Trailer 82 - uddrag af Udyr

Forlaget Kandor har gennem mange år afholdt forskellige novellekonkurrencer og ditto indkaldelser. Det er altid spændende, hvad forlaget finder på, og indtil videre er det blandt andet blevet til en konkurrence omhandlende dark erotica, en anden om vampyrer, en tredje om hvordan den voksende fascisme kan komme til at se ud på den lange bane og endelig den jeg vil snakke om nu, nemlig antologien Varulv.

Forsiden er af Dusan Kostic

Der var mange kriterier til novellen, men en af dem jeg holdt meget af, var at novellen skulle være skrevet til voksne - virkelig vand på min "de fantastiske genrer er IKKE kun børnelitteratur"-mølle. Et andet var at den skulle hive varulven ned i sølet igen, efter den var blevet pudset af og havde indtaget en glimmerrolle på linje med vampyren. Ud fra alt det skrev jeg en fortælling om skovløberen Laust, der har spærret sig inde i en lade sammen med sine tre døtre. Udenfor lusker varulven omkring. Det har den gjort i årevis. For på en måde er den lige så meget en fange som Laust er. Og når alt kommer til alt er det store spørgsmål nok, hvem det er, der har lagt navn til novellens titel Udyr. Utroligt nok vandt min novelle konkurrencen, noget jeg er rigtig stolt af. Ikke mindst når man ser resten af feltet, der alle er dygte skribenter. Desuden håber jeg snart at den får et væld af anmeldelser. Det fortjener den.

"

”Det er ikke alle ulve, der er normale ulve,” sagde farfar Poul og bankede forsigtigt sovsen ud af den spinkle kridtpibe, før han stak sin egen blanding af tobak og skovens urter ned i det runde hoved. Øjeblikket efter bredte en krydret og skarp lugt sig i hytten. Marsk sad ved siden af ham på en skammel. Øjnene store og runde som skillinger.

”Nej, der findes også andre ulve. I Slesvig kalder de dem for werwolf, fordi de tror, at det er mænd, der forvandler sig til blodtørstige bæster. De siger, at det er fuldmånen, der vækker noget balstyrigt i onde folks hjerter og nøder dem at dræbe og fortære andre mennesker. Men det er slet ikke sådan det er, Marsk min dreng. Nej, det er slet ikke sådan det er.”

Farfar sugede ind på piben og holdt røgen i munden et stykke tid, før han blæste kunstfærdige røgringe, der ivrigt steg forbi hans furede pande.

”Slesvigerne har ret i, at det er mennesker, der forvandles til uvæsner, ulve, nattekræ. Der hvor de tager fejl er på det vi har mellem benene, Marsk. Det er ikke mændene, der forvandles. Det er kvinderne. Og ikke enhver kvinde, for så ville vi drukne i hylen og knogleknasen. Det rammer kun kvinder, der har begået en dødelig synd, og som ingen tegn på angren udviser. For ser du, det er langt værre, når en kvinde synder uden at bede om tilgivelse.”

”Hvorfor, farfar,” spurgte Marsk med tilbageholdt åndedræt.

”Fordi Gud Herren, Hans navn være priset, afskyr når verdens kvinder intet har lært af, hvad der hændte i Paradisets have. Når de håner ham ved at gentage den oprindelige synd som Eva begik. Når de i hån synder, hvor de burde sidde på knæ og tigge om tilgivelse. Når det sker, så vender Gud dem ryggen og lader den faldne engel, Lucifer, straffe dem. Lucifer har mange væsner under sig. Dæmoner og djævle om hvem jeg ikke vil sige andet end, at de er nederdrægtige. En af disse sender Lucifer ud, en ånd i ulveham, der i hånden bærer endnu en ulveham.”

Farfar nikkede, smaskede med læberne og tog en slurk vand. Farmor rystede på hovedet ved ildstedet. Hun brød sig ikke om, at han fyldte børnene med mørke historier, så de fik mareridt.

”Du inviterer maren indenfor, Poul, det er hvad du gør,” sagde hun og brød suppens overflade med den store træslev Marsks oldefar havde snittet.

”Så lad hende komme. Jeg kan stadig et brydetag eller to,” gnæggede farfar på en måde som Marsk ikke helt forstod.

”Det er ikke dig jeg er angst for, Poul. Det er drengen,” svarede hun og pegede med sleven, men historien flød allerede videre fra den gamle mands læber.

”Når først Satans udsending kommer efter en sjæl, er der ingen vej at rende. Den ulveham ånden bærer gives til synderinden, der ifører sig den. Straks forvandles hun til en ulv og løber bort. Hver morgen ved daggry forvandles hun tilbage til en kvinde. Det siges dog, at hun stadig er en ulv i sindet. Men når skumringen rammer, indtager ulven atter hendes krop. Sådan skal hun leve i syv år,” sagde han og pustede endnu en røgring op mod loftet. ”Men det er ikke det værste.”

”Hvad er det værste?” spurgte Marsk ivrigt. Han var ligeglad med, hvad farmor havde sagt. Han fik ikke mareridt."