En helt speciel indvåner i det fantastiske horror-land er det gotiske, det victorianske gys, der bygges elegant op, gør meget ud af beskrive hovedpersonen og dennes omgivelser. En spændende hægte på netop det gotiske gys er at det i meget lang tid blev betragtet som litteratur på lige fod med alt muligt andet. Det er først på randen af det tyvende århundrede, at det bliver smidt til side som underlødigt og/eller tidsspilde.
I min kommende novellesamling Kærlighedsfrugt optræder novellen En tragedie, og den novelle er mit forsøg på at skrive en victoriansk/gotisk fortælling, sat i vores tid. Andrea er hovedpersonen, hun er ganske bjergtaget af Patrick, men problemet er blot at de bor i hver deres ende af landet. Alligevel beslutter de sig for at ses, og det bliver en særlig rejse gennem Danmark, fyldt med kærlighed, forventning og håb ..og rædsel.
"Da hun trådte ud af hoveddøren,
lå København badet i et sælsomt og magisk skær. Træernes blade
var røde og grønne tæpper, der langsomt dryssede til jorden. Hver
en bygning og facade glitrede med et særligt potentiale, og alle
dørtelefoners metalriste beredte sig på at sprede menneskers
stemmer fra private rum til det store hele. Andrea trak kufferten mod
busstoppestedet, og hvert andet øjeblik, når hjulene gjorde et bump
mod brostenene, var det en isning af forventning, der skød fra
stenbroen op gennem hendes arme og fæstnede sig i sindet. Hun var så
forelsket, at selv den gule bus fyldt med regnvåde eksistenser faldt
hende omgærdet af et fortryllet skin.
Chaufføren sendte hende et smil,
og bippet fra den blå cirkel, da hun førte rejsekortet ind foran
den, var muntert. Hun blev nødt til at stå op, for tasken var for
stor til at komme ind ved sæderne, men det gjorde hende ikke det
mindste. Bussens befolkning var lutter smil og venlighed denne
morgen. Det var som om de også opfangede, at der var noget ganske
særligt på spil her. Andrea rørte ved telefonen, der som et blødt
dyr hvilede i hendes lomme. Patrick havde ikke skrevet, for det havde
de aftalt, at han ikke skulle. Denne dag skulle de slet ikke snakke,
før de kunne bruge deres tunger og begge hænder. Det var et ritual,
de selv havde opfundet, og et der udspillede sig for første gang.
Hun opdagede først regnen, da den
perlede ruden til, men selv de mange dråber fra himlen kunne intet
spolere. I tasken var der en paraply, og indeni følte hun stadig
solskin. Bussen trak ind til siden, og dørene gik op. Den gulkalkede
mur ind til kirkegården var baggrundstæppe for en gammel mand med
stok, der stod af. Andrea smilede til hans ryg. Hvor måtte det være
spændende at leve så længe. Alle de minder, der stod på spring.
Hvordan kunne det overhovedet blive tid til at skabe nye? Dørene gik
i, ny regn plettede dørene, og hun fulgte den gamle med øjnene. Han
forsvandt ind på kirkegården og blev straks omfavnet af to kvinder,
hvis ansigter var ganske udtværede af uvejret. Andrea glemte ham, da
bussen med et ryk satte i gang.
Den gamle station, der gennem de
sidste mange år havde været under reparation, lignede stadig et
bombekrater, men hvor den alle andre dage havde slået Andrea som et
frygteligt morads, var den denne morgen noget ganske andet og
dragende. Da hun stod af bussen slog det hende, hvor privilegeret hun
var at opleve dette stykke af historien. Hun betragtede de enorme
huller, de bulede spånplader og de bredrøvede arbejdere med
glødende øjne. Det var skabelse i aktion. Al den mørtel, alle de
sten, alle de skovle og alle de jordbunker ville til sidst være en
del af noget nyt og smukt. Bestanddele omdannet til helheder og hun
tænkte på Patrick og den måde, han sagte lo på, når hun fortalte
om noget, hendes veninder havde gjort. Rulletasken skramlede over
byggerierne og dykkede sammen med Andrea ned i mørket, hvor toget
ventede.
Rejsen ville tage lidt under tre
timer. Andrea havde sat sig ved vinduet. På en og samme tid var
timerne de korteste og de længste i hele hendes liv, og hun forsøgte
at bortjage tankerne med bogen fra tasken. Det var en Patrick havde
foreslået hende. Skruen
strammes af
Henry James. Den havde været svær at komme i gang med, selv om det
hun holdt var en lille bid af Patricks smag. Efter de første ti
sider var det gået bedre, og efter tyve havde hun helt vænnet sig
til det lidt gammeldags sprog. Den var spændende. Handlede om en
præstedatter, der fungerede som guvernante for et par børn på et
gammelt landsted. Den var lige så engelsk som Stolthed
og fordom og
fodboldvold. Alligevel havde hun svært ved at fordybe sig i den.
Tankerne summede som fluer om et lig."
