Septembers arbejde 2014

I morges stod jeg op frygtelig tidligt, for sådan er min hverdag skruet sammen for tiden. Stadig zombie-savlende vaklende jeg ind under bruseren og lod vandet skylle døde hudceller og resten af nattens drømme af mig. Så lullet ind i mig selv var jeg, at jeg ikke ænsede det tilstoppede afløb og presto magnifico flød vandet over. Det endte alle steder. På min notesblok, i min vasketøjskurv, mellem bladene på min nye jumbobog, i en sko ... og ud under døren, så gulvtæppet i gangen svuppede og skvulpede. Derfor lå jeg, på alle fire, med røven i vejret, lidt over seks, og tørrede vand op fra gulvet. Jeg var ikke en glad mand, men heldigvis fik jeg en ide. En af de rigtig, rigtig gode. Og den vil jeg ikke fortælle mere om nu. Så - til septembers arbejde!

I løbet af de 30 dage september så nådigt havde stillet til min rådighed, fik jeg skrevet to noveller. En omgang erotik og en skudefuld science fiction.

Glasruder (2650 ord, erotik)
Sten og sand, stål og glas (8100 ord, science fiction)

Først på måneden skrev jeg novellen Glasruder. I den er historiens jeg til en tweedmættet herresoiré hos universitetets professor emeritus. De mange mænd snakker, om Sovjet og raketter og cognac. Men mellem mændene går en yndig skabning rundt, der bliver ved med at fange jeg'ets øje. Hun lægger op til dem alle sammen, men ingen får lov til at røre hende.

I Sten og sand, stål og glas er vi på besøg hos Konrad Pri, der har til job at gennemgå Systemets personlighedstests af borgerne i Samfundet. Han har det gule, det røde og det grønne stempel, der kan afgøre en persons skæbne. Konrad elsker sit job og sit samfund. Alt kører præcis som det skal køre. Lige indtil en personlighedstest, der er alt for god, bliver printet ud.

Som i sidste måned er det også blevet til et par Skår til samlingen:

Skabertrang (om en gigtplaget mand og en drage i haven)
Forfatterskab (om en træt forfatter og et bidsk publikum)

I løbet af september har jeg siddet en masse ved computeren. Ikke kun for at skrive på mine egne ting, men også for at lave den nødvendige research med videre. Jeg har nemlig, for forlaget Valeta, udarbejdet et undervisningsmateriale til Brian P. Ørnbøls nyeste udspil Kredsløbsforstyrrelser. Jeg har prøvet det med UV-materialer et par gange nu, men det bliver ikke lettere fra gang til gang, fordi hvert værk adskiller sig fra det forrige. Heldigvis er det godt med udfordringer, og undervejs nåede jeg forbi Nils Holgersens forunderlige rejse (på originalsproget), samfundsrevsende artikler fra Information og symbolleksikonets meget lange opslag om hvad en bro kan betyde. Jeg håber at mange gymnasier vælger at tage materialet og bogen i brug.

Men der er mere. Jeg har brugt en del af mine aftener og nætter på at førsteredigere en roman. Ikke min egen, men for et forlag. Det er en meget interessant oplevelse, ikke mindst når man får muligheden for at kigge på hvordan andres historieskeletter ser ud. Og det samme med deres historieorganer. Og deres historienerver. Og deres historiekirtler. Samtidig er det spændende at opleve hvordan hele det her forfattercirkus forgrener sig ud. Gad vide hvor det stopper henne?

Oktober kommer til at stå i romanskrivningen og oversættelsens tegn. Der skal arbejdes på Odd, der skal oversættes to noveller, og så er der selvfølgelig de par gange jeg viser fjæs i offentlighed. Onsdag d. 8/10 er jeg i Valby Kulturhus, hvor der er snak om den nye LUO-antologi og den 10/10 læser jeg op til Kulturnatten i Dansk Forfatterforening. Jeg vil selvfølgelig bliver overstadig om du lægger vejen forbi.

Septembers tre nyheder

De første ruskende tegn på vinter har vist sig, når man kommer hus- og gadehjørner for tæt. Energiniveauet er lavere, end det har været et stykke tid. Tingene går frygteligt hurtigt i skrivebiksen, samtidig med at de går alt for langsomt. Det er et sært, limbomættet grænseland. Heldigvis er der et par konkrete lækkerheder at berette om, så det hele ikke bliver så metafysisk.

Den 7/9 anmeldte Politiken antologien Undergang fra forlaget Valeta og jeg var mildest talt chokeret. Tænk, at en af de store aviser anmeldte ikke alene en antologi, men også en, hvis historier alle lå placeret i de fantastiske genrer og var skrevet til voksne. Det var dog ikke alt sammen positive ting, der blev sagt og flere af disse er blevet diskuteret på denne blog. Jeg vil dog vælge at vedblive positiv og håbe, at det er første spadestik i en helt ny tradition. Anmelderen, Anne-Marie Vedsø Olesen, var især glad for blandt andet min novelle, og skrev følgende ord:

"I Amdi Silvestris Den allersidste dans, danser syv par i hver sin beskyttende boble, mens jordkloden går under af solstorme. Men boble efter boble brister, Silvestri skriver særegent poetisk og uden slinger i valsen, om man så må sige, og får midt i al gruen skabt en smuk hyldest til menneskeheden og mangfoldigheden."

Det er næsten fem måneder siden min dobbeltroman Ambrosia/Live udkom, og den bliver stadig ved med at få anmeldelser. Den ottende af slagsen står Thomas Winther, anmelder på bladet Himmelskibet, for, og han har en del pæne ting at sige:

"Vi får ikke at vide hvilken trussel det er jorden står over for [i Live], men dette er heller ikke vigtigt for historien, da personerne alligevel ikke kan gøre noget ved det, men kun kan forholde sig til deres egen situation. Man savner som læser heller ikke en afklaring af hvad det er for en trussel der hænger over dem, for det er egentligt ikke vigtigt. 

Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen, og giver samlet en rigtig god bogudgivelse."

Den 4/9 var der oplæsning på Staden i København, hvor jeg var inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat, Peter-Clement Woetmann, Linda Nørgaard Framke og Steffen Baunbæk Pedersen under paraplyen Poesi på Staden. Det blev en rigtig fin aften, også selv om jeg var udmattet af de seneste par uger og ikke leverede mit bedste. Det gjorde nogle af de andre heldigvis - og hvis du ikke var der, kan du se en sammenklipning af arrangementet på youtube. Du skal bare klikke på linket. Det var alt for nu. Tak fordi du læste med.

Trailer 78 - uddrag af Signal

Efter en meget lang pause, er tiden kommet til igen at tage et kig på en af novellerne fra mine samlinger. I 2011 udkom min samling Faderens sønner, 14 noveller, hvor jeg forsøgte at ramme så mange af science fictions troper som jeg kunne. Og novellen, der indledte hele samlingen, fik den simple titel Signal.

I historien møder vi fragtpiloten Dennis, og hans navigatør Jarkt, der er er dradoraner. De bliver mere eller mindre tvunget til at fragte en ganske ubehagelig last til et rendez-vous med Halleys komet. Undervejs sker der dog en masse uforudsete ting, og det hele bliver kun værre, da de nærmer sig himmellegemet. Signal er en historie, jeg selv sætter stor pris på. Den er noget af det tætteste jeg indtil videre er kommet på noget space opera, og samtidig står den, for mig, både i tone og plot som en hyldest til de gamle science fiction-noveller fra halvtredserne.

"Når en person tænker, at noget ikke er hans problem, er det næsten pr. definition sådan, at det bliver hans problem. Det er muligt, at det endog er en slags naturlov. Jarkt og jeg nåede kun lige at sætte nålejetten ned i Kastrups aerospace-afdeling, før vi fik over radioen fik besked på ikke at forlade lufthavnen. Jeg kunne allerede se min lange weekend evaporere i en grødet dis.

Det var mig, der leverede lasten fra Mars. Eftersom vi var i juli måned, var det meget varmt for en dradder og jeg så ingen grund til at Jarkt fik et slagtilfælde. Desuden er Jordens tyngdekraft også 15% stærkere end Dradorans, så Jarkt ville alligevel blot ende med at vandre rundt på knoerne. Netop billedet af en dradder på knoerne indledte en af Jordens største barslagsmål, da en fuld irer i New York refererede til en lige så fuld dradder som ”en abesmølf uden nathue”.

Det positive ved barslagsmålet, der varede lidt over et døgn, var at mennesket begyndte at se lidt mindre skævt til dradderne. Enhver race, der bliver fuld og gør åndssvage ting, er en race som mennesket kan forholde sig til.

Mens jeg gik rundt på den varme asfalt, og styrede lastemaskinerne, kom en gruppe på tre mænd skridende over mod nålejetten. De så meget officielle ud, med frisurer der var så knivskarpe,at man kunne skære brød med dem. Den midterste mand, der samtidig var den højeste, bar på en sort mappe. Jeg skærmede for solen med den ene hånd, og mændene misforstod det som en hilsen. De løftede hænderne til svar.

Både Jarkt og jeg hader, når de officielle kommer på besøg. Det er fløjtende ligegyldigt, om det er er menner eller dradder-officielle, for den eneste forskel er jakkesættene. De snager altid i papirerne, i lasten, i tilladelserne og for det meste ender det med at de finder en eller anden ubetydelig fejl. En fejl, der ender med at koste Jarkt og jeg en del af vores løn. Jeg frygtede det værste. Jeg skulle have forestillet mig det, det var et tak værre.

”Dennis Mikkelsen?” spurgte manden i midten, og rakte hånden frem. Den var blød, som indersiden af et tøjdyr.

Jeg nikkede.

”Janus Franke. Men kald mig blot Janus. De to herrer er Frost og Ravn. Skal vi gå indenfor ?”

Jeg nikkede igen. Mens han havde præsenteret sig, havde jeg fået øje på nålen, der sad i hans revers. Diplomatiet. De ydre kolonier. Der var kun en lille håndfuld danskere, der havde mere at sige end han, når det kom til interplanetar politik.

”Er det korrekt, at der i Deres nålejet befinder sig en legal indvandrer fra Dradoran ved navn Xvafcce-Jarkt?” spurgte han, og for tredje gang nikkede jeg. Denne gang forbavset. Jeg troede det var umuligt for de menneskelige taleorganer at udtale det gamle, dradoranske sprog, der kun bliver brugt i forbindelse med navne

Nålejettens ene side åbnede sig, og Jarkt kiggede besværet ud. Hans blå hoved forsvandt hurtigt igen, da han så de tre mænd. Jeg slog ud med hånden, i et forsøg på både at være den gode vært og samtidig skjule den uro, der igen var ved at vokse frem i min mave. De her mænd var ikke normale småsvindlere, der ville score sig nogle hurtige penge. Det her var alvorligere."

Trailer 77 - uddrag af Itu

Det hænder at man får nogle meget sære ideer. Faktisk er de ideer og tanker så sære, at muligheden for at de nogensinde bliver rigtig brugt i en fortælling, er tæt på nul. Det hænder også at der kommer en besynderlig indkaldelse til en antologi, og så finder de to abnormiteter hinanden. Det var sådan novellen Itu blev skabt.

Itu er en del af den kommende science fiction/horror-antologi Universets mørke fra H. Harksen Productions. I den roder jeg med en ide om tid, ikke som noget liniært eller konkret, men som en enorm, biologisk sump af rester og tider. Novellen starter (som I kan læse) ganske normalt ud, men efterhånden regredierer den tekstmæssigt til et ubehageligt kaos uden underliggende orden. Da jeg skrev novellen var jeg overbevist om at den aldrig ville finde noget hjem. Det gjorde den til min store overraskelse, og jeg vil elske at høre hvad mine læsere synes, når de engang får mulighed for at læse historien til ende.

"Han stod lige under uret. Med den ene hånd strakt frem, i en tiggende gestus. Jeg havde lyst til at give ham et eller andet, men jeg vidste instinktivt at det ikke handlede om penge. Ej heller mad, omsorg eller glæde. At det han ønskede sig kunne ingen give ham. Egentlig havde jeg travlt; jeg var ventet på Axeltorv om mindre end en halv time, men alligevel blev jeg stående. Bevægede mig langsomt, cirklende, som var jeg en løve i færd med at nidstirre mit bytte. Drengen var dragende i sin velkendte ækelhed.

En eller anden måtte have ringet til politiet, for pludselig banede to betjente sig gennem mylderet. Folk havde stillet sig op som var det en trafikulykke. Strakte hals for at kunne se. Betjentene bad utålmodigt folk om at flytte sig og passe deres egne sager, men ingen tog notits af ordensmagten. Nu ved jeg at det slet ikke var som en trafikulykke. Hvor mennesker samles i skadefro over at de stadig er i live og den stakkels idiot er død. Den analogi, der ville have passet her, var natsværmere. Der flaksede hjernedøde rundt og rundt om den blålige lampe fyldt med elektricitet, lykkeligt uvidende om fremtiden fyldt med pludselig død.

Jeg så på mit ur. På det punkt var jeg gammeldags. Der var lidt over tyve minutter til mit møde. Som alle de andre strakte jeg hals, selv om jeg stod på forreste række. En af betjentene satte sig på hug foran drengen og begyndte at snakke til ham. Den anden blev stående med hænderne i siden og et udtryk af kedsomhed plastret på ansigtet. De fik sikkert opgaver som den her ti gange i døgnet.

Drengen ændrede ikke holdning eller blik. Først nu opdagede den ene betjent drengens baghoved. Kedsomheden raslede af ham og han kontaktede stationen over radioen. Imens blev den anden siddende og spurgte højt drengen, om han var kommet til skade eller om han vidste hvor hans mor var. Intet af det rykkede så meget som et atom i drengens ansigt. Jeg skulle lige til at gå, da betjenten tog fat i drengens fremstrakte hånd og gjorde mine til at trække af med ham. Det var der virkeligheden flækkede som en overmoden melon.

Men jeg så til, greb drengen fat i politimandens hånd og klemte til. Først troede jeg at drengen stadig havde en hånd, men tænderne der voksede frem af kødet og dannede kæber, der lignede en ulvs var gået i stedet for fingrene. Med en knasende lyd bed tænderne tværs gennem politimandens hånd. Stumperne sprang og dansede på de sorte og rødbrune fliser. Jeg stirrede, til øjnene var ved at trille ud af hovedet på mig. Den sårede politimand gloede lamslået på sin hånd, hvorfra senerne dinglede. Først nu nåede smerteimpulserne til hans hjerne og et tågeagtigt skrig vaklede ud af hans mund. På det tidspunkt var drengen i fuld gang med … at blive til noget andet.

Hans ansigtstræk flød ud, en dej der blev rørt sammen. Tøjet flænsede under et indre tryk og ud af drengens brystkasse voksede stødtænder. Musklerne stod frem som tove i hans hals, indtil det der havde været hovedet blev kløvet på langs indefra. Med et grynt faldt hans forover, og jeg kunne se direkte ned i halshullet. Tænder, som på en lampret fyldte hele svælget. Lynhurtigt kastede drengen sig over den sårede politimand, og de faldt omkuld på gulvet. Det gav et ryk i politimanden, da stødtænderne maste sig igennem hans maveregion og brød frem af ryggen. Det var alt sammen sket på under tre sekunder."

Augusts arbejde 2014 - med Store Bogdag og Menneskefest

Årets sidste sommermåned blev rundet af med et regnskyl af bibelske proportioner, og det kan man vælge at tolke som man vil. Personligt går jeg efter den version der hedder, at en masse gammelt er skyllet væk og noget nyt kan begynde. Som enhver anden måneds afslutning. Det har taget meget hårdt på mig at begynde på arbejde igen, da der er et par sisyfos-opgaver eller nitten at tage sig til, så derfor har jeg ikke fået lavet så meget, som jeg gerne ville.

Tidligere på året fik min ven og bekendte gennem mange år, forfatteren Kenneth Krabat, kræft og valgte at fortælle åbent og direkte om hele sygdomsforløbet. Det var ikke rart at være skue til, men samtidig tænkte jeg at det var ekstremt nødvendigt det han gjorde. Lykkeligvis kom han (næsten) helskindet og raskerklæret ud på den anden side - og det blev altsammen fejret ved Menneskefesten den 30. august. Kenneths kæreste havde stået for et stort støttearrangement, hvor masser af Kenneths venner fra skrivemiljøet havde doneret deres værker til en auktion, der var oplæsninger af lyrik og prosa og en ordentlig håndfuld musikere havde også stillet deres kunnen til rådighed.

Kenneth Krabat går på scenen. "I dag handler om at kunne elske".

Det udmundede alt sammen i en fantastisk dag, hvor stemningen var høj og det kreative flow kørte nonstop. Det var vildt og ekstremt livsbekræftende at se hvor mange mennesker, der holdt af Kenneth og helt naturligt gerne ville vise det og dele den kærlighed. Det gjorde kun tingene bedre, at Kenneth modtog den nyindstiftede Poesiperformanceprisen, der fra nu af hvert år uddeles til en kunstner, der ikke alene skriver vedkommende og kraftfuldt, men også formår at levere sine tekster med finesse og personlighed. Selvfølgelig var dagen ikke et arbejde - jeg vidste bare ikke hvor jeg ellers skulle skrive om den... for skrives skulle der. Dagen lang var jeg på twitter - og derfor håber jeg du kan fange en del af glæden.

På skrivefronten blev det til to noveller:

Henrik gæsteoptræder (5300 ord, realisme)
Redningsmand (4000 ord, realisme)

I novellen Henrik gæsteoptræder, handler det hele om en bog. Der er blevet til et filmmanuskript. Der er i gang med at blive filmet. Det er bare alt sammen sket ti år forskudt, for sent? Forfatteren, Henrik, havde vænnet sig til at han var glemt, han skrev ikke længere bøger, han havde fået sig et roligt og rart liv med kone og to børn. Nu står han på filmsettet, hvor han gør klar til at spille rollen som en af figurerne fra hans roman. D

Redningsmand. Der er blevet begået en række mord, og den mistænkte sidder i grundlovsforhør. Det tager ham ikke længe at indrømme at han har haft mere end et par fingre med i de mord, men han vil gerne forklare sig. Som pensioneret lærer er han mere end normalt glad for at høre sig selv snakke, og dommeren bliver præsenteret for et noget særpræget verdenssyn, der måske, bare måske, har noget der er værd at bide mærke i.

Det er også kommet et par Skår til samlingen:

Spøgelsesjæger (om et ødelagt kamera og en desperat juicer)
Elskovsrede (om et aparte par og et antikvarisk hotel)

En af de gode ting ved at være forfatter er at man i de rare måneder også kommer en del uden for hjemmets trygge livmoder. Den 9. august var jeg på Hald Hovedgaard, der hvert år holder Store Bogdag, der er en blanding af et marked og litteraturdag. Hvert år er der også et specielt tema, og i år var det Fremtiden kommer - altså et science fiction-spor. Som allerede beskrevet i dette indlæg, var jeg ekstra-tovholder, eller hvad man skal kalde det.

Morten Leth Jacobsen læser op fra Den sidste dag på Jorden.

På trods af massiv regn, forløb dagen rigtig godt og science fiction-sporet, der holdt til i Riddersalen kørte non-stop i otte timer. Der var to oplæg om genren, præsentation af Science Fiction Cirklen, oplæsninger ved fire forfattere og en paneldiskussion. Der kom mange gæster forbi og især diskussionen om hvorvidt science fiction var en genre, kastede meget medvirken fra publikum af sig. Der kom kommentarer fra høj og lav, gammel og ung og det virkede på mig som om at mange gik derfra med et nyt syn på genren. Du kan selv få lov til at snuse lidt, da jeg heldigvis live-tweetede fra begivenheden. 

I løbet af september arbejder jeg videre med romanen, jeg har en del arbejde ved siden af og så står den også på en tvungen opgave eller to. Indtil da.

Trailer 76 - uddrag af Den allersidste dans

Trailer 76 kommer til at handle om Ragnarok, om verdens ende, om apokalypsen. Engang imellem er det sundt at tage et langt kig ud over afgrunden og forestille sig intetheden, så længe man blot husker at trække hovedet til sig i tide (frit efter Nietzsche). Men kan man ikke forestille sig en undergang, der også er yndig?

 
Novellen Den allersidste dans, der er med i antologien Undergang fra forlaget Valeta, handler om et af syv par på et enormt dansegulv, der svæver over Jorden. Som jeg nævnte i mit forrige trailer-indlæg, forsøger jeg altid at gøre anderledesheder med hver novelle - og derfor også denne. Ud over at novellen har over 30% unikke ord, er den  også en kombination af teknisk og lyrisk sprog ... og indeholder hele teksten til den smukke sang Den allersidste dans. På ganske labyrintisk vis blev slutproduktet ret smukt og jeg undrer mig stadig selv over at det lykkedes at skrive den. Jeg håber du vil finde den spændende og måske, bare måske, sørgmodig nok.

"Han griber hendes hånd og fører dem begge i en stor bue ud på det gennemsigtige dansegulv. De er i deres egen lille boble, glitrende og ren, skabt til dette øjeblik og ingen andre. Inden længe falder den som skår omkring dem, inden længe stopper hjerterne i deres kasser. Solen glitrer over den fragmenterede Jord. Bid for bid rives kloden i stykker og spredes som fra en kæmpes hånd ud over solsystemet. Deres boble er i en kuppel stor nok til at indeholde dem alle.

Nær dem danser andre par, tæt omslyngne, i egne bobler. Kvindernes kjoler er spundet af silke, af edderkoppetråd, af kevlar og indfarvet i forskellige kulører, fra rød til violet. Herrernes sko er polerede, så snuderne genspejler de voldsomme solstorme hvis voldsomme, flammende tentakler kysser menneskenes byer. Der er et par for hver verdensdel, et par for hver dag i ugen, for hver af Konstantinopels høje. Et par for hver af antikkens underværker, for dødssynderne og kardinaldyderne. Et par for hver type virus. Syv, der danser til tiden fra et stort orkester.

Hans hånd på hendes lænd. En blid, wienervals . Sikke han smiler til hende. Sikke hun smiler igen. De er nyforelskede, har fundet hinanden i katastrofen og er gået gennem beton og mareridt for at nå til dansegulvet, der flyder på universets sorte baggrund som en gudegrædt tåre. Indersiden af hans sorte jakke og hans skjorte er den samme kulør som hendes kjole, hvis vide skørt flakker som var det syet af ild og luft.

Dansernes ansigter er kerter mod universets bagtæppe. Omkring deres flydende verden slår dele af den dødsdømte Jord sig ned som insekter om en fakkel. De sværmer, stykkerne af planeten, geologi og arkitektur strøet med nænsom hånd. Brudstykker af en kulaflejring fra Uralbjergene cirkler roligt omkring resterne af en computerkirkegård fra Sahara, men ikke længe. Dansesalen kan ikke holde på delene. De besøger den kun kort, før de hvirvles videre langs fotonernes strømme og ender andre steder.

På hendes kinder er der tårer. Store og fugtige flyder de over hendes kindben, følger kæbelinjen og hænger et stille øjeblik fra hagen, før de drypper på det gennemsigtige gulv. De er stadig i rotation omkring menneskets vugge. De driver for tyngdekraften, der snart ønsker at kaste dem bort, snart ombestemmer sig og higer efter at holde dem tæt. Lagrange-punktet forskydes for hvert omløb de tager. Inden længe er der intet at være i kredsløb om, om lidt er der intet punkt. Selv om hun græder er hun lykkelig. Varmen fra hans krop og øjne svøber hende i et skjold, der ikke tillader andet end dem. En ødelagt planets kerne af jern er intet i forhold til hendes udkårnes tiltrækningskraft."

Trailer 75 - uddrag af Lyden af blade, der falder fra omi-træet

Pausen fra horror-samlingen er intakt, men dermed ikke sagt at samlingen er glemt - ved I ikke at den slags ting altid kommer tilbage? I stedet for vil jeg vende mit - og dit - blik mod noget ganske nyskrevet og i en helt anden genre, nemlig fantasy.

 

I løbet af et år skriver jeg et sted mellem 20 og 25 noveller, og derfor synes jeg det er vigtigt at prøve forskellige ting - for ikke at kede mig, og endnu vigtigere, for ikke at kede mine læsere. Lyden af blade, der falder fra omi-træet er en fortælling, hvor jeg har prøvet mange ting. Billedsproget og kulissen er taget fra japansk litteratur og malekunst. Handlingen er kronologisk, men går i begge retninger. Ja, nemlig. Historien kan læses bagfra, som en efterligning af manga. Og så er der absolut ingen vold og blod. Redaktøren valgte at kalde historien 'fin', ikke som "det er fint nok", men som i "fin som porcelæn". Du kan finde novellen i antologien Prisen på magi fra forlaget Kandor.

"De kommer ofte til mig, gør dyrene. Med bøjede hoveder og sitrende næsebor. De leder efter den mad, jeg så tit stiller ud. Mælk og nødder, frugtsaft og kød. Jeg går ingen steder, min kære. Alt hvad jeg nogensinde har ledt efter er lige her. Det er landsbyen, der holder mig i live. De kalder mig for Hokusai. Manden, der er vild med at male. Hver dag kommer der mennesker forbi. Mange af dem er rejst langt, endnu flere af dem er kommet her for at købe, men jeg sælger ikke. Mine værelser kan ikke undvære så meget som et øje eller en fod.

Jeg ønsker dog ikke at sende dem bort med uforrettet sag. Til dem tegner jeg det de ønsker. En drage, en sten, et minde. For det skal de intet betale. Blot tage imod, for hvordan kan jeg kræve penge for noget, der allerede er deres i første omgang? Mig betaler de ingenting, men de lægger deres mønter i landsbyen, for nattero og legemshvile. Derfor holder landsbyen mig i live; derfor giver de mig farver, pensler og papir.

Dyrene viser sig aldrig, når der er besøg fra den vide verden. Det er som ser de ikke mig som et menneske, men som noget andet, der hører til her. Af og til, når jeg ikke maler, tager jeg min stok og går en tur. Følger flodens løb og lader Omi-træerne skygge mig til. Så følger de efter mig, råbukkene, duerne og firbenene. Så kvækker frøerne i de lave hulninger, hvor floden bugter og inekterne spiller deres sjældne melodier i buskadsene. Men vi rører aldrig ved hinanden. Ingen fugl lander på min skulder, ingen ivrig kaninnæse snuser i min håndflade. Vi er her næsten sammen. To skridt fra hinanden betragter jeg dem og sætter dem ind i billederne ved siden af dig.

Men mest af alt taler jeg med dig, mens jeg maler. Jeg fortæller dig om mine tanker, når jeg bruger kniven på det bløde træ og udskærer dit ansigt. Det er min ungdoms sange jeg synger, lige inden jeg tilføjer den sidste smule rødt til dit hår. Det er fjerne historier fra lige så fjerne lande, fyldt med kejsere og troldmænd, jeg hvisker mens du kigger på mig med de dybe øjne. Min mund kan ikke stå stille, når jeg har dig så nær. Jeg er blevet en gammel tåbe med tårer løbende ned ad kinderne."

Julis arbejde 2014

Juli måned har spenderet sig selv med høj sol og ditto temperaturer. Selv om det har været herligt, har det også været en smule vanskeligt at koncentrere sig om at skrive - for hvem har egentlig tid til at brygge historier sammen, når der er kolde øl der skal drikkes? Mig, tydeligvis - for selv om det har været sommer, har fortællingsfabrikken langt fra stået stille.

En tragedie (5250 ord, horror/fantastisk fortælling)

Månedens eneste "rigtige" novelle har fået titlen En tragedie. I den møder vi Andrea, der er blevet oprigtigt forelsket i Patrick. Hun bor i København, han i Aarhus og efter tre måneders groen sammen, skal de endelig møde hinanden. Derfor springer hun på toget, men hun er så langt fra alene. Der er en hel masse, der ikke vil lade hende være i fred.

Ved siden af novellerne har jeg åbnet, eller måske kan man kalde det for genåbnet, en gammel tanke med at skrive tekster, der vakler mellem kortprosa og noveller. De må ikke overstige 1500 ord. Ofte, når der skal skrives noveller, er der flere ting der skal klikke sammen. I disse små fortællinger (som jeg har valgt at kalde Skår) er der noget andet på spil. Ved hver eneste forsøger jeg at viderebringe et billede eller en tanke - noget jeg har set eller studset over, det være sig i drømme eller vågen. Sagt på en anden måde forsøger jeg at skrive et enkelt billede. Nogle af dem er realistiske, andre fantastiske, andre igen groteske. I løbet af juli måned skrev jeg fem af dem og kommer nok til at skrive en del senere også:

Gadedreng (om en bleg dreng med en skotøjsæske)
Evighedsmaskine (om en stor maskine, der kører på lymfe og benzin)
Holdånd (om en dødeligt syg mand, der holder med Japan)
Husalter (om en drøm om et hus midt i alting)
Salgsværdi (om en nikotinbeklædt lejlighed, rengøringsmidler og cigaretter)

Selv om jeg har haft de andre projekter, har jeg også fokuseret en del på min roman Odd. Der er rigtig mange ting at holde styr på, især når man taler om tre dele, men heldigvis har trådene været nogenlunde tydelige undervejs. Det er blevet til lidt under 15.000 ord i løbet af den sidste måneds tid og som nævnt i et tidligere indlæg, håber jeg på at få del 2 færdig inden årets udgang.

En sidste, men ikke åndssvag ting er min søsterblog. Jeg har nævnt den før, men vil gøre det med jævne mellemrum fra nu af. På den ligger der alle mulige mærkelige informationer, man kan bruge som forfatter. Blandt de nyeste er udregningen af bibliotekspenge, hvordan de forskellige ædelsten ser ud og hvilken farve himlen har på fremmede planeter. Anvend det ganske gratis.

August byder på videre romanarbejde, der er en enkelt novelle der skal skrives til en konkurrence ... og så er jeg i gang med at researche erotik. Hyg jer gevaldigt.

Første nyheder i august (and the winner is!)

Det er kun den anden august, men siden jeg allerede har en del at fortælle, regner jeg med at der kommer en update til inden måneden er kørt til ende. Denne gang er der lidt om konkurrencer og lidt om Ambrosia/Live - så lad os komme i gang.

Selv om det kun er en måned siden deadlinen for noveller til forlaget Kandors Varulv-antologi faldt, er der allerede faldet en afgørelse - og lo and behold! jeg har faktisk vundet konkurrencen med mit bidrag Udyr! Forlaget skriver, som begrundelse for valget, følgende:

"Novellen er valgt for sin store originalitet, for sin gennemførte stemning og for at være noget af det mest modbydelige horror, jeg har læst i mange år."

Jeg har kort fortalt om novellen i dette indlæg, og jeg håber selvfølgelig at rigtig mange har lyst til at læse den og resten af antologien, der både har kendte navne og newcomers på forfatterbladet. Det vides dog ikke hvornår den udkommer. Et stort tillykke til alle de andre der også kom med.

Jeg deltog også i en lille konkurrence stillet an af Frie Forfattere, hvor temaet var Den danske sommer. Heldigvis havde jeg en novelle (Solnedgange) liggende fra tidligere på året, der virkelig passede til emnet - og den gik hen og fik tredjepladsen. Den burde udkomme som en del af en e-bogs-antologi i løbet af denne måned. Tillykke til de andre.

Ambrosia/Live har fået to nye anmeldelser de sidste fjorten dage - en lunken en og en med fem af de dejlige, gyldne stjerner. Anmelderne har følgende at sige:

"Det trækker op at den er velskrevet og Silvestri tydeligvis kender sit fag. Og, selvfølgelig, at den er morsom." - Daniel Henriksen, Trauma Magazine

"Det har været en spændende rejse gennem Silvestris fortælling og jeg glæder mig til at læse hvad der ellers er af bøger fra denne forfatter." - N.Wagner, Bogrummet.dk 

Det er sjovt at se hvordan Ambrosia/Live virkelig deler vandene - det, der det ene sted er et kritikpunkt, er et andet et klart plus. Det er spændende at opleve det meget subjektive forhold de forskellige læsere har til den samme historie, og mange tak til alle der tager sig tiden til at læse og anmelde mine bøger.