Trailer 82 - uddrag af Udyr

Forlaget Kandor har gennem mange år afholdt forskellige novellekonkurrencer og ditto indkaldelser. Det er altid spændende, hvad forlaget finder på, og indtil videre er det blandt andet blevet til en konkurrence omhandlende dark erotica, en anden om vampyrer, en tredje om hvordan den voksende fascisme kan komme til at se ud på den lange bane og endelig den jeg vil snakke om nu, nemlig antologien Varulv.

Forsiden er af Dusan Kostic

Der var mange kriterier til novellen, men en af dem jeg holdt meget af, var at novellen skulle være skrevet til voksne - virkelig vand på min "de fantastiske genrer er IKKE kun børnelitteratur"-mølle. Et andet var at den skulle hive varulven ned i sølet igen, efter den var blevet pudset af og havde indtaget en glimmerrolle på linje med vampyren. Ud fra alt det skrev jeg en fortælling om skovløberen Laust, der har spærret sig inde i en lade sammen med sine tre døtre. Udenfor lusker varulven omkring. Det har den gjort i årevis. For på en måde er den lige så meget en fange som Laust er. Og når alt kommer til alt er det store spørgsmål nok, hvem det er, der har lagt navn til novellens titel Udyr. Utroligt nok vandt min novelle konkurrencen, noget jeg er rigtig stolt af. Ikke mindst når man ser resten af feltet, der alle er dygte skribenter. Desuden håber jeg snart at den får et væld af anmeldelser. Det fortjener den.

"

”Det er ikke alle ulve, der er normale ulve,” sagde farfar Poul og bankede forsigtigt sovsen ud af den spinkle kridtpibe, før han stak sin egen blanding af tobak og skovens urter ned i det runde hoved. Øjeblikket efter bredte en krydret og skarp lugt sig i hytten. Marsk sad ved siden af ham på en skammel. Øjnene store og runde som skillinger.

”Nej, der findes også andre ulve. I Slesvig kalder de dem for werwolf, fordi de tror, at det er mænd, der forvandler sig til blodtørstige bæster. De siger, at det er fuldmånen, der vækker noget balstyrigt i onde folks hjerter og nøder dem at dræbe og fortære andre mennesker. Men det er slet ikke sådan det er, Marsk min dreng. Nej, det er slet ikke sådan det er.”

Farfar sugede ind på piben og holdt røgen i munden et stykke tid, før han blæste kunstfærdige røgringe, der ivrigt steg forbi hans furede pande.

”Slesvigerne har ret i, at det er mennesker, der forvandles til uvæsner, ulve, nattekræ. Der hvor de tager fejl er på det vi har mellem benene, Marsk. Det er ikke mændene, der forvandles. Det er kvinderne. Og ikke enhver kvinde, for så ville vi drukne i hylen og knogleknasen. Det rammer kun kvinder, der har begået en dødelig synd, og som ingen tegn på angren udviser. For ser du, det er langt værre, når en kvinde synder uden at bede om tilgivelse.”

”Hvorfor, farfar,” spurgte Marsk med tilbageholdt åndedræt.

”Fordi Gud Herren, Hans navn være priset, afskyr når verdens kvinder intet har lært af, hvad der hændte i Paradisets have. Når de håner ham ved at gentage den oprindelige synd som Eva begik. Når de i hån synder, hvor de burde sidde på knæ og tigge om tilgivelse. Når det sker, så vender Gud dem ryggen og lader den faldne engel, Lucifer, straffe dem. Lucifer har mange væsner under sig. Dæmoner og djævle om hvem jeg ikke vil sige andet end, at de er nederdrægtige. En af disse sender Lucifer ud, en ånd i ulveham, der i hånden bærer endnu en ulveham.”

Farfar nikkede, smaskede med læberne og tog en slurk vand. Farmor rystede på hovedet ved ildstedet. Hun brød sig ikke om, at han fyldte børnene med mørke historier, så de fik mareridt.

”Du inviterer maren indenfor, Poul, det er hvad du gør,” sagde hun og brød suppens overflade med den store træslev Marsks oldefar havde snittet.

”Så lad hende komme. Jeg kan stadig et brydetag eller to,” gnæggede farfar på en måde som Marsk ikke helt forstod.

”Det er ikke dig jeg er angst for, Poul. Det er drengen,” svarede hun og pegede med sleven, men historien flød allerede videre fra den gamle mands læber.

”Når først Satans udsending kommer efter en sjæl, er der ingen vej at rende. Den ulveham ånden bærer gives til synderinden, der ifører sig den. Straks forvandles hun til en ulv og løber bort. Hver morgen ved daggry forvandles hun tilbage til en kvinde. Det siges dog, at hun stadig er en ulv i sindet. Men når skumringen rammer, indtager ulven atter hendes krop. Sådan skal hun leve i syv år,” sagde han og pustede endnu en røgring op mod loftet. ”Men det er ikke det værste.”

”Hvad er det værste?” spurgte Marsk ivrigt. Han var ligeglad med, hvad farmor havde sagt. Han fik ikke mareridt."

Novembers arbejde 2014

Som Nordbrandt siger, har året 16 måneder - hvoraf de fem er november. November er en måned i en udstillingsmontre, den er langsom, omhyggelig og den graver sig helt derind, hvor der ligger minder og gråt, eller i de sjældne og værste tilfælde, begge dele. Det er en måned der kan begynde grimme ting i sjælen - men heldigvis ikke i år, hvor en blot er gået forbi på krykker og en smule muggen. I hvert fald har jeg ikke haft tid til at tage mig synderligt af den.

 
I månedens løb har jeg fået skrevet en del:

Bag glas (7450 ord, science fiction)
Et satans arbejde (arbejdstitel, humor, 28000 ord indtil videre)

I Bag glas er en ung pige lige kommet ind på Københavns Universitet. Hun er meget dygtig, hun tegner fremragende, men har problemer med sidefaget i Oprindeligt dansk. One of hendes problems er nemlig at the language has ændret sig quite a lot siden årtusindskiftet. Hun er fortvivlet over hvor svært det er, og derfor sætter hun sig til at skitsere en levende statue, der for hver trettende dag dør og genopstår. En meget speciel novelle, der sproglig danser mellem engelsk og dansk, men som derigennem også opnår noget helt unikt (hvis jeg skal sige det selv).

Et satans arbejde kommer I til at høre mere om når den engang er færdig. Jeg havde ikke regnet med at skrive noget så langt igen i år, men heldigvis er det ikke altid noget, man selv er herre over.

Ud over de længere stykker tekst, er det også blevet til to Skår:

Billardhaj (om to pædagogstuderende, et billardbord og mobiltelefoner)
Øjenkontakt (om et badeværelse og en mand, der ser alt)

I forhold til sidste måned har jeg ikke haft så mange ekstra opgaver, og det har været helt rart. Det sidste halve år har jeg været hårdt spændt for, og det har været til at mærke. Men i skrivende stund er jeg ved at blive rastløs, så nu må der gerne ske noget igen.

Tidligere på måneden udkom min SMS-novelle Vi savner dig hos sms-press. Det ville være fedt, om du gad investere i den. Desværre kan jeg ikke sige så meget om hvad den handler om ... da det vil fuldkommen spolere handlingen ;) Novellen koster 25 kroner og du kan købe den ved at følge linket.

Inden jeg sætter videre i livets løbebane, vil jeg dog lige reminiscere over en event i november. Den 9/11 var jeg blevet indbudt til at medvirke i en paneldebat om epidemier. Det foregik på Cinemateket og var en en del af CPH:DOX. Det blev en rigtig fed aften, ikke mindst fordi de fleste af mine medsnakkere havde en meget naturvidenskabelig tilgang til emnerne. Vi snakkede om forskellen på en fiktiv og reel epidemi (ikke meget), om byen som en fælde fremfor et redningssted, om fiktions fremstilling af karantæne og isolation vs. den virkelige verden (det lader til at fiktion har problemer med at skelne mellem de to), den sindssyge videnskabsmand (han findes i den virkelige verden) og hvad man egentlig bør gøre i tilfælde af en epidemi. Publikum var godt med, snakken flød frit og ubesværet og det var tydeligt at folk fik noget ud af det. Det gad jeg godt lave noget mere af.

December kommer til at gå med videre skrivning, en gen- og omskrivning af Al kødets gang ... og så er der blevet takket ja til en horror-novellesamling, der udkommer i løbet af næste år. Stay tuned!  

En julebøn fra den ukendte forfatter

Det er den 1. december og der er 24 dage til juleaften. Fireogtyve decemberdage fyldt med julekalender, gløgg, skinnende børneøjne og gaveindkøb. Og en af de ting, der købes og gives mest af, også i december, er bøger. Boghandlerne bugner med bøger, de store forfattere står side om side i de store vinduer med godt placerede spotlights, designet til at lokke kunderne til. Bestsellere fra andre år og andre af dette års måneder står også fremme, for titler er noget, der bliver husket. Ikke mindst når man bliver mindet om dem. Men boghandlere er kun så store, som deres kvadratmetre tillader og supermarkederne skal tænke på profitmaksimering. Derfor står der kun de værker, de er fuldkommen sikre på, at de sælger. Dem, der allerede har solgt i tusindvis af eksemplarer. Dem, der er blevet anmeldt i alle de store dagblade. Dem, hvis forfatters navn vækker genkendelse. Men i december, som i alle andre måneder, er der nogen, der bliver glemt.

Mange danske forfattere står rundt omkring på landet biblioteker, men sjældent i forreste række. Oven i dem kommer alle de forfattere, der ikke har en bog stående på noget bibliotek, men ikke desto mindre har udgivelser bag sig. Nogle forfattere skriver meget og udkommer med mindst en bog om året. Andre ser det at skrive som en hobby, og er tilfredse med at have et digt med i en antologi. Nogle insisterer på at udkomme på papir, andre sværger til e-bøger. Hvad de har tilfælles er at de alle sammen ønsker at blive læst og det kun er de færreste af dem, der bliver det. Det er der mange grunde til.

Peter Ilsted: Læsende kvinde ved kertelys

Den største og mest afgørende faktor er synlighed. Hvis en forfatters bog står i boghandlerens vindue eller ligger fremme i supermarkedet, bliver der solgt flere eksemplarer. Det er simpelt, det er ligetil, men ikke mindre afgørende. For det betyder at kun de sikreste salg ender i spotlightets skær. Alt andet ville være dårlig forretningsførelse. Et andet væsentligt punkt er reklame og opmærksomhed. Hvis bogens forside vækker genkendelse, hvis der er blevet reklameret for den på togstationerne og i fjernsynet, hvis den er blevet anmeldt i respekterede medier, vil køberne spørge efter den. Det fungerer og det koster også mange penge. Stadig skal man ikke glemme jungletrommerne; at en læser har fået en god oplevelse, og anbefaler den læste bog videre, indtil der med lidt held skabes en frodig underskov af nye købere.

I Danmark findes der mange små forlag. Nogle af dem er enmands, andre har et mindre hold folk, der tilsammen udgør alt fra redaktion til PR-afdeling. Tilfælles for disse mindre forlag er at pengene ofte er små. Ikke fordi de er ødsle eller søsætter for store skibe, men fordi de ikke tjener nok på bogsalg. Derfor kan de også kun sjældent tilbyde deres forfattere reklame noget sted. I stedet for sender de anmeldereksemplarer ud til nær og fjern, i håb om at en af de store dagblade binder an med en anmeldelse, men størstedelen af tiden går de forgæves. For en avis er ligesom en boghandel eller et supermarked: Der er kun en begrænset plads, og den plads skal helst sælge maksimalt. Derfor går anmelderpladserne til allerede kendte forfattere og store forlag.

Den gennemsnitlige danske forfatter kan ikke regne med reklame eller at se sit navn bøjet i neon. Den gennemsnitlige, danske forfatter kan heller ikke regne med at få en anmeldelse i et anerkendt og landsdækkende medie. Derfor har den gennemsnitlige, danske forfatter kun den tredje mulighed til rådighed: jungletrommerne. Og det er her, jeg har en bøn til dig som læser, for uden dig er det fuldkommen umuligt.

 
Når du i år skal købe en bog som gave, så køb en bog af en ukendt eller mindre forfatter. Kan du ikke købe, så lån, anmeld eller anbefal.

Du vil kun sjældent finde ham eller hende på hylderne i de store boghandlerkæder, men i stedet for på nettet. Besøg sider som saxo.dk og arnoldbusck.dk, men husk at gå væk fra forsiderne. Taget kig på steder som anafor.dk, der samler små forlags bøger. Hold øje med din facebook-feed, spørg dine venner om forfattere, de synes er specielle eller gode. Se dig for: Der er hist og her små boghandlere, der tør tage en chance og som har et mere varieret sortiment. Overrask dine kære med noget helt andet end de havde forventet: En digtsamling, en novellekreds eller måske en fantasyroman af en forfatter, de ikke kender. Eller overrask dem med noget af den slags, de plejer at læse - men af en ny forfatter. Der er så mange fede oplevelser derude, så mange vidunderlige strofer og fremragende historier, der gemmer sig bag omslag og i downloads. Den danske forfatter er Klaus Rifbjerg og Josefine Ottesen. Men han er også mig - og hundrede andre som mig. 

Forfatterne: Ulla Taylor, Rune Stefansson, Marianne Jørgensen, Inger Gammelgaard Madsen , Per-Olof Johansson, Anita Lillevang, Mette Sø, Brian Ørnbøl.

Mine ord er blot et ekko af Jussi Adler-Olsens åbningstale på BogForum i år, hvor han kaldte en række mindre og/eller ukendte forfattere op på scenen og med følgende ord opfordrede alle til at læse noget, de ikke kendte: "Min tale her er en hyldest til dem og en bøn til alle jer om at kigge godt efter på hylderne imellem alle bestsellerforfatterne." Desværre tav de forsamlede medier Jussis tale ihjel. De hverken kommenterede eller problematiserede den. Heldigvis kontrollerer de endnu ikke jungletrommerne helt. Jeg har forsøgt at slå takten an med dette indlæg. Men jeg har brug for dig til at holde rytmen og jeg er sikker på at du kan. Og hvis du samtidig gad dele mit indlæg på facebook, på twitter, på instagram, på snapchat, på alle de ting du kan komme i nærheden af, så vil du gøre mig og en masse andre forfattere frygtelig glade. På forhånd tak. Og glædelig jul.

Trailer 81 - uddrag af I sit ansigts sved

I de sidste mange år har Science Fiction Cirklen (SFC) haft en årlig novellekonkurrence, hvor man kan sende ind til i håbet om at ens novelle bliver udvalgt til årets antologi. Selv deltager jeg hver år, selvfølgelig fordi jeg gerne vil på tryk, men lige så naturligt fordi det er et af de få steder, hvor der udgives science fiction i Danmark. Min deltagelse i konkurrencen sidste år medførte at novellen I sit ansigts sved blev en del af antologien Farvel, min astronaut.

Forsiden er konstrueret af Manfred Christiansen.

En af de ting jeg har det vanskeligst med når det kommer til science fiction, er at genren beskrives som værende ikke litterær. Derfor valgte jeg at lade mig inspirere af Steinbecks Mus og mænd. I novellen møder vi købmanden Tristan, hvis hjælper Steen ikke har alle mumitrolde i Dalen. Den verden de findes i har været igennem en katastrofe, og næsten alt elektrisk og elektronisk er enten ødelagt eller ude af funktion. Ombord på sin kærre har Tristan dog noget ganske særligt, der med lidt held vil kunne indbringe nok til et liv væk fra de støvede landeveje og de syge mennesker, der er fulgt i katastrofens kølvand. I sit ansigts sved var nomineret til Niels Klim-prisen i 2013.

"Det trækker allerede i Tristans mundvige. Smilet skal sidde ordentligt. Mens de har ventet, har han tjekket gården. Ingen tegn på ledninger, telefon eller strømførende. Ingen lyde fra maskiner. De er præcis så primitive som han håbede på. Gården er nymalet. Ingen afskalning. Bag ved hovedbygningen er en mindre frugthave. Det her er ikke et fattigmandsbo. De har midler på lommen. Passer på deres ting.

Steens tunge hoved ryger op. Måske har han sovet. Det sker nogle gange at Steen døser, uden at være klar over det. De store øjne ser på Tristan, som tager det lige et øjeblik før de genkender ham. Så sjosker han hen mod deres vogn, lige tidsnok til at stå i dens skygge, da hesten drejer om hjørnet.

Tristan har det som om en stor hånd rækker ned fra himlen og maser hans indvolde. En hest. De er rigere end han troede. Heste er så sjældne, at de knapt nok har en pris. De havde ingen immunitet mod sygdommen. Døde som fluer. Og blev så ædt af fluer. Som de fleste andre. En hest. Det kunne være en god byttehandel. Han ser allerede bjerge af rigdom begrave ham. Et svalt værelse. Med aircondition. Fjernsyn. Rindende vand, varmt og koldt.

Det er en hoppe. Den tunge gud vrider hans indvolde en ekstra gang. Det bliver bedre og bedre. En hoppe er mere værd end en hingst. Lige som en riffel er bedre end en pistol, et saltet stykke kød mere appetitligt end et fyldt med maddiker. Støvet hvirvles op, da vognen trækker ind på gårdspladsen. Den er mindre end hans. Bagi ligger store spoler tyk tråd. Så låser han sit blik på føreren.

En klassisk bondeknold. Kunne sikkert æde en ko, og brokke sig over at yveret ikke var sejt nok. Kantede træk. Ikke et gram overflødigt fedt på den solbrændte krop. En riffel over benene. Militær. Så langt fra kvindens jagtgevær som bue og pil er fra et missil.

”Steen, for helvede. Vær lige med her,” siger han og dasker ham i nakken med flad hånd. I døren til huset dukker kvinden op. Hun har det lille barn på armen. Knægten ser frem fra hendes skørter. Der er et begejstret udtryk på hans ansigt. Tristan starter allerede smilet. De har en allieret i knægten. Stakkels dreng. Der sker helt sikkert ikke en skid herude. Andet end når en af hønsene lægger et specielt stort æg.

Hesten vrinsker, og vognen glider til holdt, men da er Tristan allerede på vej frem, med armene ud til siderne, som gjorde han klar til en omfavnelse.

”God eftermiddag,” råber han over støvet. ”Hvor er jeg glad for at se Dem. Deres kone var venlig nok til at lade mig og min kammerat få en skænk vand og vente i skyggen, til De kom hjem.”

Manden hopper ned fra vognen. Fødderne rammer den hårdtstampede jord med en tung lyd. De er iklædt den slags støvler, der kunne bringe en tusind kilometer, uden at man fik den mindste vabel. Manden slår med hånden i luften, og konen retter jagtgeværet mod dem. Så griber han riflen, og vender sig om. Ser på Tristan.

De er lige høje, men Tristans skuldre er kun halvt så brede. Med en fejende bevægelse tager han hatten af hovedet, og bukker.

”Tristan Markus, til Deres tjeneste.”

”Dæergomædaj,” svarer manden, og løfter riflen en smule. Tristan kender godt den slags rifler. Lasersigte. Varierende ammunition. Det våben alene ville kunne skaffe ham to gode trækhunde, eller en fantastisk. Så kommer han i tanke om pistolen i bæltet. Måske gør det ikke noget. Det der er vigtigt er at han ikke har trukket den.

”Min gode mand. Jeg er ikke her for at gøre Dem eller Deres noget ondt. Kun for at handle. Manden De ser stå i skyggen er min følgesvend Steen. Tag Dem ikke af hans udseende. Under skindet gemmer der sig en sand specialist. Der er ikke den ting, han ikke kan reparere, ikke den ting han ikke kan konstruere.”

Tristan gør alt hvad han kan for ikke at stirre på hesten. Den kan ikke være mere end to eller tre år gammel. Et pragteksemplar.

”Og dig? Hvad kan du?” svarer manden med accent. Tydeligvis andetsprog, men bedre end at skulle kommunikere på det muddermål, de kalder et sprog.

”Jeg forstår mig på metaller og legeringer. På alskens varer. Undskyld, men jeg fangede ikke Deres navn?”

”Måske fordi jeg aldrig gav dig det. Hvad vil du her? Vintermarkedet er først om tre måneder.”

Novembernyheder

En rigtig tung arbejdsuge er blevet lagt i graven, på Nørrebro er himlen samme farve som våd beton og løbetøjet ligger klar på radiatoren. Forude venter en weekend fyldt med ord og skrivning, samlen op på projekter og skrive nye. Så imens vandet til de blødkogte æg kommer i kog og endnu en bunke papirer skrider ned på gulvet, er der blevet plads til nyheder fra skrivepulten:

Sidste år (2013) på BogForum kom jeg forbi SMSpress' stand. Jeg havde selvfølgelig hørt om dem, men kun arbejdet med sms-noveller en enkelt gang på mit arbejde. Jeg faldt dog i snak med dem, de havde hørt mit navn i forbindelse med horror, og ville egentlig gerne høre om jeg kunne "levere" noget lignende. Selvfølgelig sagde jeg ja, og nu, præcis et år efter, ligger sms-novellen Vi savner dig klar til at blive købt af DIG. Jeg kan dog afsløre, at det ikke blev horror, men det gør slet ikke historien dårligere. En af de sværeste ting ved at skrive den var at alle de beskrivende elementer, man som forfatter konstant anvender, mere eller mindre var borte. Du havde kun en direkte dialog, til at skabe en stemning med. Det synes jeg nu lykkedes ganske godt. Novellen koster 25 kroner og du kan købe den ved at følge linket. Det ville også være fedt, om du likede den eller delte den på facebook (eller andre steder) - synlighed er nøglen til mere eller mindre alt.

Under årets (2014) BogForum udkom endelig den niende tilføjelse til Lige under overfladen-serien, denne med undertitlen De sidste kærester på Månen. Nu er den første anmeldelse faldet, den er ret så positiv og om min novelle Ukrudt har Jette Holst følgende at sige:

"Også A. Silvestri imponerer med sin novelle ’Ukrudt’, som foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs."

Tidligt på året udskrev forlaget Kandor en novellekonkurrence med titlen Døden har en årsag. Indkaldelsen lød på kriminoveller, novellen skulle blandt andet indeholde et mord og et svar på spørgsmålet Hvorfor? Som de der kender mig ved er krimi ikke det sted jeg danser mest rundt, men min novelle Redningsmand kom alligevel med i samlingen. Om det er en krimi eller noget helt andet, vil jeg så lade være op til læserne. Antologien udkommer i begyndelsen af næste år.

Nu vil jeg vende mig mod skrivebordet. Og må din dag blive en af de mindeværdige.

Oktobers arbejde 2014

Når man kigger ud af vinduet, skulle man ikke tro at det allerede er november. Oktober har været mild som en overfordret kat og vanen tro har den nu forgangne måned indeholdt en efterårsferie - noget jeg som forfatter sætter enorm pris på, da der så kan rettes op på nogle hængepartier, og mindst lige så vigtigt, skrives på nogle spændende projekter.

Oktober har mildest talt været fyldt med projekter, hvilket er rigtig fedt. Dem vil jeg komme til om et øjeblik, men inden da skal I lige høre hvad jeg selv har fået skrevet:

Holger skal dø (2300 ord, realisme)
Et satans arbejde (arbejdstitel, humor, 14500 ord indtil videre)

I Holger skal dø, skal Holger, ikke overraskende, dø. Der er ingen måske'er, eller forhandlinger. Han har lige været til middag hos familien, inden han skal hjem til hospicet. Han betaler taxacaufføren ekstra for ikke at tale, men bare lytte. En historie, der virkelig kunne være sort, men som ender med ikke at være så grim alligevel.

Et satans arbejde kommer I til at høre mere om når den engang er færdig.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår:

Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)

Som i sidste måned, har jeg siddet rigtig meget ved computeren, til dels med mine egne ting og til dels med andres. Romanen fra sidste måned er færdigredigeret og er vist allerede i trykken, jeg har anmeldt en fantasy-roman på metrord.dk (Søstrene fra Ravdos), jeg har korrektur-oversat en science fiction-novelle og tilmed anvendt mine historielærer-færdigheder på at redigere et fagbogsmanus. Det er vanvittigt underholdende og givende at få lov til at prøve så mange forskellige ting. Det håber jeg bliver ved.

I min egen skrivebiks har jeg korrekturlæst novellen Udyr, der vandt Kandors varulvekonkurrence. Med lidt held kommer den ret spændende antologi ud i denne måned og jeg ser frem til at se de andres historier. Jeg har oversat min gamle novelle Forhæng til engelsk og sendt den til et litterært magasin. Den er jeg lidt spændt på hvad der sker med. Sidst, men ikke mindst, har jeg næsten hemmeligt arbejdet på en SMS-novelle med titlen Vi savner dig. Den er nu også næsten klar, så jeg håber det vil være muligt at finde den til BogForum.

I november måned skal jeg arbejde på en omskrivning af kortromanen Al kødets gang, der, hvis alt flasker sig, udkommer til februar, jeg skal læse en roman og komme med bagside-udtalelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at være gæst i Cinemateket d. 9, hvor jeg er med i en talkshow-debat om epidemier. Jeg skal, selvfølgelig, snakke om zombier. Og så er der også BogForum, der så absolut ikke må glemmes. Jeg signerer bøger og er til at snakke med mellem 13 og 13.30 om lørdagen, på forlaget Valetas stand. 

Men hvad med den der oplæsning i Forfatterforeningen? Jeg runder indlægget af med dette billede. Må I alle have det fantastisk.

Silvestri med vest, høj hat og enorm bog. Der var blod og indvolde mellem siderne.

Trailer 80 - uddrag af Kaffe,sort

En af de spændende ting, når man for alvor begynder at sætte en samling noveller sammen, er selve udvælgelsen. Jeg starter altid ud med en helvedes masse og en for en ryger de så ud, indtil jeg står med nogle rigtig gode kandidater. I denne histories tilfælde var det noget ganske andet, der var på færde. Jeg syntes at jeg manglede en novelle, der handlede om både noget uundgåeligt og som samtidig matchede det altoverskyggende tema i Optisk bedrag. Det kom der novellen Kaffe,sort ud af.

I Kaffe,sort handler det hele om Johannes, der er 91 år gammel og ser ud som om han burde være død for mindst 10 år siden. Han sætter sig ved en fremmeds bord på en café og hiver en pose kammerjunker frem af en sportstaske. Han bestiller kaffe og Grand Marnier, og begynder så at snakke. Og snakke, og snakke og snakke. Johannes' samtalepartner er blot en statist for den enorme mængde ord, Johannes skal af med. Optisk bedrags tema er at alt afhænger af de øjne der ser, og læsere har beskrevet netop denne novelle som både "nedtrykkende" og "livsbekræftende". Du må selv dømme. Uddraget er helt fra starten af.

"Da han taler til mig, ser jeg op fra min kaffe, lægger avisen til side og ved, at han skal dø. Hans ansigt er som hvidt papir, hans ånde løs i kødet. Det han havde spurgte mig om, var ikke noget vigtigt, ikke noget stort. Det var en af den slags spørgsmål vi alle bruger fra tid til anden. Mest over for folk vi ikke kender eller prøver at nærme os. De spørgsmål vi stiller til vores familie og venner er ofte mere intime.

Jeg kender ham ikke, men ved at han skulle dø. Ikke om mange år, eller ved en ulykke. Han skal dø lige om lidt, fordi det er hans tid. Han sætter sig ned over for mig, kæler for sit papkrus med benede hænder og stirrer ud gennem de lidt fedtede ruder. Noget gult sidder i hans skæg, rester af et morgenmåltid. Tøjet hænger fra hans magre skuldre, på samme måde som det med garanti har hængt på en bøjle, inden han tog det på.

Noget knitrer. Først tror jeg, det er min avis, men jeg tager fejl. Han bærer rundt på en sportstaske. Den har han sat på bordet ved siden af os. Det knitrer under polyesterflapper. Så tager han rundt og gyldent op, og propper det i munden. Kammerjunker. Jeg kan lige se firmaets logo og navn på det yderste af posen. Der er huller mellem hans tænder. Tunnelåbninger i hans hoved.

”Har du lyst til at snakke?” spørger jeg. Skubber avisen lidt længere væk fra mig. Viser på den måde, at jeg vil høre, hvis han vil tale.

Kort flakker øjnene. De er hængemulede, tilvandede. Smutsten i smult vande. Så kommer nikket. Velovervejet, grundigt. Han tager en tår af kaffen. Bløder kagerester i munden op med sort. Hans læber er leverfarvede. De smasker.

Nu, hvor jeg har fået hans ja, læner jeg mig tilbage i stolen. Der er ikke mange gæster på caféen. Det er for tidligt på dagen. Metodisk går han sine lommer igennem. En for en lægger han genstande mellem os. Et nøgleknippe, fyldigt, den slags der dikterer lyden af en pedels gang. En sammenrullet notesbog. Moleskine. Den tidlige forfatters anker i verden. Ved siden af notesbogen en kuglepen med filtspids. Sort. En pung, tyndslidt i kanterne. En pakke cigaretter af et mærke, der er svært at få i Danmark mere. En kromfarvet Ronsonlighter fyldt med skrammer og ridser. Han ser undskyldende ud. Som er det sørgeligt, at han ikke har mere at give. Mimisk løfter han fingeren. Er kommet i tanke om noget.

Da han let bøjer hovedet, kan jeg se at resterne af hans hår er en eksplosion med bart epicenter. En munks tonsur. De få strå, han sirligt har redt over tonsuren er grågule og skøre. Mere som et barns end en oldings. Fra sit bryst fisker han en halskæde frem. Dens led er spinkelt sølv, vedhænget er kors på en blå cirkel. Den slår metallisk, da han lægger den oven på nøglerne.

Jeg applauderer hans samling ved at drikke min kaffe. Den er sød af saccharin, jeg bærer altid pillerne på mig i en lille dåse. Folk har ikke den slags i deres hjem. Caféer glemmer at købe det ind.

”Jeg er 91 år gammel. Ser jeg sådan ud?” begynder han. Stemmen er mørk, som den masse, der lige nu lægger sig til rette i hans mavesæk.

”Ja. Hvert eneste år er tydeligt. De løber som fletværk i din hud,” svarer jeg, mens jeg pakker avisen helt væk. Folder den sammen, først på langs, så på tværs, og stikker den ned i min mappe. Jeg har al tid i verden.

”Jeg hedder Johannes. Jeg har boet i København hele mit liv. Faktisk i den samme lejlighed, hvis man ser bort fra den tid, hvor jeg sprang soldat,” fortsætter han. Jeg sætter mig bedre til rette. Strækker benene, og træder mine sko af. Det er sommer i dag, så jeg kommer ikke til at fryse. Det er vigtigt at have det komfortabelt."

Harry Potter-effekten

I 1997 udkom den første Harry Potter-bog i Storbritannien. Der skulle gå tre år før den kom til Danmark. Derefter gik alting slag i slag. Det er næppe nødvendigt, at fortælle om den (berettigede) sejrsgang Potter-seen (eller Potter-aden) derefter foretog over det meste af verden. Unge og voksne læste som aldrig før, der var gigantiske køer ved boghandlerne og derefter biograferne. Læsevejledere over den ganske klode jublede, for nu ville selv de "svage drenge" også læse med. Ikke siden Ringenes Herre havde fantasy-genren fået sådan et hovedværk. Det skulle dog vise sig blot at være toppen af isbjerget.

Lige omkring samtidig (give or take a few) begyndte krimibølgen at rulle ind over det meste af Danmark og resten af Europa. Navne som Lisbeth Salander, Carl Mørck og Dicte Svendsen indgår nu på lige linje med flaskepost, gøgl og supermarked i de samtaler, der bliver ført rundt omkring i det danske land. Grunden til at disse navne er blevet så almindeligt kendte er, at disse figurer ikke blot optrådte i en enkelt bog, men i en hel serie. Det blev (og bliver) til rigtig mange sider, når serierne når op på 4-5-6 installeringer. Bølgen bragte nyt liv til en genre, der i mange år havde levet en lidt udskældt tilværelse og krimigenren udviklede sig eksplosivt fra den britiske whodunit-tradition til en mere forkromet, nutidig version, hvor bestialitet, grimhed og frygt blev rige faktorer. Genren er nu (på trods af snak om at bølgen har mistet momentum) så populær, at der findes dedikerede hjemmesider og de fleste biblioteker har specielle krimilister, så de læsehungrende ikke skal gå forgæves.

Mens Potter-feberen stadig var på sit højeste, begyndte andre af de fantastiske genrer at stikke hovedet frem. I 2005 ankom den første af Twilight-bøgerne, der fik en voldsom succes, ikke mindst gennem filmene. I 2008 blev den første Hunger Games-bog udgivet og for første gang i mange år blev der læst science fiction. Også HG blev lavet om til film. I 2011 skred 50 Shades of Grey ind på scenen og gav hele den erotiske litteratur et tiltrængt spark bagi. Den bliver nu også lavet til film. I skrivende stund er der mange lignende bøger, enten på vej eller allerede i boghandlerne. Gode kandidater til den næste virkelig store succes kunne være Divergent-universet eller The Maze Runner.

 

Men hvad har alle disse bøger så tilfælles? Rent fortælleteknisk en del, men det er noget helt andet, der er væsentligt. Det de har tilfælles er følgende: længde. Alle bøgerne er meget lange. De fleste gigantiske. Enorme. Opsvulmede, endog. Se blot:

Harry Potter-serien: 4000+ sider

Afdeling Q-serien: 2300+ sider

Twilight-serien: 2400+ sider

Hunger Games-serien: 1000+ sider

50 Shades-serien: 1600+ sider

Og det er det, jeg har valgt at kalde Harry Potter-effekten. I de sidste 15 år er der gået inflation i hvor store bøger skal være. Der er absolut intet galt med store bøger ... så længe de også bruger pladsen fornuftigt. Siger jeg at det ikke er tilfældet med de nævnte værker? Nej, det gør jeg ikke. Jeg spreder blot en tanke. Men der er dog et sted, hvor Harry Potter-effekten ikke gør gavn, men skade. Følgende udsagn er fra rigtige mennesker, enten hørt under møder, cons eller på facebook:

"Når folk låner en bog, skal den være stor. Ellers synes de ikke at de har læst en bog, og det er det, de gerne vil." - Bibliotekar på et af de københavnske biblioteker.

"Jeg kan godt forstå, hvorfor anmelderen siger, at det er en lille bog. Alt under 400 sider er noget man nupper som forret." - kvinde på facebook

"Jeg gider ikke læse korte bøger. Så lærer man slet ikke personerne at kende." - deltager på con.

Jeg kunne komme med flere udsagn, men disse tre er nok, for de viser den samme ting: Længde er i sig selv et aktiv, et positivt træk ved en bog. Og det er her, skaden indtræffer. For denne ene ting overskygger uhyggeligt mange andre og især ét meget klart faktum: En teksts værdi afhænger absolut ikke af dens længde. Den afhænger udelukkende af dens indhold. Desværre virker det til, at længden ikke alene er EN faktor, men faktorEN, der afgør værdi. 

En ting er læserne, noget ganske andet er forfatterne. Også blandt de kreative mennesker, dem der leverer historierne, er der gået inflation i længde. Som nævnt i et af citaterne, skal en bog helst være lige omkring de 400 sider for at tælle. Faren ved dette er selvfølgelig, at en forfatter, der har skrevet en dejlig bog, der 'kun' er 250 sider lang, kan føle sig forpligtet eller blive overtalt til at gøre den længere. Jeg kan være bange for at HP-effekten er baseret på vekselvirkning mellem læsere og forfattere, der i sidste ende gør bøgerne længere end de strengt taget burde være.

Når længde er en værdimåler, holder folk op med at læse korte bøger. De stopper med at læse noveller. De stopper med at læse kortprosa. De stopper med at læse digte. Derigennem dømmer de en hel verden af forfattere og tekster ude, hvilket er et sørgeligt spild. Alle andre genrer end romanen bliver noget man læser i skolen eller lignende situationer. Det er sjældent et bevidst valg. 

Derfor vil jeg bede enhver, der læser dette indlæg, om bevidst at vælge noget andet end en roman, næste gang de skal læse en bog. Ikke fordi det gør dem til et bedre menneske, eller et klogere menneske eller et mere oplyst menneske. Men fordi det er så vigtigt at kunne se skønhed (eller rædsler) i forskellige ting ... også i romanen.

Trailer 79 - uddrag af Alma Mater

Efter hele seksten trailers uden at besøge det realistiske land, som jeg trods alt også skriver en hel masse i, er vi nu nået frem til den lange novelle Alma Mater. Novellen er en del af min debut Køtere dør om vinteren fra 2010, men blev oprindeligt skrevet tilbage i 2007, hvilket placerer den en god række år før jeg fik noget udgivet.

Novellen handler om prostitution, om ludere, om kunder og om kvinder. I ti sekvenser møder læseren forskellige kvinder, fra den gåsehuds- og mandebedækkede gadeluder over escortkvinden til den oplyste pornoskuespiller. Den eneste fællesnævner er en kvinde ved navn Camilla, der måske, måske ikke er der. Selv om det er mange år siden jeg skrev Alma Mater, kan jeg stadig huske den i detaljer - ikke mindst fordi jeg ikke nævnte nogle år, men lod populære sange fortælle hvornår vi befandt sig. I uddraget er vi cirka en tredjedel inde i fortællingen og Lisette er på vej hjem af E55.

"Den kolde natteregn buldrer ned over biltagene, og trafikken er et helvede. Hun er mindst kørt forbi to uheld på E55. Et af dem så alvorligt ud. Der var i hvert fald blod på vejen, og i horisonten havde der været blå og røde lys.

Blodet havde set underligt sort ud i det elektriske lys. Som var det slet ikke fra mennesker. Hun gøs, og skubbede billedet fra sig. Hun hadede sådan nogle tanker. Det kunne gøre hende i dårligt humør i flere dage.

Heldigvis er hun snart hjemme. Det begynder at blive nogle lange ture, synes hun. Tres kilometer hver vejr begrænser både indkomst og antal. Måske skulle de begrænse deres område, selvom hendes nye Passat klarer dem uden problemer. Det er simpelthen bare en lækker bil. Selv viskerne var næsten lydløse.

Lisette tænder for radioen, og begynder at synge med på "Streets Of Philadelphia". Springsteen har nu altid været lækker, selvom hans gamle hits er bedre end det nye. I det trange rum lyder hendes stemme godt, ligesom den altid gør i badet. Måske har det noget at gøre med, at man er alene.

Mange af hendes kolleger hader at snakke om mænd, og der er kun en af dem som har en mandlig kæreste. De siger, at de slet ikke er mennesker, som kvinder er. Selv har hun ikke noget problem med dem. Selvfølgelig er der en del ulækre fyre imellem, men mængden af dem er heldigvis svundet ind i takt med forretningens succes.

De fleste af de rigtig klamme kan ganske enkelt ikke betale de 2000 kroner som det koster for 1½ time sammen med hende. Hendes pande rynker sig i svag væmmelse. Så er der selvfølgelig de helt vildt klamme, der desværre også har mange penge. De betaler ekstra. Men hun vil dem ikke mere. Det er hun blevet for god til.

Hun slår de grimme tanker væk, og griner lidt. 1½ time er egentlig en joke, for langt de fleste af dem kan ikke klare længere end 20 minutter. Ham som hun kommer fra havde dog virkelig styr på sin udløsning, og havde penge nok. Han havde forlangt en cocktail. Men lidt ondt i røven skal man ikke klage over når der ligger 5000 kroner i tasken på passagersædet. Plus kørepenge. Hvis hun bare havde en kunde som ham hver eneste aften. Så ville hun kunne pensionere sig om ti år.

Radioen skifter til Counting Crows, og hun slukker vredt for den. Lortesang. Den spillede ham stodderen også den aften i maj, hvor han kneppede hende i alle huller, og derefter bankede hende sønder og sammen. Først med knytnæver, og derefter spark. Syge idiot.

Til sidste havde han kylet hende ud uden at betale for det. Mens hun steg ind i bilen havde han råbt møgluder efter hende, og spyttet ned på jorden. Et mørkt smil glider over Lisettes ansigt, hvorpå de forbipasserende bilers lygter danner et skyggefuldt puslespil.

Han kommer aldrig til at gøre det samme ved nogen som helst kvinde. Det havde tæskeholdet sørget for, og de 10.000 kroner var de bedste som hun nogensinde har givet ud. Hun havde ikke kunnet arbejde i en måned, fordi hendes ansigt lignede en Picasso."