra Anne.
”På
hvor heldige vi er at vi har så stærk en liga og så gode
muligheder for at kvalificere os til Europamesterskabet,” svarede
han og klappede Blok på hovedet. Knægten smilede, før et gab
overmandede ham. De mange vågne timer havde endelig indhentet ham.
”Tror
du Danmark vinder?” spurgte Blok.
”Det
er ikke til at sige, men vi har en bedre chance nu end vi havde for
fire år siden,” svarede han. ”Men nu ikke mere snak. Smut du ud
og børst dine tænder. Du skal også være til at få op i morgen,
ikke.”
Udtrykket
i Bloks øjne skiftede fra barnligt til stål.
”Jeg
kommer aldrig for sent, far. Det er kun dovenlarser og driverter, der
gør det, og den slags folk løfter ikke i fællesskab,” sagde han
hårdt, men gjorde som der blev sagt. Thomas fulgte ham med øjnene.
Halvdelen af tiden var drengen hans søn. Den anden halvdel var det
ikke til at sige hvad han var."
